Bruxelles, den 29.10.2020

COM(2020) 675 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om udøvelse af beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt Kommissionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/68/EU af 15. maj 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om tilgængeliggørelse på markedet af trykbærende udstyr


INDLEDNING

Der er ved direktiv 2014/68/EU 1 fastsat krav til konstruktion, fremstilling og overensstemmelsesvurdering af trykbærende udstyr og enheder, som udsættes for et tilladt maksimaltryk PS på mere end 0,5 bar. Det fremgår af direktivets artikel 45, at Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter for at:

-lade trykbærende udstyr eller en gruppe trykbærende udstyr, der er omfattet af artikel 4, stk. 3, som er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med god teknisk praksis i en af medlemsstaterne, falde ind under de væsentlige sikkerhedskrav i bilag I til dette direktiv som anført i direktivets artikel 4, stk. 1,

-lade enheder eller en gruppe enheder, der er omfattet af artikel 4, stk. 3, som er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med god teknisk praksis i en af medlemsstaterne, falde ind under kravene i bilag I til dette direktiv som anført i direktivets artikel 4, stk. 2,

-klassificere trykbærende udstyr eller en gruppe trykbærende udstyr som en undtagelse fra bestemmelserne i direktivets bilag II i en anden kategori.

RETSGRUNDLAG

Denne rapport forelægges i medfør af artikel 46, stk. 2, i direktiv 2014/68/EU. I henhold til denne bestemmelse tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter for en periode på fem år fra den 1. juni 2015, og Kommissionen pålægges at udarbejde en rapport vedrørende delegationen af den beføjelse.

UDØVELSE AF DELEGEREDE BEFØJELSER

Siden direktiv 2014/68/EU trådte i kraft, har Kommissionen ikke gjort brug af beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter.

Begrundelsen for, at medlovgiverne har delegeret beføjelsen til Kommissionen til at vedtage delegerede retsakter er dog fortsat gyldig, og Kommissionen har måske en dag behov for at gøre brug af bemyndigelsen Medlemsstaternes markedsovervågningsmyndigheder giver regelmæssigt udtryk for deres bekymringer med hensyn til sikkerheden ved visse nye varer, der bringes i omsætning. Det kan derfor være nødvendigt at omklassificere disse varer for at underlægge dem strengere krav. Kommissionen vil måske derfor gøre brug af denne beføjelse i forbindelse med sådanne varer.

KONKLUSION

Kommissionen finder, at delegationen af beføjelser til at vedtage delegerede retsakter som beskrevet i artikel 45 og 46 i direktiv 2014/68/EU bør forlænges. Det fremgår af direktivets artikel 46, stk. 2, at: "delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode".

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/68/EU af 15. maj 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om tilgængeliggørelse på markedet af trykbærende udstyr (EUT L 189 af 27.6.2014, s. 164).