EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 24.8.2020
COM(2020) 462 final
2020/0215(NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om midlertidig støtte til Slovakiet i henhold til Rådets forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation som følge af covid-19-udbruddet
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Ved Rådets forordning (EF) 2020/672 ("SURE-forordningen") fastsættes den retlige ramme for Unionens finansielle støtte til medlemsstater, der oplever eller er i alvorlig risiko for en alvorlig økonomisk forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet. Støtten inden for rammerne af SURE har primært til formål at finansiere arbejdsfordelingsordninger eller lignende foranstaltninger, der tager sigte på at beskytte arbejdstagere og selvstændige og dermed mindske forekomsten af arbejdsløshed og indkomsttab, samt, som supplement, med henblik på finansiering af visse sundhedsrelaterede foranstaltninger, navnlig på arbejdspladsen.
Den 6. august 2020 anmodede Slovakiet om finansiel støtte fra Unionen under SURE-forordningen. I henhold til SURE-forordningens artikel 6, stk. 2, har Kommissionen hørt de slovakiske myndigheder med henblik på at kontrollere, om der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte udgifter, som er direkte forbundet med den nationale arbejdsfordelingsordning og lignende foranstaltninger som følge af covid-19-pandemien. Den nationale arbejdsfordelingsordning tager sigte på at beskytte medarbejdere og selvstændige og dermed mindske forekomsten af arbejdsløshed og tab af indkomst. Den giver virksomheder, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder, mulighed for midlertidigt at reducere antallet af arbejdstimer for deres medarbejdere, som modtager offentlig indkomststøtte for de timer, de ikke arbejder. Ordningen omfatter arbejdsgivere, der midlertidigt har hjemsendt nogle af deres medarbejdere i perioden fra marts 2020 til december 2021. Disse arbejdsgivere kan anmode om refusion af lønomkostninger på op til 80 % af den sædvanlige bruttoløn for den hjemsendte medarbejder (højst 880 EUR om måneden) under forudsætning af, at den ansatte fastholdes. Ud over den nationale arbejdsfordelingsordning indførte Slovakiet også følgende ledsageforanstaltninger: a) et fast bidrag pr. medarbejder fra marts til udgangen af september 2020 betinget af et fald i salget på mindst 20 % (månedlig støtte fra 180 EUR til 540 EUR afhængigt af nedgangen i salget), b) et fast bidrag indtil udgangen af september 2020 til selvstændige med obligatorisk social forsikring betinget af et fald i salget på mindst 20 % (månedlig støtte fra 180 EUR til 540 EUR afhængigt af nedgangen i salget), c) refusion af 80 % af medarbejderens bruttoløn (højst 1 100 EUR) indtil udgangen af september 2020 for virksomheder, der er lukket efter påbud, og d) en fast godtgørelse på 210 EUR pr. måned indtil udgangen af september 2020 for arbejdstagere, der er ansat i henhold til en kontrakt, enkeltmandsvirksomheder og selvstændige.
Slovakiet har fremsendt de nødvendige oplysninger til Kommissionen.
Under hensyntagen til den foreliggende dokumentation foreslår Kommissionen, at Rådet vedtager en gennemførelsesafgørelse om at yde finansiel støtte til Slovakiet i henhold til SURE-forordningen til støtte for ovennævnte foranstaltninger.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Dette forslag er i fuld overensstemmelse med Rådets forordning (EU) 2020/672, i henhold til hvilken forslaget fremsættes.
Forslaget er et supplement til et andet EU-retsinstrument, der har til formål at yde støtte til medlemsstaterne i nødsituationer, nemlig Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond ("forordning (EF) nr. 2012/2002"). Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/461 blev vedtaget den 30. marts og indeholder ændringer til førnævnte instrument, som udvider dets anvendelsesområde til at omfatte større folkesundhedskriser og fastlægger, hvilke specifikke tiltag der er berettigede til finansiering.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Forslaget indgår i en række foranstaltninger, der er udarbejdet som reaktion på den aktuelle covid-19-pandemi, blandt andet investeringsinitiativet som reaktion på coronavirusset, og det supplerer andre instrumenter til støtte for beskæftigelsen såsom Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI)/InvestEU. Ved i dette særlige tilfælde med covid-19-udbruddet at gøre brug af lånoptagelse og långivning til støtte for medlemsstaterne fungerer dette forslag som en ekstra sikkerhedsforanstaltning til at finansiere arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger, der bidrager til at beskytte arbejdspladser og dermed arbejdstagere og selvstændige mod risikoen for arbejdsløshed.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Retsgrundlaget for dette instrument er Rådets forordning (EU) 2020/672.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Forslaget fremsættes i forlængelse af en anmodning fra en medlemsstat og er et udtryk for europæisk solidaritet, idet der ydes finansiel støtte fra Unionen i form af midlertidige lån til en medlemsstat, der er berørt af covid-19-udbruddet. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning vil denne finansielle støtte midlertidigt understøtte regeringens øgede offentlige udgifter til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger for at hjælpe dem med at beskytte arbejdspladser og dermed arbejdstagere og selvstændige mod risikoen for arbejdsløshed og tab af indkomst.
Denne støtte vil hjælpe den berørte befolkning og bidrage til at mindske de direkte samfundsmæssige og økonomiske virkninger af den aktuelle covid-19-krise.
•Proportionalitetsprincippet
Forslaget overholder proportionalitetsprincippet. Det går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå instrumentets mål.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Høringer af interesserede parter
På grund af det presserende behov for at udarbejde forslaget, således at Rådet kan vedtage det i tide, kunne der ikke gennemføres en høring af de berørte parter.
•Konsekvensanalyse
På grund af forslagets hastende karakter er der ikke foretaget nogen konsekvensanalyse.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Kommissionen bør kunne optage lån på de finansielle markeder med henblik på videreudlån til medlemsstater, der anmoder om finansiel støtte inden for rammerne af SURE-instrumentet.
Ud over garantierne fra medlemsstaterne indeholder ordningen andre sikkerhedsforanstaltninger for at sikre dens finansielle soliditet:
·en stringent og konservativ tilgang til økonomisk forvaltning
·en sammensætning af låneporteføljen, der begrænser koncentrationsrisikoen, den årlige eksponering og en overdreven eksponering for de enkelte medlemsstater, samtidig med at der sikres tilstrækkelige ressourcer til de medlemsstater, hvor behovet er størst, samt
·muligheder for refinansiering af gæld.
2020/0215 (NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om midlertidig støtte til Slovakiet i henhold til Rådets forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation som følge af covid-19-udbruddet
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/672 af 19. maj 2020 om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet, særlig artikel 6, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Den 6. august 2020 anmodede Slovakiet om finansiel støtte fra Unionen med henblik på at supplere landets nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og dets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagerne.
(2)Covid-19-udbruddet og de ekstraordinære foranstaltninger, som Slovakiet har gennemført for at dæmme op for udbruddet og de socioøkonomiske og sundhedsrelaterede konsekvenser heraf, forventes at få dramatiske følger for de offentlige finanser. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2020 forventedes Slovakiet at have et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 8,5 % og 59,5 % af bruttonationalproduktet (BNP) ved udgangen af 2020. Ifølge Kommissionens mellemliggende sommerprognose 2020 forventes Slovakiets BNP at falde med 9,0 % i 2020.
(3)Covid-19-udbruddet har fastlåst en væsentlig del af arbejdsstyrken i Slovakiet. Dette har ført til en pludselig og kraftig stigning i de offentlige udgifter i Slovakiet som følge af den nationale arbejdsfordelingsordning og lignende foranstaltninger, jf. betragtning 4.
(4)Nærmere bestemt har "lov nr. 5/2004 Sml. om arbejdsformidling", som der henvises til i Slovakiets anmodning af 6. august 2020, udgjort grundlaget for indførelsen af en række foranstaltninger til at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet, herunder en ordning til støtte for arbejdsgivere, der midlertidigt har hjemsendt deres medarbejdere i perioden fra marts 2020 til december 2021. Disse arbejdsgivere kan anmode om refusion af lønomkostninger på op til 80 % af den sædvanlige bruttoløn for den hjemsendte medarbejder (højst 880 EUR om måneden) under forudsætning af, at medarbejderen fastholdes. Derudover blev der indført en række ledsageforanstaltninger: a) et fast bidrag pr. medarbejder fra marts til udgangen af september 2020 betinget af et fald i salget på mindst 20 % (månedlig støtte fra 180 EUR til 540 EUR afhængigt af nedgangen i salget), b) et fast bidrag indtil udgangen af september 2020 til selvstændige med obligatorisk social forsikring betinget af et fald i salget på mindst 20 % (månedlig støtte fra 180 EUR til 540 EUR afhængigt af nedgangen i salget), c) refusion af 80 % af medarbejderens bruttoløn (højst 1 100 EUR) indtil udgangen af september 2020 for virksomheder, der er lukket efter påbud, og d) en fast godtgørelse på 210 EUR pr. måned indtil udgangen af september 2020 for arbejdstagere, der er ansat i henhold til en kontrakt, enkeltmandsvirksomheder og selvstændige. Den faste godtgørelse kan betragtes som svarende til en arbejdsfordelingsordning som omhandlet i forordning (EU) 2020/672, idet formålet er at beskytte selvstændige eller lignende kategorier af arbejdstagere mod nedgang i eller tab af indkomst.
(5)Slovakiet opfylder de i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672 nævnte betingelser for at anmode om finansiel støtte. Slovakiet har forelagt Kommissionen passende dokumentation for, at de faktiske og planlagte offentlige udgifter efter den 1. februar 2020 er steget med 1 077 457 000 EUR som følge af de nationale foranstaltninger, der er truffet for at imødegå de socioøkonomiske virkninger af covid-19-udbruddet. Der er tale om en pludselig og kraftig stigning, eftersom de nye foranstaltninger omfatter en betydelig del af virksomhederne og arbejdsstyrken i Slovakiet. Slovakiet har til hensigt at finansiere 390 262 000 EUR af det øgede udgiftsbeløb med midler fra Unionen og 56 311 400 EUR med egne midler.
(6)Kommissionen har hørt Slovakiet og konstateret, at der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte offentlige udgifter, der er direkte forbundet med arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger som omhandlet i anmodningen af 6. august 2020, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2020/672.
(7)Der bør derfor ydes finansiel støtte med henblik på at hjælpe Slovakiet med at imødegå de socioøkonomiske virkninger af den alvorlige økonomiske forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet.
(8)Denne afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager om forvridning af det indre marked, som anlægges, navnlig i henhold til artikel 107 og 108 i TEUF. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til artikel 108 i TEUF at underrette Kommissionen om eventuelle statsstøtteprojekter.
(9)Slovakiet bør regelmæssigt underrette Kommissionen om gennemførelsen af de planlagte offentlige udgifter, således at Kommissionen kan vurdere, i hvilket omfang landet har afholdt disse udgifter.
(10)Afgørelsen om at yde finansiel støtte er blevet truffet under hensyntagen til de eksisterende og forventede behov i Slovakiet samt anmodninger om finansiel støtte i henhold til forordning (EU) 2020/672, som andre medlemsstater allerede har indgivet eller har planlagt at indgive, samtidig med at principperne om ligebehandling, solidaritet, proportionalitet og gennemsigtighed anvendes —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Slovakiet opfylder betingelserne i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672.
Artikel 2
1.Unionen stiller et lån på højst 630 883 600 EUR til rådighed for Slovakiet. Lånet har en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år.
2.Rådighedsperioden for den finansielle støtte, der ydes ved denne afgørelse, er 18 måneder fra den første dag efter denne afgørelses ikrafttræden.
3.Kommissionen stiller Unionens finansielle støtte til rådighed for Slovakiet i maksimalt otte rater. En rate kan udbetales i en eller flere trancher. Løbetiden for trancherne under den første rate kan være længere end den maksimale gennemsnitlige løbetid, der er fastsat i stk. 1. I så fald fastsættes løbetiden for de efterfølgende trancher således, at den i stk. 1 omhandlede maksimale gennemsnitlige løbetid overholdes, når alle rater er udbetalt.
4.Den første rate frigives under forbehold af, at den i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672 omhandlede låneaftale, træder i kraft.
5.Slovakiet afholder Unionens finansieringsomkostninger, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) 2020/672, for hver rate samt Unionens eventuelle gebyrer, omkostninger og udgifter i forbindelse med finansieringen.
6.Kommissionen træffer afgørelse om størrelsen af raterne og frigivelsen heraf samt om tranchernes størrelse.
Artikel 3
Slovakiet kan finansiere den nationale arbejdsfordelingsordning og de ledsageforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 54, stk. 1, litra e), i lov nr. 5/2004 Sml. om arbejdsformidling.
Artikel 4
Slovakiet underretter senest den [DATO: seks måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne afgørelse] og derefter hver sjette måned Kommissionen om afholdelsen af de planlagte offentlige udgifter, indtil alle de planlagte offentlige udgifter er blevet afholdt.
Artikel 5
Denne afgørelse er rettet til Den Slovakiske Republik.
Artikel 6
Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].