27.12.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 520/12


Offentliggørelse af en meddelelse om godkendelse af en standardændring af varespecifikationen for en betegnelse i vinsektoren i henhold til artikel 17, stk. 2 og 3, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/33

(2021/C 520/09)

Denne meddelelse offentliggøres i overensstemmelse med artikel 17, stk. 5, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/33 (1).

MEDDELELSE AF EN STANDARDÆNDRING TIL ÆNDRING AF ENHEDSDOKUMENTET

»Barsac«

PDO-FR-A0186-AM03

Meddelelsesdato: 26. oktober 2021

BESKRIVELSE AF OG BEGRUNDELSE FOR DEN VEDTAGNE ÆNDRING

1.   Den officielle geografiske kode

Kommunerne i det geografiske område og området i umiddelbar nærhed er blevet ajourført med den officielle geografiske kode.

Det geografiske områdes perimeter forbliver helt den samme.

Punkt 6 og 9 i enhedsdokumentet ændres.

2.   Beskæring

Beskæringen af muscadeldruen er blevet ændret for at gå fra en beskæring med et skud pr. spore til en beskæring med to skud pr. spore med maksimalt otte skud. Denne ændring foretages for at afhjælpe den mindskede vækstkraft for denne druesort.

Enhedsdokumentets punkt 5.1 ændres.

3.   Bestemmelser om miljøvenlig jordbrugsdrift

Følgende bestemmelser om miljøvenlig jordbrugsdrift tilføjes varespecifikationen:

Døde vinstokke skal fjernes fra parcellerne, det er ikke tilladt at opbevare disse døde stokke på parcellerne.

Ingen parceller må efterlades udyrkede.

Fuldstændig kemisk ukrudtsbekæmpelse på parcellerne er ikke tilladt.

Alle erhvervsdrivende beregner og registrerer deres behandlingshyppighedsindeks (IFT).

Disse ændringer foretages for at tage bedre hensyn til samfundets krav om nedbringelse af brugen af plantebeskyttelsesmidler og større hensyntagen til miljøet.

Enhedsdokumentet berøres ikke af disse ændringer.

4.   K-koefficient

Der tilføjes en K-koefficient, der har til formål at muliggøre høst på den samme vinparcel af druer til vin fremstillet af overmodne druer og til tørre vine.

Vine med betegnelsen Barsac er vine fremstillet af overmodne eller botrytisangrebne druer, og de høstes ved flere på hinanden følgende sorteringer. Afhængigt af vejrforholdene sker det dog, at druerne ikke er egnede til fremstilling af hedvine med restsukker. Indførelsen af en K-koefficient gør det muligt at forarbejde disse druer til tørre vine.

Enhedsdokumentet berøres ikke af denne ændring.

5.   Dato for cirkulation mellem godkendte oplagshavere

Kapitel 1, punkt IX, nr. 5, litra b), vedrørende datoen for cirkulation af vinene mellem godkendte oplagshavere udgår.

Enhedsdokumentet berøres ikke af denne ændring.

6.   Overgangsforanstaltninger

Overgangsforanstaltninger, der ikke længere er gældende, udgår af varespecifikationen.

Enhedsdokumentet berøres ikke af denne ændring.

7.   Erklæring om nedgradering

Der tilføjes en forpligtelse til at afgive erklæring i tilfælde af nedgradering mellem betegnelsen Barsac og betegnelsen Sauternes. Denne ændring er blevet indført for at få et bedre overblik over de mængder, der nedgraderes.

Enhedsdokumentet berøres ikke af denne ændring.

8.   Påberåbelseserklæring

Affattelsen af påberåbelseserklæringen er blevet ændret, for at denne kan sendes til fag- og forvaltningsorganet ODG (Organisme de Défense et de Gestion)

Enhedsdokumentet berøres ikke af denne ændring.

9.   Henvisning til kontrolstrukturen

Affattelsen af henvisningen til kontrolstrukturen er blevet gennemgået for at harmonisere affattelsen med andre varespecifikationer. Denne ændring er alene redaktionel.

Enhedsdokumentet berøres ikke af denne ændring.

ENHEDSDOKUMENT

1.   Betegnelse(r)

Barsac

2.   Type geografisk betegnelse:

BOB – beskyttet oprindelsesbetegnelse

3.   Kategorier af vinavlsprodukter

1.

Vin

4.   Beskrivelse af vinen/vinene

Barsac

KORT TEKSTBESKRIVELSE

Stille hvidvine med restsukker.

Vinen skal have et naturligt alkoholindhold udtrykt i volumen på ≥ 15 %.

Efter tilsætning er vinens totale alkoholindhold udtrykt i volumenprocent højst 21 %.

Alle vinpartier, der afsættes (uaftappet eller aftappet), har et gæringsdygtigt sukkerindhold (glukose + fruktose) på ikke over 45 g/l.

Barsac-vinenes karakteristika skyldes hovedsageligt botrytisangreb på druerne, idet svampen er kilden til biokemiske forandringer i druernes aromatiske sammensætning og til koncentrationen af sukker i druerne. Når vinene er unge, har de en gylden farve og udvikler en duft af blomster og frugter, mens de når de lagres bliver ravfarvede og udvikler en ristet duft bestående af kraftige grillede dufte, og en duft af henkogte frugter, citrusfrugter og honning med en meget langvarig aroma. De er meget fede og bløde. De adskiller sig ved deres meget frugtagtige aroma og deres livlighed, der kan tilskrives den kalkholdige jordbund, som også ofte kommer til udtryk i en mineralsk tekstur, der er meget kraftig og afbalanceret.

GENERELLE ANALYTISKE KARAKTERISTIKA

Generelle analytiske karakteristika

Maksimalt totalt alkoholindhold (i % vol.)

 

Minimalt virkeligt alkoholindhold (% vol.)

12

Minimalt totalt syreindhold

i milliækvivalenter pr. liter

Maksimalt indhold af flygtig syre (i milliækvivalenter pr. liter)

25

Maksimalt totalt svovldioxidindhold (i mg/l)

 

5.   Vinfremstillingsmetoder

5.1.   Særlige ønologiske fremgangsmåder

1.   Beplantningstæthed og afstand

Dyrkningspraksis

Beplantningstætheden ved plantningen er mindst 6 500 vinstokke pr. ha. Afstanden mellem stokkene i samme række må ikke overstige 0,80 meter. Den gennemsnitlige afstand mellem rækkerne må ikke overstige 1,90 meter.

2.   Regler for beskæring

Dyrkningspraksis

Beskæringen foretages senest den 1. maj.

Vinstokkene beskæres ved anvendelse af følgende teknikker:

muscadelle B druen: i vifteform, idet stokken har to til fem arme, som maksimalt har seks sporer beskåret med to skud med højst otte skud

sémillon B druen: i vifteform, idet stokken består af to til fem arme, som maksimalt har seks sporer beskåret med to skud, eller blandet Guyot-beskæring med højst seks skud på den lange gren (latte) og to grene med højst to skud, hvoraf det ene skal være ved den lange grens bøjning

sauvignon B og sauvignon gris G druerne: i vifteform, idet stokken består af to til fem arme, som maksimalt har seks sporer beskåret med to skud, blandet Guyot-beskæring med højst seks skud på den lange gren (latte) og to grene med højst to skud, hvoraf det ene skal være ved den lange grens bøjning, bordeaux-beskæring, hvor vinstokken har to lange stokke med højst fire skud på hver lange gren

3.   Særlige høstbestemmelser

Dyrkningspraksis

Vinene stammer fra druer, der høstes manuelt ved gentagne sorteringer, når de er overmodne (tilstedeværelse af ædel råddenskab).

4.   Berigelse

Særlig ønologisk fremgangsmåde

Berigelse er tilladt i henhold til de regler, der er fastsat i varespecifikationen.

5.2.   Maksimumsudbytte

1.

28 hektoliter pr. hektar.

6.   Afgrænset geografisk område

Druehøsten, fremstillingen, forarbejdningen og lagringen af vinen finder sted i kommunen Barsac i departementet Gironde på grundlag af den officielle geografiske kode af 19. marts 2021.

7.   Primære druesorter

Muscadelle B

Sauvignon B — Sauvignon blanc

Sauvignon gris G — Fié gris

Semillon B

8.   Tilknytning til det geografiske område

Det oprindelige klima frembyder særlige mikroklimatiske forhold, der er kilden til udviklingen af en meget lille svamp på druen, »Botrytis cinerea«, der udvikler »ædel råddenskab« (pourriture noble), som giver Sauterne-vinene deres typiske egenskaber i dette særlige miljø.

Vinene stammer fra parceller eller dele af parceller, der er strengt og præcist afgrænset på grundlag af objektive og tekniske kriterier og tidligere produktion.

Mennesket har gennem tiden udvalgt de druesorter, der egner sig bedst til dette botrytisangreb på druerne, og Sauterne-vinene blev således oprindeligt fremstillet af Semillon B.

For at opnå en tilstrækkelig koncentration til fremstilling af disse vine, er beskæringen i øvrigt kraftig, og den er præciseret for hver enkelt druesort. Der anvendes ofte en kort beskæring, der er specifik for denne region, beskæring i vifteform.

For at nå frem til en høj kvalitet, stammer vinene fra druer, der høstes manuelt ved gentagne sorteringer, når de er overmodne (tilstedeværelse af ædel råddenskab). Udbyttet er meget lavt efter overmodning, og udsvingene i vejrforholdene afhængigt af årgang reducerer nogle gange høsten meget drastisk. Som udtryk for denne overmodning har vinene et naturligt alkoholindhold udtrykt i volumen på mindst 15 %.

Beplantningstætheden er høj, eftersom vinproduktionen pr. stok er meget lav efter koncentration. Gæringen af disse vine sker meget langsomt og foregår ofte på fade. Vinene lagres længe, inden de tappes på flaske, hvilket er nødvendigt for modningen og udviklingen af vinene.

Alle disse produktionsbetingelser er de samme som dem, der gælder for betegnelsen Sauternes. Barsac adskiller sig hovedsageligt fra de øvrige kommuner med betegnelsen »Sauternes« på grund af jordbundens og landskabets særlige karakteristika. Vandtilførslen og jordbundens kalkholdige mineraler giver disse ret nervøse vine enestående smagsnuancer og en langvarig aroma med meget frugtagtige nuancer.

Barsac-vinenes omdømme blev opbygget tidligt i historien omkring karakteristiske slotte. Barsac var i det 13. århundrede en kongelig prévôtjurisdiktion, og havnen i Barsac var en af de største på den venstre bred af Garonne-floden, hvorigennem mange varer passerede, herunder vin i tønder, som blev sendt ned ad Garonne-floden på pramme (traditionelle transportfartøjer) helt til Bordeaux.

Med klassificeringen af Bordeaux-vinene i 1855 på initiativ af kejser Napoleon den tredje til verdensudstillingen anerkendtes denne betegnelse bredt i Gironde, idet ti crus blev klassificeret (to 1. cru og otte 2. cru) i kommunen Barsac ud af de 27 crus, der blev klassificeret i de fem kommuner, der udgør betegnelsen »Sauternes«. Denne klassificering tog hensyn til vinenes priser, da de var udtryk for deres kvalitet. Crus classés udgjorde 30 % af produktionen med betegnelsen »Barsac«. Disse vine er kendt over hele verden og eksporteres i stor stil, og endnu i dag fornægter deres omdømme sig ikke.

9.   Andre vigtige betingelser (emballering, mærkning, andre krav)

Område i umiddelbar nærhed

Retsgrundlag:

National lovgivning

Type supplerende betingelse:

Undtagelse vedrørende produktion i det afgrænsede geografiske område

Beskrivelse af betingelsen:

Området i umiddelbar nærhed, som er genstand for undtagelsen vedrørende fremstilling, behandling og lagring, omfatter følgende kommuner i departementet Gironde på grundlag af den officielle geografiske kode af 19. marts 2021: Bommes, Budos, Cadillac, Cérons, Fargues, Illats, Langon, Omet, Preignac, Pujols-sur-Ciron, Roaillan, Sainte- Croix-du-Mont, Sauternes.

Større geografisk enhed

Retsgrundlag:

National lovgivning

Type supplerende betingelse:

Supplerende bestemmelser vedrørende mærkning

Beskrivelse af betingelsen:

På etiketten på vine, der er omfattet af den kontrollerede oprindelsesbetegnelse, kan den større geografiske enhed »Vin de Bordeaux« eller »Grand Vin de Bordeaux« præciseres.

De skrifttyper, der angiver betegnelsen for den større geografiske enhed, må hverken i højde eller bredde være større end to tredjedele af de skrifttyper, der angiver navnet på den beskyttede oprindelsesbetegnelse.

Link til varespecifikationen

https://info.agriculture.gouv.fr/gedei/site/bo-agri/document_administratif-496a5541-69d8-4bcf-88b0-6968f1204c18


(1)  EFT L 9 af 11.1.2019, s. 2.