Bruxelles, den 2.3.2021

COM(2021) 99 final

2018/0232(COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET

i henhold til artikel 294, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

vedrørende

Rådets holdning med henblik på vedtagelse af en forordning om fastlæggelse af toldprogrammet for samarbejde på toldområdet


2018/0232 (COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET

i henhold til artikel 294, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde


vedrørende

Rådets holdning med henblik på vedtagelse af en forordning om fastlæggelse af toldprogrammet for samarbejde på toldområdet

1.Baggrund

Forslag fremsendt til Europa-Parlamentet og Rådet
(dokument COM(2018) 442 final — 2018/0232 COD):

8. juni 2018

Udtalelse afgivet af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg:

17. oktober 2018

Europa-Parlamentets førstebehandlingsholdning vedtaget:

16. april 2019

Ændret forslag fremsendt:

Ikke relevant

Rådets holdning vedtaget:

1. marts 2021

2.Formålet med Kommissionens forslag

Toldmyndighederne bidrager til at beskytte EU's og medlemsstaternes finansielle interesser og, i kraft af deres rolle som vogtere af EU's ydre grænse for varer, også til at beskytte offentligheden mod terrortrusler og trusler inden for sundheds- og miljøområdet samt andre områder. EU-toldkodeksen udgør siden 2016 den nye lovramme for toldområdet. De vigtigste mål med EU-toldkodeksen er at afskaffe papirbaserede procedurer og digitalisere kontakten mellem erhvervsliv og toldmyndigheder. En fuldstændig gennemførelse af EU-toldkodeksen kan kun opnås gennem et intensivt operationelt samarbejde mellem medlemsstaternes toldmyndigheder, mellem disse og andre myndigheder, med erhvervsliv og andre tredjeparter.

Det foreslåede program, som er efterfølgeren til Told 2020-programmet, vil understøtte samarbejde på toldområdet.

Samarbejde og kapacitetsopbygning på toldområdet samler sig på den ene side om foranstaltninger til netværkssamarbejde og kompetenceudvikling og på den anden side om foranstaltninger til IT-kapacitetsopbygning. Den første klynge vil strømline udvekslingen af god praksis og operationel viden blandt medlemsstaterne og andre lande, der deltager i programmet, med særligt fokus på projektbaseret struktureret samarbejde, som giver mulighed for dybe og integrerede former for samarbejde mellem deltagende lande, hvorved vejen banes for yderligere udvikling af toldunionen. Med den anden klynge vil programmet kunne finansiere indbyrdes forbundne IT-systemer på toldområdet, herunder transeuropæiske IT-systemer, og infrastruktur, bl.a. digitalisering af kontakten mellem erhvervsliv og toldmyndigheder samt en styrket risikostyring, der vil gøre det muligt for Unionens toldmyndigheder at blive fuldt udbyggede e-forvaltninger og støtte von der Leyen-Kommissionens ambition om at bringe toldunionen op på næste niveau.

3.Bemærkninger til Rådets holdning

Rådets holdning som vedtaget under førstebehandlingen afspejler fuldt ud den enighed, der blev opnået under trilogen mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 15. december 2020. De væsentligste punkter i aftalen vedrører følgende:

vedtagelsen af arbejdsprogrammet ved hjælp af en gennemførelsesretsakt, men med tilføjelse af en række elementer, der skal indgå i arbejdsprogrammet. De fleste af disse elementer er allerede obligatoriske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget 1

at lade alle henvisninger til den flerårige strategiske plan for toldområdet (MASP-C) udgå af forordningens tekst, uden at Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 70/2008/EF af 15. januar 2008 om papirløse rammer for told og handel (tidligere e-toldbeslutning) ophæves

en ny forpligtelse for Kommissionen til at offentliggøre og regelmæssigt ajourføre en vejledende liste over de europæiske elektroniske systemer, der finansieres inden for rammerne af programmet

en rapport, som Kommissionen skal udarbejde vedrørende delegationen af beføjelser

programmets varighed er fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2027

forordningen træder i kraft på dagen for offentliggørelsen og anvendes fra den 1. januar 2021.

Kommissionen støtter den enighed, der blev opnået under trilogen, og som baner vejen for en hurtig vedtagelse af det nye program. Programmet vil bidrage til indførelsen af en moderne toldunion, der sætter EU-virksomhedernes og -borgernes interesser i centrum. Kommissionen fastholder sine betænkeligheder med hensyn til, at artikel 12 udgår, og den manglende ophævelse af beslutning nr. 70/2008/EF. Den fremsætter derfor en erklæring herom i forbindelse med den endelige vedtagelse, jf. punkt 5 nedenfor:

4.Konklusion

Kommissionen accepterer Rådets holdning, som fuldt ud afspejler den enighed, som medlovgiverne nåede frem til den 15. december 2020.

5.Bilag: Erklæring fra Kommissionen

"I sit forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af toldprogrammet for samarbejde på toldområdet foreslog Kommissionen at erstatte og ophæve Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 70/2008/EF af 15. januar 2008 om papirløse rammer for told og handel (tidligere e-toldbeslutning). Beslutning nr. 70/2008/EF tjener som retsgrundlag for den flerårige strategiske plan for toldområdet (MASP-C). Kommissionen foreslog at have dette retsgrundlag i forordningens artikel 12 i stedet for beslutning nr. 70/2008/EF. Af hensyn til kompromiset gør Kommissionen ikke indsigelse mod at lade henvisningerne til MASP-C udgå af forordningen, uden at beslutning nr. 70/2008/EF ophæves. Kommissionen beklager, at den derved ikke fuldt ud kan opfylde sine forpligtelser, jf. dagsordenen for bedre regulering."

(1)    EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1.