Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om sikring af mediefrihed og -pluralisme i Europa

(initiativudtalelse)

(2021/C 517/02)

Ordfører:

Christian MOOS

Plenarforsamlingens beslutning	20.2.2020
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	7.9.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.9.2021
Plenarforsamling nr.	563
Resultat af afstemningen
(for/imod/hverken for eller imod)	223/2/8

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Mediefrihed, herunder journalisters sikkerhed, og mediepluralisme er hjørnesten i det liberale demokrati som fastlagt i EU-traktaterne af alle medlemsstaterne.

1.2.

Selv om Europa i det store og hele fortsat er et kontinent med frie og mangfoldige medier, ses der alarmerende udviklingstendenser i EU. Nogle EU-medlemsstater er ikke længere liberale demokratier og underlægger de uafhængige medier politisk kontrol og begrænser aktivt mediepluralismen.

1.3.

Trusler mod mediefriheden og aftagende mediepluralisme er ikke begrænset til nogle få medlemsstater, men er en generel tendens i hele EU. Alle medlemsstater skal hurtigst muligt tage skridt til at bevare mediefriheden og mediepluralismen.

1.4.

Da nogle medlemsstater ikke er villige til at træffe de nødvendige foranstaltninger, er det EU-institutionernes pligt at håndhæve de europæiske værdier og sikre, at det liberale demokrati og retsstatsprincippet fungerer i alle EU-medlemsstater.

1.5.

De vigtigste udfordringer omfatter garanti for journalisters sikkerhed og uafhængighed i alle medlemsstater til enhver tid, beskyttelse af uafhængige medier mod politisk indflydelse og tiltag over for den svindende mediepluralisme, der er politisk motiveret og begrundet i økonomiske årsager.

1.6.

EØSU bifalder den lange række af rapporter og initiativer fra Europa-Parlamentet (1) og Kommissionen. Dog understreger det, at opnåelse af konkrete forbedringer med hensyn til mediefrihed og -pluralisme på nationalt niveau er den vigtigste forestående opgave, sådan som det understreges i den årlige rapport for 2021 fra partnerorganisationerne i Europarådets platform til fremme af beskyttelse af journalistik og journalisters sikkerhed (2).

1.7.

EØSU opfordrer Kommissionen til straks at anvende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 (3) om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget til at imødegå den akutte trussel mod mediefriheden og -pluralismen i nogle medlemsstater.

1.8.

EØSU bifalder Kommissionens plan om at foreslå foranstaltninger til at øge journalisters sikkerhed og understreger nødvendigheden af et lovforbud mod strategiske retssager mod offentligt engagement (SLAPP).

1.9.

EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre offentlige udbud i mediesektoren og offentlig støtte til medievirksomheder mere gennemsigtige og retfærdige.

1.10.

1.11.

EØSU opfatter upartisk offentlig støtte til medievirksomheder som en investering i kvalitetsjournalistik, ligesom uafhængige og upartiske offentlige radio- og TV-selskaber udgør et nødvendigt bidrag til mediepluralismen.

1.12.

EØSU foreslår, at der oprettes et fuldstændigt uafhængigt europæisk public service-radio- og TV-selskab.

1.13.

EØSU understreger betydningen af videreudvikling af mediekompetencer og støtter forslaget om at oprette et europæisk agentur, der skal styrke EU-borgernes mediefærdigheder gennem uddannelsesprogrammer.

2. Mediefrihed og -pluralisme som en forudsætning for demokrati

2.1.

Artikel 19 i verdenserklæringen om menneskerettighederne, artikel 10, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) og artikel 11, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sikrer retten til at søge, modtage og formidle oplysninger og idéer uden indblanding fra offentlige myndigheder og uden hensyn til landegrænser. Mediernes uafhængighed og pluralisme er afgørende for at sikre denne informationsfrihed.

2.2.

Mediefrihed og -pluralisme, som garanteres i artikel 11, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er ligeledes en forudsætning for demokrati. De skal respekteres på alle niveauer, således at EU's borgere effektivt kan udøve deres ret til at deltage i det demokratiske liv som fastlagt i artikel 10, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

2.3.

Et mangfoldigt medielandskab udgør sammen med politiske partier og civilsamfundet et nødvendigt bidrag til menings- og viljesdannelsen i den demokratiske beslutningsproces.

2.4.

Uafhængige medier yder et nødvendigt bidrag til gennemførelsen af det gennemsigtighedsprincip, som EU-institutionerne og andre organer er bundet af i medfør af artikel 15 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

2.5.

Som den »fjerde statsmagt« fungerer undersøgende journalister som vagthunde, der holder øje med, hvad den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt samt private virksomheder foretager sig. Dermed øger de de valgte beslutningstageres ansvarlighed på alle niveauer.

2.6.

Medlemsstater med begrænset mediefrihed eller -pluralisme er ikke demokratier og krænker EU's værdier (artikel 2 i TEU) og mål (artikel 3 i TEU).

2.7.

Selv om nogle EU-medlemsstater fortsat er blandt de globale frontløbere med hensyn til at garantere mediefrihed og -pluralisme, er trusler mod mediefriheden og aftagende mediepluralisme i EU ikke begrænset til enkelte lande — i hele EU er udviklingstendenserne negative i forskellig grad.

2.8.

Den svindende mediefrihed og mediepluralisme internt i EU underminerer EU's evne til at støtte demokratiet i sine nabolande, hvor nylige kriser i nogle lande har vist, at når det gælder mediefrihed, mediepluralisme og journalisters sikkerhed er situationen i de pågældende lande endnu værre.

2.9.

Nogle EU-medlemsstater kan ikke længere tælles blandt demokratiske stater og har i det seneste årti udviklet sig hurtigere mod autokratier end noget andet sted i verden. Indskrænkning af mediefrihed og -pluralisme er et kendetegn ved denne udvikling.

2.10.

Pandemien har yderligere fremskyndet denne udvikling, eller den er blevet brugt til at legitimere yderligere indhug i mediefriheden.

2.11.

Journalister uden Grænsers internationale pressefrihedsindeks for 2021 samt de årlige rapporter fra Freedom House om henholdsvis mediefrihed og frihed på nettet viser klart, at EU har svært ved at værne om egne værdier internt (4).

3. Trusler mod mediefriheden og -pluralismen

3.1. Truslen mod journalister

3.1.1.

For at medierne kan opfylde deres mission, skal journalister kunne arbejde uhindret og have tillid til, at de som enkeltpersoner til enhver tid er fuldt beskyttet af EU og alle dets medlemsstater. Det er nu ikke længere tilfældet.

3.1.2.

Siden 2015 er mindst 16 journalister blevet dræbt i EU under udførelse af eller som følge af deres arbejde. Daphne Caruana Galizia, Giorgos Karaivaz, Ján Kuciak og hans forlovede Martina Kušnírová, Lyra McKee, Peter de Vries og deres kolleger må ikke blive glemt.

3.1.3.

Journalister udsættes i stigende grad for verbale og fysiske overgreb, og især dækningen af protester og demonstrationer bliver farligere, idet faren kommer fra både demonstranter og ordensmagten. Med mere end hundrede tilfælde relateret til pandemien har truslen antaget et helt nyt omfang i Europa (5).

3.1.4.

I nogle europæiske lande uden for EU er situationen for journalister katastrofal, hvilket den hårde kurs over for uafhængige journalister i Belarus er et meget uhyggeligt eksempel på.

3.1.5.

Sociale medier og den gruppedynamik, der ses der, sænker tærsklen for chikane og trusler. Der findes koordinerede kampagner, der har til formål at forhindre mediernes eller individuelle journalisters arbejde. Det rejser spørgsmålet om et eventuelt behov for at regulere de sociale medieplatforme uden at indskrænke de grundlæggende frihedsrettigheder.

3.1.6.

Kvindelige journalister er mere udsatte end deres mandlige kolleger for verbale og fysiske overgreb samt onlinechikane og trusler, som ofte er kvindefjendske, af seksuel karakter eller mandschauvinistiske.

3.1.7.

I nogle medlemsstater er foranstaltninger til at imødegå desinformation og forbud mod injurier udformet, så de kan bruges til at kriminalisere kritisk rapportering og true journalister med fængsling eller høje bøder.

3.1.8.

Strategiske retssager mod offentligt engagement (SLAPP) bruges i stigende grad til at bringe civilsamfundsaktører og journalister til tavshed.

3.1.9.

De aktuelle økonomiske udfordringer, som medievirksomheder står over for, har ført til et fald i antallet af journalister med fast beskæftigelse. For freelancejournalister, der bliver mere og mere udsatte og sårbare, udgør retstvister en trussel mod deres levebrød, selv om der ikke er hold i de fremsatte påstande.

3.1.10.

Navnlig på lokalt plan er der hidtil usete »nyhedsørkener«, og ofte erstattes uafhængige medier af såkaldte kommunale nyheder, gratisaviser, der ejes af den lokale økonomiske og politiske elite, og som kan sætte mediefriheden og -pluralismen på spil.

3.1.11.

Formålet med truslerne er at fremkalde selvcensur. De underminerer mediefriheden i Europa.

3.2. Trusler mod mediefriheden

3.2.1.

For at medierne kan operere frit, skal de retlige rammer, der garanterer deres frihed og mangfoldighed, sikre, at journalister og medievirksomheder kan udføre deres arbejde uden politisk indblanding.

3.2.2.

I en række medlemsstater er der alvorlig bekymring over uafhængigheden af medietilsynsmyndighederne, der i nogle tilfælde fungerer som et de facto-redskab for regeringerne til at øve indflydelse på medielandskabet. Reelt uafhængige organer for frivillig selvregulering af medierne kan være et middel til at skærme medierne mod politisk indflydelse.

3.2.3.

Nogle medlemsstater anvender diskriminerende skattelovgivning og målrettede reklamebudgetter til at påvirke medierne.

3.2.4.

Nogle medlemsstater har brugt faren for spredning af desinformation om pandemien til at legitimere indskrænkninger af pressefriheden og derved forhindre kritisk rapportering om krisehåndteringen.

3.2.5.

Offentlige medier, der er underlagt direkte politisk kontrol eller indirekte politisk kontrol via tilsynsmyndigheder, som ikke fuldt ud respekterer den journalistiske frihed, er en trussel mod mediefriheden. Der ses flere og flere forsøg på at udøve direkte politisk indflydelse på uafhængige mediers dækning samt verbale angreb fra politikere og sagsanlæg mod kritiske medier og journalister.

3.2.6.

I flere medlemsstater fører alt for tætte bånd mellem mediecheferne og regeringen eller dem, den har placeret på regeringskontorerne, samt politiske partiers eller staters ejerskab af medievirksomheder med en urimeligt stor markedsandel til betydelige indskrænkninger i mediefriheden og -pluralismen.

3.2.7.

Selv i velfungerende liberale demokratier rejses der tvivl om uafhængige og upartiske public service-radio- og TV-selskaber som garanti for meningsforskelle, og der stilles krav om politisk indflydelse på programmernes sammensætning og i det distribuerede indhold.

3.3. Trusler mod mediepluralismen

3.3.1.

I løbet af de seneste tre år er konsolideringen på mediemarkedet i EU, herunder reklamemarkedet og distributionskanalerne, tiltaget markant og udgør ifølge observatoriet for mediepluralisme 2020 en mellemstor eller stor risiko for mediefriheden i EU (6).

3.3.2.

Ændringer i medieforbrugsmønstre som følge af den digitale revolution rejser tvivl om de etablerede mediers forretningsmodeller. Lokale aviser og små lokale medier, som er med til at sikre i mediepluralismen i EU, er særlig hårdt ramt. De bliver lette mål for politisk drevet konsolidering.

3.3.3.

De digitale mediers stadig større betydning øger de store platformes markedsstyrke — og dermed indflydelse på meningerne — og som udenlandske virksomheder omgår de ofte europæisk regulering.

3.3.4.

De økonomiske konsekvenser af pandemien, navnlig faldet i reklameindtægter, sætter ekstra fart i de igangværende ændringer på mediemarkedet og indskrænker mediepluralismen yderligere.

4. Anbefalinger til at styrke mediefriheden og -pluralismen i Europa

4.1. Generelle anbefalinger

4.1.1.

EØSU bemærker, at enkeltpersoner og regeringer, der gennem ord eller handlinger sætter spørgsmålstegn ved mediernes frihed eller pluralisme, er uegnede til at lede EU-institutionerne og dets organer og til at repræsentere EU.

4.1.2.

EØSU glæder sig over, at den korrigerende del af værktøjskassen for retsstatsprincippet, herunder mediefriheden og -pluralismen, med forordning (EU, Euratom) 2020/2092 om en generel ordning for konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget er blevet styrket.

4.1.3.

EØSU bifalder, at Kommissionens rapport om retsstatssituationen, herunder landeovervågningen af mediepluralismen og mediefriheden, og debatten i Det Europæiske Råd også har styrket den forebyggende del af værktøjskassen for retsstatsprincippet i EU.

4.1.4.

EØSU opfordrer til, at effektiviteten af den forebyggende del styrkes ved i fremtiden at medtage de specifikke anbefalinger til reformer i medlemsstaterne i landekapitlerne i retsstatsrapporten, hvis gennemførelse evalueres i rapporten for det efterfølgende år.

4.1.5.

EØSU er fast besluttet på at gøre beskyttelsen af mediefriheden og -pluralismen til et fokusområde på konferencen om Europas fremtid for at øge bevidstheden om betydningen af denne udfordring og yderligere intensivere debatten om de nødvendige foranstaltninger.

4.2. Anbefalinger vedrørende beskyttelse af journalister

4.2.1.

EØSU understreger, at den bedste beskyttelse for journalister er konsekvent retsforfølgelse af alle tilfælde af chikane, trusler og angreb mod dem.

4.2.2.

EØSU opfordrer Kommissionen til straks at anvende forordning (EU, Euratom) 2020/2092 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget til at imødegå den akutte trussel mod mediefriheden og -pluralismen i visse medlemsstater. Heri ligger naturligvis, at medlemsstater, som krænker mediefriheden, ikke får adgang til EU-midler.

4.2.3.

EØSU støtter Europa-Parlamentets holdning (7) om at anlægge passivitetssøgsmål mod Kommissionen i henhold til artikel 256 i TEUF.

4.2.4.

EØSU bifalder Kommissionens plan om at fremsætte konkrete forslag til konsekvent gennemførelse af ministerkomitéens henstilling om beskyttelse af journalistik og journalisters og andre medieaktørers sikkerhed (8) i alle EU-medlemsstater og om at overvåge overholdelsen heraf inden for rammerne af retsstatsrapporten.

4.2.5.

EØSU bifalder Kommissionens tilsagn om at yde økonomisk støtte til projekter vedrørende retlig og praktisk beskyttelse af journalister og foreslår, at der desuden ses på, hvordan det sikres, at medlemsstaternes sociale sikringsordninger dækker journalisters erhvervsrisici — navnlig freelancejournalisters.

4.2.6.

EØSU påpeger, at medlemsstaternes sikkerhedsmyndigheder er forpligtet til at beskytte journalister. Det foreslås at styrke politiets uddannelse i håndtering af journalister med inddragelse af nyhedsbureauer og journalistorganisationer for at fremme udvekslingen af bedste praksis.

4.2.7.

Med hensyn til beskyttelsen af journalister mod chikane og trusler på internettet gør EØSU opmærksom på sin udtalelse om bekæmpelse af ulovligt indhold på nettet (9) og fremhæver, at journalister er særligt sårbare som følge af deres meget synlige offentlige rolle.

4.2.8.

EØSU påpeger, at ligestilling mellem kønnene og beskyttelse af journalister, der tilhører mindretal, skal medtænkes i alle de foranstaltninger, der vedtages.

4.2.9.

EØSU anerkender, at garantien for princippet om gennemsigtighed og retten til informationsfrihed er blevet forbedret på EU-plan, men ikke i alle medlemsstater. Det opfordrer alle medlemsstater til uden slinger i valsen at overholde EU-standarderne og peger på behovet for yderligere forbedringer, herunder på EU-niveau (10).

4.2.10.

EØSU bifalder nedsættelsen af ekspertgruppen om SLAPP og Kommissionens plan om inden udgangen af 2021 at fremsætte et forslag om beskyttelse af journalister og civilsamfundet mod SLAPP. Det mener, at et lovforbud mod SLAPP går forud for supplerende foranstaltninger til støtte for de berørte.

4.2.11.

EØSU understreger vigtigheden af initiativer fra civilsamfundet, som f.eks. koalitionen mod SLAPP i Europa (CASE) (11), for at beskytte journalister mod SLAPP, og udvalget efterlyser øget EU-støtte.

4.2.12.

I forhold til SLAPP bemærker EØSU, at bestemmelserne i henholdsvis Bruxelles I (12)- og Rom II (13)-forordningen ikke må resultere i indskrænkning af retsbeskyttelsen som følge af valg af værneting til chikanerende søgsmål (injurieturisme). Det understreger behovet for at tage dette spørgsmål i betragtning ved den kommende revision af de to forordninger.

4.3. Anbefalinger vedrørende en styrkelse af mediernes uafhængighed

4.3.1.

EØSU opfordrer Kommissionen til at supplere metoden i retsstatsrapporten ved at evaluere statslige og offentlige radio- og TV-selskabers uafhængighed.

4.3.2.

EØSU påpeger, at effektiv retsforfølgelse af korruption giver en vis beskyttelse mod statslig indblanding i medierne, og opfordrer derfor Kommissionen til ud over at håndhæve normer for korruptionsbekæmpelse at træffe alle nødvendige foranstaltninger uanset politiske hensyn for at sikre, at der ikke anvendes penge fra den nye flerårige finansielle ramme og genopretningsinstrumentet NextGenerationEU til at begrænse mediepluralismen eller til andre former for korruption.

4.3.3.

EØSU opfordrer alle medlemsstater til at oprette nationale åbenhedsregistre i lighed med det europæiske åbenhedsregister, da disse også gør kontakterne mellem politikere og cheferne for medievirksomheder gennemsigtige. Gennemsigtighedsregistre bør inkorporeres i et EU-dækkende gennemsigtighedsregister på flere niveauer.

4.3.4.

EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge, om pilotprojektet om oprettelse af en offentligt tilgængelig database med oplysninger om ejerskab i medieøkonomien kan udvikles på en sådan måde, at det kommer til at indeholde oplysninger om EU's, medlemsstaternes, regionale og lokale myndigheders, offentligretlige organers, offentlige virksomheders og private virksomheders fremme og indgåelse af kontrakter med medievirksomheder, hvori de ejer majoriteten af stemmerettighederne.

4.3.5.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til minimumsstandarder for alle offentlige udbud i hele EU og støtte til medievirksomheder fra de enheder, der er nævnt i punkt 4.3.4.

4.3.6.

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at imødegå desinformation generelt (14) og i relation til covid-19 på de sociale medier (15), men peger på risikoen for, at medlemsstater måske vil bruge kampen mod desinformation som begrundelse for at indskrænke mediefriheden. Der er behov for straks at behandle problemet med desinformation og hadefuld tale indgående i bl.a. flere EØSU-udtalelser.

4.4. Anbefalinger vedrørende en styrkelse af mediepluralismen

4.4.1.

EØSU finder det kritisabelt, at Kommissionens retsstatsrapport reducerer spørgsmålet om markedspluralisme til et spørgsmål om gennemsigtighed i medieejerskab, og at den negligerer graden af markedskonsolidering. Det opfordrer Kommissionen til at tilpasse metoden i rapporten, så den fremover bedre afspejler, i hvilket omfang mediepluralismen er i fare i alle medlemsstater.

4.4.2.

EØSU bifalder Kommissionens handlingsplan »Europas medier i det digitale årti« (16) og målene deri om at bevare nyhedsmedierne som et offentligt gode, og især at der afsættes EU-støtte til at forebygge, at mediepluralismen indskrænkes som en konsekvens af pandemien.

4.4.3.

EØSU understreger, at kvalitetsjournalistik kræver et bæredygtigt økonomisk grundlag, og opfordrer til fortsat EU-støtte til medievirksomheder som en investering i god journalistik. Investeringer vil kunne medvirke til at standse den konsolidering i mediesektoren, der truer pluralismen på mediemarkedet. Dette udelukker ikke medievirksomheders mulighed for lovligt at købe andre medier eller opbygge strategiske alliancer, da økonomisk bæredygtige medievirksomheder er en garant for deres uafhængighed, så længe gennemsigtighedsprincippet overholdes, og der ikke skabes monopoler.

4.4.4.

EØSU bemærker, at medievirksomhedernes værdi ligger i deres pluralisme, og at skabelsen af »nationale mastodonter« ødelægger denne værdi, som adskiller medierne og de kreative industrier fra andre økonomiske sektorer.

4.4.5.

Det svindende rum for uafhængige medier kræver, at der hurtigt etableres offentlige og private støttemekanismer til at opretholde journalistik som et offentligt gode. Der er behov for mere forskning for at sikre effektive offentlige støttemekanismer, der sikrer armslængdeprincippet og innovative, bæredygtige, nye forretningsmodeller for journalistik af almen interesse.

4.4.6.

EØSU støtter kraftigt Kommissionens plan om en »europæisk mediefrihedslov«, der skal give Kommissionen effektive retlige instrumenter til at håndhæve mediefriheden og mediepluralismen i alle EU-medlemsstater. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan EU's konkurrencelovgivning kan anvendes og udvikles til at standse yderligere konsolidering på mediemarkedet — navnlig den konsolidering, der drives af nationale regeringer — for at undgå, at mediemonopoler oprettes på nationale mediemarkeder i EU, navnlig af regeringer eller aktører tæt på dem.

4.4.7.

EØSU gør opmærksom på sin udtalelse om Kommissionens initiativ om et fælles system for en skat på indtægter fra levering af visse digitale tjenester (17) og påpeger, at denne skat formentlig vil opveje konkurrenceforvridninger mellem traditionelle og digitale medier (navnlig medier, der er baseret i udlandet).

4.4.8.

EØSU understreger betydningen af uafhængige og upartiske public service-radio- og TV-selskaber for at sikre mediepluralismen og henleder opmærksomheden på aftalen i protokol nr. 29 til TEU.

4.4.9.

EØSU bemærker, at det frie marked ikke er i stand til at levere medietjenester på radio- og TV-området i hele EU, og opfordrer derfor til, at der oprettes et uafhængigt og upartisk europæisk public service-radio- og TV-selskab.

4.4.10.

I alle tilfælde hvor det frie marked ikke er i stand til at sikre mediepluralismen, ser EØSU uafhængige og upartiske public service-radio- og TV-selskaber som en model til at sikre dette, herunder i trykte og online medier.

4.4.11.

EØSU understreger, at uhindret adgang til medierne er et grundlæggende element i mediefrihed, og er bekymret over de mere og mere udbredte former for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i medierne. EØSU opfordrer til, at der vedtages lovgivning for at fjerne restriktiv praksis, der har den effekt, at enkeltpersoner får sværere ved eller helt forhindres i at deltage i mediefrihed og -pluralisme.

4.5. Anbefalinger vedrørende styrkelse af mediekompetencer

4.5.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens mange forslag rettet mod at forbedre borgernes mediekompetencer (18) med særligt fokus på digitale færdigheder. Dette er af største betydning for at øge borgernes evne til at stå imod desinformation.

4.5.2.

EØSU støtter forslaget om at oprette et europæisk agentur for uddannelse i medborgerskab for at styrke EU-borgernes mediefærdigheder gennem uddannelsesprogrammer. Det opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for i god tid at oprette en sådan central institution og sikre, at et af dens ansvarsområder er uddannelse i håndtering af — især digitale — medier.

Bruxelles, den 22. september 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Rapport udarbejdet af Magdalena Adamowicz, MEP, EP — Europa-Parlamentets beslutning af 25. november 2020 om styrkelse af mediefrihed: beskyttelse af journalister i Europa, hadefuld tale, desinformation og platformenes rolle (EUT C 425 af 20.10.2021, s. 28).

(2) https://www.coe.int/en/web/media-freedom

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget (EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 1).

(4) Journalister uden Grænser: 2021 World Press Freedom Index, https://rsf.org/en/ranking (tilgået: 24. maj 2021).

(5) Det Internationale Presseinstitut: COVID-19: Number of Media Freedom Violations by Region, https://ipi.media/covid19-media-freedom-monitoring/ (tilgået: 8. april 2021).

(6) Elda Brogi et al. 2020: Monitoring Media Pluralism in the Digital Age. Application of the Media Pluralism Monitor in the European Union, Albania and Turkey in the years 2018-2019, Fiesole, s. 50.

(7) P9_TA(2021)0103.

(8) CM/Rec(2016)4.

(9) EUT C 237 af 6.7.2018, s. 19.

(10) EUT C 487 af 28.12.2016, s. 51 og EUT C 13 af 15.1.2016, s. 192.

(11) https://www.the-case.eu

(12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351 af 20.2.2012, s. 1).

(13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007, af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).

(14) COM(2020) 790 final.

(15) JOIN(2020) 8 final.

(16) COM(2020) 784 final.

(17) EUT C 367 af 10.10.2018, s. 73.

(18) JOIN(2020) 8 final; COM(2020) 624 final; COM(2020) 784 final; COM(2020) 790 final.