EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 29.3.2021
COM(2021) 165 final
2021/0088(NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 om midlertidig støtte til Republikken Letland i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Ved Rådets forordning (EU) 2020/672 ("SURE-forordningen") fastsættes den retlige ramme for Unionens finansielle støtte til medlemsstater, der oplever eller er i alvorlig risiko for en alvorlig økonomisk forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet. Støtten inden for rammerne af SURE har primært til formål at finansiere arbejdsfordelingsordninger eller lignende foranstaltninger, der tager sigte på at beskytte arbejdstagere og selvstændige og dermed mindske forekomsten af arbejdsløshed og indkomsttab, samt, som supplement, med henblik på finansiering af visse sundhedsrelaterede foranstaltninger, navnlig på arbejdspladsen.
Den 25. september 2020 tildelte Rådet finansiel støtte til Letland med henblik på at supplere landets nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagere og selvstændige.
Den 11. marts 2021 fremsatte Letland en ny anmodning om finansiel støtte fra Unionen under SURE-forordningen.
I henhold til SURE-forordningens artikel 6, stk. 2, har Kommissionen hørt de lettiske myndigheder med henblik på at kontrollere, om der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte udgifter, som er direkte forbundet med de lettiske arbejdsmarkedsforanstaltninger og sundhedsrelaterede foranstaltninger, der er vedtaget som reaktion på covid-19-pandemien. Navnlig vedrører den stigning i udgifter, som der anmodes om yderligere finansiel støtte til, en kombination af nye foranstaltninger og eksisterende foranstaltninger som omhandlet i Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351:
(a)en eksisterende kompensationsordning for arbejdstageres ledighed og børnetillægget til arbejdstagere er blevet forlænget fra den 9. november 2020 til den 30. juni 2021. Ved ordningen ydes der kompensation til hjemsendte medarbejdere eller selvstændige på 50 % eller 70 % af deres løn eller indkomst, afhængigt af hvilken skatteordning de hører under. Der ydes mindst 500 EUR og højst 1 000 EUR i støtte pr. ansat pr. kalendermåned. Ordningen gælder for virksomheder, selvstændige og personer, der betaler licensafgift, hvis indkomst fra erhvervsmæssig virksomhed er faldet med mindst 20 % i snit i forhold til perioden august-oktober 2020. Børnetillægget til arbejdstagere er et supplerende tilskud til hjemsendte ansatte, der har børn, over for hvem de har forsørgerpligt. Tillægget udgør 50 EUR pr. måned pr. barn
(b)den eksisterende ordning for løntilskud udvides til at omfatte alle berørte virksomheder i perioden 9. november 2020 til 30. juni 2021. Støtten ydes til arbejdsgivere, som oplever et fald i indkomsten fra erhvervsmæssig virksomhed på mindst 20 %. Ordningen dækker 50 % af den gennemsnitlige månedlige bruttoløn, men udgør dog højst 500 EUR pr. kalendermåned. De støtteberettigede arbejdsgivere er forpligtet til at fastholde de medarbejde, de modtager støtte for, i beskæftigelse og til at betale den resterende del af lønnen
(c)ved en ny foranstaltning bestående af ydelser ved sygdom til forældre og omsorgspersoner ydes der støtte til ansatte, som ikke kan fjernarbejde og er nødt til at passe børn op til 10 år eller personer med handicap, når skolerne og daginstitutionerne er lukket på grund af covid-19. Støtten udgør 60 % af modtagerens gennemsnitsløn i de foregående 12 måneder. Modtagerens arbejdsgiver skal bekræfte, at det er umuligt at arbejde hjemmefra, og skolen eller kommunen skal bekræfte, at skolen eller daginstitutionerne er lukket
(d)den eksisterende covid-19-relaterede ydelse ved sygdom forlænges fra den 16. november 2020 til den 30. juni 2021. Regeringen betaler den fulde ydelse ved sygdom til personer, som ikke har kunnet arbejde på grund af kravet om selvisolation eller karantæne, hvorimod denne ydelse normalt delvis dækkes af arbejdsgiveren
(e)eksisterende sundhedsrelaterede udgifter til personlige værnemidler og andet medicinsk udstyr for at sikre sundhed og sikkerhed for medarbejdere i den offentlige sektor, navnlig sundhedspersonale
(f)en ny foranstaltning bestående af et tillæg til læger og andet medicinsk personale for håndtering af covid-19-krisen, der ydes som belønning for deres arbejde i en situation med særlig høj risiko og stort arbejdspres. Dette tillæg på mellem 20 % og 100 % af månedslønnen overstiger det maksimale niveau for bonusser til offentligt ansatte.
Letland har fremsendt de nødvendige oplysninger til Kommissionen.
Under hensyntagen til den foreliggende dokumentation foreslår Kommissionen, at Rådet vedtager en gennemførelsesafgørelse om at yde finansiel støtte til Letland i henhold til SURE-forordningen til støtte for ovennævnte foranstaltninger.
De sundhedsrelaterede udgifter, som Letland anmodede om støtte til den 11. marts 2021, udgør 22 304 365 EUR.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Dette forslag er i fuld overensstemmelse med Rådets forordning (EU) 2020/672, i henhold til hvilken forslaget fremsættes.
Forslaget er et supplement til et andet EU-retsinstrument, der har til formål at yde støtte til medlemsstaterne i nødsituationer, nemlig Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond ("forordning (EF) nr. 2012/2002"). Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/461 blev vedtaget den 30. marts og indeholder ændringer til førnævnte instrument, som udvider dets anvendelsesområde til at omfatte større folkesundhedskriser og fastlægger, hvilke specifikke tiltag der er berettigede til finansiering.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Forslaget indgår i en række foranstaltninger, der er udarbejdet som reaktion på den aktuelle covid-19-pandemi, blandt andet investeringsinitiativet som reaktion på coronavirusset, og det supplerer andre instrumenter til støtte for beskæftigelsen såsom Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI)/InvestEU. Ved i dette særlige tilfælde med covid-19-udbruddet at gøre brug af lånoptagelse og långivning til støtte for medlemsstaterne fungerer dette forslag som en ekstra sikkerhedsforanstaltning til at finansiere arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger, der bidrager til at beskytte arbejdspladser og dermed arbejdstagere og selvstændige mod risikoen for arbejdsløshed.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Retsgrundlaget for dette instrument er Rådets forordning (EU) 2020/672.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Forslaget fremsættes i forlængelse af en anmodning fra en medlemsstat og er et udtryk for europæisk solidaritet, idet der ydes finansiel støtte fra Unionen i form af midlertidige lån til en medlemsstat, der er berørt af covid-19-udbruddet. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning vil denne finansielle støtte midlertidigt understøtte regeringens øgede offentlige udgifter til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger for at hjælpe dem med at beskytte arbejdspladser og dermed arbejdstagere og selvstændige mod risikoen for arbejdsløshed og tab af indkomst.
Denne støtte vil hjælpe den berørte befolkning og bidrage til at mindske de direkte samfundsmæssige og økonomiske virkninger af den aktuelle covid-19-krise.
•Proportionalitetsprincippet
Forslaget overholder proportionalitetsprincippet. Det går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå instrumentets mål.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Høringer af interesserede parter
På grund af det presserende behov for at udarbejde forslaget, således at Rådet kan vedtage det i tide, kunne der ikke gennemføres en høring af de berørte parter.
•Konsekvensanalyse
På grund af forslagets hastende karakter er der ikke foretaget nogen konsekvensanalyse.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Kommissionen bør kunne optage lån på de finansielle markeder med henblik på videreudlån til medlemsstater, der anmoder om finansiel støtte inden for rammerne af SURE-instrumentet.
Ud over garantierne fra medlemsstaterne indeholder ordningen andre sikkerhedsforanstaltninger for at sikre dens finansielle soliditet:
·en stringent og konservativ tilgang til økonomisk forvaltning
·en sammensætning af låneporteføljen, der begrænser koncentrationsrisikoen, den årlige eksponering og en overdreven eksponering for de enkelte medlemsstater, samtidig med at der sikres tilstrækkelige ressourcer til de medlemsstater, hvor behovet er størst, samt
·muligheder for refinansiering af gæld.
2021/0088 (NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 om midlertidig støtte til Republikken Letland i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/672 af 19. maj 2020 om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet, særlig artikel 6, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Den 25. september 2020 tildelte Rådet som følge af Letlands anmodning af 7. august 2020 finansiel støtte til Letland i form af et lån på højst 192 700 000 EUR med en maksimal løbetid på 15 år med henblik på at supplere landets nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagere og selvstændige.
(2)Lånet skulle anvendes til at finansiere de arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger samt sundhedsrelaterede foranstaltninger, som Letland havde vedtaget, jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351.
(3)Covid-19-udbruddet fastlåser fortsat en væsentlig del af arbejdsstyrken i Letland. Dette fører fortsat til pludselige og kraftige stigninger i de offentlige udgifter i Letland med hensyn til nye foranstaltninger, navnlig ydelserne ved sygdom til forældre og omsorgspersoner og tillægget til læger og andet medicinsk personale for håndtering af covid-19-krisen, samt de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, litra a), c), d), f) og g), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351.
(4)Covid-19-udbruddet og de ekstraordinære foranstaltninger, som Letland har gennemført i 2020 og 2021 for at dæmme op for udbruddet og de socioøkonomiske og sundhedsrelaterede konsekvenser heraf, har haft og har stadig dramatiske følger for de offentlige finanser. Ifølge Kommissionens efterårsprognose 2020 forventedes Letland at have et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 7,4 % og 47,5 % af bruttonationalproduktet (BNP) ved udgangen af 2020. I 2021 forventes Letlands offentlige underskud og gæld at udgøre henholdsvis 3,5 % og 45,9 % af BNP. Ifølge Kommissionens mellemliggende vinterprognose 2021 forventes Letlands BNP at stige med 3,5 % i 2021.
(5)Den 11. marts 2021 anmodede Letland om yderligere finansiel støtte fra Unionen for et beløb på 112 500 000 EUR med henblik på fortsat at supplere dets nationale indsats i 2020 og 2021 for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagere og selvstændige. Anmodningen vedrører navnlig de foranstaltninger, der er beskrevet i betragtning 6-8.
(6)Ved kabinetsforordning nr. 709 (vedtaget den 24. november 2020 og ændret den 12. januar 2021) "Bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for skatteydere til videreførelse af deres aktivitet i en situation med covid-19-krise" blev kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed, jf. artikel 3, litra a), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351, forlænget. Ordningen gælder for virksomheder, selvstændige og personer, der betaler licensafgift, hvis indkomst fra erhvervsmæssig virksomhed er faldet med mindst 20 % i snit i forhold til perioden august-oktober 2020. Ved ordningen ydes der kompensation til hjemsendte medarbejdere eller selvstændige på 50 % eller 70 % af deres løn eller indkomst, afhængigt af hvilken skatteordning de hører under. Der ydes mindst 500 EUR og højst 1 000 EUR i støtte pr. ansat pr. kalendermåned.
Børnetillægget til arbejdstagere, jf. artikel 3, litra c), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 indgår i denne kompensationsordning for arbejdstageres ledighed. Tillægget på 50 EUR om måneden pr. barn udgør en yderligere støtte til ledige arbejdstagere, som har ret til et personligt skattefradrag for personer, for hvem der består forsørgerpligt. Støtteforanstaltningerne er fastlagt ved kabinetsafgørelse nr. 706 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "midler i tilfælde af nødsituationer" og kabinetsafgørelse nr. 15 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Reserve til uforudsete udgifter". Foranstaltningen kan betragtes som en foranstaltning svarende til en arbejdsfordelingsordning som omhandlet i forordning (EU) 2020/672, idet der ydes indkomststøtte til ansatte og selvstændige til dækning af omkostningerne ved børnepasning, mens skolerne er lukket, og den derfor giver forældrene mulighed for at forblive i arbejde og forhindrer usikkerhed i forbindelse med deres ansættelsesforhold.
(7)Ved ordningen for løntilskud ydes der støtte til arbejdsgivere, som oplever et fald i indkomsten fra erhvervsmæssig virksomhed på mindst 20 %. Ordningen dækker 50 % af den gennemsnitlige månedlige bruttoløn, men udgør dog højst 500 EUR pr. kalendermåned. De støtteberettigede arbejdsgivere er forpligtet til at fastholde de medarbejde, de modtager støtte for, i beskæftigelse og til at betale den resterende del af lønnen. Ordningen blev fastlagt ved kabinetsforordning nr. 675 om "Bestemmelser vedrørende støtte til skatteydere til videreførelse af deres aktivitet i en situation med covid-19-krise" og kabinetsafgørelse nr. 128 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Midler til uforudsete begivenheder". Ved foranstaltningen forlænges ordningen for løntilskud til turismesektoren og eksportsektoren som omhandlet i artikel 3, litra d), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351, og ordningen udvides til at gælde for alle støtteberettigede arbejdsgivere.
(8)Ved ordningen for ydelser ved sygdom til forældre og omsorgspersoner ydes der støtte til ansatte, som ikke kan fjernarbejde og er nødt til at sørge for pasning af børn op til 10 år eller personer med handicap, når skolerne og daginstitutionerne er lukket på grund af covid-19. Foranstaltningen kan betragtes som en foranstaltning svarende til en arbejdsfordelingsordning som omhandlet i forordning (EU) 2020/672, idet der ydes indkomststøtte til forældre og omsorgspersoner, og den bidrager til at opretholde beskæftigelsen ved at sikre, at forældre og omsorgspersoner, som skal passe deres børn eller personer med handicap, mens skolerne og daginstitutionerne er lukket, ikke er nødsaget til at bringe deres ansættelsesforhold til ophør. Ydelsen ved sygdom er fastlagt ved ændring af lov om syge- og moderskabsforsikring af 27. november 2020.
(9)Letland har desuden forlænget de gældende og indført en række nye sundhedsrelaterede foranstaltninger til at imødegå covid-19-udbruddet. Det drejer sig navnlig om de foranstaltninger, der er beskrevet i betragtning 10-12.
(10)Ved ændring af loven om syge- og moderskabsforsikring af 13. november 2020 blev de covid-19-relaterede ydelser ved sygdom, jf. artikel 3, litra g), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351, forlænget indtil den 30. juni 2021. Ved foranstaltningen ydes der statsbetalte ydelser ved sygdom til personer, som ikke har kunnet arbejde på grund af kravet om selvisolation eller karantæne, hvorimod denne ydelse normalt delvis dækkes af arbejdsgiveren
(11)Der er indført yderligere støtte til sundhedsrelaterede udgifter til personlige værnemidler, jf. artikel 3, litra f), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351. Disse udgifter blev allerede gennemført i 2020, herunder dem der er omfattet af kabinetsafgørelse nr. 380 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Midler i tilfælde af en nødsituation".
(12)Tillægget til læger og andet medicinsk personale for håndtering af covid-19-krisen på mellem 20 % og 100 % af månedslønnen ydes som belønning for deres arbejde i en situation med særlig høj risiko og stort arbejdspres på grundlag af kabinetsafgørelse nr. 137 og 656 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Midler til uforudsete begivenheder", kabinetsafgørelse nr. 743 ændring af kabinetsafgørelse nr. 655 af 6. november 2020 om erklæring af undtagelsestilstand og kabinetsafgørelse nr. 37 af 21. januar 2021 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Midler til uforudsete begivenheder". Disse tillæg kommer oven i det maksimale tillæg, der er fastsat ved lov om aflønning af tjenestemænd og ansatte i staten og lokale myndigheder. Ved foranstaltningen ydes der støtte til beskæftigelse ved at sikre de ansattes sundhed og videreførelsen af vigtige offentlige ydelser.
(13)Letland opfylder de i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672 nævnte betingelser for at anmode om finansiel støtte. Letland har forelagt Kommissionen passende dokumentation for, at de faktiske og planlagte offentlige udgifter efter den 1. februar 2020 er steget med 405 297 901 EUR som følge af de nationale foranstaltninger, der er truffet for at imødegå de socioøkonomiske virkninger af covid-19-udbruddet. Der er tale om en pludselig og kraftig stigning, der både er forbundet med en ny foranstaltning og en forlængelse af eksisterende foranstaltninger, der er direkte forbundet med arbejdsdelingsordninger og lignende foranstaltninger og omfatter en betydelig del af virksomhederne og arbejdsstyrken i Letland. Letland har til hensigt at finansiere 100 097 901 EUR af det øgede udgiftsbeløb med egne midler.
(14)Kommissionen har hørt Letland og bekræftet, at der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte offentlige udgifter med direkte tilknytning til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger samt indførelsen af relevante sundhedsrelaterede foranstaltninger i forbindelse med covid-19-udbruddet som omhandlet i anmodningen af 11. marts 2021, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2020/672.
(15)De sundhedsrelaterede foranstaltninger, som Letland anmodede om støtte til den 11. marts 2021, og som er nævnt i betragtning 10-12, udgør 22 304 365 EUR.
(16)Der bør derfor ydes finansiel støtte med henblik på at hjælpe Letland med at imødegå de socioøkonomiske virkninger af den alvorlige økonomiske forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet. Kommissionen bør træffe afgørelser vedrørende løbetid, størrelse og frigivelse af rater og trancher i et tæt samarbejde med de nationale myndigheder.
(17)Letland og Kommissionen bør tage hensyn til denne afgørelse i den låneaftale, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672.
(18)Nærværende afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager om forvridning af det indre marked, som indledes, navnlig i henhold til traktatens artikel 107 og 108. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til traktatens artikel 108 at underrette Kommissionen om eventuel statsstøtte.
(19)Letland bør regelmæssigt underrette Kommissionen om gennemførelsen af de planlagte offentlige udgifter, således at Kommissionen kan vurdere, i hvilket omfang landet har afholdt disse udgifter.
(20)Afgørelsen om at yde finansiel støtte er blevet truffet under hensyntagen til Letlands eksisterende og forventede behov samt anmodninger om finansiel støtte i henhold til forordning (EU) 2020/672, som andre medlemsstater allerede har indgivet eller planlagt at indgive, samtidig med at principperne om ligebehandling, solidaritet, proportionalitet og gennemsigtighed anvendes —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
I gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 foretages følgende ændringer:
(1)I artikel 2 foretages følgende ændringer:
(a)stk. 1 affattes således:
"1. Unionen stiller et lån på højst 305 200 000 EUR til rådighed for Letland. Lånet har en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år."
(b)stk. 4 affattes således:
"4. Den første rate frigives under forbehold af, at den i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672 omhandlede låneaftale træder i kraft. Eventuelle efterfølgende rater frigives i overensstemmelse med vilkårene i en sådan låneaftale eller, hvor det er relevant, på betingelse af ikrafttrædelsen af et tillæg til låneaftalen eller i overensstemmelse med en ændret låneaftale mellem Letland og Kommissionen."
(2)Artikel 3 affattes således:
"Artikel 3
Letland kan finansiere følgende foranstaltninger:
(a)kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed, jf. kabinetsforordning nr. 179 (vedtaget den 31. marts 2020) "Bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for selvstændige, der er berørt af spredningen af covid-19" og kabinetsforordning nr. 165 (vedtaget den 26. marts 2020) "Bestemmelser vedrørende arbejdsgivere, der er berørt af den af covid-19 forårsagede krise, og som er berettiget til godtgørelse for manglende beskæftigelse og opdeling af afregningen af forsinkede skattebetalinger i rater eller udskydelse heraf i op til tre år" som forlænget
(b)godtgørelsen for manglende beskæftigelse som fastsat på grundlag af kabinetsforordning nr. 236 "Bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for ansatte eller selvstændige, der er berørt af spredningen af covid‐19"
(c)børnetillægget til arbejdstagere, jf. kabinetsafgørelse nr. 178 om tildeling af finansielle midler til statsbudgettets program "Midler i tilfælde af nationale nødsituationer" som forlænget
(d)ordningen for løntilskud til turismesektoren og eksportsektoren, jf. informationsrapporten om foranstaltninger til at overvinde covid-19-krisen samt om økonomisk genopretning som forlænget
(e)løntilskud til sundhedspersonale og ansatte i kultursektoren, jf. henholdsvis lov om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af trusler mod staten og konsekvenserne heraf som følge af spredningen af covid-19, lov om bekæmpelse af følgerne af spredningen af covid-19-infektionen og kabinetsafgørelse nr. 303 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Reserve til uforudsete udgifter""
(f)sundhedsrelaterede udgifter til personlige værnemidler, jf. kabinetsafgørelse nr. 79, 118 og 220 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Midler i tilfælde af nødsituationer" som forlænget
(g)covid-19-relaterede ydelser ved sygdom som omhandlet i kabinetsforordning nr. 380 af 9. juni 2020 om bestemmelser vedrørende midler til at sikre den epidemiologiske sikkerhed, der er nødvendig for de institutioner, der er opført på listen over prioriterede institutioner og behov, som forlænget
(h)ydelser ved sygdom til forældre og omsorgspersoner, jf. afsnit 48 og 49 i overgangsbestemmelserne til lov om syge- og moderskabsforsikring, og kabinetsafgørelse nr. 707 om tildeling af finansielle midler til statsbudgettets program "Midler i tilfælde af nationale nødsituationer" og kabinetsafgørelse nr. 13 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Reserve til uforudsete udgifter"
(i)tillæggene til læger og andet medicinsk personale for håndtering af covid-19-krisen, jf. kabinetsafgørelse nr. 136 af 27. marts 2020 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Midler til uforudsete begivenheder", kabinetsafgørelse nr. 656 af 6. november 2020 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Midler til uforudsete begivenheder" og kabinetsafgørelse nr. 743 af 8. december 2020 om ændring af kabinetsafgørelse nr. 655 af 6. november 2020 om erklæring af undtagelsestilstand og kabinetsafgørelse nr. 37 af 21. januar 2021 om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program "Midler til uforudsete begivenheder"."
(3)Artikel 4 affattes således:
"Artikel 4
1.Letland underretter senest den 30. marts 2021 og derefter hver sjette måned Kommissionen om afholdelsen af de planlagte offentlige udgifter, indtil alle de planlagte offentlige udgifter er blevet afholdt.
2.Hvis foranstaltningerne i artikel 3 tager udgangspunkt i planlagte offentlige udgifter og er genstand for en gennemførelsesafgørelse om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351, underretter Letland senest seks måneder efter datoen for vedtagelse af denne afgørelse og derefter hver sjette måned Kommissionen om gennemførelse af de planlagte offentlige udgifter, indtil den pågældende planlagte udgift er fuldt ud gennemført." .
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Republikken Letland.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].