Bruxelles, den 4.8.2020

COM(2020) 354 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om udøvelsen af den beføjelse til at vedtage delegerede retsakter, som er tillagt Kommissionen i henhold til forordning (EU) 2016/792  om harmoniserede forbrugerprisindeks og det harmoniserede boligprisindeks


1.Baggrund

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/792 om harmoniserede forbrugerprisindeks og det harmoniserede boligprisindeks blev vedtaget i maj 2016 1 .

Ved artikel 10 i forordning (EU) 2016/792 tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter. I henhold til artikel 4, stk. 3, kan denne beføjelse anvendes til at ændre den europæiske COICOP-klassifikation 2 i bilag I. Artikel 4, stk. 5, omhandler beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at ændre artikel 4, stk. 4, og i henhold til artikel 5, stk. 8, kan beføjelsen anvendes til at ændre listen over udelukkede delindeks.

I henhold til artikel 10, stk. 3, tillægges Kommissionen beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter for en periode på fem år fra den 13. juni 2016. Denne beføjelse forlænges stiltiende for perioder på fem år, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse.

Kommissionen er forpligtet til at udarbejde en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Med nærværende rapport opfyldes nævnte forpligtelse.

2.Kommissionens udøvelse af de beføjelser, den har fået tillagt ved forordning (EU) 2016/792

Kommissionen har endnu ikke udøvet den beføjelse til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt den ved forordning (EU) 2016/792.

Siden forordning (EU) 2016/792 trådte i kraft, har Kommissionen hverken set et behov for at opdatere artikel 4, stk. 4, artikel 5, stk. 8, eller bilag I. Det forventes dog, at det vil blive nødvendigt at opdatere bilag I inden for de næste fem år for at tage højde for ændringer af FN's COICOP. Denne opdatering vil gøre de harmoniserede forbrugerprisindekser mere relevante for de nuværende økonomiske strukturer.

3.Konklusioner

Kommissionen har endnu ikke udøvet den beføjelse til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt den ved forordning (EU) 2016/792.

Kommissionen mener, at den fortsat bør have disse delegerede beføjelser, da det i fremtiden kan blive nødvendigt at vedtage en delegeret retsakt for at ændre artikel 4, stk. 4, artikel 5, stk. 8, eller bilag I med henblik på at forbedre de harmoniserede forbrugerprisindeks og det harmoniserede boligprisindeks.

(1)

     EUT L 135 af 24.5.2016, s. 11.

(2)

     Klassifikation af individuelt konsum efter formål. Den europæiske COICOP-klassifikation er en udgave af den COICOP-klassifikation, der føres af FN.