Bruxelles, den 21.4.2021

COM(2021) 208 final

2018/0236(COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET

i henhold til artikel 294, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

vedrørende

Rådets holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Unionens rumprogram og Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet og om ophævelse af forordning (EU) nr. 912/2010, (EU) nr. 1285/2013 og (EU) nr. 377/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU

(EØS-relevant tekst)


2018/0236 (COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET

i henhold til artikel 294, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde


vedrørende

Rådets holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Unionens rumprogram og Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet og om ophævelse af forordning (EU) nr. 912/2010, (EU) nr. 1285/2013 og (EU) nr. 377/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU

(EØS-relevant tekst)

1.Baggrund

Forslag fremsendt til Europa-Parlamentet og Rådet (dokument COM(2018) 447 final – 2018/0236 COD):

6. juni 2018

Udtalelse afgivet af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg:

17. oktober 2018

Udtalelse afgivet af Regionsudvalget:    

6. december 2018

Delvis foreløbig kompromisaftale (fælles forståelse), godkendt af Coreper:

13. marts 2019

Europa-Parlamentets førstebehandlingsholdning vedtaget (med indarbejdelse af den fælles forståelse):

17. april 2019

Politisk enighed, godkendt af Coreper:

18. december 2020

Afstemning i Europa-Parlamentets ITRE-udvalg om godkendelse af kompromisaftalen:

14. januar 2021

Rådets holdning vedtaget:

19. april 2021

2.Formålet med Kommissionens forslag

Med det nye rumprogram integreres alle EU's rumaktiviteter for første gang i én enkelt forordning, dvs. de eksisterende flagskibsinitiativer Copernicus, Galileo og EGNOS samt nye initiativer om satellitkommunikation (GOVSATCOM) og kendskab til situationen i rummet. Forordningen forenkler og strømliner forvaltningen og udnytter synergier og horisontale aktiviteter.

Derudover lægges der i EU's forordning om rumprogrammet stor vægt på rumsektoren i aftagerleddet, brugerne og markedsudbredelse samt udnyttelse af det enorme potentiale, der ligger i rumdata og tjenester, som skal udvikle værdiskabende applikationer og tjenester. Desuden vil de rumdata og tjenester, der tilbydes under rumprogrammet, understøtte politikudformningen med henblik på den grønne og den digitale omstilling samt andre EU-politikker. Rumprogrammet fremmer yderligere iværksætteri i rumøkosystemet og rumsektorens konkurrenceevne gennem hele værdikæden, idet det opmuntrer nye aktører, små og mellemstore virksomheder og nystartede virksomheder til grænseoverskridende deltagelse.

3.Bemærkninger til Rådets holdning

Vedtagelsen af Rådets førstebehandlingsholdning bør nu give mulighed for endelig vedtagelse af forordningen. Det er vigtigt, at det nye rumprogram sammen med det omdøbte EU-agentur for rumprogrammet (EUSPA) gennemføres hurtigst muligt, således at der sikres kontinuitet i de eksisterende operationelle tjenester. EUSPA erstatter og udvider Det Europæiske GNSS-Agentur (GSA) og vil under Kommissionens ledelse garantere tjenestekontinuitet og sikkerheden for infrastruktur og systemer. Forordningens ikrafttræden er også en forudsætning for indgåelse af rammeaftalen om finansielt partnerskab med EUSPA og Den Europæiske Rumorganisation (ESA) samt af andre indirekte forvaltningsinstrumenter med andre enheder med henblik på programmets gennemførelse.

For så vidt angår de resterende udestående spørgsmål efter den delvise fælles forståelse, der blev opnået i februar 2019, bevarer Rådets holdning Kommissionens forslag med hensyn til alle udestående horisontale punkter, navnlig vedrørende internationalt samarbejde, budgetfleksibilitet og programmets varighed, og den sikrer langsigtet tjenestekontinuitet i EU's rumprogrammer, navnlig Galileo og Copernicus.

Rådets holdning afspejler den politiske enighed, der blev opnået mellem Europa-Parlamentet og Rådet den 15. december 2020 og støttet af Kommissionen:

Med hensyn til forvaltningen af programmet er forordningens mål at forenkle og strømline EU's eksisterende retlige ramme for rumpolitik og reglerne for forvaltningen af EU's rumprogram. Opgaverne fordeles mellem de forskellige aktører, dvs. Kommissionen, EUSPA og ESA, navnlig gennem indgåelse af en rammeaftale om finansielt partnerskab. Som afspejlet i den politiske enighed, der blev opnået med Europa-Parlamentet, lægges der i Rådets holdning vægt på gennemsigtigheden for medlovgiverne med hensyn til rammeaftalen om finansielt partnerskab, bidragsaftaler og arbejdsprogrammerne.

For så vidt angår varigheden, som ganske vist er anderledes end i Kommissionens forslag, men nu er tilpasset til varigheden af den flerårige finansielle ramme (FFR) 2021-2027, præciseres det i forordningen, at Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet (EUSPA) ikke er omfattet af denne tidsbegrænsning, og den gør det muligt at dække driftsomkostninger ud over 2027 for at sikre dækning af kritiske operationelle aktiviteter og levering af tjenester.

Med hensyn til tredjelandes og internationale organisationers deltagelse beklager Kommissionen, at dens oprindelig forslag om åben deltagelse i Copernicus og Galileo/EGNOS ikke følges fuldt ud i Rådets holdning. I Rådets tekst kræves det nemlig, at deltagelse i Galileo/EGNOS forudsætter en specifik international aftale i overensstemmelse med artikel 218 i TEUF for alle tredjelande, med undtagelse af EØS-lande. Kommissionen kan dog godkende Rådets holdning, idet den tager hensyn til rumaktiviteternes sikkerhedsmæssige karakteristika, herunder industriel sikkerhed, og idet den udviser vilje til kompromis.

For så vidt angår betingelser for støtteberettigelse og deltagelse i udbuddet tilføjes der ved Rådets holdning væsentlige elementer samt en struktureret og detaljeret procedure. På trods af at den rent proceduremæssigt er mere byrdefuld, afspejler teksten ånden i Kommissionens oprindelige forslag med hensyn til behovet for forudgående fastsættelse af klare betingelser for støtteberettigelse og deltagelse samt behovet for at bevare Unionens sikkerhedsinteresser, Kommissionens institutionelle beføjelser og en problemfri drift af programmet.

4.Konklusion

Kommissionen accepterer Rådets holdning.

5.Erklæring fra Kommissionen

Kommissionen har afgivet én ensidig erklæring, som er opført i tillægget.

TILLÆG

Erklæring fra Kommissionen

Erklæring fra Kommissionen om øget gennemsigtighed i gennemførelsesretsakterne om rammeaftalen om finansielt partnerskab og bidragsaftaler og om arbejdsprogrammer:

"Rådet og Europa-Parlamentet nåede til enighed om en kompromistekst vedrørende forordningen om det europæiske rumprogram, i henhold til hvilken Kommissionen skal underrette dem om den rammeaftale om finansielt partnerskab og de bidragsaftaler, der skal indgås, og om gennemførelsen af disse og af arbejdsprogrammerne. I den vedtagne tekst fastsættes det, at Kommissionen godkender disse aftaler og arbejdsprogrammerne ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Derfor vil Kommissionen opfylde sin forpligtelse til at underrette Europa-Parlamentet og Rådet om den foreståede indgåelse af rammeaftalen om finansielt partnerskab eller af en bidragsaftale eller vedtagelse af et arbejdsprogram i overensstemmelse med bestemmelserne om oplysninger om arbejdet i udvalgene i forordning (EU) nr. 182/2011, som fastsætter reglerne og principperne for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser."