Bruxelles, den 26.10.2021

COM(2021) 669 final

2021/0349(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i forbindelse med konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder ("Barcelonakonventionen"), for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse om udpegelse af Middelhavet som helhed som et SOx-emissionskontrolområde ("MED SOx ECA") i henhold til bilag VI til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe ("MARPOL-konventionen")


BEGRUNDELSE

1.Forslagets genstand

Dette forslag vedrører den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 22. møde mellem de kontraherende parter i konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening ("Barcelonakonventionen") og protokollerne hertil, i forbindelse med en afgørelse om i 2022 at forelægge den 78. samling i Den Internationale Søfartsorganisations ("IMO's") Komité til Beskyttelse af Havmiljøet ("MEPC 78") et forslag om at udpege Middelhavet som helhed som et SOx-emissionskontrolområde ("Med SOx ECA") samt om ikrafttrædelsesdatoen for forpligtelserne i forbindelse hermed.

2.Baggrund for forslaget

2.1.Konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening

Barcelonakonventionen og de syv protokoller hertil, som er vedtaget som led i handlingsplanen for Middelhavet, udgør den vigtigste regionale retligt bindende multilaterale miljøaftale for Middelhavet.

Barcelonakonventionen har til formål at forebygge, nedbringe, bekæmpe og eliminere forurening i Middelhavsområdet og forbedre beskyttelsen af menneskers sundhed og havmiljøet i området for at bidrage til en bæredygtig udvikling heraf.

Den Europæiske Union er part i Barcelonakonventionen (ændret) 1 .

2.2.Mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil

Mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil samler ministre og højtstående embedsmænd, der repræsenterer alle kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil. De kontraherende parter skal mødes i Antalya i Tyrkiet fra den 7. til den 10. december 2021.

I Barcelonakonventionens artikel 25 er det fastsat, at Den Europæiske Union udøver sin stemmeret med et antal stemmer svarende til antallet af de af dens medlemsstater, der er kontraherende parter i konventionen og i en eller flere protokoller hertil. Unionen udøver ikke sin stemmeret, når medlemsstaterne udøver deres stemmeret, og omvendt.

Efter regel 43 i forretningsordenen for mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil vedtages væsentlige afgørelser, rekommandationer og resolutioner med et flertal på to tredjedele af de tilstedeværende og stemmeafgivende kontraherende parter, medmindre andet er fastsat i konventionen, protokollerne hertil eller de finansielle mandater.

2.3.Den retsakt, der skal vedtages på det 22. møde mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil

I henhold til Barcelonakonventionens artikel 6 træffer de kontraherende parter alle foranstaltninger i overensstemmelse med folkeretten for at forebygge, nedbringe, bekæmpe og i videst muligt omfang eliminere forurening af Middelhavsområdet forårsaget af udtømning fra skibe og sikre en effektiv gennemførelse i området af de på internationalt plan almindeligt anerkendte regler om kontrol med denne type forurening.

I henhold til Barcelonakonventionens artikel 18, stk. 1, nr. vii), kan enhver foranstaltning, der er nødvendig for at nå målene i konventionen og protokollerne hertil, overvejes og træffes på mødet mellem de kontraherende parter i konventionen.

Oprettelsen af et SOx-emissionskontrolområde vil bidrage til at nå ovennævnte mål, idet der indføres særlige krav for at reducere emissioner af luftforurenende emissioner fra skibe i Middelhavet.

3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne

Behovet for beskyttelse af marin biodiversitet og marine økosystemer i Middelhavet, herunder i havområder uden for national jurisdiktion, er flere gange blevet anerkendt.

Luftforurenende emissioner fra skibe har betydelige negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet. En måde, hvorpå emissioner fra skibe kan bekæmpes, er ved i henhold til bilag VI til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe ("MARPOL-konventionen") at udpege Middelhavet som et SOx-emissionskontrolområde ("Med SOx ECA"), hvor der gælder særlige krav for at reducere skibsemissioner.

Det er nødvendigt med en EU-holdning på grund af det påtænkte forslags retligt bindende virkninger. Da forslaget er i overensstemmelse med Unionens ambition om at nedbringe forureningen og forbedre beskyttelsen af miljøet, foreslås det, at Unionen støtter vedtagelsen af den påtænkte retsakt.

4.Retsgrundlag

4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag

4.1.1.Principper

I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".

Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver" 2 .

4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Partsmødet, hvor de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil samles, er et organ, der er nedsat ved en aftale, nærmere bestemt Barcelonakonventionen.

Med den påtænkte retsakt vil der i 2022 blive forelagt IMO's MEPC 78 et forslag om udpegelse af Middelhavet som et SOx-emissionskontrolområde ("MED SOx ECA"). Der er derfor tale om en retsakt, der har retsvirkninger.

Den påtænkte retsakt supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for Barcelonakonventionen og protokollerne hertil.

Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.

4.2.Materielt retsgrundlag

4.2.1.Principper

Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.

4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Den påtænkte retsakts primære formål og indhold vedrører beskyttelse af miljøet.

Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 192, stk. 1, i TEUF.

4.3.Konklusion

Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.

2021/0349 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i forbindelse med konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder ("Barcelonakonventionen"), for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse om udpegelse af Middelhavet som helhed som et SOx-emissionskontrolområde ("MED SOx ECA") i henhold til bilag VI til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe ("MARPOL-konventionen")

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Den ændrede konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening ("Barcelonakonventionen") blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 1999/802/EF 3 og trådte i kraft den 9. juli 2004.

(2)I henhold til Barcelonakonventionens artikel 18, stk. 1, nr. vii), kan enhver foranstaltning, der er nødvendig for at nå målene i konventionen og protokollerne hertil, overvejes og træffes på mødet mellem de kontraherende parter i konventionen og protokollerne hertil. Efter regel 43 i forretningsordenen for mødet mellem de kontraherende parter vedtages væsentlige afgørelser med et flertal på to tredjedele af de tilstedeværende og stemmeafgivende kontraherende parter, medmindre andet er fastsat i konventionen, protokollerne hertil eller de finansielle mandater.

(3)De kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil skal på deres 22. møde den 7.-10. december 2021 vedtage en afgørelse om forelæggelse for den 78. samling i Den Internationale Søfartsorganisations ("IMO's") Komité til Beskyttelse af Havmiljøet ("MEPC 78") af et forslag i 2022. Det er et forslag om udpegelse af Middelhavet som helhed som et SOx-emissionskontrolområde ("Med SOx ECA") og med angivelse af ikrafttrædelsesdatoen herfor.

(4)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil, bør fastlægges, da der ved den påtænkte afgørelse vil blive forelagt IMO's MEPC 78 et forslag på vegne af en organisation, som Unionen er part i, om at udpege Middelhavet som helhed som et SOx-emissionskontrolområde ("MED SOx ECA"), og afgørelsen udgør derfor en retsakt, der har retsvirkninger.

(5)Eftersom formålet med den påtænkte afgørelse er at ajourføre kravene vedrørende beskyttelse af Middelhavet i overensstemmelse med Unionens ambition om at nedbringe forureningen af havmiljøet og beskytte menneskers sundhed, foreslås det, at Unionen støtter vedtagelsen af afgørelsen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 22. møde mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil, skal være at støtte vedtagelsen af afgørelsen om at forelægge den 78. samling i Den Internationale Søfartsorganisations ("IMO's") Komité til Beskyttelse af Havmiljøet ("MEPC 78") et forslag om at udpege Middelhavet som helhed som et SOx-emissionskontrolområde ("Med SOx ECA") samt om ikrafttrædelsesdatoen herfor.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    EFT L 322 af 14.12.1999, s. 32.
(2)    Domstolens dom af 7. oktober 2014, Tyskland mod Rådet, C-399/12, ECLI:EU:C:2014:2258, præmis 61-64.
(3)    EFT L 322 af 14.12.1999, s. 32.