EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 28.5.2020
COM(2020) 223 final
2020/0105(COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 223/2014 for så vidt angår indførelsen af specifikke foranstaltninger til imødegåelse af covid-19-krisen
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
De direkte og indirekte virkninger af covid-19-pandemien bliver stadig tydeligere i samtlige medlemsstater. Den nuværende situation er uden fortilfælde og kræver, at der under omstændighederne anvendes ekstraordinære foranstaltninger, som er tilpasset situationen, herunder at der gives støtte til de socialt dårligst stillede fra Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede ("FEAD"). Krisen udgør ikke blot særlige risici for de socialt dårligst stillede, den kan også forårsage økonomiske trængsler. Det forventes, at de mest udsatte i samfundet vil blive hårdest ramt af de socioøkonomiske konsekvenser af krisen. Ydermere stiger antallet af de socialt dårligst stillede på grund af de sociale og økonomiske konsekvenser af covid-19-pandemien.
Med det første "investeringsinitiativ som reaktion på coronavirusset" (CRII), en pakke af foranstaltninger, der trådte i kraft den 1. april 2020, blev der indført en række vigtige ændringer af lovrammerne for de europæiske struktur- og investeringsfonde med henblik på at give mulighed for en mere effektiv reaktion under den nuværende situation. Der blev vedtaget supplerende foranstaltninger i forbindelse med "investeringsinitiativet som reaktion på coronavirusset plus" (CRII Plus). Pakken omfattede også ændringer til forordning (EU) nr. 223/2014 (FEAD-forordningen) gennem Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/559 af 23. april 2020, der trådte i kraft den 25. april 2020 og indførte specifikke foranstaltninger, som gav yderligere fleksibilitet og likviditet til medlemsstaterne til imødegåelse af covid-19-pandemien under FEAD.
Situationen udvikler sig gradvist, og mange regioner og medlemsstater forbereder sig på en forsigtig genåbning af deres samfund og virksomheder og på en genstart af deres økonomier. Dog har de direkte og indirekte virkninger af krisen allerede haft store omkostninger for mange sektorer. Genopretningsprocessen vil tage tid, og det kan ikke udelukkes, at der bliver behov for yderligere nedlukningsforanstaltninger. I den forbindelse er der en alvorlig risiko for, at antallet af mennesker, der lider fødevaremæssige og materielle afsavn, vil stige. For at sikre en socialt retfærdig genopretning i overensstemmelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder er der derfor behov for yderligere tiltag for at modvirke de sociale konsekvenser af covid-19-pandemien.
Selv om Kommissionen foreslog ekstraordinære foranstaltninger, der gav mulighed for at opnå den størst mulige fleksibilitet og støtte til offentlige myndigheder, partnerorganisationer og andre aktører involveret i gennemførelsen af FEAD, har medlemsstaterne ikke adgang til tilstrækkelig likviditet for at kunne reagere på covid-19-krisen og de voksende behov i deres samfund.
For at hjælpe medlemsstaterne med at reagere effektivt på covid-19-pandemien og dens sociale og økonomiske følgevirkninger bør der derfor vedtages yderligere foranstaltninger, herunder en forøgelse af de midler, der er til rådighed under den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF) samt FEAD. I den forbindelse foreslår Kommissionen derfor en ny ændring af forordningen om fælles bestemmelser (REACT-EU) og af FEAD-forordningen som reaktion på covid-19-pandemien for at sikre, at der stilles yderligere midler til rådighed for disse fonde i 2020, 2021 og 2022.
De supplerende midler for 2020 stammer fra en forøgelse af de samlede midler til økonomisk, social og territorial samhørighed i den flerårige finansielle ramme for 2014-2020. De supplerende midler for 2021 og 2022 finansieres over eksterne formålsbestemte indtægter fra [EU-genopretningsinstrumentet].
Beløbene vil blive fordelt mellem medlemsstaterne, idet der tages hensyn til deres relative velstand og virkningerne af den nuværende krise på deres økonomier og samfund. 0,35 % af de supplerende midler skal afsættes til teknisk bistand på Kommissionens initiativ. Uanset reglerne for eksterne formålsbestemte indtægter fastsat i finansforordningen skal disse supplerende midler overholde de gældende regler i forordningen om fælles bestemmelser og FEAD-forordningen, når de er blevet tildelt til operationelle programmer, herunder bestemmelserne om forpligtelser og frigørelser.
Medlemsstaterne kan under målet om investeringer i vækst og beskæftigelse anvende disse beløb til at støtte operationer, der fremmer kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien i de regioner, hvis økonomi og beskæftigelse har været hårdest ramt, til at forberede genopretningen af deres økonomier ved hjælp af EFRU eller ESF eller til at øge tildelingen til programmer, der støttes af FEAD.
Tildelingen af yderligere midler til FEAD er frivillig for medlemsstaterne og afhænger af deres specifikke behov. Medlemsstaterne bør i den forbindelse tage behørigt hensyn til stigningen i antallet af de socialt dårligst stillede siden covid-19-pandemien.
I overensstemmelse med de foreslåede ændringer af forordningen om fælles bestemmelser (REACT-EU), forslår Kommissionen desuden at indføre yderligere foranstaltninger, der giver medlemsstaterne mere likviditet, navnlig ved at tillade, at medlemsstaterne modtager en betydelig forfinansiering, såfremt midlerne under FEAD øges, og ved at fritage medlemsstaterne for at yde et nationalt bidrag til de øgede midler. Ydermere, og i lighed med det, der foreslås for forordningen om fælles bestemmelser (REACT-EU), foreslås det ikke at udskyde den endelige dato for støtteberettigelse, der fortsat - også for de supplerende midler - vil være den 31. december 2023 (for udgifter på støttemodtagerniveau), da det skal sikres, at disse supplerende midler hurtigt kanaliseres ud til investeringer lokalt og får indvirkninger på realøkonomien. Dog præciseres det, at de forpligtelser, der er knyttet til de supplerende midler, vil blive frigjort i overensstemmelse med de regler, der skal følges ved afslutningen af programmerne (dvs. i 2025 efter forelæggelse af de nødvendige dokumenter, jf. artikel 52). Det er også hensigten, at det elektroniske udvekslingssystem, der anvendes til officielle udvekslinger mellem Kommissionen og medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 30, stk. 4, skal tilpasses for straks at give medlemsstaterne mulighed for at indgive anmodninger om ændringer i de operationelle programmer med henblik på tildeling af yderligere midler i årene 2020, 2021 og 2022.
Covid-19-pandemien har også haft uforholdsmæssige store socioøkonomiske konsekvenser for kvinder. Medlemsstaterne bør derfor tage behørigt hensyn til, at operationer nøje følger det horisontale princip om ligestilling mellem mænd og kvinder, jf. artikel 5, stk. 11 i FEAD-forordningen.
Endelig foreslår Kommissionen også yderligere bestemmelser, der giver medlemsstaterne fleksibilitet til at anvende teknisk bistand.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Forslaget er i overensstemmelse med de eksisterende politiske bestemmelser på det politiske område, navnlig med Kommissionens foreslåede bestemmelser til forordningen om fælles bestemmelser (REACT-EU) som reaktion på covid-19-pandemien, som led i Kommissionens forslag om at give ekstraordinær fleksibilitet hvad angår anvendelsen af midler fra EFRU og ESF til imødegåelse af covid-19-pandemien.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Forslaget er i overensstemmelse med andre forslag og initiativer, som Europa-Kommissionen har vedtaget, navnlig de forslag, som Kommissionen har vedtaget for EFRU og ESF som reaktion på covid-19-pandemien.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Retsgrundlaget for dette forslag er artikel 175, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Det giver medlemsstaterne mulighed for at øge midlerne under FEAD, modtage en supplerende forfinansiering og fritage de supplerende midler fra nationale bidrag. Disse ekstraordinære ændringer berører ikke de regler, der finder anvendelse under normale omstændigheder.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Forslaget ændrer ikke forvaltningsformen for FEAD, der fortsat vil foregå under delt forvaltning.
Delt forvaltning understøttes af nærhedsprincippet, da Kommissionen delegerer strategiske programmerings- og gennemførelsesopgaver til medlemsstaterne. Forvaltningsformen begrænser samtidig EU's indsats til, hvad der er nødvendigt for at opfylde dets målsætninger som fastsat i traktaterne.
Forslaget har sammen med forslaget om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 til formål at gøre det muligt at stille yderligere midler til rådighed. Det har også til formål at præcisere reglerne for anvendelse af disse midler i forbindelse med programmer under programmeringsperioden 2014-2020.
•Proportionalitetsprincippet
Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og omfatter ikke bestemmelser, som ikke er nødvendige for at nå traktatens mål. Det er begrænset til de ændringer, der betragtes som nødvendige for at fastsætte de regler, der skal følges for de yderligere midler og for at løse de problemer, som medlemsstaterne står over for under covid-19-krisen i forbindelse med gennemførelsen af FEAD.
•Valg af retsakt
Valget af retsakt er Europa-Parlamentets og Rådets forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure i traktatens artikel 175, stk. 3. Kommissionen har undersøgt det råderum, som den retlige ramme giver, og finder det nødvendigt at foreslå ændringer til forordning (EU) nr. 223/2014.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
I betragtning af de særlige omstændigheder i forbindelse med dette forslag blev der ikke foretaget efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning.
•Høringer af interesserede parter
I betragtning af de særlige omstændigheder i forbindelse med dette forslag blev der ikke foretaget nogen høring af eksterne interesseparter.
•Indhentning og brug af ekspertbistand
Der har ikke været behov for ekstern ekspertbistand.
•Konsekvensanalyse
•Målrettet regulering og forenkling
Der er ikke et initiativ under programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT).
•Grundlæggende rettigheder
Forslaget har ingen konsekvenser for beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget vil føre til yderligere forpligtelser i 2020, der finansieres over en forhøjelse af loftet for den flerårige finansielle ramme for 2014-2020. Det vil også føre til yderligere forpligtelser for årene 2021 og 2022, der finansieres over eksterne formålsbestemte indtægter. Det vil udløse yderligere betalinger i årene 2020 til 2025. De budgetmæssige virkninger er dækket af den finansieringsoversigt, der ledsager REACT-EU-forordningen.
5.ANDRE FORHOLD
•Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering
Gennemførelsen af foranstaltningerne vil blive overvåget, og der rapporteres om den som led i de generelle rapporteringsprocedurer, der er fastsat i forordning (EU) nr. 223/2014.
•Forklarende dokumenter (for direktiver)
Ikke relevant
2020/0105 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 223/2014 for så vidt angår indførelsen af specifikke foranstaltninger til imødegåelse af covid-19-krisen
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 175, stk. 3,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 223/2014 indeholder bestemmelser vedrørende Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede ("FEAD").
(2)Den 17. november 2017 proklamerede Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i fællesskab den europæiske søjle for sociale rettigheder som svar på sociale udfordringer i Europa. Søjlens tyve hovedprincipper er struktureret omkring tre kategorier: lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, rimelige arbejdsvilkår og social beskyttelse og inklusion. De tyve principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder bør være retningsgivende for indsatsen mod covid-19-pandemien for at sikre en socialt retfærdig genopretning.
(3)Medlemsstaterne er på en hidtil uset måde blevet påvirket af konsekvenserne af den krise, der er opstået i kølvandet på covid-19-pandemien. Krisen har haft alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser. Den har skabt en ekstraordinær situation, der skal imødegås med specifikke foranstaltninger i overensstemmelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder.
(4)Dette har særlig indvirkning på FEAD. I betragtning af, at antallet af mennesker, der lider under fødevaremæssige og materielle afsavn, er steget som følge af covid-19-pandemien og at de socialt dårligst stillede er udsat for særlige risici og yderligere modgang under krisen, står medlemsstaterne over for yderligere finansieringsbehov i forbindelse med levering af støtte fra FEAD.
(5)Med henblik på at modvirke enorme chok i økonomien og alvorlige konsekvenser for det indre markeds funktion som følge af de ekstraordinære restriktioner, som medlemsstaterne har indført for at begrænse udbredelsen af covid-19, godkendte Det Europæiske Råd den 23. april 2020 en "køreplan for genopretning" med et stærkt investeringselement, opfordrede til at oprette [EU-genopretningsinstrumentet] og gav Kommissionen mandat til at analysere behovene, så midlerne målrettes mod de sektorer og geografiske dele af Europa, der er mest berørte, mens forbindelsen til den flerårige finansielle ramme samtidig præciseres.
(6)Kommissionen udstedte den 27. maj 2020 et forslag til en forordning om ændring af Rådets forordning (EU, EURATOM) nr. 1311/2013 og frigjorde yderligere midler til støtte for medlemsstaternes kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og forberedelse af genopretningen af økonomien. Som en del af denne pakke stilles der et yderligere ekstraordinært beløb på EUR 58 272 800 000 til budgetmæssige forpligtelser fra strukturfondene under målet om investeringer i vækst og beskæftigelse for årene 2020, 2021 og 2022 til rådighed med henblik på at sikre en hurtig indvirkning på realøkonomien via en kanalisering gennem de eksisterende strukturer for samhørighedspolitikkens programmer i perioden 2014-2020. Kommissionen bør fastsætte fordelingen af de supplerende midler for hver medlemsstat på grundlag af en tildelingsmetode baseret på de senest foreliggende objektive statistiske data om medlemsstaternes relative velstand og omfanget af konsekvenserne af den aktuelle krise for deres økonomier. For at afspejle krisens løbende udvikling bør fordelingen revideres i 2021 på grundlag af den samme tildelingsmetode baseret på de statistiske data, der er til rådighed senest 19. oktober 2021. Med henblik på at sikre en effektiv imødegåelse af de sociale virkninger af covid-19-pandemien for de socialt dårligst stillede bør medlemsstaterne kunne tildele de supplerende midler til FEAD i overensstemmelse med deres behov. Medlemsstaterne bør i den forbindelse tage behørigt hensyn til stigningen i antallet af de socialt dårligst stillede siden covid-19-pandemiens start. Derudover er det nødvendigt at fastsætte lofter for fordelingen af de øgede midler til teknisk bistand i medlemsstaten. Under hensyntagen til den forventede hurtige anvendelse af de supplerende midler bør de forpligtelser, der er knyttet hertil også frigøres ved programmernes afslutning. Der indføres også en mulighed for finansielle overførsler under målet om investeringer i vækst og beskæftigelse mellem EFRU, ESF og FEAD for de supplerende midler.
(7)Horisontale finansielle regler, der vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet med hjemmel i artikel 322 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, finder anvendelse på denne forordning. Disse regler er fastlagt i finansforordningen og regulerer navnlig proceduren for opstilling og gennemførelse af budgettet ved hjælp af tilskud, offentlige indkøb, priser og indirekte gennemførelse, og sikrer kontrol med de finansielle aktørers ansvar. Regler, der vedtages med hjemmel i artikel 322 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, vedrører også beskyttelsen af Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet, idet overholdelsen heraf er en væsentlig forudsætning for sund økonomisk forvaltning og effektiv EU-finansiering.
(8)For at sikre, at medlemsstaterne har tilstrækkelige finansielle midler til hurtigt at gennemføre kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og forberede genopretningen af deres økonomier er det nødvendigt at fastsætte en højere forfinansiering for at sikre en hurtig gennemførelse af aktioner finansieret med de supplerende midler. Størrelsen af forfinansieringen bør sikre, at medlemsstaterne har mulighed for, om nødvendigt, at give forskud til støttemodtagere og refundere støttemodtagere hurtigt efter indgivelsen af betalingsanmodninger.
(9)For at lette byrden på de offentlige budgetter med hensyn til kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og forberede genopretningen af økonomien bør de yderligere midler ikke medfinansieres.
(10)For at sikre, at medlemsstaterne hurtigt kan tilpasse foranstaltningerne under FEAD til imødegåelse af covid-19-krisen, bør der fastsættes specifikke bestemmelser, der afklarer omfanget af teknisk bistand.
(11)Målet for denne forordning, nemlig at imødegå følgevirkningerne af folkesundhedskrisen for de socialt dårligst stillede, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene, og kan derfor, på grund af den foreslåede handlings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(12)Forordning (EU) nr. 223/2014 bør derfor ændres.
(13)I betragtning af situationens hastende karakter i forbindelse med covid-19-pandemien bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
(14)I betragtning af covid-19-pandemien og det akutte behov for at imødegå den dermed forbundne folkesundhedskrise anses det for nødvendigt at fravige den periode på otte uger, der er omhandlet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Unionen, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,
(15)I artikel 135, stk. 2, i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab fastsættes det, at ændringer til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 eller Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom, der vedtages på eller efter datoen for aftalens ikrafttræden, ikke finder anvendelse på Det Forenede Kongerige for så vidt disse ændringer har indvirkning på Det Forenede Kongeriges finansielle forpligtelser. Støtten i henhold til artikel 6a i forordning (EU) nr. 223/2014 finansieres for 2020 over et øget loft af den flerårige finansielle ramme og for 2021 og 2022 over et øget loft for Unionens egne indtægter, hvilket ville få indvirkning på Det Forenede Kongeriges finansielle forpligtelser. Denne forordning bør derfor ikke finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige—
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I forordning (EU) nr. 223/2014 foretages følgende ændringer:
1)Artikel 6, stk. 2, affattes således:
"2. Fondens tildeling til hver medlemsstat i perioden 2014-2020 er anført i bilag III, med undtagelse af de øgede midler til imødegåelse af covid-19-pandemien, jf. artikel 6a. Mindstebeløbet for hver medlemsstat er 3 500 000 EUR for hele perioden.
2)Følgende indsættes som artikel 6a:
"Artikel 6a
Frivillig forøgelse af midlerne til imødegåelse af covid-19-pandemien
1. De midler, der er omhandlet i artikel 6, kan øges af medlemsstaterne på frivillig basis til imødegåelse af covid-19-pandemien, i overensstemmelse med artikel 92b, punkt 5, syvende afsnit, i forordning (EU) nr. 1303/2013. Forøgelsen kan påvirke de budgetmæssige forpligtelser for 2020, 2021 og 2022.
2. Uanset artikel 7, stk. 1, løber perioden for operationelle programmer, der er omfattet af supplerende midler i henhold til stk. 1, indtil den 31. december 2022.
3. Uanset artikel 38, første afsnit, skal budgetforpligtelserne for de supplerende midler for hvert program indgås i årene 2020, 2021 og 2022.
Uanset artikel 59, stk. 1, frigøres de yderligere forpligtelser i overensstemmelse med de regler, der skal følges ved programmernes afslutning.
4. Udover den i artikel 44, stk. 1 omhandlede forfinansiering betaler Kommissionen et forfinansieringsbeløb på 50 % af de supplerende midler i 2020 efter Kommissionens afgørelse om godkendelse af ændringen af et program med henblik på tildeling af yderligere midler.
Det beløb, der udbetales som forfinansiering, jf. første afsnit, skal være udlignet fuldstændigt i Kommissionens regnskab senest når det operationelle program afsluttes.
5. Uanset artikel 20 kan de supplerende midler i stk. 1 ikke medfinansieres."
3)Artikel 27, stk. 4, affattes således:
"4. Det operationelle program kan på medlemsstaternes initiativ og inden for et loft på 5 % af tildelingen fra fonden på tidspunktet for vedtagelse af det operationelle program og 5 % af de supplerende midler som omhandlet i artikel 6a, stk. 1, anvendes til at finansiere den forberedelse, forvaltning, overvågning, administrative og tekniske bistand, revision, information, kontrol og evaluering, der er nødvendig for at gennemføre fonden, herunder udgifter til forberedelse og drift af kuponordninger, såfremt disse udgifter afholdes af forvaltningsmyndigheden eller et andet offentligt organ, der ikke er en partnerorganisation. Programmet kan også anvendes til at finansiere teknisk bistand til og kapacitetsopbygning af partnerorganisationerne og alle andre aktører, der er involveret i gennemførelsen af fonden, herunder til at fremme kriseberedskabskapaciteten til imødegåelse af covid-19-pandemien. De i dette stykke omhandlede foranstaltninger kan vedrøre den efterfølgende programmeringsperiode, bl.a. for at sikre en fortsat støtte fra denne fond gennem andre fonde."
4)Som ny artikel 63 a indsættes:
"Artikel 63a
Overgangsbestemmelser
Artikel 6a finder ikke anvendelse på og i Det Forenede Kongerige. Henvisninger til medlemsstaterne i denne forordning forstås som ikke omfattende Det Forenede Kongerige."
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
På Europa-Parlamentets vegne
På Rådets vegne
Formand
Formand