Bruxelles, den 26.11.2020

COM(2020) 759 final

2020/0336(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Regionale Styringsudvalg for transportfællesskabet til vedtagelsen af transportfællesskabets budget for 2021


BEGRUNDELSE

1.Forslagets genstand

Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Regionale Styringsudvalg, der er nedsat i henhold til traktaten om oprettelse af et transportfællesskab ("transportfællesskabstraktaten") i forbindelse med den planlagte vedtagelse af transportfællesskabets budget for 2021.

2.Baggrund for forslaget

2.1.Traktaten om oprettelse af et transportfællesskab

Transportfællesskabstraktaten har til formål at skabe et transportfællesskab inden for vejtransport, jernbanetransport, transport ad indre vandveje og søtransport samt at udvikle transportnettet mellem Den Europæiske Union og de sydøsteuropæiske parter. Transportfællesskabstraktaten trådte i kraft den 1. maj 2019.

Den Europæiske Union er part i transportfællesskabstraktaten 1 .

2.2.Det Regionale Styringsudvalg

Det Regionale Styringsudvalg er nedsat ved transportfællesskabstraktatens artikel 24. Det er ansvarligt for at forvalte transportfællesskabstraktaten og sikre, at den gennemføres korrekt. Med henblik herpå fremsætter det henstillinger og træffer afgørelser i de tilfælde, der er fastsat i transportfællesskabstraktaten. Det Regionale Styringsudvalg:

a)forbereder ministerrådets arbejde

b)træffer afgørelser om nedsættelsen af tekniske udvalg

c)træffer passende foranstaltninger vedrørende nyligt vedtagne EU-retsakter, navnlig ved revision af bilag I til transportfællesskabstraktaten

d)udnævner direktøren for det permanente sekretariat efter høring af ministerrådet

e)kan udnævne en eller flere vicedirektører for det permanente sekretariat

f)fastlægger reglerne for det permanente sekretariat

g)kan ved afgørelse revidere niveauet for budgetbidrag

h)vedtager det årlige budget for transportfællesskabet

i)vedtager en afgørelse om den nærmere procedure for gennemførelse af budgettet og for regnskabsaflæggelse, revision og kontrol

j)træffer afgørelser i tvister, der indbringes af de kontraherende parter

k)vedtager generelle principper på området for aktindsigt i dokumenter, som organer, der er oprettet ved eller i henhold til transportfællesskabstraktaten, er i besiddelse af

l)vedtager årsrapporter til forelæggelse i ministerrådet om gennemførelsen af det samlede net

m)fastsætter frister og metoder for de sydøsteuropæiske parters gennemførelse af visse EU-retsakter.

Det Regionale Styringsudvalg består af en repræsentant og en stedfortrædende repræsentant for hver af de kontraherende parter. Alle EU-medlemsstater kan deltage som observatører.

Det Regionale Styringsudvalg træffer afgørelse med enstemmighed.

2.3.Den retsakt, der skal vedtages af Det Regionale Styringsudvalg

Det Regionale Styringsudvalg skal på sit første møde i 2021 vedtage en afgørelse vedrørende transportfællesskabets budget for 2021 ("den påtænkte retsakt").

Formålet med den påtænkte retsakt er at fastlægge transportfællesskabets årlige budget for 2021.

Den påtænkte retsakt får bindende virkning for parterne i henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 25, stk. 1, hvori følgende fastsættes: "Det Regionale Styringsudvalgs afgørelser er bindende for de kontraherende parter. Hvis en afgørelse fra Det Regionale Styringsudvalg foreskriver, at en kontraherende part skal gennemføre tiltag, træffer den pågældende part de nødvendige foranstaltninger og underretter Det Regionale Styringsudvalg herom."

3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne

Bidraget til transportfællesskabets budget er fastsat i bilag V til transportfællesskabstraktaten. Unionens andel udgør 80 % af budgettet, og de resterende 20 % tilvejebringes af parterne på Vestbalkan.

Budgettet for 2020 beløb sig til i alt 3 mio. EUR, hvoraf 2,4 mio. EUR (80 %) kom fra EU, og 0,6 mio. EUR kom fra parterne på Vestbalkan.

Det foreslås, at budgettet for 2021 øges til 3,525 mio. EUR, hvoraf 0,225 mio. EUR vil blive overført fra budgettet for 2020; 80 % af de nye midler vil komme fra EU (2,64 mio. EUR) 2 , og de resterende 20 % af de nye midler (0,66 mio. EUR) vil komme fra de sydøsteuropæiske parter.

Dette beløb dækker det permanente sekretariats driftsudgifter og tilrettelæggelsen af møderne i transportfællesskabets forskellige organer. Den foreslåede forhøjelse er begrundet i kommende ansættelser af yderligere personale, planer om hyppigere møder i de tekniske udvalg, indkøb af manglende IT-udstyr og -software og planer om hyppigere rejser for direktøren og tjenestemænd i det permanente sekretariat. 2021 ventes at blive det første år med normal aktivitet for det permanente sekretariat, idet alle ledere og alt andet personale vil være ansat, og den vigtigste administrative ramme vil være indført. I henhold til bilag I til hjemstedsaftalen mellem transportfællesskabet og værtslandet Serbien stiller Serbien gratis lokaler til rådighed for det permanente sekretariat samt en del af det inventar og de tjenesteydelser, der er knyttet til lokalerne (møbler, sikkerhed, elektricitet, vand og rengøring).

Det Regionale Styringsudvalgs vedtagelse af denne afgørelse er nødvendig for gennemførelsen af transportfællesskabstraktaten og for et velfungerende permanent sekretariat.

4.Retsgrundlag

4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag

4.1.1.Principper

I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".

Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver" 3 .

4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Det Regionale Styringsudvalg er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig transportfællesskabstraktaten.

Den retsakt, som Det Regionale Styringsudvalg skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger. Det Regionale Styringsudvalg har beføjelse til at vedtage transportfællesskabets budget i henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 35, og afgørelsen er bindende for parterne i traktaten. Denne retsakt indeholder i kraft af sin karakter og som et folkeretligt anliggende for Det Regionale Styringsudvalg elementer, der berører retsstillingen for parterne i transportfællesskabstraktaten og derfor også for Unionen. Følgelig anses den for at have retsvirkninger. Den påtænkte retsakt supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for transportfællesskabstraktaten. Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.

4.2.Materielt retsgrundlag

4.2.1.Principper

Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.

4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Den påtænkte retsakt er en forudsætning for, at transportfællesskabstraktaten kan fungere efter hensigten. Transportfællesskabstraktaten forfølger formål og indeholder elementer inden for vejtransport, jernbanetransport og transport ad indre vandveje — transportformer, som er omfattet af artikel 91 i TEUF — samt inden for søtransport, som er en transportform, der er omfattet af artikel 100, stk. 2, i TEUF. På grund af dens horisontale karakter har den påtænkte retsakt følger for alle disse aspekter. Aspekterne er uadskilleligt forbundne, uden at det ene er sekundært i forhold til det andet.

Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse omfatter derfor følgende bestemmelser: artikel 91 og artikel 100, stk. 2, i TEUF.

4.3.Konklusion

Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 91 og artikel 100, stk. 2, i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.

5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt

I overensstemmelse med artikel 25, stk. 2, i traktaten om oprettelse af et transportfællesskab offentliggøres Det Regionale Styringsudvalgs afgørelser i Den Europæiske Unions Tidende.

2020/0336 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Regionale Styringsudvalg for transportfællesskabet til vedtagelsen af transportfællesskabets budget for 2021

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91 og artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Traktaten om oprettelse af et transportfællesskab ("transportfællesskabstraktaten") blev undertegnet af Unionen i overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2017/1937 4 . Den blev godkendt på Unionens vegne den 4. marts 2019 ved Rådets afgørelse (EU) 2019/392 5 . Det trådte i kraft den 1. maj 2019.

(2)I henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 35 vedtager Det Regionale Styringsudvalg for transportfællesskabet ("Styringsudvalget") hvert år transportfællesskabets budget. I henhold til samme bestemmelse har Styringsudvalget beføjelse til at vedtage afgørelser om den nærmere procedure for gennemførelse af budgettet.

(3)Styringsudvalget skal på sit møde i december 2020 vedtage transportfællesskabets budget for 2021; hvis punktet ikke behandles på det pågældende møde, vil vedtagelsen blive berammet til næste møde.

(4)Transportfællesskabets foreslåede budget for 2021 er nødvendigt for, at transportfællesskabets organer kan fungere korrekt. Det dækker udgifter til menneskelige ressourcer, rejser, IT-udstyr og -software samt driftsudgifter såsom undersøgelser, teknisk bistand og afholdelse af konferencer og møder.

(5)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Regionale Styringsudvalg, bør fastlægges, da en sådan afgørelse er nødvendig for, at transportfællesskabets permanente sekretariat kan fungere, og vil have retsvirkninger for Unionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Regionale Styringsudvalg for transportfællesskabet for så vidt angår transportfællesskabets budget for 2021, baseres på det udkast til Det Regionale Styringsudvalgs afgørelse, der er knyttet som bilag til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Rådets afgørelse (EU) 2017/1937 af 11. juli 2017 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af traktaten om oprettelse af et transportfællesskab (EUT L 278 af 27.10.2017, s. 1).
(2)    Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 25.6.2020 (C(2020) 4356).
(3)    Domstolens dom af 7. oktober 2014, Tyskland mod Rådet, C-399/12, ECLI:EU:C:2014:2258, præmis 61-64.
(4)    Rådets afgørelse (EU) 2017/1937 af 11. juli 2017 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af traktaten om oprettelse af et transportfællesskab (EUT L 278 af 27.10.2017, s. 1).
(5)    Rådets afgørelse (EU) 2019/392 af 4. marts 2019 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af traktaten om oprettelse af et transportfællesskab.

Bruxelles, den 26.11.2020

COM(2020) 759 final

BILAG

til

forslag til Rådets afgørelse

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Regionale Styringsudvalg for transportfællesskabet til vedtagelsen af transportfællesskabets budget for 2021






BILAG I

UDKAST

AFGØRELSE Nr. /2020 
TRUFFET AF DET REGIONALE STYRINGSUDVALG FOR TRANSPORTFÆLLESSKABET

af …

om vedtagelse af transportfællesskabets budget for 2021

DET REGIONALE STYRINGSUDVALG FOR TRANSPORTFÆLLESSKABET HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af et transportfællesskab, særlig artikel 24, stk. 1, og artikel 35 —

BESTEMT FØLGENDE:

Artikel 1

Transportfællesskabets budget for 2021, der er knyttet til nærværende afgørelse, vedtages hermed.

Artikel 2

(1)I overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i de finansielle regler og revisionsprocedurer, der finder anvendelse på transportfællesskabet, kan bevillinger på en bestemt budgetpost på budgettet for 2021 anvendes til de formål, der er opført på budgettet under en anden budgetpost, inden for en samlet grænse på 10 % af bevillingerne på den tidligere budgetpost. Dette gælder ikke for budgetposten vedrørende menneskelige ressourcer.

(2)Bevillinger, der fremføres med henblik på opfyldelse af forpligtelser, der er undertegnet ved udgangen af 2020, og som er specificeret i det vedlagte budget, må ikke anvendes som nævnt i stk. 1. Der tages ikke hensyn til disse ved fastsættelsen af det maksimumsbeløb, der svarer til den deri nævnte grænse på 10 %.

Artikel 3

(3)Bevillinger, for hvilke der ikke er indgået forpligtelser ved udgangen af regnskabsårene 2019 og 2020, bortfalder og tilbagebetales til parterne i overensstemmelse med de procentsatser, der er fastsat i bilag V til traktaten om oprettelse af et transportfællesskab, og de faktisk betalte bidrag.

Udfærdiget i …, den … 2020.

På Det Regionale Styringsudvalgs vegne

   Formand



TRANSPORTFÆLLESSKABETS BUDGET FOR 2021

Budgetpost

Beløb

(i EUR)

1.Det permanente sekretariat

1.1. Menneskelige ressourcer

 1 465 706

1.2. Rejseomkostninger

 237 600

1.3. Kontorudgifter, udstyr og software

403 080

-Heraf nye midler

308 080

-Heraf fremførte budgetbevillinger svarende til de forpligtelser, der blev undertegnet ved udgangen af 2020, for hvilke der forfalder betalinger i 2021

95 000 1

1.4. Andre omkostninger og tjenesteydelser, herunder:

-Outsourcede tjenesteydelser og andre tjenesteydelser (revision, synlighed, uddannelse af personalet, bankomkostninger)

-Udgifter til møder og konferencer

-Udgifter til IT og kommunikation

-Udgifter til ansættelser

 262 890

1.5. UNDERSØGELSER, teknisk bistand til støtte for gennemførelsen af gældende EU-ret og EU's handlingsplaner

              690 000

-Heraf nye midler

560 000

-Heraf fremførte budgetbevillinger svarende til de forpligtelser, der blev undertegnet ved udgangen af 2020, for hvilke der forfalder betalinger i 2021

130 000 2

2.Ministerrådet

2.1. Udgifter til møder og konferencer

         60 000

3.Det Regionale Styringsudvalg

3.1. Udgifter til møder og konferencer

                      25 450

4.Tekniske udvalg

4.1. Udgifter til møder og konferencer

         114 100

5.Det sociale forum

5.1. Udgifter til møder og konferencer

16 300

Reserve (ca. 8 % af de nye midler)

249 874

Nye midler i alt

3 300 000

Fremførsler fra 2020 i alt

225 000 3

Tilsammen

3 525 000 4

EU-bidrag (80 % af de nye midler)

2 640 000

De sydøsteuropæiske parters bidrag (20 % af de nye midler: Fordelingen pr. land er angivet i bilag V til transportfællesskabstraktaten)

660 000

(1)    Vejledende beløb: igangværende udbudsprocedurer vedrørende software til videokonferencer, regnskab og HR. Kontrakter forventes undertegnet i december 2020.
(2)    Vejledende beløb: igangværende udbudsprocedure vedrørende teknisk bistand til et transportobservatorium. Kontrakter forventes undertegnet i december 2020.
(3)    Vejledende beløb. Det endelige beløb bekræftes i december 2020 efter afslutningen af de tilsvarende udbudsprocedurer og undertegnelse af kontrakterne.
(4)    Vejledende beløb. Det endelige beløb bekræftes, når det samlede beløb, der fremføres fra 2020, kendes.