Bruxelles, den 24.8.2020

COM(2020) 465 final

2020/0218(NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om midlertidig støtte til Kroatien i henhold til Rådets forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation som følge af covid-19-udbruddet


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Ved Rådets forordning (EF) 2020/672 ("SURE-forordningen") fastsættes den retlige ramme for Unionens finansielle støtte til medlemsstater, der oplever eller er i alvorlig risiko for en alvorlig økonomisk forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet. Støtten inden for rammerne af SURE har primært til formål at finansiere arbejdsfordelingsordninger eller lignende foranstaltninger, der tager sigte på at beskytte arbejdstagere og selvstændige og dermed mindske forekomsten af arbejdsløshed og indkomsttab, samt, som supplement, med henblik på finansiering af visse sundhedsrelaterede foranstaltninger, navnlig på arbejdspladsen.

Den 6. august 2020 anmodede Kroatien om finansiel støtte fra Unionen under SURE-forordningen. I henhold til SURE-forordningens artikel 6, stk. 2, har Kommissionen hørt de kroatiske myndigheder med henblik på at kontrollere, om der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte udgifter, som er direkte forbundet med a) tilskuddene til bevarelse af arbejdspladser i sektorer, der er berørt af covid-19, og b) støtten til nedsat arbejdstid som følge af covid-19-pandemien. Foranstaltningerne vedrører navnlig:

(1)en foranstaltning, der sikrer medfinansiering af arbejdstagernes lønninger for virksomheder, der oplever et fald i indtægterne (på 20 % i perioden marts til maj 2020 eller på 50 % i juni 2020), forudsat at ansættelsesforholdet ikke bringes til ophør. For marts 2020 udgør støttebeløbet 3 250,00 HRK pr. fuldtidsmedarbejder, mens det månedlige støttebeløb for månederne april, maj og juni 2020 udgør 4 000 HRK pr. fuldtidsmedarbejder

(2)en foranstaltning, der støtter en midlertidig nedsættelse af arbejdstiden i perioden mellem juni og december 2020 for virksomheder, uanset i hvilken sektor, der beskæftiger 10 eller flere medarbejdere, forudsat at ansættelsesforholdet ikke bringes til ophør. Inden for rammerne af foranstaltningen kan der ydes støtte på op til 2 000 HRK pr. medarbejder om måneden.

Kroatien har fremsendt de nødvendige oplysninger til Kommissionen.

Under hensyntagen til den foreliggende dokumentation foreslår Kommissionen, at Rådet vedtager en gennemførelsesafgørelse om at yde finansiel støtte til Kroatien i henhold til SURE-forordningen til støtte for ovennævnte foranstaltninger.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Dette forslag er i fuld overensstemmelse med Rådets forordning (EU) 2020/672, i henhold til hvilken forslaget fremsættes.

Forslaget er et supplement til et andet EU-retsinstrument, der har til formål at yde støtte til medlemsstaterne i nødsituationer, nemlig Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond ("forordning (EF) nr. 2012/2002"). Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/461 blev vedtaget den 30. marts og indeholder ændringer til førnævnte instrument, som udvider dets anvendelsesområde til at omfatte større folkesundhedskriser og fastlægger, hvilke specifikke tiltag der er berettigede til finansiering.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Forslaget indgår i en række foranstaltninger, der er udarbejdet som reaktion på den aktuelle covid-19-pandemi, blandt andet investeringsinitiativet som reaktion på coronavirusset, og det supplerer andre instrumenter til støtte for beskæftigelsen såsom Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI)/InvestEU. Ved i dette særlige tilfælde med covid-19-udbruddet at gøre brug af lånoptagelse og långivning til støtte for medlemsstaterne fungerer dette forslag som en ekstra sikkerhedsforanstaltning til at finansiere arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger, der bidrager til at beskytte arbejdspladser og dermed arbejdstagere og selvstændige mod risikoen for arbejdsløshed.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for dette instrument er Rådets forordning (EU) 2020/672.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Forslaget fremsættes i forlængelse af en anmodning fra en medlemsstat og er et udtryk for europæisk solidaritet, idet der ydes finansiel støtte fra Unionen i form af midlertidige lån til en medlemsstat, der er berørt af covid-19-udbruddet. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning vil denne finansielle støtte midlertidigt understøtte regeringens øgede offentlige udgifter til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger for at hjælpe dem med at beskytte arbejdspladser og dermed arbejdstagere og selvstændige mod risikoen for arbejdsløshed og tab af indkomst.

Denne støtte vil hjælpe den berørte befolkning og bidrage til at mindske de direkte samfundsmæssige og økonomiske virkninger af den aktuelle covid-19-krise.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget overholder proportionalitetsprincippet. Det går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå instrumentets mål.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høringer af interesserede parter

På grund af det presserende behov for at udarbejde forslaget, således at Rådet kan vedtage det i tide, kunne der ikke gennemføres en høring af de berørte parter.

Konsekvensanalyse

På grund af forslagets hastende karakter er der ikke foretaget nogen konsekvensanalyse.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Kommissionen bør kunne optage lån på de finansielle markeder med henblik på videreudlån til medlemsstater, der anmoder om finansiel støtte inden for rammerne af SURE-instrumentet.

Ud over garantierne fra medlemsstaterne indeholder ordningen andre sikkerhedsforanstaltninger for at sikre dens finansielle soliditet:

·en stringent og konservativ tilgang til økonomisk forvaltning

·en sammensætning af låneporteføljen, der begrænser koncentrationsrisikoen, den årlige eksponering og en overdreven eksponering for de enkelte medlemsstater, samtidig med at der sikres tilstrækkelige ressourcer til de medlemsstater, hvor behovet er størst, samt

·muligheder for refinansiering af gæld.

2020/0218 (NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om midlertidig støtte til Kroatien i henhold til Rådets forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation som følge af covid-19-udbruddet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/672 af 19. maj 2020 om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet 1 , særlig artikel 6, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Den 6. august 2020 anmodede Kroatien om finansiel støtte fra Unionen med henblik på at supplere landets nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og dets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagerne.

(2)Covid-19-udbruddet og de ekstraordinære foranstaltninger, som Kroatien har gennemført for at dæmme op for udbruddet og de socioøkonomiske og sundhedsrelaterede konsekvenser heraf, forventes at få dramatiske følger for de offentlige finanser. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2020 forventedes Kroatien at have et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 7,1 % og 88,6 % af bruttonationalproduktet (BNP) ved udgangen af 2020. Ifølge Kommissionens mellemliggende sommerprognose 2020 forventes Kroatiens BNP at falde med 10,8 % i 2020.

(3)Covid-19-udbruddet har fastlåst en væsentlig del af arbejdsstyrken i Kroatien. Dette har ført til en pludselig og kraftig stigning i de offentlige udgifter i Kroatien som følge af tilskud til bevarelse af arbejdspladser i sektorer, der er berørt af covid-19, og støtte til nedsat arbejdstid, jf. betragtning 4 og 5.

(4)Nærmere bestemt blev der med den såkaldte "arbejdsmarkedslov" 2 , som der henvises til i Kroatiens anmodning af 6. august 2020, indført en foranstaltning, der sikrer medfinansiering af arbejdstagernes lønninger for virksomheder, der oplever et fald i indtægterne (på 20 % i perioden marts til maj 2020 eller 50 % i juni 2020), forudsat at ansættelsesforholdet ikke bringes til ophør. For marts 2020 udgør støttebeløbet 3 250,00 HRK pr. fuldtidsmedarbejder, mens det månedlige støttebeløb for månederne april, maj og juni 2020 udgør 4 000 HRK pr. fuldtidsmedarbejder.

(5)Med arbejdsmarkedsloven blev der endvidere indført en foranstaltning, der støtter en midlertidig nedsættelse af arbejdstiden i perioden mellem juni og december 2020 for virksomheder, uanset i hvilken sektor, der beskæftiger 10 eller flere medarbejdere, forudsat at ansættelsesforholdet ikke bringes til ophør. Inden for rammerne af foranstaltningen kan der ydes støtte på op til 2 000 HRK pr. medarbejder om måneden.

(6)Kroatien opfylder de i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672 nævnte betingelser for at anmode om finansiel støtte. Kroatien har forelagt Kommissionen passende dokumentation for, at de faktiske og planlagte offentlige udgifter efter den 1. februar 2020 er steget med 1 381 780 800 EUR som følge af de nationale foranstaltninger, der er truffet for at imødegå de socioøkonomiske virkninger af covid-19-udbruddet. Der er tale om en pludselig og kraftig stigning på grund af den næsten øjeblikkelige og hidtil usete stigning i antallet af arbejdstagere, der er omfattet af disse foranstaltninger, og omfanget af de dermed forbundne udgifter i Kroatien. Kroatien har til hensigt at finansiere 210 000 000 EUR af det øgede udgiftsbeløb med midler fra Unionen og 151 180 800 EUR med egne midler.

(7)Kommissionen har hørt Kroatien og konstateret, at der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte offentlige udgifter, der er direkte forbundet med arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger som omhandlet i anmodningen af 6. august 2020, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2020/672.

(8)Der bør derfor ydes finansiel støtte med henblik på at hjælpe Kroatien med at imødegå de socioøkonomiske virkninger af den alvorlige økonomiske forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet.

(9)Denne afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager om forvridning af det indre marked, som anlægges, navnlig i henhold til artikel 107 og 108 i TEUF. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til artikel 108 i TEUF at underrette Kommissionen om eventuelle statsstøtteprojekter.

(10)Kroatien bør regelmæssigt underrette Kommissionen om gennemførelsen af de planlagte offentlige udgifter, således at Kommissionen kan vurdere, i hvilket omfang landet har afholdt disse udgifter.

(11)Afgørelsen om at yde finansiel støtte er blevet truffet under hensyntagen til de eksisterende og forventede behov i Kroatien samt anmodninger om finansiel støtte i henhold til forordning (EU) 2020/672, som andre medlemsstater allerede har indgivet eller har planlagt at indgive, samtidig med at principperne om ligebehandling, solidaritet, proportionalitet og gennemsigtighed anvendes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kroatien opfylder betingelserne i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672.

Artikel 2

1.Unionen stiller et lån på højst 1 020 600 000 EUR til rådighed for Kroatien. Lånet har en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år.

2.Rådighedsperioden for den finansielle støtte, der ydes ved denne afgørelse, er 18 måneder fra den første dag efter denne afgørelses ikrafttræden.

3.Kommissionen stiller Unionens finansielle støtte til rådighed for Kroatien i maksimalt otte rater. En rate kan udbetales i en eller flere trancher. Løbetiden for trancherne under den første rate kan være længere end den maksimale gennemsnitlige løbetid, der er fastsat i stk. 1. I så fald fastsættes løbetiden for de efterfølgende trancher således, at den i stk. 1 omhandlede maksimale gennemsnitlige løbetid overholdes, når alle rater er udbetalt.

4.Den første rate frigives under forbehold af, at den i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672 omhandlede låneaftale, træder i kraft.

5.Kroatien afholder Unionens finansieringsomkostninger, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) 2020/672, for hver rate samt Unionens eventuelle gebyrer, omkostninger og udgifter i forbindelse med finansieringen.

6.Kommissionen træffer afgørelse om størrelsen af raterne og frigivelsen heraf samt om tranchernes størrelse.

Artikel 3

Kroatien kan finansiere følgende foranstaltninger:

(a)tilskud til bevarelse af arbejdspladser i sektorer, der er berørt af covid-19, jf. den kroatiske arbejdsmarkedslovs artikel 35 og 36 og

(b)støtte til nedsat arbejdstid, jf. den kroatiske arbejdsmarkedslovs artikel 35 og 36.

Artikel 4

Kroatien underretter senest den [DATO: seks måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne afgørelse] og derefter hver sjette måned Kommissionen om afholdelsen af de planlagte offentlige udgifter, indtil alle de planlagte offentlige udgifter er blevet afholdt.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Republikken Kroatien.

Artikel 6

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    EUT L 159 af 20.5.2020, s. 1.
(2)    OG 118/18, 32/20.