Bruxelles, den 24.8.2020

COM(2020) 448 final

2020/0213(NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om midlertidig støtte til Tjekkiet i henhold til Rådets forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation som følge af covid-19-udbruddet


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

•Forslagets begrundelse og formål

Ved Rådets forordning (EF) 2020/672 ("SURE-forordningen") fastsættes den retlige ramme for Unionens finansielle støtte til medlemsstater, der oplever eller er i alvorlig risiko for en alvorlig økonomisk forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet. Støtten inden for rammerne af SURE har primært til formål at finansiere arbejdsfordelingsordninger eller lignende foranstaltninger, der tager sigte på at beskytte arbejdstagere og selvstændige og dermed mindske forekomsten af arbejdsløshed og indkomsttab, samt, som supplement, med henblik på finansiering af visse sundhedsrelaterede foranstaltninger, navnlig på arbejdspladsen.

Den 7. august 2020 anmodede Tjekkiet om finansiel støtte fra Unionen under SURE-forordningen. I henhold til SURE-forordningens artikel 6, stk. 2, har Kommissionen hørt de tjekkiske myndigheder med henblik på at kontrollere, om der sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte udgifter, som er direkte forbundet med arbejdsfordelingsordningen benævnt "Antivirusprogrammet" (med dets delprogrammer, mulighed A og mulighed B) og lignende foranstaltninger rettet mod indirekte lønomkostninger (Antivirusprogrammets mulighed C) samt støtten til selvstændige, der er vedtaget som reaktion på covid-19-pandemien. Foranstaltningerne vedrører navnlig:

(a)Antivirusprogrammets mulighed A og B, som har til formål delvist at kompensere private arbejdsgivere for deres lønomkostninger, hvis de har været tvunget til at indstille eller i betydelig grad reducere deres økonomiske aktivitet som en direkte konsekvens af de foranstaltninger, myndighederne har truffet, (mulighed A) eller som en indirekte konsekvens af de negative økonomiske konsekvenser af pandemien (mulighed B), hvor medarbejderne f.eks. ikke har kunnet arbejde på grund af rejserestriktioner, mangel på input og/eller nedsat efterspørgsel efter output. Under mulighed A yder staten kompensation for 80 % af den udbetalte løn, dog højst 39 000 CZK pr. medarbejder pr. måned. Under mulighed B udgør statens kompensation 60 % af den udbetalte løn, dog højst 29 000 CZK pr. medarbejder pr. måned. Medarbejdere, der er omfattet af ordningen, kan ikke afskediges, så længe arbejdsgiveren deltager i ordningen. Foranstaltningerne gælder fra den 12. marts til den 31. august 2020

(b)Antivirusprogrammets mulighed C, hvorunder der ydes delvis kompensation for mindre virksomheders (op til 50 medarbejdere) indirekte lønomkostninger (f.eks. arbejdsgiverbetalte socialsikringsbidrag), forudsat at de opretholder en medarbejderstab og en lønningsliste på et niveau svarende til mindst 90 % af niveauet ved udgangen af marts 2020. Beregningsgrundlaget udgør højst 150 % af den gennemsnitlige bruttoløn i Tjekkiet. Støtten kan ydes for en del af eller hele perioden juni-august 2020

(c)"Pětadvacítka"-programmet, hvorunder selvstændige, som er tvunget til at indstille eller i betydelig grad reducere deres økonomiske aktivitet på grund af risici for folkesundheden eller kriseforanstaltninger, de offentlige myndigheder har truffet, kan modtage et skattefradrag på 500 CZK pr. kalenderdag pr. person. Programmet er opdelt i to perioder: 12. marts til 30. april 2020 og 1. maj til 8. juni 2020

(d)en delvis fritagelse for indbetaling af socialsikrings- og sundhedsbidrag for selvstændige, som opretholder deres aktivitet, mens der ydes støtte. Staten overtager betalingen af det pågældende månedlige bidrag i perioden marts-august 2020. Det fritagne beløb er begrænset til et niveau, der er fastsat ved lov

(e)en "plejeydelse" til selvstændige, der kompenserer for tabt indkomst som følge af behovet for at passe børn eller plejekrævende personer, fordi børnepasnings- og plejefaciliteterne er lukkede. Det daglige støttebeløb udgør 424 CZK i marts og 500 CZK mellem april og juni.

Tjekkiet har fremsendt de nødvendige oplysninger til Kommissionen.

Under hensyntagen til den foreliggende dokumentation foreslår Kommissionen, at Rådet vedtager en gennemførelsesafgørelse om at yde finansiel støtte til Tjekkiet i henhold til SURE-forordningen til støtte for ovennævnte foranstaltninger.

•Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Dette forslag er i fuld overensstemmelse med Rådets forordning (EU) 2020/672, i henhold til hvilken forslaget fremsættes.

Forslaget er et supplement til et andet EU-retsinstrument, der har til formål at yde støtte til medlemsstaterne i nødsituationer, nemlig Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond ("forordning (EF) nr. 2012/2002"). Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/461 blev vedtaget den 30. marts og indeholder ændringer til førnævnte instrument, som udvider dets anvendelsesområde til at omfatte større folkesundhedskriser og fastlægger, hvilke specifikke tiltag der er berettigede til finansiering.

•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Forslaget indgår i en række foranstaltninger, der er udarbejdet som reaktion på den aktuelle covid-19-pandemi, blandt andet investeringsinitiativet som reaktion på coronavirusset, og det supplerer andre instrumenter til støtte for beskæftigelsen såsom Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI)/InvestEU. Ved i dette særlige tilfælde med covid-19-udbruddet at gøre brug af lånoptagelse og långivning til støtte for medlemsstaterne fungerer dette forslag som en ekstra sikkerhedsforanstaltning til at finansiere arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger, der bidrager til at beskytte arbejdspladser og dermed arbejdstagere og selvstændige mod risikoen for arbejdsløshed.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

•Retsgrundlag

Retsgrundlaget for dette instrument er Rådets forordning (EU) 2020/672.

•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Forslaget fremsættes i forlængelse af en anmodning fra en medlemsstat og er et udtryk for europæisk solidaritet, idet der ydes finansiel støtte fra Unionen i form af midlertidige lån til en medlemsstat, der er berørt af covid-19-udbruddet. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning vil denne finansielle støtte midlertidigt understøtte regeringens øgede offentlige udgifter til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger for at hjælpe dem med at beskytte arbejdspladser og dermed arbejdstagere og selvstændige mod risikoen for arbejdsløshed og tab af indkomst.

Denne støtte vil hjælpe den berørte befolkning og bidrage til at mindske de direkte samfundsmæssige og økonomiske virkninger af den aktuelle covid-19-krise.

•Proportionalitetsprincippet

Forslaget overholder proportionalitetsprincippet. Det går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå instrumentets mål.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

•Høringer af interesserede parter

På grund af det presserende behov for at udarbejde forslaget, således at Rådet kan vedtage det i tide, kunne der ikke gennemføres en høring af de berørte parter.

•Konsekvensanalyse

På grund af forslagets hastende karakter er der ikke foretaget nogen konsekvensanalyse.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Kommissionen bør kunne optage lån på de finansielle markeder med henblik på videreudlån til medlemsstater, der anmoder om finansiel støtte inden for rammerne af SURE-instrumentet.

Ud over garantierne fra medlemsstaterne indeholder ordningen andre sikkerhedsforanstaltninger for at sikre dens finansielle soliditet:

·en stringent og konservativ tilgang til økonomisk forvaltning

·en sammensætning af låneporteføljen, der begrænser koncentrationsrisikoen, den årlige eksponering og en overdreven eksponering for de enkelte medlemsstater, samtidig med at der sikres tilstrækkelige ressourcer til de medlemsstater, hvor behovet er størst, samt

·muligheder for refinansiering af gæld.

2020/0213 (NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om midlertidig støtte til Tjekkiet i henhold til Rådets forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation som følge af covid-19-udbruddet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/672 af 19. maj 2020 om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet 1 , særlig artikel 6, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Den 7. august 2020 anmodede Tjekkiet om finansiel støtte fra Unionen med henblik på at supplere landets nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og dets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagerne.

(2)Covid-19-udbruddet og de ekstraordinære foranstaltninger, som Tjekkiet har gennemført for at dæmme op for udbruddet og de socioøkonomiske og sundhedsrelaterede konsekvenser heraf, forventes at få dramatiske følger for de offentlige finanser. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2020 forventedes Tjekkiet at have et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 6,7 % og 38,7 % af bruttonationalproduktet (BNP) ved udgangen af 2020. Ifølge Kommissionens mellemliggende sommerprognose 2020 forventes Tjekkiets BNP at falde med 7,8 % i 2020.

(3)Covid-19-udbruddet har fastlåst en væsentlig del af arbejdsstyrken i Tjekkiet. Dette har ført til en pludselig og kraftig stigning i de offentlige udgifter i Tjekkiet som følge af arbejdsfordelingsordningen benævnt "Antivirusprogrammet" (med dets delprogrammer, mulighed A og mulighed B) og lignende foranstaltninger rettet mod indirekte lønomkostninger (Antivirusprogrammets mulighed C) samt støtten til selvstændige erhvervsdrivende, jf. betragtning 4-8.

(4)Nærmere bestemt blev Antivirusprogrammets mulighed A og mulighed B indført ved "regeringens beslutning nr. 353 af 31. marts 2020 som ændret" og i henhold til "artikel 120 i lov nr. 435/2004 Sml. om beskæftigelse som ændret", som der henvises til i Tjekkiets anmodning af 7. august 2020, indført. Disse foranstaltninger har til formål delvist at kompensere private arbejdsgivere for deres lønomkostninger, hvis de har været tvunget til at indstille eller i betydelig grad reducere deres økonomiske aktivitet som en direkte konsekvens af de foranstaltninger, myndighederne har truffet, (mulighed A) eller som en indirekte konsekvens af de negative følger af pandemien (mulighed B), hvor medarbejderne f.eks. ikke har kunnet arbejde på grund af rejserestriktioner. Under mulighed A yder staten kompensation for 80 % af den udbetalte løn, dog højst 39 000 CZK pr. medarbejder pr. måned. Under mulighed B udgør statens kompensation 60 % af den udbetalte løn, dog højst 29 000 CZK pr. medarbejder pr. måned. Medarbejdere, der er omfattet af ordningen, kan ikke afskediges, så længe arbejdsgiveren deltager i ordningen. Foranstaltningerne gælder fra den 12. marts til den 31. august 2020.

(5)Derudover har myndighederne indført en mulighed C under Antivirusprogrammet på grundlag af "lov nr. 300/2020 Sml." og "lov nr. 187/2006 Sml." 2 , som der henvises til i Tjekkiets anmodning af 7. august 2020. Med denne foranstaltning ydes der delvis kompensation for mindre virksomheders (op til 50 medarbejdere) indirekte lønomkostninger (f.eks. arbejdsgiverbetalte socialsikringsbidrag), forudsat at de opretholder en medarbejderstab og en lønningsliste på et niveau svarende til mindst 90 % af niveauet ved udgangen af marts 2020. Anmodningen vedrører kun 90 % af de samlede udgifter til foranstaltningen for at sikre, at støtten dækker udgifter, der har bidraget til at opretholde beskæftigelsen. Beregningsgrundlaget udgør højst 150 % af den gennemsnitlige bruttoløn i Tjekkiet. Støtten kan ydes for en del af eller hele perioden juni-august 2020.

(6)"Pětadvacítka"-programmet blev indført ved "lov nr. 159/2020 Sml." 3 , som der henvises til i Tjekkiets anmodning af 7. august 2020, og giver selvstændige mulighed for at få et skattefradrag på 500 CZK pr. kalenderdag pr. person, hvis de har været nødt til at indstille eller i betydelig grad reducere deres økonomiske aktivitet på grund af risici for folkesundheden eller kriseforanstaltninger, de offentlige myndigheder har truffet. Programmet er opdelt i to perioder: 12. marts til 30. april 2020 og 1. maj til 8. juni 2020. Skattefradraget medfører mistede indtægter for regeringen, der i henhold til Rådets forordning (EU) 2020/672 kan betragtes som svarende til offentlige udgifter.

(7)På grundlag af "lov nr. 136/2020 Sml. (socialsikring)" og "lov nr. 134/2020 Sml. (sundhedssikring)", som der henvises til i Tjekkiets anmodning af 7. august 2020, har myndighederne indført en delvis fritagelse for indbetaling af socialsikrings- og sundhedsbidrag for selvstændige, som opretholder deres aktivitet, mens de modtager støtte. Staten overtager betalingen af det pågældende månedlige bidrag i perioden marts-august 2020. Det fritagne beløb er begrænset til et niveau, der er fastsat ved lov.

(8)Endelig har myndighederne på grundlag af "regeringens beslutning nr. 262 af 19. marts 2020, nr. 311 af 26. marts, nr. 354 af 31. marts, nr. 514 af 4. maj og nr. 552 af 18 maj og i henhold til artikel 14 i lov nr. 218/2000 Sml. om budgetregler, som ændret, (for selvstændige inden for primær landbrugs- og skovbrugsproduktion) og artikel 3, litra h), i lov nr. 47/2002 Sml., som ændret, om støtte til SMV'er (for alle andre selvstændige)", som der henvises til i Tjekkiets anmodning af 7. august 2020, indført en "plejeydelse" til fordel for selvstændige erhvervsdrivende. Denne foranstaltning kompenserer selvstændige for tabt indkomst som følge af behovet for at passe børn eller plejekrævende personer, fordi børnepasnings- og plejefaciliteterne er lukkede. Det daglige støttebeløb udgør 424 CZK i marts og 500 CZK mellem april og juni.

(9)Tjekkiet opfylder de i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672 nævnte betingelser for at anmode om finansiel støtte. Tjekkiet har forelagt Kommissionen passende dokumentation for, at de faktiske og planlagte offentlige udgifter efter den 1. februar 2020 er steget med 2 940 446 745 EUR som følge af de nationale foranstaltninger, der er truffet for at imødegå de socioøkonomiske virkninger af covid-19-udbruddet. Der er tale om en pludselig og kraftig stigning, eftersom de nye foranstaltninger omfatter en betydelig del af virksomhederne og arbejdsstyrken i Tjekkiet. Tjekkiet agter at finansiere 940 446 745 EUR af det øgede udgiftsbeløb ved hjælp af midler fra Unionen samt med egne midler.

(10)Kommissionen har hørt Tjekkiet og konstateret, at der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte offentlige udgifter, der er direkte forbundet med arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger som omhandlet i anmodningen af 7. august 2020, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2020/672.

(11)Der bør derfor ydes finansiel støtte med henblik på at hjælpe Tjekkiet med at imødegå de socioøkonomiske virkninger af den alvorlige økonomiske forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet.

(12)Denne afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager om forvridning af det indre marked, som anlægges, navnlig i henhold til artikel 107 og 108 i TEUF. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til artikel 108 i TEUF at underrette Kommissionen om eventuelle statsstøtteprojekter.

(13)Tjekkiet bør regelmæssigt underrette Kommissionen om gennemførelsen af de planlagte offentlige udgifter, således at Kommissionen kan vurdere, i hvilket omfang landet har afholdt disse udgifter.

(14)Afgørelsen om at yde finansiel støtte er blevet truffet under hensyntagen til de eksisterende og forventede behov i Tjekkiet samt anmodninger om finansiel støtte i henhold til forordning (EU) 2020/672, som andre medlemsstater allerede har indgivet eller har planlagt at indgive, samtidig med at principperne om ligebehandling, solidaritet, proportionalitet og gennemsigtighed anvendes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Tjekkiet opfylder betingelserne i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672.

Artikel 2

1.Unionen stiller et lån på højst 2 000 000 000 EUR til rådighed for Tjekkiet. Lånet har en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år.

2.Rådighedsperioden for den finansielle støtte, der ydes ved denne afgørelse, er 18 måneder fra den første dag efter denne afgørelses ikrafttræden.

3.Kommissionen stiller Unionens finansielle støtte til rådighed for Tjekkiet i maksimalt otte rater. En rate kan udbetales i en eller flere trancher. Løbetiden for trancherne under den første rate kan være længere end den maksimale gennemsnitlige løbetid, der er fastsat i stk. 1. I så fald fastsættes løbetiden for de efterfølgende trancher således, at den i stk. 1 omhandlede maksimale gennemsnitlige løbetid overholdes, når alle rater er udbetalt.

4.Den første rate frigives under forbehold af, at den i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672 omhandlede låneaftale, træder i kraft.

5.Tjekkiet afholder Unionens finansieringsomkostninger, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) 2020/672, for hver rate samt Unionens eventuelle gebyrer, omkostninger og udgifter i forbindelse med finansieringen.

6.Kommissionen træffer afgørelse om størrelsen af raterne og frigivelsen heraf samt om tranchernes størrelse.

Artikel 3

1. Tjekkiet kan finansiere følgende foranstaltninger:

(a)Antivirusprogrammet som fastlagt ved regeringens beslutning nr. 353 af 31. marts 2020, som ændret, og i artikel 120 i lov nr. 435/2004 Sml. om beskæftigelse, som ændret

(b)Antivirusprogrammets mulighed C som fastsat ved lov nr. 300/2020 Sml.

(c)Pětadvacítka-programmet som fastsat ved lov nr. 159/2020 Sml.

(d)den delvise fritagelse for indbetaling af social- og sundhedssikringsbidrag for selvstændige som fastsat ved lov nr. 136/2020 Sml. (socialsikring) og lov nr. 134/2020 Sml. (sundhedssikring)

(e)plejeydelsen til selvstændige erhvervsdrivende som fastsat ved regeringens beslutning nr. 262 af 19. marts 2020, nr. 311 af 26. marts, nr. 354 af 31. marts, nr. 514 af 4. maj og nr. 552 af 18 maj og i artikel 14 i lov nr. 218/2000 Sml. om budgetregler, som ændret, (for selvstændige inden for primær landbrugs- og skovbrugsproduktion) og artikel 3, litra h), i lov nr. 47/2002 Sml., som ændret, om støtte til SMV'er (for alle andre selvstændige erhvervsdrivende).

Artikel 4

Tjekkiet underretter senest den [DATO: seks måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne afgørelse] og derefter hver sjette måned Kommissionen om afholdelsen af de planlagte offentlige udgifter, indtil alle de planlagte offentlige udgifter er blevet afholdt.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Den Tjekkiske Republik.

Artikel 6

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    EUT L 159 af 20.5.2020, s. 1.
(2)    Lov nr. 300/2020 Sml. om fritagelse for indbetaling af socialsikringsbidrag og bidrag til den statslige arbejdsløshedskasse, der indbetales af visse arbejdsgivere som skatteydere i forbindelse med nødforanstaltninger under epidemien i 2020 og om ændring af lov nr. 187/2006 Sml. om sundhedssikring som ændret.
(3)    Lov nr. 159/2020 Sml. om kompensation i forbindelse med kriseforanstaltninger relateret til udbruddet af SARS CoV-2-coronavirus som ændret.