10.10.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/8


Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af visse typer tungt termopapir med oprindelse i Republikken Korea

(2019/C 342/08)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har modtaget en klage i henhold til artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), hvori det påstås, at visse typer tungt termopapir (»HWTP«) med oprindelse i Republikken Korea importeres til dumpingpriser, hvorved EU-erhvervsgrenen forvoldes skade (2).

1.   Klagen

Klagen blev indgivet den 26. august 2019 af European Thermal Paper Association (»klageren«) på vegne af producenter, der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af HWTP.

En ikkefortrolig udgave af klagen og analysen af, i hvilket omfang EU-producenterne støtter klagen, findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Der findes oplysninger om adgang til dossieret for interesserede parter i denne meddelelses afsnit 5.6.

2.   Den undersøgte vare

Den vare, der er genstand for undersøgelsen, er visse typer tungt termopapir, dvs. termopapir af en vægt på mere end 65 g/m2, der sælges i ruller af en bredde på 20 cm eller derover, vejer 50 kg eller derover (inkl. papiret), og som har en diameter på 40 cm eller derover (jumboruller), med eller uden basecoat på den ene eller begge sider, overtrukket med en varmefølsom belægning (dvs. en blanding af farven og fremkalderen, som reagerer og danner et billede ved varmepåvirkning) på den ene eller begge sider, og med eller uden dæklag (»den undersøgte vare«).

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive oplysninger om varedækningen, skal gøre dette senest 10 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse (3).

3.   Påstand om dumping

Den vare, der angiveligt importeres til dumpingpriser, er den undersøgte vare med oprindelse i Republikken Korea (»det pågældende land«), som for øjeblikket henhører under KN-kode ex 4809 90 00 og ex 4811 59 00 (Taric-koder 4809900020, 4811590020 og 4811900020). KN-koderne og Taric-koderne angives kun til orientering.

Påstanden om dumping fra det pågældende land er baseret på en sammenligning af hjemmemarkedsprisen og eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare ved salg til eksport til Unionen.

På dette grundlag er den beregnede dumpingmargen betydelig for det pågældende land.

4.   Påstand om skade og årsagssammenhæng

Klageren har fremlagt bevis for, at importen af den undersøgte vare fra det pågældende land er steget både i absolutte tal og i markedsandele.

De beviser, som klageren har fremlagt, viser, at mængden af og priserne på importen af den undersøgte vare bl.a. har haft negative virkninger for EU-erhvervsgrenens markedsandel, hvilket har haft betydelige negative følger for EU-erhvervsgrenens samlede resultater og økonomiske situation.

5.   Procedure

Kommissionen har efter at have informeret medlemsstaterne fastslået, at klagen er indgivet af eller på vegne af EU-erhvervsgrenen, og at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en procedure, og den indleder hermed en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 5.

Med undersøgelsen fastslås det, om den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land sælges til dumpingpriser, og om dumpingimporten har påført EU-erhvervsgrenen skade.

Hvis konklusionerne bekræfter dette, vil det i henhold til grundforordningens artikel 21 blive undersøgt, om indførelsen af foranstaltninger vil være i strid med Unionens interesser.

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/825 (4), som trådte i kraft den 8. juni 2018 (pakken til modernisering af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter), indførtes der betydelige ændringer af den tidsplan og de tidsfrister, som tidligere fandt anvendelse i forbindelse med antidumpingprocedurer. Undersøgelserne vil navnlig blive gennemført hurtigere, og eventuelle midlertidige foranstaltninger kan indføres op til to måneder tidligere, end det før var tilfældet. De interesserede parters frister for at give sig til kende afkortes, navnlig i undersøgelsernes tidlige fase.

5.1.   Undersøgelsesperioden og den betragtede periode

Undersøgelsen af dumping og skade omfatter perioden fra den 1. juli 2018 til den 30. juni 2019 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfatter perioden fra den 1. januar 2016 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

5.2.   Bemærkninger til klagen og indledningen af undersøgelsen

Alle interesserede parter, der ønsker at fremsætte bemærkninger til klagen (herunder spørgsmål vedrørende skade og årsagssammenhæng) eller til aspekter vedrørende indledningen af undersøgelsen (herunder omfanget af tilslutning til klagen), skal gøre dette senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

Anmodninger om at blive hørt med hensyn til indledningen af undersøgelsen skal indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

5.3.   Procedure for konstatering af dumping

Eksporterende producenter (5) af den undersøgte vare fra det pågældende land opfordres til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

5.3.1.   Undersøgelse af eksporterende producenter

Alle eksporterende producenter og sammenslutninger af eksporterende producenter i Republikken Korea opfordres til straks at kontakte Kommissionen, fortrinsvis via e-mail, og senest syv dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse, med henblik på at give sig selv til kende og anmode om et spørgeskema.

Eksporterende producenter i det pågældende land skal udfylde et spørgeskema senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

En kopi af ovennævnte spørgeskema til eksporterende producenter findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted (http://trade.ec.europa.eu/tdi/case_details.cfm?id=2419). Spørgeskemaet vil også blive gjort tilgængeligt for alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter samt for myndighederne i Republikken Korea.

5.3.2.   Undersøgelse af ikke forretningsmæssigt forbundne importører (6) (7)

Ikke forretningsmæssigt forbundne importører af den undersøgte vare fra det pågældende land til Unionen opfordres til at deltage i denne undersøgelse.

I betragtning af det potentielt store antal ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er berørt af denne undersøgelse, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

For at sætte Kommissionen i stand til at afgøre, hvorvidt det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle ikke forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter om at give Kommissionen de oplysninger om deres virksomhed(er), der anmodes om i bilaget til denne meddelelse, senest syv dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

Kommissionen kan desuden kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan importørerne udtages ud fra den største repræsentative salgsmængde i Unionen af den undersøgte vare, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed.

Når Kommissionen har modtaget de oplysninger, der er nødvendige for at udtage en stikprøve, vil den oplyse de berørte parter om, hvorvidt de indgår i stikprøven af importører. Kommissionen vil også tilføje en note vedrørende stikprøveudtagningen til det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Enhver bemærkning til stikprøveudtagningen skal være modtaget senest tre dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om stikprøveudtagning.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, fremsender den spørgeskemaer til de ikke forretningsmæssigt forbundne importører i stikprøven. Disse parter skal indgive et udfyldt spørgeskema senest 30 dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.

En kopi af spørgeskemaet til importørerne findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted (http://trade.ec.europa.eu/tdi/case_details.cfm?id=2419).

5.4.   Procedure for konstatering af skade og undersøgelse af EU-producenter

Konstatering af skade sker på grundlag af positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse af mængden af dumpingimporten, dennes indvirkning på priserne på EU-markedet og den deraf følgende indvirkning af denne import på EU-erhvervsgrenen. For at fastslå, om EU-erhvervsgrenen er blevet forvoldt skade, opfordres EU-producenterne af den undersøgte vare til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

I betragtning af det store antal EU-producenter, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte tidsfrist har Kommissionen besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

Kommissionen har foreløbigt udtaget en stikprøve af EU-producenter. Yderligere oplysninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Interesserede parter opfordres hermed til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve. Andre EU-producenter eller deres repræsentanter, som mener, at der er særlige grunde til, at de bør indgå i stikprøven, skal desuden kontakte Kommissionen senest 7 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse. Alle bemærkninger til den foreløbige stikprøve skal indgives senest syv dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet.

Kommissionen underretter alle kendte EU-producenter og/eller sammenslutninger af EU-producenter om, hvilke virksomheder der er endeligt udtaget til at indgå i stikprøven.

De EU-producenter, der indgår i stikprøven, skal indgive et udfyldt spørgeskema senest 30 dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

En kopi af spørgeskemaet til EU-producenterne findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels hjemmeside (http://trade.ec.europa.eu/tdi/case_details.cfm?id=2419).

5.5.   Procedure for vurdering af Unionens interesser

Hvis det bekræftes, at der forekommer dumping med deraf følgende skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at vedtage antidumpingforanstaltninger. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger, fagforeninger og repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give Kommissionen oplysninger om Unionens interesser. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer påvise, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Oplysninger vedrørende vurderingen af Unionens interesser skal indgives senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet. Disse oplysninger kan enten indgives uformelt eller ved at udfylde et spørgeskema, der er udarbejdet af Kommissionen. En kopi af spørgeskemaerne, herunder spørgeskemaet til brugere af den undersøgte vare, findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted (http://trade.ec.europa.eu/tdi/case_details.cfm?id=2419). Oplysninger indgivet i henhold til artikel 21 vil kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

5.6.   Interesserede parter

For at deltage i undersøgelsen skal interesserede parter, som for eksempel eksporterende producenter, EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger, fagforeninger og repræsentative forbrugersammenslutninger, først påvise, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Eksporterende producenter, EU-producenter, importører og repræsentative sammenslutninger, der har gjort oplysninger tilgængelige i overensstemmelse med procedurerne i afsnit 5.3, 5.4 og 5.5, vil blive betragtet som interesserede parter, hvis der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Andre parter vil kun kunne deltage i undersøgelsen som interesseret part, fra det tidspunkt hvor de giver sig til kende, og forudsat at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare. Det at blive betragtet som en interesseret part berører ikke anvendelsen af grundforordningens artikel 18.

Der er adgang til det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, via TRON.tdi på følgende adresse: https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/TDI. Følg venligst anvisningerne på denne side for at få adgang.

5.7.   Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester.

Enhver anmodning om at blive hørt skal indgives skriftligt og begrundes, og den skal endvidere indeholde et sammendrag af, hvad den interesserede part ønsker at drøfte under høringen. Høringen vil blive begrænset til de spørgsmål, som de interesserede parter har rejst i den forudgående skriftlige anmodning.

Tidsrammen for høringerne er som følger:

For alle høringer, der finder sted inden fristen for indførelsen af midlertidige foranstaltninger, skal der fremsættes en anmodning senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, og høringen vil normalt finde sted senest 60 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

Efter fasen med de foreløbige konklusioner skal der fremsættes en anmodning senest fem dage efter datoen for fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner eller af informationsdokumentet, og høringen vil normalt finde sted senest 15 dage efter datoen for fremlæggelsen af oplysningerne eller datoen for informationsdokumentet.

I fasen med de endelige konklusioner skal der fremsættes en anmodning senest tre dage efter datoen for den endelige fremlæggelse af oplysninger, og høringen vil normalt finde sted inden for den frist, der er afsat til at fremsætte bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Hvis der er en supplerende fremlæggelse af de endelige oplysninger, skal der fremsættes en anmodning straks efter modtagelsen af denne supplerende endelige fremlæggelse, og høringen vil normalt finde sted inden for den frist, der er afsat til at fremsætte bemærkninger til disse oplysninger.

Den beskrevne tidsramme berører ikke Kommissionens ret til at acceptere høringer uden for tidsrammen i behørigt begrundede tilfælde eller Kommissionens ret til at afvise høringer i behørigt begrundede tilfælde. Hvis Kommissionens tjenestegrene afviser en høringsanmodning, underrettes den berørte part om begrundelsen herfor.

Høringer skal principielt ikke anvendes til at forelægge faktuelle oplysninger, der endnu ikke er registreret. Ikke desto mindre kan interesserede parter af hensyn til god forvaltningsskik og for at give Kommissionens tjenestegrene mulighed for at gøre fremskridt med undersøgelsen blive bedt om at fremlægge nye faktuelle oplysninger efter en høring.

5.8.   Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

Oplysninger, som indgives til Kommissionen som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, må ikke være omfattet af ophavsret. Interesserede parter skal, inden de indgiver oplysninger og/eller data til Kommissionen, der er omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter, der er berørt af denne undersøgelse, oplysningerne og/eller dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited« (8). De parter, der indgiver oplysninger i løbet af undersøgelsen, opfordres til at begrunde deres anmodning om fortrolig behandling.

Parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen »Limited«, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«, jf. grundforordningens artikel 19, stk. 2. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold.

Hvis en part, der indsender fortrolige oplysninger, ikke kan give en god begrundelse for at anmode om fortrolig behandling eller undlader at indsende et ikke-fortroligt sammendrag heraf, der opfylder kravene til form og indhold, kan Kommissionen se bort fra disse oplysninger, medmindre det på et relevant grundlag og på tilfredsstillende måde kan godtgøres, at oplysningerne er korrekte.

Interesserede parter opfordres til at indsende deres indlæg og anmodninger via TRON.tdi (https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/TDI), herunder scannede fuldmagter og erklæringer.

For at få adgang til TRON.tdi skal interesserede parter have en EU Login-konto. Fuldstændige oplysninger om registrering på og brug af TRON.tdi findes på https://webgate.ec.europa.eu/tron/resources/documents/gettingStarted.pdf.

Ved brug af TRON.tdi eller e-mail udtrykker de interesserede parter accept af de regler, der gælder for elektronisk kommunikation, og som findes i dokumentet »KORRESPONDANCE MED EUROPA-KOMMISSIONEN I HANDELSBESKYTTELSESSAGER«, der er tilgængeligt på Generaldirektoratet for Handels websted: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2011/june/tradoc_148003.pdf. Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter via TRON.tdi eller pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indgivelse af bemærkninger via TRON.tdi og pr. e-mail.

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: CHAR 04/039

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIEN

TRON.tdi: https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/TDI

E-mail:

For dumpingrelaterede anliggender:

TRADE-AD659-THERMAL-PAPER-DUMPING@ec.europa.eu

For skadesrelaterede anliggender:

TRADE-AD659-THERMAL-PAPER-INJURY@ec.europa.eu

6.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen skal så vidt muligt afsluttes senest et år og i alle tilfælde senest 14 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, jf. grundforordningens artikel 6, stk. 9. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 1, kan der normalt indføres midlertidige foranstaltninger senest syv måneder efter, men under alle omstændigheder ikke senere end otte måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse.

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 19a oplyser Kommissionen om den planlagte indførelse af midlertidig told tre uger inden indførelsen heraf. Interesserede parter kan anmode skriftligt om denne oplysning senest 4 måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse. Parterne har en frist på tre arbejdsdage til at fremsætte skriftlige bemærkninger til beregningernes nøjagtighed.

I tilfælde hvor Kommissionen ikke har til hensigt at indføre midlertidig told, men at fortsætte undersøgelsen, underrettes de interesserede parter skriftligt herom tre uger inden udløbet af den i grundforordningens artikel 7, stk. 1, nævnte frist.

Interesserede parter har 15 dage til at fremsætte skriftlige bemærkninger til de foreløbige konklusioner og 10 dage til at fremsætte skriftlige bemærkninger til de endelige konklusioner, medmindre andet er angivet. Hvis det er relevant vil den supplerende fremlæggelse af de endelige oplysninger angive de interesserede parters frist til skriftligt at fremsætte deres bemærkninger.

7.   Indgivelse af oplysninger

Reglen er, at interesserede parter kun kan indgive oplysninger inden for de tidsrammer, der er angivet i denne meddelelses afsnit 5 og 6. Indgivelse af oplysninger, der ikke er omfattet af disse afsnit, skal overholde følgende tidsplan:

Oplysninger vedrørende fasen med de foreløbige konklusioner skal indgives senest 70 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet.

Interesserede parter bør ikke indgive nye faktuelle oplysninger efter fristen for at fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner eller informationsdokumentet i fasen med de foreløbige konklusioner, medmindre andet er angivet. Efter denne frist kan interesserede parter kun indgive nye faktuelle oplysninger, såfremt de kan godtgøre, at sådanne nye faktuelle oplysninger er nødvendige for at afkræfte faktuelle påstande, der blev fremsat af andre interesserede parter, og forudsat at sådanne nye faktuelle oplysninger kan kontrolleres inden for den tid, der er til rådighed til at afslutte undersøgelsen rettidigt.

Med henblik på at afslutte undersøgelsen inden for de obligatoriske frister accepterer Kommissionen ikke indlæg fra interesserede parter til den endelige fremlæggelse af oplysninger efter fristen, eller at de, hvis det er relevant, fremsætter bemærkninger til den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger efter fristen.

8.   Mulighed for at fremsætte bemærkninger til andre parters indlæg

For at garantere retten til forsvar bør interesserede parter have mulighed for at fremsætte bemærkninger til oplysninger indgivet af andre interesserede parter. Når de gør dette, må interesserede parter kun behandle spørgsmål rejst i forbindelse med andre interesserede parters indlæg og må ikke rejse nye spørgsmål.

Sådanne bemærkninger bør fremsættes efter følgende tidsramme:

Bemærkninger til oplysninger indgivet af andre interesserede parter inden fristen for indførelse af midlertidige foranstaltninger bør fremsættes senest 75 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet.

Bemærkninger til oplysninger fra andre interesserede parter som respons på fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner eller af informationsdokumentet bør indgives senest syv dage efter fristen for fremsættelse af bemærkninger til de foreløbige konklusioner eller informationsdokumentet, medmindre andet er angivet.

Bemærkninger til oplysninger fra andre interesserede parter som respons på fremlæggelsen af de endelige oplysninger bør indgives senest tre dage efter fristen for fremsættelse af bemærkninger til de endelige oplysninger, medmindre andet er angivet. Hvis der finder en supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger sted, bør bemærkninger til oplysningerne fra andre interesserede parter som respons på denne fremlæggelse fremsættes senest en dag efter fristen for fremsættelse af bemærkninger til denne fremlæggelse, medmindre andet er angivet.

Den beskrevne tidsramme berører ikke Kommissionens ret til at anmode om yderligere oplysninger fra interesserede parter i behørigt begrundede tilfælde.

9.   Forlængelse af tidsfristerne i denne meddelelse

De tidsfrister, der er angivet i denne meddelelse, kan forlænges efter anmodning fra interesserede parter, som påviser, at der foreligger en gyldig grund.

Forlængelser af fristen for besvarelse af spørgeskemaerne og andre tidsfrister som angivet i denne meddelelse eller på anden måde angivet i specifikke meddelelser til interesserede parter vil blive begrænset til højst yderligere tre dage. En sådan forlængelse kan forlænges med højst syv dage, hvis den anmodende part kan påvise, at der foreligger særlige omstændigheder.

10.   Manglende samarbejdsvilje

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

Konstateres det, at en interesseret part har givet urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

Hvis en interesseret part helt eller delvist undlader at samarbejde, og resultaterne af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde samarbejdet.

Indgives der ikke svar elektronisk, anses dette ikke for manglende samarbejdsvilje, forudsat at den pågældende interesserede part påviser, at indgivelse af svar på den ønskede måde ville indebære en urimelig ekstra byrde eller urimelige ekstra omkostninger. I givet fald skal den interesserede part omgående kontakte Kommissionen.

11.   Høringskonsulent

Interesserede parter kan anmode om høringskonsulentens mellemkomst i handelsprocedurer. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til dokumenternes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af tidsfrister og eventuelle andre anmodninger vedrørende de interesserede parters og tredjeparters ret til forsvar, som kan opstå under proceduren.

Høringskonsulenten kan foranstalte høringer og mægle mellem den eller de interesserede parter og Kommissionens tjenestegrene for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud. En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. Høringskonsulenten vil analysere begrundelserne for anmodningerne. Disse høringer bør principielt kun finde sted, hvis spørgsmålene ikke allerede er blevet afklaret med Kommissionens tjenestegrene.

Anmodninger skal indgives i god tid og hurtigst muligt for at sikre en velordnet afvikling af procedurerne. Med henblik herpå bør interesserede parter anmode om høringskonsulentens mellemkomst hurtigst muligt efter den hændelse, der berettiger en sådan mellemkomst. I princippet skal de tidsrammer, der er fastsat i afsnit 5.7 for at anmode om høringer med Kommissionens tjenestegrene finde tilsvarende anvendelse på anmodninger om høringer med høringskonsulenten. Hvis anmodninger om høring indgives efter den relevante tidsrammes udløb, vil høringskonsulenten også undersøge årsagerne til sådanne sene anmodninger, karakteren af de spørgsmål, der er rejst, og virkningen af disse spørgsmål på retten til forsvar under behørig hensyntagen til god forvaltningsskik og rettidig afslutning af undersøgelsen.

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens sider på Generaldirektoratet for Handels websted: http://ec.europa.eu/trade/trade-policy-and-you/contacts/hearing-officer/.

12.   Behandling af personoplysninger

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (9).

En databeskyttelsesmeddelelse, der informerer alle personer om behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af Kommissionens handelsbeskyttelsesaktiviteter, findes på Generaldirektoratet for Handels websted: http://ec.europa.eu/trade/policy/accessing-markets/trade-defence/.


(1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  Ved det generelle udtryk »skade« forstås væsentlig skade samt trussel om væsentlig skade for en erhvervsgren eller væsentlig forsinkelse i forbindelse med oprettelsen af en sådan erhvervsgren, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1.

(3)  Henvisninger til offentliggørelsen af denne meddelelse vil være henvisninger til offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/825 af 30. maj 2018 om ændring af forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og forordning (EU) 2016/1037 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT L 143 af 7.6.2018, s. 1).

(5)  En eksporterende producent er en virksomhed i det pågældende land, som producerer og eksporterer den undersøgte vare til EU-markedet, enten direkte eller gennem en tredjepart, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den undersøgte vare.

(6)  Dette afsnit omhandler kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter. Importører, der er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, skal udfylde bilag I til spørgeskemaet for disse eksporterende producenter. I henhold til artikel 127 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558) betragtes to personer som værende indbyrdes afhængige, hvis én af følgende betingelser er opfyldt: a) den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed eller omvendt, b) de anses juridisk set for interessenter eller kompagnoner, c) de er arbejdsgiver og arbejdstager, d) en tredjemand besidder, kontrollerer eller råder direkte eller indirekte over 5 % eller derover af deres aktier eller anparter med stemmeret, e) den ene af dem kontrollerer direkte eller indirekte den anden part, f) de kontrolleres begge direkte eller indirekte af en tredjemand, g) de kontrollerer tilsammen direkte eller indirekte en tredjemand, eller h) de er medlem af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden: i) mand og hustru, ii) forældre og børn, iii) brødre og søstre (hel- eller halvsøskende), iv) bedsteforældre og børnebørn, v) onkel eller tante og nevø eller niece, vi) svigerforældre og svigersøn eller svigerdatter, vii) svoger og svigerinder. I henhold til artikel 5, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1) forstås ved »person«: en fysisk person, en juridisk person og enhver sammenslutning af personer, som ikke er en juridisk person, men som i henhold til EU-retten eller national ret anerkendes at have rets- og handleevne.

(7)  De oplysninger, som ikke forretningsmæssigt forbundne importører indgiver, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end konstatering af dumping.

(8)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til grundforordningens artikel 19 og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (»antidumpingaftalen«). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).


BILAG

Image 1 Image 2