14.6.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 199/3


Høringskonsulentens endelige rapport (1)

Førersikkerhedssystemer (II) til Volkswagen-koncernen og BMW-koncernen

(AT.40481)

(EØS-relevant tekst)

(2019/C 199/03)

Den 7. juli 2017 indledte Kommissionen en procedure efter artikel 11, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1/2003 (2) og artikel 2, stk. 1, i forordning (EF) nr. 773/2004 (3) over for Autoliv (4), Takata (5) og TRW (6) (samlet benævnt »parterne«).

Efter forligsforhandlinger (7) og indgivelse af forligsindlæg (8) i henhold til artikel 10a, stk. 2, i forordning (EF) nr. 773/2004 vedtog Kommissionen den 10. januar 2019 en klagepunktsmeddelelse. I henhold til klagepunktsmeddelelsen deltog parterne i to uafhængige og vedvarende overtrædelser af artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen i forbindelse med levering af førersikkerhedsprodukter til visse personbiler til virksomheder, der indgår i Volkswagen-koncernen eller i BMW-koncernen.

I deres respektive svar på klagepunktsmeddelelsen bekræftede parterne i henhold til artikel 10a, stk. 3, i forordning (EF) nr. 773/2004, at klagepunktsmeddelelsen afspejlede indholdet i deres forligsindlæg.

I Kommissionens udkast til afgørelse findes det, at parterne overtrådte artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen ved at indgå i to uafhængige og vedvarende overtrædelser, som bestod i at udveksle visse kommercielt følsomme oplysninger — og i visse tilfælde at samordne priser — i forbindelse med salg af visse typer af førersikkerhedssystemer (nemlig sikkerhedsseler, airbags og/eller rat) til personbiler i perioden mellem januar 2007 og marts 2011 til Volkswagen-koncernen og til BMW-koncernen.

Jeg har i overensstemmelse med artikel 16 i afgørelse 2011/695/EU undersøgt, om udkastet til afgørelse kun omhandler klagepunkter, som parterne har haft mulighed for at fremsætte bemærkninger til. Det har jeg konkluderet, at det gør.

På baggrund heraf og i betragtning af at parterne ikke har fremsat anmodninger eller klager til mig (9), finder jeg, at alle parternes proceduremæssige rettigheder i denne sag er blevet respekteret.

Bruxelles, den 1. marts 2019.

Joos STRAGIER


(1)  I henhold til artikel 16 og 17 i afgørelse 2011/695/EU vedtaget af formanden for Europa-Kommissionen af 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (EUT L 275 af 20.10.2011, s. 29).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 123 af 27.4.2004, s. 18).

(4)  Autoliv, Inc. og Autoliv B.V. & Co. KG.

(5)  TKJP Corporation (tidligere Takata Corporation) og TB Deu Abwicklungs-Aktiengesellschaft i.L. (tidligere Takata Aktiengesellschaft).

(6)  ZF TRW Automotive Holdings Corp. (tidligere TRW Automotive Holdings Corp.), TRW Automotive Safety Systems GmbH og TRW Automotive GmbH.

(7)  Der blev afholdt forligsmøder mellem november 2017 og november 2018.

(8)  Parterne indgav deres formelle anmodninger om forlig den […].

(9)  I henhold til artikel 15, stk. 2, i afgørelse 2011/695/EU kan parter, der i kartelsager indleder forligsforhandlinger efter artikel 10a i forordning (EF) nr. 773/2004, på et hvilket som helst tidspunkt under forligsproceduren henvende sig til høringskonsulenten for at sikre, at de på effektiv vis kan udøve deres proceduremæssige rettigheder. Se også punkt 18 i Kommissionens meddelelse 2008/C 167/01 om forligsprocedurer med henblik på vedtagelse af beslutninger i henhold til artikel 7 og artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 i kartelsager (EUT C 167 af 2.7.2008, s. 1).