Bruxelles, den 16.4.2021

COM(2021) 179 final

2018/0194(COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET

i henhold til artikel 294, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

vedrørende

Rådets holdning med henblik på vedtagelse af forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri for perioden 2021-2027 ("Pericles IV-programmet")


2018/0194 (COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET

i henhold til artikel 294, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde


vedrørende

Rådets holdning med henblik på vedtagelse af forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri for perioden 2021-2027 ("Pericles IV-programmet")

1.Sagsforløb

Forslag fremsendt til Europa-Parlamentet og Rådet
(COM(2018) 369 / 2018/0194 (COD):

31. maj 2018

Udtalelser afgivet af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg:

19. september 2018

Den Europæiske Centralbanks holdning vedtaget:

16. august 2018

Europa-Parlamentets førstebehandlingsholdning vedtaget:

13. februar 2019

Rådets holdning vedtaget:

13. april 2020

2.Formålet med Kommissionens forslag

Som fælles mønt i Unionen er euroen af central betydning for EU, og det er nødvendigt at beskytte alle sider af dens integritet. Forfalskning af euroen er et reelt problem for EU og dets institutioner. Det udgør stadig en væsentlig trussel, jf. det øgede udbud af forfalskede euro og sikkerhedselementer af høj kvalitet, herunder hologrammer, på internettet og mørkenettet og eksistensen af falskmøntnerihotspots i f.eks. Colombia, Peru og Kina. Falskmøntneri skader borgerne og virksomhederne, som ikke får refunderet falske penge, selv om de fik dem i god tro. Mere generelt påvirker forfalskning af euroen eurosedlers og -mønters status som lovligt betalingsmiddel samt borgeres og virksomheders tillid til disse. Programmet har følgende generelle mål: at forebygge og bekæmpe falskmøntneri og svig og således øge konkurrenceevnen i Unionens økonomi og sikre de offentlige finansers holdbarhed.

Programmet har følgende specifikke mål: at beskytte eurosedler og -mønter mod falskmøntneri og svig ved at støtte og supplere de foranstaltninger, der træffes af medlemsstaterne, og støtte de kompetente nationale myndigheders og EU-myndigheders bestræbelser på indbyrdes og med Kommissionen at opbygge et snævert, løbende samarbejde og en udveksling af bedste praksis, der også, når det er relevant, omfatter tredjelande og internationale organisationer. Retsgrundlaget for Kommissionens forslag er artikel 133 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

3.Bemærkninger til Rådets holdning

Rådets holdning som vedtaget ved førstebehandlingen afspejler fuldt ud den enighed, der blev opnået under trilogen mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, der blev afsluttet den 29. januar 2021. De væsentligste punkter, der blev opnået enighed om, vedrører følgende:

Programmets generelle mål, jf. artikel 2, er følgende: at forebygge og bekæmpe falskmøntneri og svig, bevare eurosedlers og -mønters integritet og dermed styrke borgernes og erhvervslivets tillid til ægtheden af disse sedler og mønter og dermed styrke tilliden til Unionens økonomi, samtidig med at holdbarheden i de offentlige finanser sikres.

Finansieringsrammen for gennemførelsen af programmet, jf. artikel 3, er på 6 193 284 EUR.

Ved udarbejdelsen af arbejdsprogrammerne i henhold til artikel 10 tager Kommissionen hensyn til nuværende og planlagte ECB- og Europol-aktiviteter til bekæmpelse af eurofalskmøntneri og ‑svig.

Der kan også ydes finansiel støtte til udveksling af oplysninger om bedste praksis med hensyn til forebyggelse af falskmøntneri og svig i forbindelse med euroen.

Den Europæiske Centralbank føjes til listen over institutioner, der årligt skal orienteres om programmets resultater.

Ordet "uafhængig", som det er formuleret i den nuværende Pericles 2020-forordning 1 , indføres i artikel 13, som fastsætter, at der foretages en uafhængig midtvejsevaluering.

I bilaget blev følgende performanceindikatorer for evalueringen af programmet vedtaget af medlovgiverne:

·a)    antallet af afslørede euroforfalskninger

·b)    antallet af ulovlige falskmøntnerværksteder, der er blevet lukket

·c)    antallet af kompetente myndigheder, der ansøger om deltagelse i programmet

·d)    tilfredshedsgraden blandt deltagerne i de aktioner, som er finansieret gennem programmet, og

·e)    feedback fra deltagere, der allerede har deltaget i tidligere Pericles-aktioner, om programmets indvirkning på deres aktiviteter til beskyttelse af euroen mod falskmøntneri.

Bilaget henviser også til, at indsamlingen af data om disse nøgleindikatorer for performance vil blive foretaget af Kommissionen og/eller programmets støttemodtagere.

I forslagets betragtning 6 henvises der desuden til resultaterne af midtvejsevalueringen i 2017, som blev understøttet af en uafhængig rapport.

Der er foretaget tilføjelser i betragtning 3, 4, 4a, 7, 7a og 8 om fælles udfordringer i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet, om forbindelsen til EU's mål om at forbedre Den Økonomiske og Monetære Unions effektive funktion, om deltagelse af så mange kompetente myndigheder som muligt, om den internationale dimension af bekæmpelsen af eurofalskmøntneri og om at trække på Den Europæiske Centralbanks erfaring.

Betragtningerne af tværgående karakter om de finansielle regler og konditionalitetsordningen (betragtning 9) samt OLAF's og EPPO's rolle (betragtning 14) er blevet ajourført i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale om den flerårige finansielle ramme.

Kommissionen støtter den enighed, der blev opnået under trilogen, og som baner vejen for en hurtig vedtagelse af programmet og øger Pericles IV-programmets effektivitet med hensyn til at nå dets mål på flere områder. I den henseende opfylder den målene i Kommissionens forslag.

4.Konklusion

Kommissionen accepterer Rådets holdning, som fuldt ud afspejler den enighed, som medlovgiverne nåede frem til den 29. januar 2021.

(1)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 331/2014 af 11. marts 2014 om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (Pericles 2020-programmet) (EUT L 103 af 5.4.2014, s. 1).