8.6.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/155


P9_TA(2021)0471

Mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen — Ansøgning EGF/2021/001 ES/País Vasco metal — Spanien

Europa-Parlamentets beslutning af 25. november 2021 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere på baggrund af en ansøgning fra Spanien — EGF/2021/001 ES/País Vasco metal (COM(2021)0618 — C9-0377/2021 — 2021/0316(BUD))

(2022/C 224/23)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2021)0618 — C9-0377/2021),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/691 af 28. april 2021 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere (EGF) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1309/2013 (1) (»EGF-forordningen«),

der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 af 17. december 2020 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027 (2), særlig artikel 8,

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter (3), særlig punkt 9,

der henviser til udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,

der henviser til skrivelse fra Regionaludviklingsudvalget,

der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A9-0319/2021),

A.

der henviser til, at Unionen har indført lovgivnings- og budgetmæssige instrumenter til at yde supplerende støtte til arbejdstagere, som lider under følgerne af globaliseringen og teknologiske og miljømæssige forandringer såsom ændringer i verdenshandelsmønstrene, handelstvister, væsentlige ændringer i Unionens handelsforbindelser eller sammensætningen af det indre marked, og finansielle eller økonomiske kriser, samt overgangen til en lavemissionsøkonomi eller som følge af digitalisering eller automatisering;

B.

der henviser til, at Spanien indgav ansøgning EGF/2021/001 ES/País Vasco metal om økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) som følge af afskedigelsen af 491 arbejdstagere i NUTS 2-regionen País Vasco (ES21) i Spanien inden for en referenceperiode for ansøgningen fra den 2. juni 2020 til den 2. december 2020;

C.

der henviser til, at ansøgningen vedrører i alt 491 afskedigede arbejdstagere, hvis aktivitet er ophørt, hvoraf 192 blev afskediget som led i kollektive afskedigelser, der blev anmeldt til myndighederne, i seks virksomheder (4);

D.

der henviser til, at ansøgningen er baseret på interventionskriteriet i EGF-forordningens artikel 4, stk. 2, litra b), som forudsætter aktivitetsophør for mindst 200 afskedigede arbejdstagere i løbet af en seksmåneders referenceperiode i virksomheder, der alle er aktive inden for samme økonomiske sektor, som defineret på hovedgruppeniveau i NACE rev. 2, og som befinder sig i en region eller to sammenhængende regioner på NUTS 2-niveau i en medlemsstat;

E.

der henviser til, at covid-19-pandemien, de strenge nedlukningsforanstaltninger, der blev gennemført i andet kvartal af 2020 i Spanien, og den deraf følgende mangel på forsyninger og råmaterialer har haft en negativ indvirkning på metalsektoren i landet;

F.

der henviser til, at i Baskerlandet tegner sektoren for forarbejdede metalprodukter sig for 27,4 % af bruttoværditilvæksten i industrien (5), mens gennemsnittet for EU-28 er på 18,8 % (6);

G.

der henviser til, at produktionen i Spanien i 2020 (udsving fra år til år) faldt med mere end 50 % i 18 % af metalvirksomhederne, at omsætningen faldt med mere end 50 % i 16 % af virksomhederne, og at en tredjedel af metalvirksomhederne oplevede et fald på mellem 30 % og 50 % i både produktion og omsætning (7);

H.

der henviser til, at Kommissionen i lyset af covid-19-pandemien og dens sociale og økonomiske konsekvenser styrkede og understregede EGF's rolle som et nødinstrument (8) og gjorde EGF-finansiering mulig i tilfælde, der er direkte forbundet med pandemien;

I.

der henviser til, at Spanien rapporterer om sin overholdelse af de henstillinger, der er fremsat i EU's kvalitetsramme for foregribelse af forandringer og omstruktureringer (9), og fremhæver centrale koncepter i den baskiske erhvervsuddannelsesplan, den baskiske beskæftigelsesstrategi og programmet for grønne job;

1.

er enig med Kommissionen i, at betingelserne i artikel 4, stk. 2, litra b), i EGF-forordningen er opfyldt, og at Spanien er berettiget til en økonomisk støtte på 1 214 607 EUR i henhold til nævnte forordning, hvilket svarer til 85 % af de samlede udgifter på 1 428 950 EUR, herunder udgifter til individualiserede tilbud på 1 384 950 EUR og udgifter til at gennemføre EGF (10) på 44 000 EUR;

2.

bemærker, at de spanske myndigheder indgav ansøgningen den 25. juni 2021, og at Kommissionen den 7. oktober 2021 afsluttede sin vurdering heraf og fremsendte den til Parlamentet den samme dag;

3.

bemærker, at ansøgningen vedrører i alt 491 afskedigede arbejdstagere, hvis aktivitet er ophørt, hvoraf 192 blev afskediget som led i kollektive afskedigelser, der blev anmeldt til myndighederne, i seks virksomheder (11); noterer sig endvidere, at Spanien forventer, at 300 ud af de samlede støtteberettigede modtagere vil deltage i foranstaltningerne (tiltænkte støttemodtagere);

4.

minder om, at afskedigelsernes sociale konsekvenser forventes at være betydelige for arbejdstagerne såvel som for hele Baskerlandet, hvor antallet af arbejdsløse steg med 25 % mellem marts og august 2020 (12), og hvor langtidsledigheden udgjorde 55,6 % af den samlede arbejdsløshed i maj 2021 (3,6 procentpoint højere end i januar 2021), og arbejdsløse med grunduddannelse eller mindre udgjorde 60,8 %; minder også om, at lønforskellen mellem mænd og kvinder er på 22,6 %, og at den midlertidige beskæftigelsesfrekvens er på 25,8 % i Baskerlandet, hvilket er 11,6 procentpoint over EU-gennemsnittet på 14,2 %;

5.

påpeger, at de fleste af de afskedigede arbejdstagere befinder sig i anden halvdel af deres erhvervskarriere og har et lavt kvalifikationsniveau;

6.

bemærker, at Spanien den 11. juni 2021 begyndte at yde individualiserede tilbud til de tiltænkte støttemodtagere, og at perioden for berettigelse til økonomisk støtte fra EGF derfor vil være fra den 11. juni 2021 indtil 24 måneder efter datoen for finansieringsafgørelsens ikrafttræden;

7.

minder om, at de individualiserede tilbud, der som følge af afgørelsen gives til arbejdstagere og selvstændige, omfatter følgende foranstaltninger: udredning af profil, erhvervsvejledning, hjælp til jobsøgning, støtte og/eller bidrag til virksomhedsetablering, omskoling, opkvalificering og oplæring på arbejdspladsen samt deltagelsesgodtgørelse; foranstaltningerne er planlagt således, at de er i overensstemmelse med den spanske strategi for den cirkulære økonomi, og uddannelsen bidrager til at sætte skub i den digitale omstilling i industrien;

8.

noterer sig, at Spanien siden den 1. februar 2021 har afholdt de administrative udgifter, der er nødvendige for at gennemføre EGF, og at udgifterne til forberedelse, forvaltning, oplysning og offentlig omtale, kontrol- og rapporteringsforanstaltninger derfor vil være berettigede til økonomisk EGF-støtte fra den 1. februar 2021 og indtil 31 måneder efter datoen for finansieringsafgørelsens ikrafttræden;

9.

glæder sig over, at den samordnede pakke af individualiserede tilbud er blevet udarbejdet af Spanien i samråd med arbejdsmarkedets parter (13); minder om, at inddragelsen af arbejdsmarkedets parter blev sikret gennem deres repræsentation i Lanbides bestyrelse, som består af repræsentanter for regionalregeringen, fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer;

10.

glæder sig over, at den samordnede pakke af individualiserede tilbud vil bidrage til at udbrede de horisontale færdigheder, der kræves i den digitale tidsalder og i en ressourceeffektiv økonomi, i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i EGF-forordningen;

11.

minder om, at de foreslåede tiltag udgør aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, som hører under de støtteberettigede foranstaltninger, jf. artikel 7, stk. 1, i EGF-forordningen, og ikke erstatter passive socialsikringsforanstaltninger;

12.

understreger, at de spanske myndigheder har bekræftet, at de støtteberettigede foranstaltninger ikke modtager støtte fra andre EU-fonde eller -finansieringsinstrumenter;

13.

noterer sig, at de spanske myndigheder har meddelt, at den økonomiske støtte vil blive forvaltet og kontrolleret af de samme organer, som forvalter og kontrollerer Den Europæiske Socialfond Plus;

14.

minder om, at EGF-støtte ikke må erstatte foranstaltninger, som det påhviler virksomhederne at gennemføre i henhold til national ret eller kollektive overenskomster, eller nogen godtgørelser eller rettigheder for støttemodtagerne af EGF-bidrag med henblik på at sikre EGF-bidragets fulde additionalitet;

15.

godkender den afgørelse, der er vedføjet denne beslutning;

16.

pålægger sin formand at undertegne denne afgørelse sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

17.

pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.

(1)  EUT L 153 af 3.5.2021, s. 48.

(2)  EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 11.

(3)  EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 28.

(4)  Auxiliar Troquelería SL, Calderería del Oria, Matricería Deusto, Mecanizados de la Industria Vasca SLU, Taller Mecanizado Pablo López Lacalle SL og Tratamientos Superficiales Iontech SA.

(5)  https://es.statista.com/estadisticas/1220166/porcentaje-del-vab-total-en-espana-por-sector/.

(6)  https://www.eustat.eus/elementos/El-32-del-VAB-industrial-esta-generado-por-sectores-de-nivel-tecnologico-alto-o-medio-alto-en-2019/not0018911_c.html.

(7)  Report on the economic impact of COVID-19 on the metal sector. October 2020- https://atra.gal/files/noticias/Archivos_3680.pdf.

(8)  COM(2020)0442.

(9)  COM(2013)0882.

(10)  I henhold til artikel 7, stk. 5, i EGF-forordningen.

(11)  Auxiliar Troquelería SL, Calderería del Oria, Matricería Deusto, Mecanizados de la Industria Vasca SLU, Taller Mecanizado Pablo López Lacalle SL og Tratamientos Superficiales Iontech SA.

(12)  Avance de los datos del mercado laboral del año 2020 (data om arbejdsmarkedet for 2020).

(13)  Ansøgningen blev godkendt af Lanbide, den baskiske offentlige arbejdsformidling (arbejdsmarkedets parter er en del af bestyrelsen), den 2. juli 2021. Der blev også afholdt møder den 19. januar og den 2. februar 2021 med Federación Vizcaína de Empresas del Metal, (sammenslutningen af metalvirksomheder i Biscaya), Asociación de Empresas de Guipúzcoa — ADEGI (erhvervssammenslutningen i Guipúzcoa) og SEA-Empresas Alavesas (erhvervssammenslutninger i Alava).


BILAG

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere på baggrund af en ansøgning fra Spanien — EGF/2021/001 ES/País Vasco metal

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2021/2159.)