|
8.2.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 67/99 |
P9_TA(2021)0289
De marokkanske myndigheders overtrædelse af FN's konvention om barnets rettigheder og brug af mindreårige i migrationskrisen i Ceuta
Europa-Parlamentets beslutning af 10. juni 2021 om de marokkanske myndigheders overtrædelse af FN's konvention om barnets rettigheder og brug af mindreårige i migrationskrisen i Ceuta (2021/2747(RSP))
(2022/C 67/11)
Europa-Parlamentet,
|
— |
der henviser til sine tidligere beslutninger om Marokko, navnlig aftalen mellem EU og Marokko af 16. januar 2019 (1), samt til sin beslutning af 26. november 2019 om børns rettigheder i anledning af 30-året for FN's konvention om barnets rettigheder (2), |
|
— |
der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989, og navnlig til princippet om barnets tarv (artikel 3 og 18), |
|
— |
der henviser til de generelle bemærkninger fremsat af FN's konvention om barnets rettigheder, og navnlig nr. 14, |
|
— |
der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, |
|
— |
der henviser til Marokkos erklæring af 1. juni 2021 om spørgsmålet om uledsagede marokkanske mindreårige i en ulovlig situation i visse europæiske lande, |
|
— |
der henviser til de to erklæringer fra det marokkanske ministerium for udenrigsanliggender, afrikansk samarbejde og marokkanske udstationerede af 31. maj 2021 om den Spansk-marokkanske krise, |
|
— |
der henviser til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (3), som trådte i kraft i 2000, og til mobilitetspartnerskabet fra 2013; |
|
— |
der henviser til pressemeddelelserne fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR/NF) efter samlingen i Rådet for Udenrigsanliggender den 18. maj 2021, |
|
— |
der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 9. februar 2021 med titlen »Fornyet partnerskab med de sydlige nabolande: En ny dagsorden for Middelhavsområdet«, navnlig kapitel fire om migration og mobilitet (JOIN(2021)0002), |
|
— |
der henviser til aftalen mellem Kongeriget Spanien og Kongeriget Marokko om samarbejde om forebyggelse af ulovlig udvandring af uledsagede mindreårige, beskyttelse af dem og deres samordnede tilbagevenden, som blev undertegnet i Rabat den 6. marts 2007 og trådte i kraft den 2. oktober 2012, |
|
— |
der henviser til erklæringen fra Den Internationale Organisation for Migration af 27. marts 2021 om de seneste ankomster til Ceuta, Spanien, |
|
— |
der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4, |
|
A. |
der henviser til, at forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko er retligt baseret på associeringsaftalen fra 2000; der henviser til, at Marokko som en nær nabo er en privilegeret partner for EU inden for politisk og økonomisk samarbejde samt handel, teknisk samarbejde og udviklingssamarbejde, hvilket afspejles i de tilsigtede instrumenter, som omfatter de årlige handlingsprogrammer, EU's Nødtrustfond for Afrika, det europæiske naboskabsinstrument eller programmet »Et globalt Europa« og Marokkos deltagelse i Erasmus+ og »avancerede status« inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik, der blev tildelt Marokko i 2008; der henviser til, at Marokko er den tredjestørste modtager af EU-midler under den europæiske naboskabspolitik; |
|
B. |
der henviser til, at den aktuelle krise har givet anledning til hidtil usete diplomatiske spændinger mellem Marokko på den ene side og Spanien og EU på den anden side; der henviser til, at uanset formålet med den situation, der blev skabt i Ceuta, er denne ubegrundede hændelse ikke i overensstemmelse med det veletablerede samarbejde og tillidsbaserede forhold mellem de to parter, navnlig på migrationsområdet; der henviser til, at forbindelserne skal bevares og genetableres til sådan, som de var forud for krisen, gennem gode naboskabsforbindelser, og tjene til at styrke de gensidigt fordelagtige forbindelser ved at gennemføre den nye, nyligt offentliggjorte EU-dagsorden for Middelhavsområdet inden for rammerne af et fornyet partnerskab med de sydlige nabolande, hvor Marokko opfordres til at styrke sit partnerskab med EU på forskellige områder; |
|
C. |
der henviser til, at der fra den 17. maj 2021 skete en hidtil uset stigning i antallet af passager til spansk territorium, hvor ca. 9 000 mennesker rejste ind, svømmende eller gående, i den spanske selvstyrende by Ceuta, efter at det marokkanske politi midlertidigt lettede grænsekontrollen, åbnede portene i deres grænsehegn og undlod at gribe ind for at standse den ulovlige indrejse; der henviser til, at den humanitære indsats fra de spanske sikkerhedsstyrker og væbnede styrker, ngo'er og borgerne i Ceuta forhindrede en reel tragedie i at finde sted; der henviser til, at de fleste migranter, der krydsede grænsen ulovligt, var marokkanske statsborgere; der henviser til, at en så stor personbevægelse næppe kan betragtes som spontan; der henviser til, at mindst 1 200 var uledsagede mindreårige og mange hele familier; der henviser til, at nogle af børnene tidligere var i skole og derfor var uden papirer på tidspunktet for deres passage; |
|
D. |
der henviser til, at de marokkanske myndigheder den 1. juni 2021 besluttede at lette genindrejse for alle uledsagede, men identificerede marokkanske børn, som opholder sig ulovligt i Den Europæiske Union; der henviser til, at mange ifølge Den Internationale Organisation for Migration allerede er blevet sendt tilbage gennem familiesammenføring og hjælp til opsporing; der henviser til, at de spanske myndigheder oprettede en hotline i Ceuta for at genforene børn og uledsagede mindreårige med deres familier; der henviser til, at mange af børnene imidlertid stadig befinder sig på spansk område, f.eks. i Tarajalvarehuset og modtagelsescentrene for migranter i Pinier og Santa Amelia under den selvstyrende by Ceutas værgemål med henblik på at blive underkastet en vurdering af deres identitet, personlige forhold, sårbarheder og risiko for forfølgelse og uoprettelig skade; der henviser til, at familier desperat søger efter deres forsvundne børn; der henviser til, at dette kan føre til yderligere risici for børns fysiske, psykiske, moralske, åndelige og sociale udvikling som nedfældet i FN's erklæring om barnets rettigheder; |
|
E. |
der henviser til, at de fleste børn fejlagtigt blev forledt til at tro, at stjernefodboldspillere spillede i en kamp med gratis indgang i byen Ceuta, og at de var på en skoleudflugt; |
|
F. |
der henviser til, at barnets tarv skal komme i første række i alle tiltag og afgørelser, der vedrører uledsagede mindreårige og deres fysiske og psykiske trivsel; der henviser til, at det derfor er nødvendigt med anerkendelse og hjælp fra alle berørte myndigheder at identificere disse børn og med et ordentligt og styrket samarbejde finde deres forældre eller nære familiemedlemmer og sende dem sikkert tilbage til deres familier som krævet i folkeretten, da de ikke bevidst har forladt deres familier; der henviser til, at Kommissionen i EU-strategien om børns rettigheder anbefalede medlemsstaterne at styrke deres værgemålsordninger for uledsagede mindreårige, navnlig ved at deltage i aktiviteterne i det europæiske netværk for værgemål; der henviser til, at værtslandene i henhold til FN's konvention om barnets rettigheder skal garantere alle rettigheder for migrantbørn, herunder i forbindelse med grænsekontrol og tilbagesendelse; |
|
G. |
der henviser til, at krisen blev udløst af Marokko på grund af en politisk og diplomatisk krise, efter at lederen af Polisario-fronten, Brahim Ghali, blev indlagt på et spansk hospital af humanitære årsager på grund af hans helbredstilstand som følge af covid-19-virusset; der henviser til, at Polisario-frontens leder ankom til Algeriet den 2. juni 2021; |
|
H. |
der henviser til, at det i de officielle erklæringer, som Marokko udsendte den 31. maj 2021, blev understreget, at den bilaterale krise ikke vedrørte migrationsspørgsmålet; der henviser til, at den marokkanske udenrigsminister oprindeligt meddelte, at årsagerne til krisen i forbindelse med tusindvis af menneskers, herunder børns, masseindrejse beroede på, at Spanien havde budt Polisario-frontens leder velkommen; der henviser til, at de marokkanske myndigheder i en anden officiel erklæring, der blev udsendt senere, meddelte, at den reelle årsag var Spaniens angiveligt tvetydige holdning til Vestsahara; |
|
I. |
der henviser til, at EU's ledere på det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 24.-25. maj 2021 bekræftede deres fulde støtte til Spanien og understregede, at spanske grænser er EU's ydre grænser; der henviser til, at situationen i Ceuta også blev drøftet på samlingen i Rådet (udenrigsanliggender) den 18. maj 2021, hvor Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik gav udtryk for fuld solidaritet med og støtte til Spanien på vegne af EU; der henviser til, at folkeretten og princippet om suverænitet, territorial integritet og statsgrænsernes ukrænkelighed skal respekteres; |
|
J. |
der henviser til, at Rådet i 2000 gav Kommissionen et forhandlingsmandat til at indgå en tilbagetagelsesaftale med Marokko; der henviser til, at en sådan aftale endnu ikke er blevet færdiggjort og vedtaget; |
|
K. |
der henviser til, at de marokkanske myndigheder bør lette tilbagesendelsen af næsten 13 000 sæsonarbejdere, der er strandet i det sydlige Spanien, og som skal vende tilbage i de kommende uger; |
|
1. |
forkaster Marokkos brug af grænsekontrol og migration, navnlig af uledsagede mindreårige, til at lægge politisk pres på en EU-medlemsstat; beklager navnlig børns, uledsagede mindreåriges og familiers deltagelse i den massive passage af grænsen fra Marokko til den spanske by Ceuta, hvilket udgjorde en klar risiko for deres liv og sikkerhed; beklager forværringen af den politiske og diplomatiske krise, som hverken bør undergrave de strategiske, flerdimensionelle og privilegerede naboskabsforbindelser mellem Kongeriget Marokko og Den Europæiske Union og dens medlemsstater eller det langvarige, tillidsbaserede samarbejde inden for terrorbekæmpelse, menneske- og narkotikahandel, migration og handelspolitik; mener, at bilaterale uoverensstemmelser mellem nære partnere bør behandles gennem diplomatisk dialog; opfordrer til en formildelse af de seneste spændinger og til en tilbagevenden til et konstruktivt og pålideligt partnerskab mellem EU og Marokko; gentager sin støtte til fortsat at fremme dette forhold baseret på gensidig tillid og respekt; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Marokko til at respektere sit mangeårige engagement i øget samarbejde om grænseforvaltning og migrationsmobilitet i en ånd af samarbejde og dialog; understreger betydningen af at styrke partnerskabet mellem EU og Marokko, som bør tage hensyn til begge parters behov på en afbalanceret måde og på lige fod; |
|
2. |
glæder sig over de skridt, som de marokkanske myndigheder tog den 1. juni 2021 med henblik på at lette genindrejse for alle identificerede uledsagede marokkanske børn, som opholder sig ulovligt i Den Europæiske Union; opfordrer Spanien og Marokko til at arbejde tæt sammen for at muliggøre repatriering af børn til deres familier, som skal være styret af barnets tarv og gennemføres i overensstemmelse med national ret og folkeretten, navnlig FN's konvention om barnets rettigheder, som Marokko har været signatar af siden 1990 og to gange har ratificeret (i juni og juli 1993), sammen med de relevante aftaler mellem EU og dets medlemsstater og Marokko, navnlig aftalen mellem Kongeriget Spanien og Kongeriget Marokko om samarbejde om forebyggelse af ulovlig migration af uledsagede mindreårige og om beskyttelse og samordnet tilbagesendelse af dem; minder om, at princippet om familiens enhed og retten til familiesammenføring altid bør sikres; understreger, at et stærkt samarbejde om migrationsudfordringer er i EU's og Marokkos fælles interesse; opfordrer Kongeriget Marokko til at overholde sine forpligtelser effektivt, da det er afgørende at sikre, at børn kan vende sikkert tilbage til deres familier, samtidig med at deres rettigheder i henhold til folkeretten sikres; |
|
3. |
minder om, at Ceuta er en ydre EU-grænse, hvis beskyttelse og sikkerhed vedrører hele Den Europæiske Union; glæder sig over Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtnings hurtige reaktion og tilbud om ressourcer til støtte for den spanske regering for at hjælpe den med at imødegå de migrationsudfordringer, der er opstået som følge af denne krise; opfordrer Kommissionen til at yde nødfinansiering til håndtering af situationen i Ceuta, herunder finansiering af yderligere indkvarteringskapacitet for uledsagede børn; |
|
4. |
udtrykker sin fulde solidaritet med borgerne i Ceuta og glæder sig over den effektive og professionelle reaktion fra de spanske sikkerhedsorganer og hæren i den selvstyrende by samt ngo'er og borgerne i Ceuta i forbindelse med håndteringen af krisen og med at redde mange liv; glæder sig over den beskyttelse, som de spanske myndigheder yder uledsagede børn i overensstemmelse med EU-retten og FN's konvention om barnets rettigheder; |
|
5. |
gentager EU's konsoliderede holdning til Vestsahara, som er baseret på fuld respekt for folkeretten i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolutioner og den FN-ledede politiske proces med henblik på at opnå en retfærdig, varig, fredelig og gensidigt acceptabel forhandlingsløsning mellem begge parter; |
|
6. |
gentager, at EU-medlemsstaternes nationale grænser er ukrænkelige, og at fuld og ufravigelig respekt for EU-medlemsstaternes territoriale integritet er et grundlæggende princip i folkeretten og et princip om europæisk solidaritet; minder om, at underminering af medlemsstaternes territoriale suverænitet ikke kan tolereres; |
|
7. |
opfordrer indtrængende Kommissionen og Kongeriget Marokko til at samarbejde og formelt indgå en tilbagetagelsesaftale mellem EU og Marokko med de nødvendige retsgarantier så hurtigt som muligt; er overbevist om, at EU's fremtidige samarbejde med landene på Middelhavets sydlige kyst bør baseres på det langsigtede mål om at tackle de grundlæggende årsager til irregulær migration ved at styrke den økonomiske udvikling, investeringerne og skabelsen af nye jobmuligheder og fremme uddannelse af høj kvalitet for alle børn i regionen; |
|
8. |
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Marokkos regering og parlament. |
(1) EUT C 411 af 27.11.2020, s. 292.
(2) Vedtagne tekster, P9_TA(2019)0066.