(1)

Begrebet »erstatningsansvar« spiller en vigtig dobbeltrolle i vores dagligdag: På den ene side sikrer det, at en person, der har lidt skade, har ret til at søge erstatning fra den part, der holdes ansvarlig for den pågældende skade, og på den anden side giver det personer det økonomiske incitament til at undgå at forvolde skade i det hele taget. Enhver ramme for erstatningsansvar bør søge skabe tillid til sikkerheden, pålideligheden og konsistensen af produkter og tjenester, herunder nye teknologier såsom kunstig intelligens (»AI«), tingenes internet (IoT) og robotteknologi, med henblik på at finde den rette balance mellem effektivt at beskytte potentielle ofre for skade og samtidig give tilpas meget spillerum til at muliggøre udviklingen af nye teknologier, produkter eller tjenester.

(2)

Der er navnlig i begyndelsen af nye produkters og tjenesters livscyklus, efter de blev forundersøgt, en vis risiko for brugeren og for tredjeparter for, at noget ikke vil fungere ordentligt. Denne trial-and-error-proces er imidlertid også en vigtig katalysator for teknisk udvikling, uden hvilken de fleste af vores teknologier ikke ville eksistere i dag. Indtil videre er de risici, som ledsager nye produkter og tjenester, blevet afbødet behørigt af en stærk produktsikkerhedslovgivning og regler om erstatningsansvar.

(3)

Fremkomsten af AI udgør imidlertid en betydelig udfordring for de gældende rammer for erstatningsansvar. Anvendelsen af AI-systemer i vores dagligdag vil medføre situationer, hvor deres uigennemsigtighed (»sorte boks«-element) og den mangfoldighed af aktører, der griber ind i systemernes livscyklus, gør det voldsomt dyrt eller endog umuligt at afgøre, hvem der havde kontrol over risikoen ved at anvende det pågældende AI-system, og hvilken kode eller hvilket input der forårsagede den skadevoldende driftshændelse. Denne vanskelighed øges gennem konnektiviteten mellem et AI-system og andre AI-systemer og ikke-AI-systemer, dets afhængighed af eksterne data, dets sårbarhed over for brud på cybersikkerheden og AI-systemers øgede autonomi som følge af kapacitet for maskinindlæring og dyb læring. Ud over disse komplekse elementer og potentielle sårbarheder kan AI-systemer også anvendes til at forvolde alvorlig skade, f.eks. ved at bringe den menneskelige værdighed og de europæiske værdier og frihedsrettigheder i fare, spore enkeltpersoner mod deres vilje, indføre ordninger for social fortjeneste, træffe beslutninger på et misvisende grundlag i forbindelse med sygeforsikring, långivning, retsafgørelser, ansættelse eller beskæftigelse eller opbygge dødbringende autonome våbensystemer.

(4)

Det er vigtigt at understrege, at fordelene ved at anvende AI-systemer vil være langt større end ulemperne. De vil bidrage til at bekæmpe klimaændringer mere effektivt, til at forbedre lægeundersøgelser og arbejdsvilkår, til at forbedre integrationen af personer med handicap og af ældre i samfundet og til at tilbyde skræddersyede uddannelsestilbud til alle typer af studerende. For at udnytte de forskellige teknologiske muligheder og øge borgernes tillid til anvendelsen af AI-systemer, samtidig med at skadelige scenarier forebygges, er forsvarlige etiske standarder kombineret med en solid og rimelig erstatningsprocedure den bedste vej frem.

(5)

Det er også nødvendigt med en passende erstatningsansvarsordning for at modvirke brud på sikkerhedsreglerne. Den erstatningsansvarsordning, der fastsættes i denne forordning, skal imidlertid tage alle involverede interesser i betragtning. En grundig undersøgelse af alle nye reglers konsekvenser for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og nystartede virksomheder er en forudsætning for yderligere lovgivningstiltag. Den afgørende rolle, som disse virksomheder spiller for den europæiske økonomi, berettiger en strengt forholdsmæssig tilgang, så de kan udvikle og innovere. På den anden side er det nødvendigt, at ofre for skade forårsaget af AI-systemer har ret til genoprettelse og til fuld erstatning for den skade, de har lidt.

(6)

Alle nødvendige ændringer af de eksisterende retlige rammer bør begynde med en præcisering af, at AI-systemer hverken har status som juridisk person eller besidder en menneskelig samvittighed, og at de udelukkende har til opgave at tjene menneskeheden. Mange AI-systemer adskiller sig heller ikke så meget fra andre teknologier, som undertiden er baseret på endnu mere kompleks software. I sidste ende anvendes langt størstedelen af AI-systemerne til at udføre rutineopgaver uden eller med minimale risici for samfundet. Man kan undgå den eventuelle tvetydighed i udtrykket AI ved at anvende udtrykket »automatiseret beslutningstagning«. Dette udtryk beskriver en situation, hvor en bruger fra starten, helt eller delvist, delegerer en beslutning til en enhed ved hjælp af software eller en tjeneste. Den pågældende enhed anvender igen automatisk effektuerede beslutningsmodeller til at udføre en handling på vegne af en bruger eller til at give input til brugerens beslutning i forbindelse med udførelsen af en handling.

(7)

Der findes imidlertid også AI-systemer, som er udviklet og anvendes på en kritisk måde, og som er baseret på teknologier såsom neurale netværk og dyb læring-processer. Deres uigennemsigtighed og autonomi kan gøre det meget vanskeligt at spore specifikke handlinger tilbage til specifikke menneskelige beslutninger vedrørende deres design eller drift. En operatør af et sådant AI-system kunne eksempelvis gøre gældende, at den fysiske eller virtuelle aktivitet, anordning eller proces, der forvoldte skaden, var uden for hans eller hendes kontrol, fordi den skyldtes en autonom driftshændelse i hans eller hendes AI-system. Desuden bør driften af et autonomt AI-system ikke i sig selv være en tilstrækkelig grund til at anerkende erstatningskravet. Dette kan resultere i sager om erstatningsansvar, hvor ansvarsfordelingen kan være uretfærdig eller utilstrækkelig, eller hvor en person, der lider skade, som er forvoldt af et AI-system, ikke kan bevise culpa hos producenten, en indgribende tredjepart eller operatøren og derfor ikke får nogen erstatning.

(8)

Ikke desto mindre bør det altid være klart, at den, der opretter, vedligeholder, kontrollerer eller foretager indgreb i AI-systemet, bør holdes ansvarlig for de skader, som aktiviteten, anordningen eller processen forvolder. Dette følger af almindelige og bredt anerkendte juridiske definitioner af erstatningsansvar, i henhold til hvilke den person, der skaber eller opretholder en risiko for offentligheden, er ansvarlig, hvis denne risiko forvolder skade, og derfor på forhånd bør minimere risikoen eller efterfølgende yde skadeserstatning. Heraf følger, at fremkomsten af AI-systemer ikke nødvendiggør en fuldstændig revision af reglerne om erstatningsansvar i hele Unionen. Specifikke tilpasninger af den gældende lovgivning og indførelse af nogle gennemarbejdede og målrettede nye bestemmelser vil være tilstrækkeligt til at imødekomme de AI-relaterede udfordringer med henblik på at undgå manglende ensartethed i reglerne og sikre harmonisering af lovgivningen om civilretligt erstatningsansvar i hele Unionen i forbindelse med AI.

(9)

Rådets direktiv 85/374/EØF (3) (produktansvarsdirektivet) har i over 30 år vist sig at være et effektivt middel til at få erstatning for skader, som er forvoldt af et defekt produkt. Det bør derfor også anvendes i forbindelse med civilretlige erstatningskrav fra en skadelidt part mod producenten af et defekt AI-system. I overensstemmelse med Unionens principper om bedre regulering bør eventuelle nødvendige lovgivningsmæssige tilpasninger drøftes i forbindelse med den nødvendige revision af direktivet. Medlemsstaternes gældende lovgivning baseret på culpaansvar giver også i de fleste tilfælde et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for personer, der lider skade som følge af indgreb fra en tredjepart, idet indgrebet i reglen udgør en culpabaseret handling, når tredjeparten bruger AI-systemet til at forvolde skade. Denne forordning bør derfor fokusere på erstatningskrav mod operatøren af et AI-system.

(10)

Operatørens ansvar i henhold til denne forordning bygger på det forhold, at vedkommende udøver en grad af kontrol over en risiko, der er forbundet med AI-systemets drift og funktion, på samme måde som ejeren af en bil. Jo mere sofistikeret og autonomt et system er, desto større virkning får det med hensyn til at definere og påvirke algoritmerne, f.eks. gennem vedvarende opdateringer. Da der ofte er mere end én person, som det giver mening at anse for »operere« AI-systemet, bør udtrykket »operatør« i henhold til denne forordning forstås således, at det omfatter både frontend- og backend-operatøren. Selv om det generelt er frontend-operatøren, der synes at være den person, som »primært« træffer beslutninger om anvendelsen af AI-systemet, kan backend-operatøren faktisk have en højere grad af kontrol over de til driften knyttede risici. Hvis backend-operatøren også kan betragtes som »producent« som defineret i artikel 3 i produktansvarsdirektivet, bør dette direktiv finde anvendelse på vedkommende. Hvis der kun er én operatør, og denne operatør også er producenten af AI-systemet, bør denne forordning have forrang for produktansvarsdirektivet.

(11)

Hvis en bruger, dvs. den person, der anvender AI-systemet, er involveret i den hændelse, der forvoldte skaden, bør han eller hun kun være erstatningsansvarlig i medfør af denne forordning, hvis brugeren også kan anses for at være operatør. Hvis ikke, kan graden af brugerens groft uagtsomme eller forsætlige bidrag til risikoen indebære, at brugeren har culpabaseret erstatningsansvar over for sagsøgeren. Brugerens gældende forbrugerrettigheder bør ikke berøres.

(12)

Denne forordning bør gøre det muligt for den berørte person at fremsætte erstatningskrav i hele ansvarskæden og i hele et AI-systems livscyklus. Den bør også i princippet omfatte alle AI-systemer, uanset hvor de anvendes, og om driften sker fysisk eller virtuelt. De fleste erstatningskrav i henhold til denne forordning bør dog vedrøre tilfælde af ansvar over for tredjemand, hvor et AI-system anvendes i et offentligt rum og udsætter mange personer for en risiko. I den situation vil de berørte personer ofte ikke være opmærksomme på AI-systemets drift eller have nogen kontraktlig eller retlig forbindelse til operatøren. AI-systemets drift sætter dem dermed i en situation, hvor de, hvis der forvoldes skade, kun kan gøre culpabaserede erstatningskrav gældende over for AI-systemets operatør og samtidig har alvorlige vanskeligheder med at bevise culpa hos operatøren.

(13)

Det er en afgørende faktor, hvilken type AI-system operatøren udøver kontrol over. Et AI-system, som indebærer en høj risiko, udsætter potentielt brugeren eller offentligheden for en meget højere grad af fare og på en måde, der er tilfældig og rækker længere, end hvad der med rimelighed kan forventes. Dette betyder, at hovedparten af de potentielt berørte personer, når AI-systemets autonome drift begynder, er ukendte og ikke kan identificeres, f.eks. personer på en offentlig plads eller i et nabohus, sammenlignet med driften af et AI-system, der involverer specifikke personer, som i reglen har givet deres samtykke til dets anvendelse i forvejen, f.eks. i forbindelse med kirurgiske indgreb på et hospital eller en salgsdemonstration i en lille butik. Fastlæggelse af, hvor betydelig en risiko for at forvolde skade der er forbundet med et højrisiko-AI-system, afhænger af samspillet mellem det brugsformål, som AI-systemet er markedsført til, den måde, hvorpå AI-systemet anvendes, alvorligheden af den potentielle skade, graden af autonomi i den beslutningstagning, der kan medføre skade, og sandsynligheden for, at risikoen indtræder. Graden af alvorlighed bør fastlægges på grundlag af relevante faktorer såsom omfanget af den potentielle skade som følge af driften for de berørte personer, herunder navnlig for de grundlæggende rettigheder, antallet af berørte personer, den samlede værdi af den potentielle skade samt skaden for samfundet som helhed. Sandsynligheden for skadens indtræden bør fastlægges på grundlag af relevante faktorer såsom de algoritmiske beregningers rolle i beslutningsprocessen, beslutningens kompleksitet og virkningernes reversibilitet. I sidste ende bør anvendelsesmåden afhænge af relevante faktorer såsom den kontekst og sektor, hvor AI-systemet fungerer, om det kan have retlige eller faktiske virkninger for den berørte persons vigtige juridisk beskyttede rettigheder, og om virkningerne med rimelighed kan undgås.

(14)

Alle højrisiko-AI-systemer bør opføres udtømmende i et bilag til denne forordning. I betragtning af den hurtige tekniske udvikling og markedsudvikling på verdensplan samt den tekniske ekspertise, der er påkrævet for at gennemføre en grundig revision af AI-systemer, bør beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde delegeres til Kommissionen med henblik på at ændre denne forordning for så vidt angår de typer af AI-systemer, der indebærer en høj risiko, og de kritiske sektorer, hvor de anvendes. På grundlag af definitionerne og bestemmelserne i denne forordning bør Kommissionen revidere bilaget uden unødig forsinkelse, men som minimum hver sjette måned, og om nødvendigt ændre det ved hjælp af delegerede retsakter. Kommissionens vurdering af, om et AI-system indebærer en høj risiko, bør begynde samtidig med produktsikkerhedsvurderingen, således at man undgår en situation, hvor et højrisiko-AI-system allerede er godkendt til markedet, men endnu ikke er klassificeret som værende af høj risiko og dermed fungerer uden obligatorisk forsikringsdækning. For at give virksomhederne og forskningsorganisationerne tilstrækkelig planlægnings- og investeringssikkerhed bør ændringer i de kritiske sektorer kun foretages hver 12. måned. Operatører bør opfordres til at underrette Kommissionen, hvis de arbejder på nye teknologier, produkter eller tjenester, som henhører under en af de eksisterende kritiske sektorer, der er omhandlet i bilaget, og som senere vil kunne betragtes som et højrisiko-AI-system.

(15)

Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører passende høringer af de relevante interessenter under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (4). Et stående udvalg benævnt »Teknisk Udvalg — AI-systemer med høj risiko« (TCRAI) bør støtte Kommissionen i dens regelmæssige revision i henhold til denne forordning. Dette stående udvalg bør omfatte repræsentanter for medlemsstaterne samt et afbalanceret udvalg af interessenter, herunder forbrugerorganisationer, foreninger, der repræsenterer berørte personer, repræsentanter for erhvervslivet fra forskellige sektorer og størrelser samt forskere og videnskabsmænd. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter bør Europa-Parlamentet og Rådet navnlig modtage alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter bør have systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper og det stående TCRAI-udvalg, når de beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(16)

Denne forordning bør omfatte skade på liv, sundhed, fysisk integritet, ejendom og betydelig immateriel skade, som medfører et kontrollerbart økonomisk tab, som overstiger en tærskel, der er harmoniseret i EU-lovgivningen om erstatningsansvar, og som skaber balance mellem adgangen til domstolene for de berørte personer og andre involverede personers interesser. Kommissionen bør revurdere og tilpasse tærsklerne for erstatning i EU-lovgivningen. Der bør ved betydelig immateriel skade forstås skade, som påfører den berørte person betragtelig skade, en objektiv og påviselig negativ påvirkning af vedkommendes personlige interesser og et økonomisk tab beregnet under hensyntagen til f.eks. årlige gennemsnit for tidligere indtægter og andre relevante omstændigheder. Denne forordning bør også den fastsætte erstatningens størrelse og omfang samt forældelsesfristen for fremsættelse af erstatningskrav. Denne forordning bør fastsætte et betydeligt lavere erstatningsloft end det, der er fastsat i produktansvarsdirektivet, idet der i denne forordning kun henvises til den skade, en enkeltperson har lidt som følge af en enkelt AI-systemdriftshændelse, mens der i direktivet henvises til en række produkter eller endog en produktgruppe med samme defekt.

(17)

Alle fysiske eller virtuelle aktiviteter, anordninger eller processer, der drives af AI-systemer, som ikke er opført som højrisiko-AI-systemer i bilaget til denne forordning, bør fortsat være omfattet af culpaansvar, medmindre der gælder strengere nationale regler og forbrugerbeskyttelseslovgivning. Medlemsstaternes nationale regler, herunder eventuel relevant retspraksis, med hensyn til erstatningsbeløbet og -omfanget samt forældelsesfristen bør fortsat gælde. En person, der lider skade forvoldt af et AI-system, som ikke er opført som et højrisiko-AI-system, bør nyde godt af en formodning om culpa hos operatøren.

(18)

Den omhu, der kan forventes af en operatør, bør stå i et rimeligt forhold til i) karakteren af AI-systemet, ii) den juridisk beskyttede rettighed, som potentielt påvirkes, iii) den potentielle skade, som AI-systemet kan forvolde, og iv) sandsynligheden for en sådan skade. Det bør i den forbindelse tages i betragtning, at operatøren kan have begrænset kendskab til de algoritmer og data, som anvendes i AI-systemet. Det bør formodes, at operatøren har udvist den fornødne omhu, der med rimelighed kan forventes af denne, ved valget af et passende AI-system, hvis operatøren har valgt et AI-system, som er certificeret i henhold til en ordning svarende til den frivillige certificeringsordning, som foreslås af Kommissionen (5). Det bør formodes, at operatøren har udvist den fornødne omhu, der med rimelighed kan forventes af denne, i forbindelse med driften af AI-systemet, hvis operatøren kan bevise, at vedkommende faktisk og regelmæssigt har overvåget AI-systemet under driften og har underrettet fabrikanten om mulige uregelmæssigheder under driften. Der bør formodes, at operatøren har udvist den fornødne omhu, der med rimelighed kan forventes af denne, med hensyn til opretholdelse af den driftsmæssige pålidelighed, hvis operatøren har installeret alle tilgængelige opdateringer fra producenten af AI-systemet. Eftersom operatørerne kan være mere eller mindre sofistikerede afhængigt af, om de blot er forbrugere eller erhvervsdrivende, bør forpligtelserne til at udvise omhu tilpasses i overensstemmelse hermed.

(19)

For at gøre det muligt for operatøren at bevise, at han eller hun ikke har handlet culpøst, eller for den berørte person at bevise, at der foreligger culpa, bør producenterne være forpligtede til at samarbejde med begge de berørte parter, herunder gennem tilvejebringelse af veldokumenteret information. Både producenter, der er etableret i og uden for Unionen, bør endvidere være forpligtede til at udpege en repræsentant i spørgsmål om AI-relateret erstatningsansvar inden for Unionen som kontaktpunkt for besvarelse af alle anmodninger fra operatører i stil med databeskyttelsesrådgiverne i artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (6), fabrikantens repræsentant i artikel 3, nr. 41, og artikel 13, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 (7) eller den bemyndigede repræsentant i artikel 4, stk. 2, og artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 (8).

(20)

Lovgiveren skal tage hensyn til de erstatningsansvarsmæssige risici, der er forbundet med AI-systemerne gennem hele deres livscyklus fra udvikling over anvendelse til anvendelsesophør, herunder håndtering af affald og genanvendelse. Anvendelsen af AI-systemer i et produkt eller en tjeneste udgør en finansiel risiko for virksomhederne og vil derfor have stor indflydelse på SMV'ers og nystartede virksomheders kapacitet og muligheder med hensyn til at forsikre og finansiere deres forsknings- og udviklingsprojekter, som bygger på ny teknologi. Formålet med erstatningsansvar er derfor ikke blot at sikre enkeltpersoners vigtige juridisk beskyttede rettigheder, men også at afgøre, om virksomheder, navnlig SMV'er og nystartede virksomheder, er i stand til at rejse kapital, innovere, forske og i sidste ende tilbyde nye produkter og tjenester, og om forbrugerne har tillid til sådanne produkter og tjenester og er villige til at bruge dem på trods af de potentielle risici og søgsmål, der kan blive rejst i relation til sådanne produkter og tjenester.

(21)

Forsikring kan bidrage til at garantere, at ofre modtager en effektiv erstatning, og samle alle forsikrede personers risici. En af de faktorer, som forsikringsselskaber baserer deres udbud af forsikringsprodukter og -tjenester på, er risikovurdering baseret på adgang til tilstrækkelige historiske data vedrørende erstatningskrav. Manglende adgang til eller en utilstrækkelig mængde data af høj kvalitet kan være en årsag til, at det i begyndelsen er vanskeligt at skabe forsikringsprodukter til nye og fremspirende teknologier. Øget adgang til og optimering af anvendelsen af data, som er genereret ved hjælp af nye teknologier, vil, sammen med en forpligtelse til at tilvejebringe veldokumenteret information, imidlertid forbedre forsikringsselskabernes evne til at skabe modeller for beregning af nye risici og fremme udviklingen af mere innovativ dækning.

(22)

Eftersom der ikke foreligger historiske data vedrørende erstatningskrav, bør det undersøges, hvordan og på hvilke betingelser et erstatningsansvar vil kunne forsikres, med henblik på at knytte forsikringen til produktet og ikke til den ansvarlige person. Der udvikles allerede nu forsikringsprodukter for hvert enkelt område og hver enkel form for dækning i takt med, at teknologien udvikler sig. Mange forsikringsselskaber specialiserer sig i visse markedssegmenter (f.eks. SMV'er) eller yder dækning for visse produkttyper (f.eks. el-apparater), hvilket betyder, at der normalt vil være et forsikringsprodukt til rådighed for den forsikrede. Det er dog vanskeligt at få øje på en model, der passer alle, og forsikringsmarkedet får behov for tid til at tilpasse sig. Kommissionen bør arbejde tæt sammen med forsikringsmarkedet om at udvikle innovative forsikringsprodukter, der kan lukke forsikringshullet. I særlige tilfælde, f.eks. en begivenhed, som forvolder kollektiv skade, hvor erstatningen i væsentlig grad overstiger de maksimumsbeløb, der er fastsat i denne forordning, bør medlemsstaterne tilskyndes til at oprette en særlig erstatningsfond for en begrænset periode, som adresserer de særlige behov i disse tilfælde. Der kan også oprettes særlige erstatningsfonde til dækning af de særlige tilfælde, hvor et AI-system, der endnu ikke er klassificeret som et højrisiko-AI-system og dermed endnu ikke er forsikret, forvolder skade. Af hensyn til retssikkerheden og for at opfylde forpligtelsen til at informere alle potentielt berørte personer bør eksistensen af den særlige erstatningsfond og betingelserne for at kunne drage fordel heraf offentliggøres på en klar og forståelig måde.

(23)

Det er af største betydning, at enhver fremtidig ændring af denne forordning går hånd i hånd med den nødvendige revision af produktansvarsdirektivet med henblik på at revidere den på en omfattende og sammenhængende måde og garantere alle berørte parters rettigheder og forpligtelser gennem hele ansvarskæden. Indførelsen af en ny erstatningsansvarsordning for operatører af AI-systemer kræver, at bestemmelserne i denne forordning og revisionen af produktansvarsdirektivet koordineres nøje både med hensyn til indhold og tilgang, således at de sammen udgør en sammenhængende ramme for erstatningsansvar for AI-systemer, der med hensyn til ansvarsrisikoen afvejer producentens, operatørens, forbrugerens og den berørte persons interesser og de relevante erstatningsordninger. Det er derfor nødvendigt at tilpasse og strømline definitionerne af AI-system, frontend- og backend-operatør, producent, defekt, produkt og tjeneste i alle retsakter, og det bør gøres sideløbende.

(24)

Målene for denne forordning — nemlig at skabe en fremtidsorienteret og ensartet tilgang på EU-plan, som fastsætter fælles europæiske standarder for europæiske borgere og virksomheder og sikrer sammenhæng mellem rettigheder og retssikkerhed i hele Unionen, og at undgå en fragmentering af det digitale indre marked, hvilket ville hæmme målet om at bevare digital suverænitet og fremme digital innovation i Europa og sikre et højt niveau af beskyttelse for borgere og forbrugere — kræver, at erstatningsansvarsordningerne for AI-systemer harmoniseres fuldt ud. Dette kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af den hurtige teknologiske udvikling, udviklingen på tværs af grænserne samt anvendelsen af AI-systemer og i sidste ende de uoverensstemmende lovgivningsmæssige tilgange i hele Unionen, men kan på grund af foranstaltningens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan. Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —