EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 20.11.2019
COM(2019) 921 final
Henstilling med henblik på
RÅDETS AFGØRELSE
om konstatering af, at Ungarn ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 14. juni 2019
{SWD(2019) 941 final}
Henstilling med henblik på
RÅDETS AFGØRELSE
om konstatering af, at Ungarn ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 14. juni 2019
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker, særlig artikel 10, stk. 2, fjerde afsnit,
under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)I juni 2018 fastslog Rådet i henhold til traktatens artikel 121, stk. 4, at der i 2017 var konstateret en væsentlig afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i Ungarn. I lyset af den konstaterede væsentlige afvigelse rettede Rådet den 22. juni 2018 en henstilling til Ungarn, hvori det henstilledes til landet at træffe de fornødne politiske foranstaltninger for at rette op på denne afvigelse. Rådet konstaterede efterfølgende, at Ungarn ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på denne henstilling, og rettede en ændret henstilling til landet den 4. december 2018. Rådet konstaterede efterfølgende, at Ungarn heller ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på denne henstilling.
(2)Den 14. juni 2019 fastslog Rådet, at der igen i 2018 var konstateret en betydelig afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i Ungarn, og rettede en henstilling til Ungarn om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 3,3 % i 2019 og 4,7 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 1 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2019 og 0,75 % af BNP i 2020. Den indsats, det blev henstillet at gøre i 2020, blev anset for passende på betingelse af, at der blev foretaget den krævede tilpasning i 2019. Rådet henstillede desuden, at Ungarn anvender alle uventede indtægter til at nedbringe underskuddet, samtidig med at foranstaltningerne til budgetkonsolidering skal sikre en varig forbedring af den offentlige strukturelle saldo på en vækstfremmende måde. Rådet gav Ungarn en frist indtil den 15. oktober 2019 til at aflægge rapport om, hvilke foranstaltninger landet havde truffet som reaktion på nævnte henstilling.
(3)Den 26. september 2019 aflagde Kommissionen et udvidet overvågningsbesøg i Ungarn med henblik på at foretage kontrol på stedet, jf. artikel -11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97. Efter at Kommissionen havde forelagt de foreløbige undersøgelsesresultater for de ungarske myndigheder, således at de kunne fremsætte bemærkninger, aflagde den den 20. november 2019 rapport til Rådet om sine resultater. Disse resultater blev offentliggjort. Det fremgår af Kommissionens rapport, at de ungarske myndigheder har til hensigt at fastholde målet for det samlede underskud i 2019 på 1,8 % af BNP som fastsat i konvergensprogrammet for 2019. For 2020 ændrede myndighederne underskudsmålet til 1 % af BNP, hvilket gør det mere ambitiøst end målet på 1,5 % af BNP i konvergensprogrammet for 2019. De ungarske myndigheder har således planlagt kun at reagere på henstillingen af 14. juni 2019 med hensyn til 2020.
(4)Den 15. oktober 2019 fremlagde de ungarske myndigheder en rapport om de foranstaltninger, landet har truffet som reaktion på Rådets henstilling af 14. juni 2019. Trods den mere gunstige makroøkonomiske og finanspolitiske udvikling hidtil i 2019 fastholder myndighederne i rapporten målet for det offentlige underskud fra konvergensprogrammet for 2019 på 1,8 % af BNP i 2019. Med hensyn til 2020 bekræfter myndighederne målet om et samlet underskud på 1,0 % af BNP i overensstemmelse med budgettet for 2020 og 0,5 % af BNP bedre end målet i konvergensprogrammet for 2019. I rapporten mindes der om den høje reserve (1 % af BNP), der er medtaget i underskudsmålet for 2020, som tager sigte på at styre eksterne risici, og som kun kan anvendes, hvis underskudsmålet forventes at blive opfyldt. Rapporten indeholder en liste over de underskudsforøgende foranstaltninger i handlingsplanen for økonomisk beskyttelse, som regeringen vedtog den 30. maj 2019, som har til formål at opretholde væksten i de kommende år på 2 procentpoint højere end EU-gennemsnittet. Den brede vifte af økonomiske programmer, der er opført på listen i rapporten, er fortsat stort set ikke kvantificeret. Rapporten indeholder heller ingen budgetfremskrivning for 2019 og 2020. Rapporten er dermed ikke i overensstemmelse med Rådets indberetningspligt.
(5)På grundlag af Kommissionens efterårsprognose 2019 forventes væksten i de primære offentlige nettoudgifter at ligge på 6,8 %, hvilket er et godt stykke over den anbefalede referencevækst på 3,3 % (en afvigelse på 1,3 % af BNP). Der forventes en forbedring af den strukturelle saldo på 0,5 % af BNP, hvilket står i modsætning til henstillingen om en forbedring på 1,0 % af BNP (en afvigelse på 0,5 % af BNP). Begge forhold peger derfor i retning af en afvigelse fra den anbefalede tilpasning. Analysen af udgiftsmålet påvirkes negativt af, at der anvendes en lavere BNP-deflator, som ligger til grund for udgiftsmålet sammenlignet med de aktuelle skøn. Udjævningen af de nationalt finansierede investeringer påvirker også marginalt og negativt analysen af udgiftsmålet. Den strukturelle saldo derimod påvirkes positivt af et højere skøn over væksten, som ligger til grund for denne indikator, men som påvirkes negativt af et fald i indtægterne. Når disse faktorer tages i betragtning, bekræfter den overordnede vurdering en afvigelse fra den tilpasning, der er omhandlet i henstillingen fra 2019.
(6)På grundlag af Kommissionens efterårsprognose 2019 forventes væksten i de offentlige nettoudgifter i 2020 at ligge på 7,5 %, hvilket er et godt stykke over den anbefalede referencevækst på 4,7 % (en afvigelse på 1,0 % af BNP). Den strukturelle saldo forventes at blive forbedret med 1,2 % af BNP, 0,4 procentpoint over den af Rådet anbefalede indsats på 0,75 %. Udgiftsmålet peger derfor i retning af en risiko for afvigelse fra den krævede tilpasning, mens den strukturelle saldo tyder på overensstemmelse, og forskellen er forholdsvis betydelig. De offentlige investeringer har været støt stigende de senere år og når i 2019 op på 6,4 % af BNP, hvilket er langt det højeste i EU. I den forbindelse ses den planlagte reduktion i 2020 som en mere varig normalisering af de offentlige investeringer. Mindskelsen af investeringerne afspejles fuldt ud i ændringen af den strukturelle saldo, mens den udjævnede investeringsprofils påvirkning af udgiftsmålet giver et overdrevent negativt billede af den finanspolitiske indsats, når den belyses ved dette mål. Udgiftsmålet påvirkes også negativt af, at der anvendes en lavere BNP-deflator sammenlignet med de aktuelle skøn. Når der tages hensyn til disse faktorer, tyder det på, at udgiftsmålet er i overensstemmelse med kravet. Samtidig påvirkes den strukturelle saldo positivt af et højere punktestimat for potentiel vækst i BNP, der ligger til grund for beregningen, sammenlignet med det mellemfristede gennemsnit, der ligger til grund for udgiftsmålet. Under hensyntagen til disse betragtninger konkluderes det i den samlede vurdering, at Ungarn vil sikre den anbefalede tilpasning i 2020.
(7)Dette fører til den konklusion, at Ungarns reaktion på Rådets henstilling af 14. juni 2019 har været utilstrækkelig. Den finanspolitiske indsats sikrer ikke, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 3,3 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 1,0 % af BNP, mens den planlagte finanspolitisk indsats i 2020 overordnet er i overensstemmelse med den anbefalede tilpasning —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Ungarn har ikke truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 14. juni 2019.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Ungarn.
Udfærdiget i Bruxelles, den .