23.9.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 365/7


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om den europæiske møbelindustri — dens genopretning som en innovativ, grøn og cirkulær økonomi

(initiativudtalelse)

(2022/C 365/02)

Ordfører:

Anastasis YIAPANIS

Medordfører:

Rolf GEHRING

Vedtaget på plenarforsamlingen

21.10.2021

Retsgrundlag

Forretningsordenens artikel 52, stk. 2

 

Initiativudtalelse

Kompetence

Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)

Vedtaget i sektionen

13.5.2022

Vedtaget på plenarforsamlingen

15.6.2022

Plenarforsamling nr.

570

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

207/1/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Europa har en meget dynamisk møbelsektor med stor diversitet med hensyn til virksomhedsstørrelse og arbejdsprocesser samt design. Sektoren dækker hele livscyklussen og giver gode muligheder for at favne bæredygtighed og omstilling til cirkulære økonomiske modeller.

1.2.

Europæiske virksomheder skal overholde strenge miljø-, produkt-, sundheds- og sikkerhedsbestemmelser, hvilket naturligvis øger driftsomkostningerne. Den internationale konkurrence fordrejes af den statsstøtte, der tilbydes eksterne konkurrenter, og illoyal praksis, der anvendes til at opnå markedsadgang, navnlig af økonomiske enheder fra Asien.

1.3.

EØSU ønsker at understrege, at den rette balance mellem økonomisk vækst, bæredygtighed og social velfærd er det rette mål for fremtiden for EU's møbelsektor. Udvalget mener, at virksomhederne har brug for en sammenhængende lovgivningsmæssig ramme for intellektuel ejendomsret, der beskytter deres interesser og er egnet til den grønne og digitale omstilling.

1.4.

EØSU går stærkt ind for, at alle importerede møbelprodukter skal overholde EU's regler nøje, herunder forbrugeroplysningsforpligtelser. EØSU opfordrer endvidere til en sammenhængende EU-lovgivning, der indfører standardiserede mærkningsformater for alle produkter.

1.5.

Industrien bruger mange råstoffer, hvorfor pålidelig og uhindret adgang til ressourcer af høj kvalitet og solide værdikæder er afgørende for sektoren. Da efterspørgslen efter træ, der er det vigtigste råstof til møbelindustrien, er konstant stigende, anser EØSU det for afgørende at udvide og modernisere skovinfrastrukturen og bæredygtigheden heraf samt at forbedre færdigheder og teknologier.

1.6.

EØSU mener, at det træ, der produceres i Europa, er et meget vigtigt aktiv, som bør anvendes til at skabe produkter med høj merværdi. EØSU mener, at eksport af ubearbejdet træ ikke giver nogen mening ud fra et økonomisk synspunkt, og efterlyser handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, der beskytter lokale møbelproducenter.

1.7.

Udvalget opfordrer endvidere medlemsstaterne til at sætte en stopper for subsidier og andre incitamenter til afbrænding af træ til energiformål og til at fremme princippet om kaskadeanvendelse.

1.8.

EØSU ønsker en nedsættelse eller afskaffelse af tolden på importerede primære og sekundære træråvarer. Endvidere anmoder udvalget de politiske beslutningstagere om at sikre, at bæredygtighedskriterierne i handelsaftaler håndhæves, og at der for importerede varer fastlægges kontrolkriterier vedrørende arbejdsvilkår, foreningsfrihed og retfærdig behandling af arbejdstagerne. EØSU opfordrer til, at menneskerettighederne indgår i due diligence-procedurer under fuld overholdelse af ILO's konventioner om menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder.

1.9.

Møbelsektoren skal være en del af det nye europæiske Bauhaus-initiativ (1) og bidrage til at skabe bæredygtige og inklusive produkter til den nye levevis, hvor bæredygtighed er en del af livsstilen.

1.10.

1.10. Aftalen mellem arbejdsmarkedets parter om reduktion af formaldehyd i træpladeproduktion er et glimrende eksempel på, hvordan frivillige aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan også kan bidrage til at mindske sundhedsrisiciene. Endvidere opfordrer udvalget til bæredygtig og fuldt genanvendelig emballage og slår til lyd for en revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (2).

1.11.

EØSU mener, at der er behov for en hurtig omstilling fra den lineære strøm af materialer og energi til en cirkulær model for at muliggøre værdigenvinding fra produkter og sikre økonomisk vækst og jobskabelse.

1.12.

Udvalget finder det altafgørende, at møbelproducenterne designer deres produkter på en sådan måde, at der er mulighed for værdigenvinding, og genbrug, reparation, renovering og genanvendelse fremmes. En ordning for udvidet producentansvar i møbelsektoren kunne være med til at øge genbrugs- og genanvendelseskapaciteten i Unionen. Udvalget opfordrer endvidere til, at der indføres et EU-retligt forbud mod deponering af møbler på lossepladser med henblik på at øge genvindingen og genanvendelsen af værdifulde materialer.

1.13.

Sektoren har brug for en højt kvalificeret arbejdsstyrke og skal gøres mere attraktiv for den yngre generation. Den skal bestræbe sig på løbende at forbedre arbejdsvilkårene, og samtidig skal der skabes uddannelsesmuligheder og fokuseres på at motivere højt kvalificerede og digitale specialister til at komme ind i branchen.

1.14.

Udvalget opfordrer de europæiske lovgivere til aktivt at støtte tværnationale initiativer, der øger kvaliteten af alle former for lærlingeuddannelser i møbelsektoren. Et mere ambitiøst Erasmus for lærlinge kan bidrage til en bedre overførsel af de rige og forskelligartede traditioner og det innovative potentiale, der ligger i europæisk møbelproduktion.

1.15.

Uddannelsesprogrammer, initiativer til livslang læring og erhvervsuddannelse skal udvikles ved aktivt at inddrage arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutioner og andre relevante NGO'er. Det er afgørende at forberede arbejdsstyrken på sektorens fremtidige udfordringer.

1.16.

EØSU opfordrer til investeringer i færdigheder, design, kreativitet og udvikling af værdikæden og til forbedret adgang til FUI-støtteprogrammer for møbelproducenter. SMV'er skal have tilstrækkelige ressourcer til at analysere deres forretningsudvikling på en cirkulær, innovativ og bæredygtig måde.

1.17.

Udvalget mener, at skabelse af efterspørgsel efter brugte møbler og støtte til nonprofitaktører, der beskæftiger sig med genanvendelse eller upcycling af brugte møbler, kan have en positiv indvirkning på målene for den grønne omstilling.

1.18.

Endelig opfordrer EØSU til, at der udvikles en europæisk platform, der omfatter virksomheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, forskningsinstitutter, universiteter og andre relevante interessenter og fremmer forretningsudvikling i møbelbranchen.

2.   Indledende bemærkninger

2.1.

Den nye industristrategi for Europa (3) fokuserer på den uigenkaldelige og gradvise omstilling til et bæredygtigt økonomisk system, som ikke lader nogen i stikken, omfatter digitalisering og grøn udvikling og bygger partnerskaber mellem industrien, arbejdsmarkedets parter, offentlige myndigheder og relevante civilsamfundsorganisationer.

2.2.

Europa har en dynamisk møbelsektor med stor diversitet med hensyn til virksomhedsstørrelse og arbejdsprocesser. Den er generelt arbejdskraftintensiv med værdikæder, der stadig er lokale eller regionale, og som er stærkt domineret af SMV'er og mikrovirksomheder. Den beskæftiger ca. 1 million arbejdstagere og tegner sig for en fjerdedel af verdens samlede produktion (4).

2.3.

Sektoren dækker hele livscyklussen: råstof, forarbejdning, anvendelse, vedligeholdelse, genbrug, genanvendelse, biomasse til energi. Det giver derfor gode muligheder for at omfavne bæredygtighed og en omstilling til cirkulære økonomiske modeller.

2.4.

Covid-19-pandemien har ramt møbelsektoren hårdt, navnlig blev de grænseoverskridende værdikæder hårdt ramt af det store antal restriktioner for den frie bevægelighed for varer og personer. Dette har vist betydningen af et integreret og velfungerende indre marked.

3.   Konkurrencemæssige aspekter

3.1.

Forskellige nationale bestemmelser, standarder, certificeringsordninger og mærkningskrav udgør en hindring for EU's producenter og medfører uforholdsmæssigt store omkostninger for virksomhederne. Standardisering og harmoniserede regler i hele EU kan potentielt set minimere hindringer og skabe sikkerhed og en fælles forståelse for alle aktører på markedet.

3.2.

Den seneste tids stigning i energipriserne i Europa har en negativ indvirkning på sektorens konkurrenceevne og øger problemet med ressourcetilgængelighed og øgede priser på råstoffer.

3.3.

Ud over den generelt voksende konkurrence på det internationale marked benytter virksomheder i tredjelande sig undertiden af illoyal praksis for at få adgang til markedet, især selskaber fra Asien, som i visse tilfælde modtager statsstøtte. Desuden skal europæiske virksomheder overholde strengere miljø-, produkt-, sundheds- og sikkerhedsbestemmelser, hvilket naturligvis øger driftsomkostningerne. Lave miljøstandarder i tredjelande er også til ulempe for europæiske møbelprodukter, der er fremstillet af ægte træ. EØSU mener, at disse aspekter forvrider lokale virksomheders konkurrenceevne, når de konkurrerer på de globale markeder.

3.4.

Med hensyn til det indre marked slår EØSU kraftigt til lyd for, at alle importerede møbelprodukter nøje overholder EU's regler, herunder forbrugeroplysningsforpligtelserne såsom passende forbrugermærkning. EØSU opfordrer endvidere til en sammenhængende EU-lovgivning, der kræver, at møbelprodukter ledsages af oplysninger i standardiserede mærkningsformater, f.eks. oprindelsesland, anvendte materialer, klar angivelse af alle produktkomponenter, produktsikkerhed, holdbarhed, brugsanvisning, rengøring og vedligeholdelse, produktgaranti osv. Øgede markedsovervågningsforanstaltninger, der vurderer kvaliteten af importerede møbler, skal sikre forbrugeroplysning og lige vilkår for lokale EU-producenter.

3.5.

EØSU bifalder Kommissionens initiativ om elektroniske produktpas som led i det kommende initiativ om bæredygtige produkter (5). Hvis disse værktøjer er ordentligt udformede og harmoniserede, har de potentiale til at fremme den cirkulære økonomi ved at formidle oplysninger om produkter i værdikæderne bl.a. ved at stimulere den cirkulære efterspørgsel og give forbrugerne de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe informerede valg.

3.6.

Producenter fra tredjelande er ved at indhente deres teknologiske efterslæb, så denne konkurrencefordel i EU mister betydning. Der er derfor behov for nye forretningsmodeller, der kombinerer konkurrenceevne med bæredygtighed og giver de lokale producenter adgang til markedet.

3.7.

Sektoren er også meget følsom over for beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, navnlig fordi kvalitet, innovation og design stadig udgør EU's største konkurrencemæssige fordele. Udvalget mener, at virksomhederne har brug for en sammenhængende lovgivningsmæssig ramme, der beskytter deres interesser og er egnet til den grønne og digitale omstilling.

3.8.

EØSU ønsker at understrege, at den rette balance mellem økonomisk vækst, bæredygtighed og social velfærd er det rette mål for fremtiden for EU's møbelsektor specifikt og økonomien generelt.

4.   Adgang til råstoffer

4.1.

Møbelsektoren anvender mange råstoffer i produktionsprocessen (f.eks. træ, bambusrør, læder, metal, plastik, tekstiler, glas, skum osv.). Pålidelig og uhindret adgang til råstoffer af høj kvalitet er afgørende for de europæiske producenter, og EØSU opfordrer til styrkede værdikæder, der vil gøre det muligt for industrien at blomstre. EØSU opfordrer endvidere til en passende forbrugermærkning af andre materialer end træ, der kommer ind på det europæiske marked, for at beskytte den europæiske møbelindustri mod billige og ofte ikkebæredygtige råstoffer fra tredjelande.

4.2.

Træ er et af de mest let tilgængelige og naturligt fornyelige råstoffer. Efterspørgslen stiger konstant, samtidig med at prisen på råstoffer, der overholder EU's regler og standarder, stiger og skaber yderligere pres. For at imødekomme den øgede efterspørgsel efter træ på det indre marked er det afgørende at udvide og modernisere skovinfrastrukturen og bæredygtigheden heraf og at forbedre skovhuggernes færdigheder, teknologier og logistik.

4.3.

Udvalget udtrykker bekymring over den generelt faldende tilgængelighed af industriens vigtigste råstof og prisstigningerne som følge af de mange anvendelsesområder, navnlig til produktion af vedvarende energi. EØSU mener, at møbel- og træindustrien skaber langt bedre fordele i form af merværdi og beskæftigelse end direkte afbrænding af træ, og opfordrer medlemsstaterne til at sætte en stopper for støtte og andre incitamenter til at brænde træ til energi og opfordrer igen til »fremme af princippet om kaskadeanvendelse (fremstilling af produkter, genbrug, reparation og genanvendelse, udnyttelse af energiindholdet)« (6). EØSU foreslår også at styrke promoveringen af europæisk træ på det indre marked ved at øge synligheden og anvendelsen af produkter og møbler fremstillet af ægte træ.

4.4.

Desuden forårsager de subsidier, der tilbydes købere af europæisk træ fra lande uden for EU, en forvridning af efterspørgselssiden. EØSU efterlyser handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, der beskytter lokale møbelproducenter, og er overbevist om, at eksport af ubearbejdet træ ikke giver nogen mening ud fra et økonomisk synspunkt.

4.5.

Med hensyn til træimport er det yderst vigtigt, at EU's handelsaftaler letter adgangen til primære træressourcer fra lande uden for EU. I den forbindelse ønsker EØSU en nedsættelse eller afskaffelse af tolden på importerede primære og sekundære træråmaterialer. Desuden er certificeringssystemerne for importeret træ fra visse lande ikke tilstrækkeligt effektive. EØSU anmoder de politiske beslutningstagere om at sikre, at bæredygtighedskriterierne i handelsaftaler håndhæves, og at der for importerede varer fastlægges kontrolkriterier vedrørende arbejdsvilkår, foreningsfrihed og retfærdig behandling af arbejdstagerne. EØSU opfordrer til, at menneskerettighederne indgår i due diligence-procedurer under fuld overholdelse af ILO's konvention om menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Dette vil kunne sikre lige konkurrencevilkår på markedet.

5.   Bæredygtighed og grøn omstilling

5.1.

EØSU mener, at Kommissionens meddelelse om det nye europæiske Bauhaus er en glimrende lejlighed for møbelindustrien til at bidrage til at skabe bæredygtige og inklusive produkter til den nye levevis, hvor bæredygtighed er en del af livsstilen. Den overordnede omstilling af sektoren i alle dens aspekter vil kun blive en succes, hvis vi øger arbejdstagernes og deres repræsentanters aktive deltagelse.

5.2.

Udvalget bemærker den stigende tendens hos forbrugerne til at søge miljøvenlige produkter, der er fremstillet under overholdelse af anstændige arbejdsvilkår. Desuden kan møbelsektoren forbedre sin miljøpåvirkning ved at fremstille mere holdbare produkter og anvende genbrugsmaterialer eller bæredygtige materialer (f.eks. egetræ, fyrretræ, akacietræ osv.) og genbrugstræ.

5.3.

EØSU opfordrer til en sammenhængende europæisk lovgivningsramme, der forbyder salg på det indre marked af produkter, der indeholder farlige flammehæmmere. Farlige stoffer bør desuden skiftes ud med eksempelvis vandbaseret skum, mindre farlige lim eller stoffer med lavt indhold af flygtige organiske forbindelser. Aftalen mellem arbejdsmarkedets parter om reduktion af formaldehyd i træpladeproduktionen er et glimrende eksempel på, hvordan frivillige aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan også kan bidrage til at mindske sundhedsfarerne i forbindelse med farlige stoffer.

5.4.

Udvalget går også ind for, at bæredygtig og fuldt genanvendelig emballage skal være obligatorisk, og opfordrer til en revision af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald. EØSU mener også, at skatteincitamenter kan spille en vigtig rolle med hensyn til at fremme bæredygtighedsprojekter.

6.   Cirkularitet

6.1.

I overensstemmelse med ambitionerne i den europæiske grønne pagt (7) og handlingsplanen for den cirkulære økonomi (8) viser EU's økonomi tegn på at omfavne cirkularitet og fremme innovation hen imod bæredygtige nye økonomiske modeller. Det er vigtigt at afkoble økonomisk vækst fra ressourceanvendelse for at opnå klimaneutralitet senest i 2050.

6.2.

Tallene viser, at mellem 80 % og 90 % af EU's møbelaffald i fast kommunalt affald forbrændes eller sendes til deponering. EØSU er især bekymret over manglen på forbrugerinformation og tilgængeligheden af reservedele, hvilket tilskynder til køb af nye møbler frem for cirkularitet. Et EU-retligt forbud mod deponering af møbler på lossepladser vil øge genvindingen og genanvendelsen af værdifulde materialer.

6.3.

Den eneste løsning til bekæmpelse af klimaforandringer og overbelastning af jordens naturressourcer er en hurtig omstilling fra den lineære strøm af materialer og energi til en cirkulær model. Modellerne for cirkulær økonomi, der anvendes i møbelsektoren, kan gøre det muligt at genvinde værdi fra produkter og sikre økonomisk vækst og jobskabelse. EØSU understreger, at møbler og især produkter fremstillet af ægte træ er afgørende for at lagre kulstof og dermed bidrage effektivt til bekæmpelsen af klimaforandringer.

6.4.

Udvalget mener, at det er afgørende, at møbelproducenterne designer deres produkter på en sådan måde, at de giver mulighed for værdigenvinding og fremmer genbrug, reparation, renovering og genanvendelse. Fremstillingsprocesserne skal fokusere på at stimulere ressource- og energieffektivitet og reducere produktionsomkostningerne.

6.5.

En ordning for udvidet producentansvar i møbelsektoren kan muligvis øge genbrugs- og genanvendelseskapaciteten i Unionen og fremme incitamenter for producenter til at tage hensyn til miljøpåvirkningen fra designfasen til slutningen af et produkts levetid.

7.   Uddannelse, digitalisering og arbejdsvilkår

7.1.

En nylig undersøgelse viser, at de færreste ansatte i møbelsektoren har kvalifikationer på videregående uddannelsesniveau eller kendskab til aspekter vedrørende den cirkulære økonomi (9). Der er imidlertid et stort behov for en højt kvalificeret arbejdsstyrke, og sektoren står over for en stadig aldrende arbejdsstyrke og har vanskeligt ved at appellere til den yngre generation. For at gøre sektoren mere attraktiv er det yderst vigtigt løbende at forbedre arbejdsvilkårene (beskæftigelse, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen) og videreuddannelsesmulighederne samt fokusere på at motivere højt kvalificerede og digitale specialister til at arbejde i møbelindustrien.

7.2.

Sammenlignet med andre dele af verden er arbejdskraftomkostningerne i EU noget højere, men hvad produktivitet og innovation angår, er EU førende i forhold til andre regioner. EØSU har allerede nævnt, at »for at øge produktiviteten og holde sig på forkant med konkurrencen har sektoren brug for arbejdstagere, der er uddannet i de nyeste færdigheder og teknologier« (10).

7.3.

Udvalget opfordrer de europæiske lovgivere til aktivt at støtte tværnationale initiativer, der øger kvaliteten af alle former for lærlingeuddannelser i møbelsektoren, f.eks. idéen om europæiske kernekvalifikationer (11).

7.4.

Der skal udvikles erhvervsrettet grund- og videreuddannelse for at fremme færdigheder og nye sektorspecifikke kompetencer. De skal omfatte arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutioner og andre relevante NGO'er. Fremtiden for arbejdsstyrken i møbelsektoren er højteknologiske og videnintensive job, baseret på en sund social dialog og kollektive overenskomster med anstændige løn- og arbejdsvilkår, som kan tiltrække den yngre generation.

7.5.

Et mere ambitiøst Erasmus for lærlinge vil også bidrage til en bedre overførsel af de rige og mangfoldige traditioner og det innovative potentiale, der ligger i at producere møbler i Europa, og vil ligeledes bidrage til at forbedre møbelsektorens tiltrækningskraft blandt unge og i samfundet som helhed. EØSU anbefaler endvidere, at valideringssystemer, der understøtter en gensidig anerkendelse af kvalifikationer, fremmes.

8.   Finansiering og investeringer

8.1.

Europæiske virksomheder har brug for adgang til støtteprogrammer inden for forskning, udvikling og innovation, der kan hjælpe dem med at opskalere, blive mere produktive og favne cirkularitet og nye teknologier. Der er også behov for investeringer til fremme af cirkulære kredsløb, produkters levetid og deres reparations-, renoverings- og genanvendelsesmuligheder. Desuden kan skabelse af efterspørgsel efter brugte møbler og støtte til nonprofitaktører, der er involveret i genanvendelses- eller upcyclingprocessen for brugte møbler, have en positiv indvirkning på målene for den grønne omstilling.

8.2.

Finansieringsmulighederne er fortsat en af de største svagheder i en sektor, der er domineret af SMV'er. Det er yderst vigtigt, at SMV'er har tilstrækkelige ressourcer til at analysere deres forretningsudvikling på en cirkulær, innovativ og bæredygtig måde, og de bør støttes af midlertidige skatteincitamenter og lavere momssatser for renoverede og ombyggede møbler.

8.3.

Bedre egenskaber såsom design, kvalitet, funktion, holdbarhed eller ergonomi for møbelprodukter vil kunne opveje den prisfordel, som producenter fra lavtlønslande tilbyder. Hertil kommer, at innovation inden for materialeanvendelse og avancerede teknologiske produktionsfaciliteter giver en ekstra løftestangseffekt for konkurrenceevnen. Udvalget opfordrer derfor til investeringer i design, kreativitet, færdigheder samt udvikling af værdikæden.

8.4.

Endelig opfordrer EØSU til, at der udvikles en europæisk platform, der fremmer forretningsudviklingen i møbelindustrien, og en forebyggende vurdering af de sociale konsekvenser af ny teknologi. Den bør omfatte virksomheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, forskningsinstitutter, universiteter og andre relevante interessenter og yde støtte til sektorens vækst på samme måde som den europæiske interessentplatform for cirkulær økonomi (12), som er et fremragende eksempel i denne henseende.

Bruxelles, den 15. juni 2022.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Det nye europæiske Bauhaus — Smukt, bæredygtigt, sammen, COM(2021) 573 final.

(2)  EUT L 365 af 31.12.1994, s. 10.

(3)  En ny industristrategi for Europa, COM(2020) 102 final.

(4)  EC — Internal Market, Industry, Entrepreneurship and SMEs.

(5)  Initiativet vedrørende bæredygtige produkter.

(6)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om muligheder og udfordringer for en mere konkurrencedygtig europæisk træbearbejdnings- og møbelsektor (initiativudtalelse) (EUT C 24 af 28.1.2012, s. 18).

(7)  COM(2019) 640 final.

(8)  COM(2020) 98 final.

(9)  Innovation in the Furniture Industry in the era of circular economy.

(10)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om muligheder og udfordringer for en mere konkurrencedygtig europæisk træbearbejdnings- og møbelsektor (initiativudtalelse) (EUT C 24 af 28.1.2012, s. 18),

(11)  European Furniture Professions.

(12)  European Circular Economy Stakeholder Platform.