Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker

(COM(2021) 282 final — 2021/0137 (NLE))

(2021/C 517/15)

Ordfører:

Marina Elvira CALDERONE

Anmodning om udtalelse	Rådet for Den Europæiske Union, 11.6.2021
Retsgrundlag	Artikel 148, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	7.9.2021
Vedtaget på plenum	23.9.2021
Plenarforsamling nr.	563
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	185/1/16

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over forslaget til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. Retningslinjerne forekommer at være en velegnet referenceramme for fastlæggelse af beskæftigelsespolitikker, som kan støtte den gradvise og ønskede overvindelse af pandemikrisen, og for kanalisering af de forskellige former for økonomisk støtte i retning af et gunstigt resultat på beskæftigelsesområdet. Retningslinjerne er desuden en god rettesnor for, at foranstaltningerne til fremme af modstandsdygtigheden og genopretningen kan danne grundlag for oprettelse af kvalitetsjob i en økonomi, der er miljømæssigt og socialt bæredygtig. Koordinering af effektive beskæftigelsespolitikker er helt grundlæggende for, at samhørigheden mellem medlemsstaterne kan forbedres, og de sociale og økonomiske forskelle mindskes.

1.2.

Retningslinjerne for beskæftigelsen bør tage hensyn til covid-19-pandemiens indvirkninger på arbejdsmarkedet, til handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder og til konklusionerne fra det sociale topmøde i Porto, hvor der blev fastlagt ambitiøse sociale mål for beskæftigelsen, bekæmpelsen af fattigdom og adgangen til kompetencer. Der er desuden behov for at overvåge virkningerne på beskæftigelsen af støtteinstrumenter som SURE-programmet og NextGenerationEU, der bygger på udstedelse af »fællesskabsobligationer«, idet den gæld der optages for bl.a. at understøtte beskæftigelsespolitikkerne, er fælles. De nationale genopretnings- og resiliensplaner sikrer desuden, at der er midler til rådighed for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. Dog er disse midler bundet op på specifikke betingelser med hensyn til mål, indsatsområder og anvendelse og på, at der lægges særlig vægt på aktive beskæftigelsespolitikker.

1.3.

EU-politikkerne bør samordnes med beskæftigelsesmålene i retningslinjerne, styrke arbejdsmarkedet, støtte virksomhedernes produktivitet og konkurrenceevne og Den Europæiske Unions sociale markedsøkonomi samt styrke de strukturforanstaltninger, der skal sikre omstillingen fra midlertidige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagerne til skabelse af kvalitetsbeskæftigelse. Der er i denne sammenhæng behov for at fremme den sociale dialog, de kollektive overenskomstforhandlinger samt inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet i beslutningsprocessen.

1.4.

Hvad angår retningslinje 5 »Skabe øget efterspørgsel efter arbejdskraft« finder EØSU, at der er behov for, at genopretningen af efterspørgslen ledsages af foranstaltninger, der tager sigte på at forbedre denne, og som fremmer adgangen til arbejdsmarkedet, styrker virksomhedernes økonomiske og sociale bæredygtighed og professionaliseringen af arbejdstagerne samt forbedrer arbejdsvilkårene. Dette er muligt ved fuld udnyttelse af mulighederne forbundet med omstilling af produktionssystemerne, indførelse af digital teknologi og instrumenter til fremme af miljømæssig bæredygtighed og styrkelse af livslang læring. De økonomipolitiske foranstaltninger bør nøje samordnes med politikkerne for at øge efterspørgslen efter arbejdskraft.

1.5.

Med hensyn til retningslinje 6 vedrørende styrkelse af udbuddet af arbejdskraft og forbedring af adgangen til beskæftigelse, færdigheder og kompetencer bemærker EØSU, at det er helt afgørende, at de enkelte medlemsstater har muligheder for effektivt at koordinere de investeringsforanstaltninger i uddannelse og arbejdsmarkedet, som er fastlagt i de nationale genopretnings- og resiliensplaner og finansieres af strukturfondene. Den aktuelle krise har nu i endnu højere grad synliggjort behovet for at anerkende og sikre retten til livslang læring, effektiv adgang til kvalitetsuddannelse og kompetenceudvikling og afhjælpe den nuværende forskel i anvendelsen af videreuddannelse mellem såvel erhvervsgrupper som medlemsstater. Målsætningen om adgang til uddannelse, som indgår i handlingsplanen for den sociale søjle, vil måle medlemsstaternes evne til at tilvejebringe nye redskaber, der gør adgangen mere lige, og reagere på arbejdsmarkedets behov med hensyn til nye kvalifikationer.

1.6.

Hvad angår retningslinje 7 »Forbedre arbejdsmarkedernes funktion og effektiviteten af den sociale dialog« mener EØSU, at der bør ses nærmere på mulighederne for at oprette en europæisk digital platform til at sikre, at der er overensstemmelse mellem udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft. Det ville sikre en fælles standard for medlemsstaterne og jobcentrene med henblik på at fremme aktive politikker og europæisk mobilitet samt ved at styrke både de offentlige og private arbejdsformidlinger. Indførelsen af kraftige foranstaltninger vedrørende sikkerhed og risikoforebyggelse bør udgøre grundlaget for, at der i de enkelte medlemsstater fremmes en mere udbredt kultur med forebyggelse som et grundlæggende element i spredningen og udvekslingen af en »arbejdskultur«, hvor den enkelte persons styrker udnyttes, trivslen fremmes og enhver fare og risiko på arbejdspladsen fjernes. Den sociale dialog og kollektive overenskomstforhandlinger udgør en vigtig grundpille for den europæiske økonomis bæredygtighed og modstandsdygtighed, men i nogle medlemsstater er der stadig behov for et regelsæt og en institutionel ramme på nationalt plan, der fremmer og understøtter arbejdsmarkedsrelationerne.

1.7.

EØSU anser det for vigtigt, at man tillige med styrkelsen af beskæftigelsespolitikkerne for lønmodtagere øger landenes kapacitet til at fremme tiltag til støtte for selvstændig beskæftigelse, selvstændig virksomhed og erhvervsvirksomhed, der primært er rettet mod de unge.

1.8.

Retningslinje 8 sigter mod at »fremme lige muligheder for alle, støtte social inklusion og bekæmpe fattigdom«. EØSU bifalder denne retningslinje, for så vidt som det er helt afgørende, at der fastlægges en strategi for beskæftigelsespolitikken, der kan sikre lige vilkår med hensyn til adgang til arbejdsmarkedet og arbejdsforhold. Forholdet mellem velfærd, arbejdsmarked, økonomiens funktionsmåde og bekæmpelse af ulighed og fattigdom udgør en grundlæggende retningslinje og en rettesnor for beskæftigelsespolitikker, der kan skabe en forbindelse mellem økonomisk vækst og social udvikling. EØSU minder desuden om vigtigheden af at fastlægge effektive inklusionspolitikker, der bør betragtes som investeringer, der er afgørende for vækst og forbedring af de økonomiske og produktive systemer. Det er også meget vigtigt, at indføre ordninger for at undgå risikoen for »ny fattigdom« blandt lavtlønnede arbejdstagere samtidig med andre sammenhængende strategier mod fattigdom.

2.   Baggrund

2.1.   Indledning

2.1.1.

Retningslinjerne for beskæftigelsen blev vedtaget i 2019, men blev tilpasset i 2020 for at medtage en række elementer som følge af covid-19-krisen, den grønne og digitale omstilling og målene for bæredygtig udvikling. EØSU minder om, at det allerede har fremlagt en udtalelse, SOC/646 (1), med analyser og vurderinger. Nærværende udtalelse indeholder imidlertid også andre betragtninger som følge af pandemikrisens indvirkning på EU-borgernes leve- og arbejdsvilkår og behovet for at ændre prioriteringsrækkefølgen for medlemsstaternes og EU-institutionernes tiltag.

2.1.2.

Det fastslås i Kommissionens forslag, at retningslinjerne for beskæftigelsen — der er vedføjet som bilag til Rådets afgørelse (EU) 2020/1512 (2) — opretholdes for 2021, og at de bør danne grundlag for medlemsstaternes udformning af beskæftigelsespolitikker og nationale reformprogrammer. Det vigtigste mål synes i dag at være, at foranstaltninger til støtte for modstandsdygtighed og genopretning af økonomien og produktionen har en gunstig social effekt.

2.2.

Retningslinjerne er som følger: — Retningslinje 5: Skabe øget efterspørgsel efter arbejdskraft — Retningslinje 6: Styrke udbuddet af arbejdskraft og forbedre adgangen til beskæftigelse, færdigheder og kompetencer — Retningslinje 7: Forbedre arbejdsmarkedernes funktion og effektiviteten af den sociale dialog — Retningslinje 8: Fremme lige muligheder for alle, støtte social inklusion og bekæmpe fattigdom.

2.3.

Det understreges i forslaget, at EU og medlemsstaterne bør:

2.3.1.

Bekæmpe social udstødelse og forskelsbehandling og fremme social retfærdighed og beskyttelse samt ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder. På det sociale topmøde i Porto påtog medlemsstaterne sig at gennemføre de ambitiøse sociale mål for udvikling af nationale politikker og nye europæiske instrumenter til støtte for den grønne og digitale omstilling og en økonomisk og social konvergens, der styrker EU's sociale markedsøkonomis konkurrenceevne.

2.3.2.

Sikre, at de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikkerne er samordnede for at opnå klimaneutralitet i EU, støtte omstillingen i EU til en digital og grøn bæredygtig økonomi, ajourføre kompetencer, forbedre konkurrenceevnen, sikre ordentlige arbejdsvilkår, sætte skub i innovationen, fremme social retfærdighed og lige muligheder samt tackle uligheder og regionale forskelle. Udveksling og gennemførelse af effektive og homogene beskæftigelsespolitikker er en afgørende forudsætning for at gå fra styring af en nødsituation til en genopretningsfase, hvor en miljømæssig og social bæredygtig udvikling fremmes, nye arbejdspladser skabes, og beskæftigelsesforholdene bedres.

2.3.3.

Samarbejde for at håndtere strukturelle faktorer såsom klimaændringerne, miljøudfordringerne, globaliseringen, digitaliseringen, kunstig intelligens, hjemmearbejde, platformsøkonomi og de demografiske forandringer og samtidig tilpasse de eksisterende systemer, hvor det er nødvendigt.

2.3.4.

Vedtage de nødvendige foranstaltninger og politikker til styrkelse af en bæredygtig økonomisk vækst, kvalitetsbeskæftigelse og produktivitet og samtidig fremme den sociale og territoriale samhørighed, den opadgående konvergens og den økonomiske modstandsdygtighed samt øge medlemsstaternes finanspolitiske ansvarlighed.

2.3.5.

Sikre, at reformer af arbejdsmarkedet, herunder de nationale lønfastsættelsesmekanismer, følger national praksis for social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger med henblik på at sikre rimelige lønninger og anstændige leve- og arbejdsstandarder.

2.3.6.

Sikre, at de økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige følger af covid-19-krisen afhjælpes gennem effektive politikker og instrumenter.

2.4.

Medlemsstaterne og Unionen skal arbejde hen imod udviklingen af en samordnet strategi for beskæftigelse og særligt for fremme af en velkvalificeret, veluddannet arbejdsstyrke med kompetencer, der er tilpasset den igangværende udvikling (samt arbejdsmarkeder, der er fremtidsorienterede og reagerer på økonomiske forandringer). Medlemsstaterne skal betragte beskæftigelsesfremme som et spørgsmål af fælles interesse og samordne deres indsats i den henseende i Rådet. Det er fastsat i artikel 148 i TEUF, at Rådet vedtager retningslinjer for beskæftigelsen, der fastlægger omfanget og forløbet af koordineringen af medlemsstaternes politikker og tjener som udgangspunkt for specifikke henstillinger for de enkelte lande inden for rammerne af det europæiske semester.

2.5.

Som konsekvenserne af covid-19-pandemien for de økonomiske og sociale systemer har tydeliggjort, er det vigtigt at understrege, at tilstedeværelsen af risikofaktorer kræver finansielle støtteinstrumenter, som sætter medlemsstaterne i stand til at udveksle fælles initiativer for at afbøde krisens indvirkning på EU-borgernes arbejds- og levevilkår.

2.6.

EØSU er enig i de beslutninger, som Kommissionen har truffet i de seneste måneder, og som har ført til godkendelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner og mener, at de går i retning af at støtte en rimelig og bæredygtig udviklingsmodel. Samtidig skal det undgås, at der i kølvandet på pandemikrisen opstår en større risiko for social udstødelse og for en endnu hurtigere forværring af de regionale forskelle mellem bl.a. de europæiske regioner, som i de seneste år er blevet større, således som det siden 2013 er fremgået af Kommissionens Regional Competitiveness Index, der måler regionernes konkurrenceevne.

2.7.

Skabelsen af en økonomisk model og en model for inklusiv udvikling kræver, at politikkerne og investeringerne for at forbedre infrastrukturen til produktion, digitalisering og logistik ledsages af foranstaltninger for at styrke den territoriale samhørighed, den menneskelige kapital, uddannelse af arbejdsstyrken og støtteinstrumenterne for arbejdsmarkedet og af ordningerne for sociale og personlige tjenester. Et Europa med alt for store forskelle og ulige adgang til muligheder er svagere, og EØSU mener, at samhørighed fortsat bør være referencepunktet også for vækstpolitikker.

2.8.

Krisen, der er blevet udløst af pandemien, har forværret en række strukturelle problemer på det europæiske arbejdsmarked og har kastet lys over problemer, der kræver en langsigtet politik, som kan håndtere både de mest udsatte gruppers situation og problemerne i bestemte sektorer af arbejdsmarkedet. Den omstilling, som medlemsstaterne står over for, kræver en høj grad af fælles og samordnede politikker, aktioner og foranstaltninger, og den konstant understøttes af den sociale dialog.

2.9.

Alle arbejdstagere bør have adgang til social sikring også ved hjemmearbejde og i nye former for beskæftigelse herunder platformsarbejde til styrkelse af velfærdsordningerne. Der bør tilskyndes til inklusion af de svageste grupper og fremme af kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet for at undgå enhver form for forskelsbehandling og for at de kønsbestemte lønforskelle fjernes.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU understreger bl.a. under henvisning til, hvad der er anført i tidligere udtalelser om retningslinjerne for beskæftigelsen, følgende:

3.1.1.

Bekæmpelsen af forskelsbehandling går hånd i hånd med en forpligtelse til at forbedre jobkvaliteten, og denne indsats forudsætter, at medlemsstaterne har fælles strategier, der tager sigte på at sammenkoble produktivitet og konkurrenceevne med ordninger, som er i stand til at styrke den menneskelige kapital og sikre arbejdstagerne bedre arbejdsvilkår.

3.1.2.

Krisesituationer forstærker normalt de sociale risikofaktorer og specielt risikoen for ulighed, og derfor bør investeringerne i og støtten til den økonomiske genopretning kombineres med en robust ordning for investeringer i sociale og beskæftigelsesmæssige infrastrukturer, som ved hjælp af egnede politikker og foranstaltninger kan forbedre de sociale sikringsstandarder i medlemsstaterne.

3.1.3.

Styrkelsen af de europæiske økonomiske og sociale systemer bør ledsages af en håndfast og fælles indsats til bekæmpelse af social dumping mellem medlemsstaterne baseret på ringere beskyttelse, færre garantier og mindre sikkerhed for arbejdstagerne. Derimod skal der fremmes lige innovationsorienterede konkurrencevilkår, som bygger på udnyttelsen af arbejdsstyrkens potentiale og på bæredygtig produktion og bæredygtige tjenester. Aktive arbejdsmarkedspolitikker er nødvendige, såsom midlertidige ansættelsesincitamenter for sårbare grupper, opkvalificerings- og omskolingsmuligheder og iværksætterstøtte, herunder til den sociale økonomi.

3.1.4.

Innovation afhænger i høj grad af input fra de nye generationer, som bør sikres adgang til stabil kvalitetsbeskæftigelse, og arbejdstagermobiliteten mellem medlemsstaterne bør fremmes. EØSU kan tilslutte sig indholdet af Portoerklæringen, hvori det hedder, at »unge er en uundværlig kilde til dynamik, talent og kreativitet for Europa«. Med henblik derpå udgør selvstændig virksomhed, intellektuelt arbejde og erhvervsarbejde vigtige elementer, der tillige med nye innovative erhvervsaktiviteter og virksomhedsetableringer bør støttes.

3.1.5.

Behovet for at sikre social kvalitet i væksten kræver et nyt fokus på ikkeproduktivt arbejde, navnlig personlige tjenester, lokale tjenester og kooperative økonomiske og sociale aktiviteter, hvor de sociale forbindelser er et vigtigt element i udviklingen og væksten.

3.1.6.

I denne sammenhæng er det afgørende, at retningslinjerne tager sigte på gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder, der udgør referencerammen for, at tiltagene til overvindelse af den økonomiske og sociale krise har den rigtige, positive indvirkning på samfundet i en situation, hvor risikoen for udstødelse er stor som følge af sundhedskrisen (3). De tre nye mål i handlingsplanen vedrørende beskæftigelsesfrekvens, adgang til uddannelse og tilpasning af kompetencer samt bekæmpelse af fattigdom fra barndommen kræver, at medlemsstaterne inden for rammerne af det europæiske semester fastlægger de politikker og instrumenter, der skal sikre opnåelse af de anførte mål. Udvalget har desuden allerede understreget behovet for at fastlægge nye sociale indikatorer til måling af fremskridtene i medlemsstaterne.

3.1.7.

En aktiv og struktureret inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne er vigtig for gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner og opfyldelsen af målene i handlingsplanen. Udvalget minder om behovet for at indføre formelle høringsprocedurer, der gør reel udveksling mellem regeringer og nationale institutioner lettere og fjerner de eksisterende hindringer for effektiv høring og deltagelse af civilsamfundet. Der bør desuden udvikles instrumenter til styrkelse af de kollektive overenskomstforhandlinger og udbredelse af overenskomstdækningen.

3.1.8.

Det er helt indlysende, at forbindelsen mellem socialpolitikker, økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker udgøres af uddannelsessystemer og livslang læring, og at kompetencernes centrale betydning og tværgående karakter også er afgørende for virkningen af de aktive politikker og bør udgøre en basisreference for retningslinjerne.

3.1.9.

Den kvalitative udvikling af uddannelsessystemerne bør være et prioriteret mål, ikke kun hvad angår fremme af tværgående kompetencer på det digitale område og vedrørende miljømæssig bæredygtighed, men også med hensyn til styrkelsen af bløde færdigheder og af arbejdstagernes samarbejdsevner.

3.1.10.

Under krisen er der blevet iværksat særlige former for støtte med henblik på krisestyring og afbødning af risikoen for ledighed, bl.a. SURE-programmet. I lyset af retningslinje 5 og under genopretningsprocessen er det vigtigt, at Kommissionen opretholder finansierings- og støtteinstrumenterne til imødegåelse af krisen tillige med instrumenter og politikker til genindslusning af ledige på arbejdsmarkedet.

3.1.11.

Disse tiltag bør omfatte økonomisk støtte til foranstaltninger såsom arbejdsfordelingsordninger, ordninger for indkomstkompensation og andre foranstaltninger, der har til formål at forebygge arbejdsløshed, indtil den nuværende krisesituation som følge af covid-19 er overstået.

3.1.12.

Det er på denne baggrund afgørende at videreføre de politikker i 2021, der blev søsat i 2020, med anvendelsen af solidaritetsinstrumenter, der sigter mod at afhjælpe situationer med stor ledighed, og som ledsages af aktive arbejdsmarkedspolitikker.

3.1.13.

Det er derfor yderst vigtigt at lette adgangen til kredit, støtte innovative og produktive investeringer og generelt skabe gunstige regionale, skattemæssige og infrastrukturmæssige betingelser for innovation og fremme af økonomiske initiativer, især for SMV'er, socialøkonomiske virksomheder, selvstændig virksomhed og erhvervsvirksomhed, med det formål at skabe en beskæftigelsesmæssig effekt.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU minder om sin udtalelse SOC/646, men ønsker at fremhæve visse aspekter i lyset af konsekvenserne af pandemien, der har afsløret kritiske forhold, men også hvilke indsatsområder og tiltag der er de vigtigste. I lyset af de ubalancer, der gennem mere end et årti er vokset og blevet forværret af følgerne af covid-19-krisen, finder EØSU det vigtigt, at der gribes ind med effektive politikker for at forlige økonomisk vækst med social udvikling gennem foranstaltninger til styrkelse af konkurrenceevnen og højne kvaliteten i beskæftigelsessystemerne og -politikkerne. I den forbindelse bør investeringerne under de nationale genopretnings- og resiliensplaner gennemføres i medlemsstaterne og kontrolleres i forhold til målene i retningslinjerne for 2021 med særlig vægt på at styrke efterspørgslen efter og udbuddet af arbejdskraft og fremme betingelser for lige muligheder, arbejdsmarkedets funktion og inklusion. Der er behov for at sikre en stram og konsekvent samordning mellem politikkerne til imødegåelse af krisen, de særlige støtteordninger under SURE-programmet, tiltagene og investeringerne med henblik på genopretning via genopretningsplanen samt de foranstaltninger, der finansieres gennem programmeringen af strukturfondene 2021-2027.

4.2.

Den ønskede økonomiske genopretning i 2021, der især er blevet muliggjort af investeringsprojekter i tilknytning til de nationale genopretnings- og resiliensplaner, kan sætte gang i en udbredt genopretning af beskæftigelsen, hvis medlemsstaterne samtidig iværksætter målrettede sociale og beskæftigelsesmæssige tiltag, der tackler udfordringerne i forbindelse med de igangværende ændringer.

4.3.

På denne baggrund er det vigtigt at minde om målene i den europæiske søjle for sociale rettigheder og dagsordenen for bæredygtig udvikling. Der er tale om beslutninger, der bør anspore Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe uopsættelige valg, som pandemien har gjort endnu mere presserende og nødvendige i forhold til den udviklingsmodel, der skal fremmes. Særligt målene i dagsordenen for økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed, og vigtigheden af menneskelig trivsel peger på et forløb af største betydning og tjener som inspiration for en række grundlæggende valg, der er indeholdt i genopretningsplanen og i hovedretningslinjerne for de europæiske strukturfonde.

4.4.

EØSU er enig i, at der er behov for at skabe øget efterspørgsel efter arbejdskraft — retningslinje 5 — og for at sikre alle arbejdstagere i EU passende og rimelige mindstelønninger i henhold til national lovgivning og praksis og udvide den sociale sikring og adgangen til velfærdssystemer til alle arbejdstagere, også arbejdstagere i nye arbejdsformer. For at kunne gå fra krisestyring til genopretning bør vægten lægges på bæredygtige velfærdstiltag og effektive incitamenter til rekruttering af arbejdstagere, navnlig for SMV'er. I den forbindelse er der behov for at fremme omskolingstiltag, bl.a. i perioder med nedsat arbejdstid som følge af pandemien. Den sociale dialog bør fremmes, og arbejdsmarkedets parter bør inddrages i en sund arbejdsmarkedsdialog under overholdelse af parternes autonomi. En lettelse af skattetrykket på arbejde må ikke give sig udslag i ringere social sikring, med negativ indvirkning på velfærdsordningerne og deres bæredygtighed. EØSU mener, at indsatsen for at komme skatteunddragelse og skatteundgåelse til livs bør forstærkes.

4.5.

Med hensyn til retningslinje 6, der går ud på at øge arbejdskraftudbuddet og forbedre adgangen til beskæftigelse, færdigheder og kompetencer, bemærker EØSU, at det er helt afgørende, at de enkelte medlemsstater har muligheder for effektivt at koordinere de investeringsforanstaltninger i uddannelse og arbejdsmarkedet, som er fastlagt i de nationale genopretnings- og resiliensplaner og finansieres af strukturfondene. Især bør der koordineres mellem ESF+ og de socialsikrings- og beskyttelsesforanstaltninger, der finansieres over SURE-programmet og andre instrumenter frem til 31. december 2022 for at fremme etableringen af effektive nationale beskæftigelsesaktiveringsordninger, som giver mulighed for indslusning, omskoling og genplacering af arbejdstagerne. Man bør overveje effektive rekrutteringsincitamenter og omskolingstiltag for at fremme jobskabelsen i genopretningsfasen.

4.6.

Pandemien har med udbredelsen af hjemmearbejde med yderligere tydelighed understreget behovet for at fastlægge regler og instrumenter, der kan skabe en god balance mellem arbejdstilrettelæggelse, virksomhedstrivsel og anvendelsen af digital teknologi. EØSU minder om vigtigheden af at udnytte det fulde potentiale i hjemmearbejde som et instrument til forbedret balance mellem arbejdsliv og privatliv samtidig med at det sikres, at det ikke bliver en mulig kilde til forskelsbehandling og utryghed (4).

4.7.

Den aktuelle krise har nu i endnu højere grad synliggjort behovet for at anerkende og sikre retten til livslang læring, effektiv adgang til kvalitetsuddannelse og kompetenceudvikling og afhjælpe den nuværende forskel i anvendelsen af videreuddannelse mellem såvel erhvervsgrupper som medlemsstater. Målsætningen om adgang til uddannelse, som indgår i handlingsplanen for den sociale søjle, vil måle medlemsstaternes evne til at tilvejebringe nye redskaber, der gør adgangen mere lige, og reagere på arbejdsmarkedets behov med hensyn til nye kvalifikationer.

4.8.

Med hensyn til retningslinje 7, der har som mål at forbedre arbejdsmarkedernes funktion og effektiviteten af den sociale dialog, bemærker EØSU, at målene vedrørende fremme af arbejdstagernes mobilitet og beskæftigelsesegnethed kunne nås gennem oprettelse af en europæisk digital platform til at sikre, at der er overensstemmelse mellem udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft, Det ville udgøre en fælles standard for medlemsstaterne og arbejdsformidlingerne med henblik på at fremme aktive politikker og europæisk mobilitet.

4.9.

Den sociale dialog og kollektive overenskomstforhandlinger udgør et vigtigt fundament for den europæiske økonomis bæredygtighed og modstandsdygtighed, men i nogle medlemsstater er der stadig behov for et regelsæt og en institutionel ramme (5) på nationalt plan, der fremme og understøtter arbejdsmarkedsrelationerne. Gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner er en prøvesten for medlemsstaternes reelle vilje til at inddrage civilsamfundet og lade det deltage i beslutningerne og i de nationale udviklingstiltag.

4.10.

Med hensyn til retningslinje 8 vedrørende fremme af lige muligheder for alle, støtte af social inklusion og bekæmpelse af fattigdom minder EØSU om vigtigheden af, at der i denne fase fastlægges effektive inklusionspolitikker, der bør betragtes som investeringer, der er afgørende for vækst og forbedring af de økonomiske og produktive systemer. EØSU fremhæver endvidere, at beskæftigelsesaktivering fungerer som et redskab for inklusion og fattigdomsbekæmpelse, da der ikke er tale om rent bistandsorienterede foranstaltninger, men om fremme af inklusion gennem beskæftigelsesegnethed og indslusning på arbejdsmarkedet. Det er imidlertid vigtigt, at der indføres ordninger, som fjerner risikoen for »ny fattigdom« blandt lavtlønnede arbejdstagere samtidig med sammenhængende politikker mod fattigdom.

4.11.

Endelig udgør udveksling af fælles standarder, hvad angår ligestillingspolitikker, integration på arbejdsmarkedet af personer med handicap og af personer i udsatte situationer og gennemførelsen af sociale sikringssystemer, der kan fremme aktiv aldring og kompetenceoverførsel ved generationsskifte, afgørende komponenter i strategien for lige muligheder.

4.12.

Pandemien har vist, hvor vigtigt det er at investere for at garantere sundheden og sikkerheden på arbejdspladserne, og hvor presserende det er at styrke arbejdstilsynet i medlemsstaterne for at sikre kontrolforanstaltninger til beskyttelse af arbejdstagerne. En række europæiske lande har underskrevet hensigtserklæringer med arbejdsmarkedets parter for at bekæmpe udbredelsen af virus på arbejdspladserne og har dermed udvist ansvarlighed og evne til at reagere i nødsituationer.

---

(1)  EUT C 232 af 14.7.2020, s. 18.

(2)  Rådets afgørelse (EU) 2020/1512 af 13. oktober 2020 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (EUT L 344 af 19.10.2020, s. 22).

(3)  EUT C 374 af 16.9.2021, s. 38.

(4)  EUT C 220 af 9.6.2021, s. 13 og EUT C 220 af 9.6.2021, s. 1.

(5)  EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14.