Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om beskatningsmekanismer til reduktion af CO2-emissioner

(initiativudtalelse)

(2020/C 364/03)

Ordfører:

Krister ANDERSSON

Plenarforsamlingens beslutning	20.2.2020
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	24.6.2020
Vedtaget på plenarforsamlingen	16.7.2020
Plenarforsamling nr.	553
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	209/1/6

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU mener, at der er flere gode, velunderbyggede grunde til at fastsætte ens regler i EU til bekæmpelse af global opvarmning og på grundlag af disse indlede internationale drøftelser med andre handelsblokke.

1.2.

Drøftelserne har indtil nu været koncentreret om lovbestemmelser og miljøafgifter, navnlig afgifter med henblik på at reducere emissioner. EØSU mener, at det er nødvendigt at tackle global opvarmning på en global, omfattende og symmetrisk måde, der tager højde for CO2-niveauet i atmosfæren.

1.3.

Kommissionen har i sit arbejde for at nedbringe CO2-udledningen haft fokus på emissionshandelsordningen. EØSU mener, at det i fremtiden vil være både klogt og nødvendigt også at udtænke nye afgiftsmæssige foranstaltninger som et supplement til den nuværende emissionshandelsordning og de nationale CO2-afgifter for at opnå en effektiv og symmetrisk politisk ramme, der kan bremse de stigende CO2-emissioner.

1.4.

EØSU roser Kommissionen for sin tilgang, der virker som et godt skridt mod at etablere en mere effektiv CO2-prissætning i hele økonomien. Et sådant værktøj bør koordineres med andre supplerende instrumenter, herunder en ny tilgang til beskatning på EU's indre marked inden for en sammenhængende politisk ramme, og med andre lignende værktøjer, der gennemføres i andre jurisdiktioner rundt om i verden.

1.5.

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage konkrete initiativer til indførelse af lignende CO2-afgifter i medlemsstaterne med henblik på at harmonisere de forskellige tiltag for at nå en effektiv reduktion af CO2-niveauet. Det optimale resultat ville være, at der skabes ensartede betingelser for hele det indre marked med hensyn til, hvilke emissioner/reduktioner der beskattes, og hvilke specifikke metoder og afgiftssatser der benyttes, så der opnås en ensartet virkning på CO2-niveauet i atmosfæren.

1.6.

EØSU mener, at selv hvis de nye afgifter og yderligere foranstaltninger bliver gennemført, vil den globale opvarmning sandsynligvis fortsætte, medmindre den CO2, der allerede er udledt, kan fjernes fra atmosfæren.

1.7.

EØSU opfordrer til, at der ved hjælp af øremærkede investeringer udvikles teknologier til kulstoffangst og -lagring (CCS) og kulstoffangst og -udnyttelse (CCU) på både EU-plan og nationalt plan, da de bidrager til målsætningen om at begrænse CO2-emissionernes indvirkning og mere generelt til både FN's mål om bæredygtig udvikling og Parisaftalens mål om bekæmpelse af klimaforandringerne.

1.8.

Medlemsstaterne bør navnlig vedtage en omfattende og symmetrisk miljøskattepolitik for CO2-niveauets indvirkning på den globale opvarmning. Der er brug for at indføre afgifter med både positive og negative satser. Indtægterne fra CO2-afgifter bør bruges til at finansiere incitamenter til anvendelse af teknikker til reduktion af CO2 på lokalt, regionalt og nationalt plan.

1.9.

EØSU henleder opmærksomheden på andre politiske instrumenter til CO2-reduktion. Disse dækker en bred vifte fra nye teknologier til arealforvaltningsmetoder, der bør fremmes og støttes på både EU-plan og nationalt plan. Først og fremmest fjerner skovene CO2 naturligt, og træer er ekstra gode til at lagre kulstof, der fjernes fra atmosfæren ved hjælp af fotosyntese. En udvidelse, genoprettelse og rigtig forvaltning af skovene gør det muligt at udnytte fotosyntesens evne til at nedbringe CO2-niveauet.

1.10.

Selv om salget af skovprodukter beskattes som indkomst for ejeren, bør man ikke glemme, at plantning af nye træer og skovenes vækst sænker CO2-niveauet i atmosfæren og derfor bør fremmes ved hjælp af en negativ CO2-afgift som led i en symmetrisk skattestrategi til global opvarmning. Det vil være et vigtigt skridt mod at opnå klimamål.

1.11.

EØSU vil gerne understrege vigtigheden af at gennemføre effektive foranstaltninger på en socialt acceptabel måde for alle.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Global opvarmning er noget, der bekymrer os alle, og regeringerne forsøger at finde effektive metoder til at begrænse den globale temperaturstigning. Der er mange faktorer, som bidrager til global opvarmning, men udledningen af kuldioxid (CO2) er en af de væsentligste.

2.2.

CO2 er den mest almindelige drivhusgas ved menneskelig aktivitet og udgør 64 % af den menneskeskabte globale opvarmning (1). Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren er steget betydeligt i de seneste årtier og ligger i dag 40 % højere end ved industrialiseringens begyndelse.

2.3.

Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur er steget med 0,9 oC siden slutningen af det 19. århundrede (2). Denne ændring er drevet af den stigende udledning af kuldioxid og andre menneskeskabte udledninger i atmosfæren, som mange forskere mener er skyld i den generelle stigning i den globale temperatur.

2.4.

Menneskelig aktivitet ændrer kulstofcyklussen både ved at tilføre mere CO2 til atmosfæren — hvilket påvirker skovenes og andre naturlige dræns evne til at fjerne CO2 fra atmosfæren — og ved at påvirke jordbundens evne til at lagre kulstof. Den menneskelige aktivitet, der primært genererer CO2, er forbrænding af fossile brændstoffer — kul, naturgas og olie — til energi og transport efterfulgt af visse industrielle processer og arealanvendelser.

2.5.

Asien er i dag den største regionale udleder i verden og tegner sig for 53 % af de globale emissioner, hvoraf Kina udgør 10 mia. ton (over en fjerdedel af de globale emissioner), mens Nordamerika er den næststørste udleder (18 % af de globale emissioner) tæt efterfulgt af Europa med 17 % (3).

2.6.

CO2-emissionernes indvirkning på jordens temperatur og klimaforandringerne får stadigt større relevans for den offentlige mening og civilsamfundet samt for de politiske partier på europæisk og nationalt plan.

2.7.

Kommissionen havde på sin side gjort udviklingen af konkrete initiativer til bekæmpelse af klimaforandringerne til topprioritet på sin politiske dagsorden, f.eks. den grønne pagt (4), inden den blev tvunget til at fokusere på covid-19-krisen i de første måneder af 2020.

2.8.

Den grønne pagt (5) er en af hjørnestenene i den nye Kommissions politiske dagsorden. Den udstikker kursen for en effektiv indsats mod de aktuelle miljømæssige udfordringer og er en vækststrategi med en målsætning om at nå en netto-nulemission af drivhusgasser i EU inden 2050.

2.9.

Den grønne pagt omfatter den europæiske økonomis største sektorer, herunder transport, energi, landbrug, bygninger og bestemte industrier såsom stål, cement, IKT, tekstiler og kemikalier. Kommissionen arbejder på den første »europæiske klimalov« og på nye, specifikke strategier og investeringer til fordel for grøn økonomisk vækst. Fonden for Retfærdig Omstilling er vigtig, men der kan være behov for yderligere ressourcer til den (6).

3. Mulige politiske instrumenter, der kan anvendes til reduktion af CO2 (7)

3.1.

Mange aktiviteter kan medføre forurening, som påvirker andre sektorer i økonomien. Denne påvirkning tages ikke nødvendigvis med i betragtning, når der træffes beslutninger om at gennemføre sådanne aktiviteter. Dermed gennemføres der en aktivitet uden at tage højde for de eksterne virkninger, den medfører. Det sker med andre ord uden hensyntagen til de reelle sociale omkostninger, som aktiviteten har. Det er vigtigt at medtage forureningens sociale omkostninger i beslutningstagningen. Dette kan ske ved at pålægge aktiviteten en afgift. Den eksterne virkning bliver nu en integreret del af beslutningen, og forureningen bliver reduceret i forhold til de omkostninger, den er forbundet med.

3.2

En aktivitet kan imidlertid også medføre en reduktion i det samlede forureningsniveau og får dermed en positiv ekstern virkning. Disse aktiviteter bør støttes med incitamenter, så de vokser til et sådant omfang, at fordelene kompenseres fuldt ud. Dette kan ske ved at yde et tilskud til aktiviteten eller pålægge den en negativ afgift.

3.3.

Da CO2-emissioners virkning er af globalt omfang, bør prisen for at forurene være ens overalt for de samme negative virkninger. Først da vil afgiften være pålagt på en omkostningseffektiv måde. Der er derfor behov for en global tilgang (8).

3.4.

Det er dog vanskeligt at vurdere, præcis hvor meget CO2 hver aktivitet genererer, og der findes ikke noget verdensmarked, hvor en ensartet afgift kan pålægges samtlige CO2-producerende aktiviteter. Landene har derfor været nødt til at ty til ukoordinerede, enkeltstående tiltag. Det er vigtigt at udvide de foranstaltninger, der er truffet, til bredere regioner og flere forurenende aktiviteter.

3.5.

EØSU mener, at der er flere gode, velunderbyggede grunde til at fastsætte ens regler i EU og på grundlag af disse indlede internationale drøftelser med andre handelsblokke.

3.6.

Brugen af handelstilladelser i EU og andre steder er en metode til at tilgodese behovet for at fastsætte en ensartet pris pr. udledt ton CO2.

3.7.

Drøftelserne har dog indtil nu været koncentreret om lovbestemmelser og miljøafgifter, navnlig afgifter med henblik på at reducere emissioner. EØSU mener, at der er behov for at tackle den globale opvarmning på en omfattende og symmetrisk måde under hensyntagen til det eksisterende CO2 -niveau i atmosfæren.

3.8.

Da en reduktion af CO2-niveauet i atmosfæren bekæmper global opvarmning, er det lige så virkningsfuldt at reducere CO2-emissionerne med en vis mængde som at fjerne denne mængde CO2 fra atmosfæren. Derfor bør en forhøjelse eller sænkelse af niveauet behandles på en symmetrisk måde. Det betyder, at aktiviteter, der hæver CO2-niveauet ved at udlede mere CO2 til atmosfæren (forurening) bør pålægges ekstra omkostninger (en afgift), mens aktiviteter, der sænker CO2-niveauet bør tildeles et tilskud (en negativ afgift).

3.9.

Der har dog indtil videre næsten udelukkende været fokus på at forhindre yderligere udledning. Selv hvis de nye afgifter og yderligere foranstaltninger bliver gennemført, vil den globale opvarmning sandsynligvis fortsætte, medmindre den CO2, der allerede er udledt, kan fjernes fra atmosfæren. EØSU mener derfor, at medlemsstaterne bør indføre symmetriske foranstaltninger.

3.10.

Formålet med en afgift på CO2-emissioner og en negativ afgift på reduktioner af CO2-mængden i atmosfæren er at påvirke adfærden og integrere de eksterne virkninger af global opvarmning. Denne afgift/dette tilskud vil dog påvirke produktionen og beskæftigelsesmulighederne i alle sektorer af økonomien. Det er ikke umiddelbart indlysende, at den positive og negative afgift bør være af samme størrelse (9).

3.11.

Det er yderst vigtigt at afstemme de forskellige incitamenter til fremme af bæredygtige investeringer, under forudsætning af at de positive eksterne virkninger tages i betragtning. En harmoniseret metode for lavemissionsindekser bør tjene som vejledning i beregningen af andre virkninger.

3.12.

For at gøre omstillingen til en kulstoffri økonomi mere økonomisk robust og mere politisk troværdig bør der hurtigst muligt træffes foranstaltninger til at reducere de direkte og indirekte tilskud til den fossile energisektor, der er ansvarlig for store miljømæssige omkostninger.

3.13.

Da finansieringsbehovet til den europæiske grønne pagt er meget stort, og EU's fælles budgetmidler er temmelig begrænsede, får den private sektor en stor rolle at spille. En aftale om den flerårige finansielle ramme skal tage dette med i betragtning. CO2-afgifter skal dog primært ses som resultatet af et behov for at ændre husholdningernes, virksomhedernes og de offentlige enheders adfærd og ikke som en indtægtskilde. EØSU vil gerne understrege vigtigheden af at gennemføre effektive foranstaltninger på en socialt acceptabel måde for alle.

4. Emissionshandelssystemer

4.1.

Et muligt politisk instrument til reduktion af CO2-emissionerne er det europæiske emissionshandelssystem (10). Det er baseret på princippet om »loft og handel«. Ifølge dette princip fastsættes der et loft for den samlede mængde af bestemte drivhusgasser, der må udledes af de installationer, der er underlagt systemet. Loftet sænkes med tiden og tvinger dermed de samlede emissioner til at falde. De virksomheder, der er omfattet af systemet, kan inden for loftet modtage eller købe emissionskvoter, der kan handles efter behov (11).

4.2.

Ifølge meddelelsen om den grønne europæiske pagt — COM(2019) 640 — vil Kommissionen for at mindske drivhusgasemissionerne gennemgå en række relevante klimarelaterede politiske instrumenter inden juni 2021 (12). Gennemgangen vil omfatte emissionshandelssystemet, herunder en mulig udvidelse af systemet til nye sektorer, og yderligere interventioner vedrørende: i) medlemsstaternes mål om emissionsreduktioner i sektorer uden for emissionshandelssystemet og ii) forordningen om arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug.

4.3.

EØSU roser Kommissionens tilgang, der virker som et godt skridt mod at etablere en mere effektiv CO2-prissættelse i hele økonomien. Et sådant værktøj bør koordineres med andre supplerende instrumenter, herunder en ny tilgang til beskatning på EU's indre marked inden for en sammenhængende politisk ramme, og med andre lignende værktøjer, der gennemføres i andre jurisdiktioner rundt om i verden.

4.4.

Fra et internationalt perspektiv er antallet af emissionshandelssystemer rundt om i verden steget. Foruden EU's emissionshandelsordning er nationale eller subnationale systemer allerede i brug eller under udvikling i Canada, Kina, Japan, New Zealand, Schweiz, Sydkorea og USA.

4.5.

EØSU glæder sig over regionale initiativer, der arbejder for en væsentlig reduktion af CO2 som et nødvendigt skridt for effektivt at kunne bekæmpe de klimaforandringer, der er udløst af CO2-emissionerne. I den forbindelse opfordrer EØSU Kommissionen til at fortsætte og forbedre sin indsats for at gøre Europa til en førende region på dette område.

5. Afgifter på CO2-emissioner

5.1.

Et andet muligt politisk instrument er CO2-afgifter. De kan hovedsageligt reducere emissionerne på to måder: i) ved at hæve omkostningerne ved kulstofbaserede brændstoffer og elektricitet; ii) derved motivere virksomheder til at skifte til ren energi såsom vand-, sol- eller vindenergi.

5.2.

CO2-afgifter er, hvis de er udformet rigtigt, baseret på princippet om, at forureneren betaler, hvilket betyder, at det er forureneren, som skal bære omkostningerne ved foranstaltninger til at mindske forureningen i forhold til omfanget af de skader, der er påført samfundet, jf. FN's Rio-erklæring (13) (1992) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (14).

5.3.

5.4.

I Europa har en række lande indført energiafgifter eller energiafgifter baseret delvist på kulstofindholdet. Disse lande er Sverige, Danmark, Finland, Nederlandene, Norge, Slovenien, Schweiz og Det Forenede Kongerige (16).

5.5.

Sverige har den højeste CO2-afgift på 112,08 EUR pr. ton kulstofudledning og har nedbragt udledningen med 23 % over de seneste 25 år. Den svenske CO2-afgift blev indført i 1991 på et niveau svarende til 250 SEK (23 EUR) pr. ton udledt fossilt CO2 og er gradvist blevet hævet til 1 190 SEK (110 EUR) i 2020. Den er fortsat en af hjørnestenene i svensk klimapolitik (17).

5.6.

Den svenske CO2-afgift gav incitament til at sænke energiforbruget, forbedre energieffektiviteten og øge brugen af vedvarende energialternativer. Ved at hæve afgiftsniveauet gradvist har de interesserede parter fået tid til at tilpasse sig, hvilket forbedrer den politiske accept af afgiftsstigninger med tiden.

5.7.

Overordnet set viser de svenske erfaringer, at det er muligt at reducere emissionerne, selv om det kræver en væsentlig omstillingen af økonomien. I perioden 1990-2017 steg BNP med 78 %, mens de indenlandske drivhusgasemissioner faldt med knap 26 % i samme periode, hvilket placerer Sverige på en ottendeplads i det globale konkurrenceindeks.

5.8.

I 1990 indførte Finland som det første land i verden en afgift på CO2. Afgiften var oprindeligt baseret udelukkende på kulstofindholdet i forbindelse med varme- og elproduktion. Den er siden blevet udvidet til at gælde for både CO2 og energi og omfatter nu også transportbrændstof.

5.9.

Danmark indførte i 1992 en CO2-afgift, der omfattede alt forbrug af fossile brændstoffer (naturgas, råolie og kul). I Norge er op til 55 % af alle emissioner omfattet af CO2-afgiften, mens de resterende emissioner er omfattet af den indenlandske emissionshandelsordning (18).

5.10.

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage konkrete initiativer til indførelse af lignende CO2-afgifter i medlemsstaterne for at harmonisere bestræbelserne mod en effektiv reduktion af CO2-niveauet. Det optimale resultat ville være, at der skabes ensartede betingelser for hele det indre marked med hensyn til hvilke emissioner/reduktioner, der beskattes, og hvilke specifikke metoder og afgiftssatser, der benyttes, så der opnås en ensartet virkning på CO2-niveauet i atmosfæren. På grund af de landespecifikke behov tager det dog tid at nå et sådan resultat.

5.11.

Der bør indføres lignende CO2-afgifter blandt medlemsstaterne med henblik på at påvirke handelspartnerne til at tage tilsvarende skridt og dermed styrke den globale indsats med en begrænset indvirkning på den europæiske konkurrenceevne. Det er nødvendigt med en global løsning for at forhindre komplicerede kompensationsregler.

5.12.

Samtidig kunne sådanne afgifter, hvis de blev udformet rigtigt, bidrage til økonomisk vækst ved bl.a. at generere produktive investeringer i nye teknologier. Dette er navnlig tilfældet for udvikling af teknologier til reduktion af de eksisterende niveauer af CO2 i atmosfæren.

6. CCS- og CCU-teknologier

6.1.

Et andet muligt politisk instrument er brugen af teknikker til reduktion af de eksisterende niveauer af CO2 i atmosfæren. Sådanne teknikker vil sandsynligvis være nødvendige ud over emissionshandelsordningen og CO2-afgifter. Der er brug for en symmetrisk tilgang. Aktiviteter, der reducerer niveauet af den CO2, som allerede er i atmosfæren, er lige så effektive til bekæmpelse af den globale opvarmning som reduktionen af CO2-udledende aktiviteter.

6.2.

De to vigtigste teknologier, der er rettet mod en reduktion af CO2-niveauet, er kulstoffangst og -lagring (CCS) og kulstoffangst og -udnyttelse (CCU) (19). Begge teknologier trækker CO2 ud af atmosfæren, komprimerer den og transporterer den til et oplagringssted. Teknologierne rummer et stort potentiale til bekæmpelse af klimaforandringerne (20). Der findes også andre teknologier, og der forventes at blive udviklet mange flere i den nære fremtid.

6.3.

Forskellen mellem CCS og CCU ligger i slutdestinationen for den opfangede CO2. Ved CCS overføres den opfangede CO2 til et sted, der er egnet til langtidslagring, mens den opfangede CO2 ved CCU omsættes til handelsprodukter.

6.4.

CCU refererer til fangst og anvendelse af CO2 som råmateriale i produktionen af mineraler, kemiske bestanddele, syntetiske brændstoffer og byggematerialer. Teknologien kan anvendes til at begrænse CO2-emissionerne ved at genanvende CO2 i produkter, binde CO2 permanent i byggematerialer såsom beton samt recirkulere CO2 med direkte genindvinding fra luften. Den giver også mulighed for lagring af elektricitet via produktion af syntetisk metan.

6.5.

EU har etableret en lovramme for at kommercialisere og støtte denne nye teknologi, selv om omkostningerne ved fangst og lagring stadig er en væsentlig ulempe. Fangstkomponenten er i dag den dyreste del af processen.

6.6.

De største CCS- og CCU-anlæg ligger i dag i USA.

6.7.

I Europa har Norge anvendt CCS- og CCU-teknologien siden 1996 (21). Her opfanges millioner af ton CO2 om året fra naturgasproduktion i specielle anlæg og lagres på egnede steder, og det er dermed de mest vellykkede europæiske erfaringer med brug af CCS til dato. I de seneste år er der blevet udviklet andre former for CCS- og CCU-teknologi i Sverige, Nederlandene, Belgien, Frankrig og Irland (22).

6.8.

EØSU opfordrer til, at der ved hjælp af øremærkede investeringer udvikles CCS- og CCU-teknologier på både EU-plan og nationalt plan, da de bidrager til målet om at begrænse indvirkningen af CO2-emissionerne og mere generelt til både FN's mål om bæredygtig udvikling og Parisaftalens mål om bekæmpelse af klimaforandringer.

6.9.

Hvis den globale opvarmning skal reduceres på en både effektiv og omkostningsbevidst måde, er det nødvendigt at fremme CCS- og CCU-teknologier (23). Især bør de nationale budgetter spille en afgørende rolle for en forbedret brug af disse teknologier, fremme af offentlige investeringer samt skatteincitamenter. I den forbindelse overvejer Kommissionen at revidere de gældende retningslinjer for statsstøtte, herunder de miljø- og energimæssige retningslinjer, der vil blive ændret senest i 2021 for at give medlemsstaterne større fleksibilitet.

6.10.

Medlemsstaterne bør navnlig vedtage en omfattende og symmetrisk miljøskattepolitik for CO2-niveauets indvirkning på den globale opvarmning. Der er brug for at indføre afgifter med både positive og negative satser. De indtægter, der genereres fra CO2-afgifter, kunne med fordel anvendes til at finansiere incitamenter til CO2-reduktionsteknikker.

6.11.

De europæiske midler, der er øremærket til forskning i CCS- og CCU-teknologi, kunne styrkes finansielt og målrettes strategisk for at opnå bedre og mere konkrete resultater inden for alternative løsninger til CO2-fangst og -lagring.

6.12.

Man må ikke undervurdere den rolle, som reglerne for offentlige udbud spiller (24). De grønne mål og specifikke miljøværktøjer, der er fastsat i direktiv Europa-Parlamentets og Rådets 2014/24/EU (25), 2014/25/EU (26) og 2014/23/EU (27) om offentlige udbud og koncessionskontrakter bør udnyttes bedre og mere af de nationale regeringer og lokale offentlige forvaltninger. På den måde kunne de nationale investeringer og offentlige udgifter skabe synergieffekter med den europæiske grønne pagts tiltænkte foranstaltninger.

7. Andre værktøjer til reduktion af emissioner

7.1.

Endelig gør EØSU opmærksom på de andre politiske instrumenter, der findes til CO2-reduktion. Disse dækker en bred vifte fra nye teknologier til arealforvaltningsmetoder, der bør fremmes og støttes på både EU-plan og nationalt plan. Først og fremmest fjerner skovene CO2 naturligt, og træer er ekstra gode til at lagre kulstof, der fjernes fra atmosfæren ved hjælp af fotosyntese. En udvidelse, genoprettelse og rigtig forvaltning af skovene gør det muligt at udnytte fotosyntesens evne til at nedbringe CO2-niveauet.

7.2.

7.3.

Derudover lagrer jorden naturligt kulstof. Med den seneste fælles landbrugspolitik er der indført nogle grønne tiltag, som sigter mod at øge europæisk landbrugs bidrag til grøn vækst i Europa. Sådanne tiltag bør fremmes i det omfang, de er forenelige med det stigende behov for fødevareproduktion og opfyldelsen af miljømæssige målsætninger. Den cirkulære økonomi kan også føre til flere muligheder med hensyn til at nå miljø- og klimamålene.

Bruxelles, den 16. juli 2020.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Årsager til klimaforandringer, Kommissionen (energi, klimaændringer, miljø) — https://ec.europa.eu/clima/change/causes_da.

(2) Global Climate Change, NASA — https://climate.nasa.gov/evidence/.

(3) Global Carbon Project, CO2 emissions — http://www.globalcarbonatlas.org/en/CO2-emissions.

(4) Se Kommissionens meddelelse: En europæisk grøn pagt — Vi arbejder på at blive det første klimaneutrale kontinent.

(5) Se EØSU's udtalelse om investeringsplan for den europæiske grønne pagt (under udarbejdelse) og EØSU's udtalelse (EUT C 282 af 20.8.2019, s. 51).

(6) Se EØSU's udtalelse om Fonden for Retfærdig Omstilling og ændringer til forordningen om fælles bestemmelser ( EUT C 311 af 18.9.2020, s. 55).

(7) Se UNEP's Emissions Gap Report 2019 om den globale indsats.

(8) Hvis der ikke findes en virkelig global løsning, bliver spørgsmålet om, hvordan man håndterer produkter fra tredjelande, et problem, og behovet for og konsekvenserne af en mekanisme til afgiftsjustering ved grænsen vokser.

(9) Man kunne argumentere for, at tilskuddet pr. ton CO2 -reduktion bør være højere end afgiften på CO2 -emissioner, da en mindsket gennemførelse af CO2-udledende aktiviteter sandsynligvis vil påvirke beskæftigelsen og medføre en vis vedvarende arbejdsløshed. Det er desuden nok lettere at få offentlig opbakning til en strukturel ændring i økonomien, der fører til udvikling af ny teknologi, end at skære i de eksisterende produktionsmetoder.

(10) Se EØSU's udtalelse om revision af EU's emissionshandelssystem (EUT C 71 af 24.2.2016, s. 57).

(11) Emissionshandelssystemet og prissætning på tilladelser har givet anledning til mange debatter. Antallet af tilladelser og den økonomiske forretningscyklus er i høj grad med til at påvirke prisen på tilladelser. Den aktuelle økonomiske situation i kølvandet på covid-19-krisen vil sandsynligvis også medføre fornyet debat om emissionshandelssystemet.

(12) Se EØSU's udtalelse om investeringsplan for den europæiske grønne pagt (EUT C 311 af 18.9.2020, s. 63).

(13) Rapport fra De Forenede Nationers konference om miljø og udvikling.

(14) EUT L 143 af 30.4.2004, s. 56.

(15) IMF Fiscal Monitor, How to Mitigate Climate Change, 2019, ifølge hvilken »de forskellige politiske værktøjer hver især har deres fordele og ulemper, men klimakrisen er eksistentiel og kræver handling her og nu, og nøgleaktørerne opfordres derfor til at tage alle de nødvendige politiske foranstaltninger i anvendelse. Finansministrene kan konfrontere denne krise ved at indføre en CO2-beskatning eller lignende politikker, gøre indsatsen mod klimaforandringer mere acceptabel via supplerende skatte- eller udgiftsmæssige foranstaltninger, sikre tilstrækkelige budgetmidler til investeringer i ren teknologi og koordinere strategier internationalt«, s. IX.

(16) Indførelsen eller forøgelsen af afgifter på kulstofemissioner omfatter ofte vanskelige kompromiser. Afgifterne gør det nødvendigt at foretage ændringer i produktionsteknikker og transportformer. Det kan medføre arbejdsløshed i nogle sektorer og behov for en omstilling til andre former for beskæftigelse. Det kan have store sociale omkostninger for de involverede. De forskelige lande har forskellige muligheder for at yde social beskyttelse, og dette må der tages højde, hvis en gennemførelse skal være socialt acceptabel.

(17) Sveriges CO2-afgift, Regeringskancelliet — https://www.government.se/government-policy/taxes-and-tariffs/swedens-carbon-tax/.

(18) Putting a Price on Carbon with a Tax, Verdensbankgruppen — https://www.worldbank.org/content/dam/Worldbank/document/SDN/background-note_carbon-tax.pdf.

(19) The potential for CCS and CCU in Europe, Kommissionen — https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/iogp_–_report_–_ccs_ccu.pdf.

(20) Se EØSU's udtalelse (EUT C 341 af 21.11.2013, s. 82).

(21) CCS, Norsk Petroleum — https://www.norskpetroleum.no/en/environment-and-technology/carbon-capture-and-storage/.

(22) How European CO2 Transport and Storage Infrastructure can enable an Innovative Industrial Transition, Europa-Parlamentet — https://zeroemissionsplatform.eu/wp-content/uploads/ZEP-Conference-Presentations.pdf.

(23) Et svensk statsligt udvalg konkluderede i 2020, at Sverige kunne nå kulstofneutralitet senest i 2045, hvis indtægterne fra CO2-afgifter blev anvendt til at støtte aktiviteter til fjernelse af CO2 fra atmosfæren. Den positive og negative afgiftssats ville være af samme størrelse. Se SOU 2020:4, den svenske stats offentlige undersøgelser fra Miljødepartement.

(24) Dette er fremhævet i Kommissionens meddelelse om offentlige udbud med henblik på cirkulær økonomi fra oktober 2017, https://ec.europa.eu/environment/gpp/circular_procurement_en.htm. Verdensbanken har også fremhævet betydningen af reglerne om offentlige udbud i dens egne udbud: https://www.worldbank.org/en/about/corporate-procurement/vendors.

(25) EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65.

(26) EUT L 94 af 28.3.2014, s. 243.

(27) EUT L 94 af 28.3.2014, s. 1.