Bruxelles, den 13.11.2019

COM(2019) 583 final

2019/0256(NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om at give Spanien og Frankrig tilladelse til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 5 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem


BEGRUNDELSE

I henhold til artikel 395 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem 1 ("momsdirektivet") kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give medlemsstater tilladelse til at anvende særlige foranstaltninger, der fraviger direktivet, for at forenkle momsopkrævningen eller for at forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse.

Ved breve registreret i Kommissionen henholdsvis den 23. maj 2019 og den 17. juni 2019 anmodede Frankrig og Spanien om tilladelse til at fravige momsdirektivets artikel 5. I overensstemmelse med momsdirektivets artikel 395, stk. 2, underrettede Kommissionen ved breve af 10. september 2019 de øvrige medlemsstater om Spaniens og Frankrigs anmodning. Ved breve af 11. september 2019 meddelte Kommissionen Spanien og Frankrig, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Den Europæiske Union har udviklet en stærk energipolitik, der er baseret på behovet for sikker, konkurrencedygtig og bæredygtig energi. Den Europæiske Union har derfor fastsat ambitiøse mål, der skal nås på Unionsniveau, for energieffektivitet, udvikling af vedvarende energikilder og nedbringelse af CO2-emissioner. Med henblik på at nå disse mål er det nødvendigt at have et mere integreret energimarked.

I denne forbindelse er elsammenkoblingskapaciteten mellem Spanien, Portugal og resten af Europa en prioritet. Vigtigheden af at øge sammenkoblingskapaciteten mellem Spanien og Frankrig yderligere blev fremhævet i Madriderklæringen, der blev undertegnet den 4. marts 2015 af Frankrigs præsident, Spaniens og Portugals premierministre og formanden for Europa-Kommissionen. Det blev i nævnte erklæring understreget, hvor vigtigt det grundlæggende er at opnå et fuldt fungerende og sammenkoblet indre marked for energi. I erklæringen understregedes det også, at opbygningen af den nødvendige energiinfrastruktur faktisk er påkrævet for de medlemsstater, der endnu ikke har nået et minimumsniveau af integrationen på det indre marked for energi, såsom Portugal og Spanien. På baggrund af denne erklæring blev Gruppen på Højt Plan vedrørende Sammenkobling i Sydvesteuropa oprettet med det mål at følge udviklingen af sammenkoblingerne i regionen.

Der er blevet taget et vigtigt skridt i denne retning med etableringen af Baixas-Santa Llogaia-sammenkoblingen. Etableringen af endnu en sammenkobling gennem Biscayabugten betragtes som det næste skridt.

I denne forbindelse undertegnede de nationale reguleringsmyndigheder for elektricitetsmarkedet i Spanien, Comisión Nacional de los Mercados y la Competencia, og Frankrig, Commission de Régulation de l'Energie, den 22. september 2017 en aftale om at finansiere en elsammenkobling mellem de to medlemsstater gennem Biscayabugten. Etableringen af denne sammenkobling blev varetaget af operatører af eltransmissionssystemer i Spanien og Frankrig, henholdsvis "Red Eléctrica de España" og "Réseau de transport d'Electricité". Aftalen tager højde for en opdeling af omkostningerne i lige store andele, og derfor vil 50 % af omkostningerne blive betalt af Spanien og de andre 50 % af Frankrig.

Projektet indebærer, at der etableres to uafhængige højspændingsjævnstrømsforbindelser ("HVDC"), der hver især er 1 000 Megawatt ("MW"), mellem Cubnezais (Frankrig) og Gatica (Spanien). Projektet vil bestå af følgende elementer:

— tekniske tilpasninger af de eksisterende koblingsstationer i Gatica og Cubnezais

— forbindelser fra de eksisterende koblingsstationer i Gatica og Cubnezais til de nye HVDC-vekselrettere i Gatica og Cubnezais

— fire nye 1 000 MW HVDC-vekselrettere (2 bipolære i Gatica og 2 i Cubnezais)

— to 1 000 MW forbindelser (4 kabler), heraf 90 km jordkabler og 280 km undervandskabler gennem Biscayabugten

— spændingen for højspændingsjævnstrømsforbindelsen vil blive fastsat, når udbudsproceduren er afsluttet.

Ifølge princippet om territorial anvendelse som fastsat i momsdirektivet er det nødvendigt at fastslå, hvor de relevante leveringer af varer og tjenesteydelser udføres. For hver enkelt levering af varer og tjenesteydelser, erhvervelse inden for Fællesskabet og import af varer i forbindelse med gennemførelsen af projektet ville det derfor normalt være nødvendigt at fastslå, om de finder sted i Spanien eller i Frankrig. Spanien og Frankrig mener, at anvendelsen af denne regel vil skabe momskomplikationer for de afgiftspligtige personer, der er ansvarlige for etableringen af elsammenkoblingen, og for de spanske og franske skattemyndigheder, da projektet faktisk forvaltes som en helhed uden hensyn til dets grænseoverskridende karakter.

Med henblik på at forenkle momsopkrævningen anmoder Spanien og Frankrig om tilladelse til på grundlag af artikel 395 i momsdirektivet at fravige samme direktivs artikel 5 og at fastslå, at al levering af varer og tjenesteydelser, erhvervelse inden for Fællesskabet og import af varer i forbindelse med gennemførelsen af den påtænkte investering (dvs. etableringen af elsammenkoblingen) i momsøjemed faktureres af leverandørerne, som om 50 % finder sted på Spaniens område og 50 % på Frankrigs område.

Efter etableringen af elsammenkoblingen vil de normale momsregler gælde.

Rådet gav Spanien og Frankrig tilladelse til at indføre en lignende særlig foranstaltning 2 ved etableringen af en underjordisk elsammenkobling mellem Santa Llogaia i Spanien og Baixas i Frankrig. Rådet har ved tidligere lejligheder tilladt andre fravigelser af territorialprincippet, f.eks. mellem Tyskland og Polen 3 , Tyskland og Tjekkiet 4 samt Polen og Ukraine 5 .

Opdelingen mellem Frankrig og Spanien af den moms, der skal betales for etableringen, vil udgøre en forenkling, der vil gøre det lettere for de berørte virksomheder og skattemyndigheder at anvende skattereglerne, end det ville være, hvis de skulle anvende de normale skatteregler.

I betragtning af fravigelsens begrænsede anvendelsesområde vil foranstaltningens eventuelle negative indvirkning på det momsbeløb, der opkræves i det endelige forbrugsled og dermed for Unionens egne indtægter hidrørende fra moms, være ubetydelig.

I lyset af ovenstående foreslås det at tillade fravigelsesforanstaltningen.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Artikel 395 i momsdirektivet.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

I betragtning af den bestemmelse i momsdirektivet, som forslaget bygger på, finder nærhedsprincippet ikke anvendelse.

Proportionalitetsprincippet

Afgørelsen vedrører en tilladelse til to medlemsstater på deres egen anmodning og udgør ikke en forpligtelse.

I betragtning af fravigelsens meget begrænsede anvendelsesområde står den særlige foranstaltning i rimeligt forhold til det tilstræbte mål.

Valg af retsakt

Foreslået retsakt: Rådets gennemførelsesafgørelse.

I henhold til momsdirektivets artikel 395 er en fravigelse af de fælles momsregler kun mulig, hvis Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen giver tilladelse til det. En gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet er derfor den mest egnede retsakt, da den kan rettes til de enkelte medlemsstater.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høringer af interesserede parter

Forslaget er baseret på en anmodning fra Spanien og Frankrig og vedrører kun disse medlemsstater.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Der var ikke behov for ekstern ekspertbistand.

Konsekvensanalyse

Forslaget til Rådets gennemførelsesafgørelse giver Spanien og Frankrig tilladelse til at betragte al levering af varer og tjenesteydelser, erhvervelse inden for Fællesskabet og import af varer i forbindelse med etableringen af elsammenkoblingen mellem Gatica og Cubnezais i momsøjemed som om 50 % har fundet sted på Spaniens område og 50 % på Frankrigs område. Foranstaltningen forventes at forenkle momsforpligtelserne for de leverandører, der deltager i projektet, og skattemyndighedernes momsinddrivelse. I betragtning af denne fravigelses begrænsede omfang vil virkningen under alle omstændigheder være begrænset.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen indvirkning på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms.

5.ANDRE FORHOLD

Fristen for forslaget udløber, når etableringen af elsammenkoblingen mellem Gatica i Spanien og Cubnezais i Frankrig er afsluttet.

2019/0256 (NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om at give Spanien og Frankrig tilladelse til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 5 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem 6 , særlig artikel 395, stk. 1, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ved breve registreret i Kommissionen henholdsvis den 23. maj 2019 og den 17. juni 2019 anmodede Spanien og Frankrig om tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 5 i direktiv 2006/112/EF i forbindelse med etableringen af en elsammenkobling mellem Gatica i Spanien og Cubnezais i Frankrig ("den særlige foranstaltning").

(2)Ved breve af 10. september 2019 fremsendte Kommissionen Spaniens og Frankrigs anmodning til de andre medlemsstater i overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF. Ved breve af 11. september 2019 meddelte Kommissionen Spanien og Frankrig, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningerne.

(3)Den nationale reguleringsmyndighed for elektricitetsmarkedet i Spanien, Comisión Nacional de los Mercados y la Competencia, og den nationale reguleringsmyndighed for elektricitetsmarkedet i Frankrig, Commission de Régulation de l'Energie, undertegnede den 22. september 2017 en aftale om at finansiere en elsammenkobling mellem Spanien og Frankrig gennem Biscayabugten. Etableringen af sammenkoblingen blev varetaget af operatører af eltransmissionssystemer i Spanien og Frankrig, Red Eléctrica de España og Réseau de transport d'Electricité. Aftalen tager højde for, at projektets omkostninger bæres i lige store andele, dvs. 50 % af Spanien og 50 % af Frankrig.

(4)Gennem den særlige foranstaltning skal elsammenkoblingen behandles som værende beliggende 50 % i Spanien og 50 % i Frankrig, hvad angår leverancer af varer og tjenesteydelser, anskaffelser af varer i EU og import af varer, der er bestemt til etableringen af sammenkoblingen.

(5)I mangel af den særlige foranstaltning ville det i henhold til territorialitetsprincippet være nødvendigt for hver levering at fastsætte, om beskatningsstedet var Spanien eller Frankrig.

(6)På baggrund af de oplysninger, som Spanien og Frankrig har fremlagt, vil den særlige foranstaltning forenkle proceduren for momsopkrævning, og Spaniens og Frankrigs samlede indtægter fra moms, der opkræves i det endelige forbrugsled, kun påvirkes i ubetydelig grad. Spanien og Frankrig bør derfor gives tilladelse til at anvende den særlige foranstaltning, der fraviger artikel 5 i direktiv 2006/112/EF, hvorved elsammenkoblingen mellem Gatica i Spanien og Cubnezais i Frankrig skal betragtes som værende beliggende 50 % i Spanien og 50 % i Frankrig hvad angår leverancer af varer og tjenesteydelser, erhvervelse inden for Fællesskabet og import af varer, der er bestemt til etableringen af sammenkoblingen.

(7)Fravigelsen får ingen indvirkning på Unionens egne indtægter fra moms —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Som en undtagelse fra artikel 5 i direktiv 2006/112/EF gives Spanien og Frankrig tilladelse til at anse elsammenkoblingen mellem Gatica i Spanien og Cubnezais i Frankrig som værende beliggende 50 % i Spanien og 50 % i Frankrig, hvad angår leverancer af varer og tjenesteydelser, erhvervelse af varer i Fællesskabet og import af varer, der er bestemt til etableringen af sammenkoblingen.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Spanien og Den Franske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.
(2)    Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/85/EU af 10. februar 2012 (EUT L 41 af 15.2.2012, s. 16).
(3)    Rådets beslutning 95/115/EF af 30. marts 1995 (EFT L 80 af 8.4.1995, s. 47), Rådets beslutning 96/402/EF af 25. juni 1996 (EFT L 165 af 4.7.1996, s. 35), Rådets beslutning 95/435/EF af 23. oktober 1995 (EFT L 257 af 27.10.1995, s. 34), Rådets afgørelse 2001/741/EF af 16. oktober 2001 (EFT L 278 af 23.10.2001, s. 28) og Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/918 af 22. juni 2018 (EUT L 163 af 28.6.2018, s. 17).
(4)    Rådets beslutning 97/188/EF af 17. marts 1997 (EFT L 80 af 21.3.1997, s. 18), Rådets beslutning 97/511/EF af 24. juli 1997 (EFT L 214 af 6.8.1997, s. 39) og Rådets beslutning 2001/742/EF af 16. oktober 2001 (EFT L 278 af 23.10.2001, s. 30).
(5)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1769 af 25. september 2017 (EUT L 250 af 28.9.2017, s. 73).
(6)    EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.