Bruxelles, den 11.10.2019

COM(2019) 458 final

BILAG

til

Forslag til Rådets afgørelse

om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede CETA-Udvalg, som er nedsat i medfør af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side, i forbindelse med vedtagelse af en afgørelse om proceduren for vedtagelse af fortolkninger i overensstemmelse med artikel 8.31.3, og artikel 8.44.3, litra a), i CETA som bilag til dets forretningsorden


BILAG

UDKAST TIL

AFGØRELSE nr. […/2019] TRUFFET AF DET BLANDEDE CETA-UDVALG

af...

om vedtagelse af en procedure for vedtagelse af fortolkninger i overensstemmelse med artikel 8.31.3, og artikel 8.44.3, litra a), i CETA som bilag til dets forretningsorden

DET BLANDEDE CETA-UDVALG HAR —

under henvisning til artikel 26.1 i den samlede økonomi- og handelsaftale mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side (i det følgende benævnt "aftalen"), særlig artikel 26.1.4, litra d), og artikel 26.2.4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)I henhold til aftalens artikel 26.1.4, litra d), vedtager Det Blandede CETA-Udvalg selv sin forretningsorden.

(2)I henhold til aftalens artikel 26.2.1, litra b) er Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer et af de specialudvalg, der er nedsat ved aftalen.

(3)I henhold til aftalens artikel 26.2.4, fastsætter og ændrer specialudvalgene selv deres forretningsorden, hvis de finder det hensigtsmæssigt.

(4)Regel 14.4, i Det Blandede CETA-Udvalgs forretningsorden (afgørelse 001/2018 truffet af Det Blandede CETA-Udvalg af 26.9.2018) fastsætter, at medmindre specialudvalgene beslutter andet, jf. aftalens artikel 26.2.4, finder forretningsordenen tilsvarende anvendelse på specialudvalgene og andre organer, der nedsættes i henhold til aftalen.

(5)I overensstemmelse med aftalens artikel 8.9.1, bekræfter parterne på ny deres ret til at regulere i offentlighedens interesse for at nå legitime politiske mål, såsom beskyttelsen af den offentlige sundhed, sikkerhed, miljøet, herunder klimaændringer og biodiversitet, den offentlige orden, social- eller forbrugerbeskyttelse eller fremme og beskyttelse af kulturel mangfoldighed.

(6)For at sikre, at retterne, der oprettes i henhold til afdeling F (bilæggelse af investeringstvister mellem investorer og stater) i aftalens kapitel otte (investering), under alle omstændigheder respekterer parternes hensigt, som fastsat i aftalen, indeholder aftalen, i overensstemmelse med stk. 6, litra e), i det fælles fortolkende instrument om aftalen, bestemmelser, der giver parterne mulighed for at udstede bindende fortolkende bemærkninger, og parterne bekræfter på ny, at Canada og Den Europæiske Union og dens medlemsstater er fast besluttede på at anvende disse bestemmelser for at undgå og rette enhver fejlfortolkning af aftalen foretaget af retterne.

(7)Hvis der opstår alvorlig bekymring med hensyn til fortolkningsspørgsmål, der kan påvirke investeringer, kan Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer i henhold til aftalens artikel 8.31.3, og artikel 8.44.3, litra a), efter aftale mellem parterne og efter, at parternes respektive interne krav og procedurer er opfyldt, henstille til Det Blandede CETA-Udvalg at vedtage fortolkninger af aftalen. En fortolkning, der er vedtaget af Det Blandede CETA-Udvalg er bindende for de retter, der er oprettet i henhold til afdeling F (bilæggelse af investeringstvister mellem investorer og stater) i aftalens kapitel otte (investering). Det Blandede CETA-Udvalg kan beslutte, at en fortolkning skal have bindende virkning fra en bestemt dato —

BESTEMT FØLGENDE:

Artikel 1

1.Proceduren for vedtagelse af fortolkninger i henhold til aftalens artikel 8.31.3, og 8.44.3, litra a), som fastsat i bilaget til denne afgørelse, vedtages hermed som bilag til Det Blandede CETA-Udvalgs forretningsorden.

2.Bilaget udgør en integrerende del af Det Blandede CETA-Udvalgs forretningsorden (afgørelse 001/2018 truffet af Det Blandede CETA-Udvalg af 26.9.2018).

Artikel 2

Bilaget udgør en integrerende del af denne afgørelse.

Artikel 3

Denne afgørelse offentliggøres og træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af afdeling F (bilæggelse af investeringstvister mellem investorer og stater) i aftalens kapitel otte (investeringer), forudsat at parterne udveksler skriftlige meddelelser, via diplomatiske kanaler, til bekræftelse af, at de har opfyldt de nødvendige interne krav og procedurer.

Udfærdiget i …, den …

På Det Blandede CETA-Udvalgs vegne

Formændene

BILAG

BILAG TIL DET BLANDEDE CETA-UDVALGS FORRETNINGSORDEN

1.I tilfælde, hvor en part har alvorlige betænkeligheder med hensyn til fortolkningen af aftalen, der kan påvirke investeringer, herunder hvis parten har alvorlige betænkeligheder i forbindelse med en specifik foranstaltning, for hvilken der er indgivet en anmodning om konsultationer i henhold til aftalens artikel 8.19 (konsultationer) af en investor fra den anden part, der hævder at en sådan foranstaltning er i strid med en forpligtelse i henhold til aftalens kapitel otte (investering):

a)kan parten kan henvise sagen skriftligt til Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer

b)i tilfælde af henvisning i henhold til litra a) indleder parterne straks konsultationer i Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer og

c)Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer træffer afgørelse om sagen hurtigst muligt.

2.Hver part skal tage behørigt hensyn til den anden parts bemærkninger vedrørende aftalens artikel 8.31, stk. 3, og bestræbe sig på at behandle sagen rettidigt og på en gensidigt tilfredsstillende måde.

3.Ved enighed mellem parterne, og efter at have afsluttet deres respektive interne krav og procedurer kan Udvalget for Tjenesteydelser henstille til Det Blandede CETA-Udvalg at vedtage fortolkninger af en eller flere relevante bestemmelser i aftalens kapitel otte (investering). Disse fortolkninger kan bl.a. vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilke betingelser en bestemt type foranstaltning skal anses for forenelig med aftalens kapitel otte (investering).

4.Hvis Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer beslutter at henstille til Det Blandede CETA-Udvalg at vedtage en fortolkning, træffer Det Blandede Udvalg en beslutning herom hurtigst muligt.

5.En fortolkning, der er vedtaget af Det Blandede CETA-Udvalg er bindende for retten og appelretten, der er oprettet i henhold til afdeling F (bilæggelse af investeringstvister mellem investorer og stater) i aftalens kapitel otte (investering). Det Blandede CETA-Udvalg kan beslutte, at en fortolkning skal have bindende virkning fra en bestemt dato.

6.Fortolkninger, der er vedtaget af Det Blandede CETA-Udvalg offentliggøres straks og sendes til parterne og til formændene for retten og appelretten, som sikrer at fortolkningerne meddeles til rettens og appelrettens afdelinger, der er oprettet i henhold til afdeling F (bilæggelse af investeringstvister mellem investorer og stater) i aftalens kapitel otte (investering). 


Bruxelles, den 11.10.2019

COM(2019) 458 final

2019/0218(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede CETA-Udvalg, som er nedsat i medfør af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side, i forbindelse med vedtagelse af en afgørelse om proceduren for vedtagelse af fortolkninger i overensstemmelse med artikel 8.31.3, og artikel 8.44.3, litra a), i CETA som bilag til dets forretningsorden


BEGRUNDELSE

1.Forslagets genstand

Dette forslag vedrører afgørelsen om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede CETA-Udvalg, som er nedsat i medfør af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side, i forbindelse med den planlagte vedtagelse af en afgørelse om proceduren for vedtagelse af fortolkninger i overensstemmelse med artikel 8.31.3, og artikel 8.44.3, litra a), i CETA som bilag til dets forretningsorden.

2.Baggrund for forslaget

2.1.Den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side

Den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side (i det følgende benævnt "aftalen") har til formål at liberalisere og lette handel og investeringer samt at fremme et tættere økonomisk forhold mellem Den Europæiske Union og Canada (i det følgende benævnt "parterne"). Aftalen blev undertegnet den 30. oktober 2016 og har fundet midlertidig anvendelse siden den 21. september 2017.

2.2.Det Blandede CETA-Udvalg

Det Blandede CETA-Udvalg er oprettet i henhold til aftalens artikel 26.1, der fastsætter at Det Blandede CETA-Udvalg består af repræsentanter for Den Europæiske Union og repræsentanter for Canada, og formandskabet varetages af Canadas minister for international handel og det medlem af Europa-Kommissionen, der har ansvaret for handel, eller af deres respektive stedfortrædere. Det Blandede CETA-Udvalg træder sammen en gang om året eller efter anmodning fra en af parterne, og fastsætter selv sin mødekalender og dagsorden. Det Blandede CETA-Udvalg er ansvarligt for alle spørgsmål vedrørende handel og investeringer mellem parterne og gennemførelsen og anvendelsen af denne aftale. En part kan henvise ethvert spørgsmål vedrørende gennemførelsen og fortolkningen af denne aftale eller ethvert andet spørgsmål vedrørende handel og investeringer mellem parterne til Det Blandede CETA-Udvalg.

Det Blandede CETA-Udvalg er, i overensstemmelse med aftalens artikel 26.3, beføjet til ved fælles overenskomst at træffe afgørelse om alle forhold i de i denne aftale anførte tilfælde. De afgørelser, der træffes af Det Blandede CETA-Udvalg, er med forbehold for eventuelt nødvendige interne procedurer og krav bindende for parterne, og parterne skal gennemføre afgørelserne.

I overensstemmelse med aftalens artikel 26.2.4, kan specialudvalgene, herunder Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer, foreslå udkast til afgørelser med henblik på vedtagelse i Det Blandede CETA-Udvalg.

I overensstemmelse med regel 10.2, i Det Blandede CETA-Udvalgs og specialudvalgenes forretningsorden 1 , kan Det Blandede CETA-Udvalg i perioden mellem møderne vedtage afgørelser eller henstillinger ved skriftlig procedure, hvis aftaleparterne beslutter dette ved fælles overenskomst. Med henblik herpå rundsendes teksten til forslaget skriftligt fra formændene til medlemmerne af Det Blandede CETA-Udvalg i henhold til regel 7 med en frist, inden for hvilken medlemmer skal tilkendegive eventuelle indvendinger eller ændringsforslag. Vedtagne forslag meddeles i henhold til regel 7, når fristen er udløbet, og tages til referat på det næste møde.

2.3.Det Blandede CETA-Udvalgs påtænkte retsakt

Det Blandede CETA-Udvalg skal vedtage en afgørelse om proceduren for vedtagelse af fortolkninger i overensstemmelse med artikel 8.31.3, og artikel 8.44.3, litra a), i CETA som bilag til dets forretningsorden ("den påtænkte retsakt").

Formålet med den påtænkte retsakt er at præcisere proceduren for Det Blandede CETA-Udvalgs vedtagelse af fortolkninger af aftalens investeringsbestemmelser.

Den påtænkte retsakt bliver bindende for parterne. Aftalens artikel 26.3.2, fastsætter at: "De afgørelser, der træffes af Det Blandede CETA-Udvalg, er med forbehold for eventuelt nødvendige interne procedurer og krav bindende for parterne, og parterne skal gennemføre afgørelserne."

3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne

Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Canada er blevet enige om straks at begynde arbejdet med gennemførelsen af aftalens bestemmelser om investeringstvistbilæggelse, det såkaldte "investeringsretssystem" 2 , jf. artikel 6, litra f), i det fælles fortolkende instrument om aftalen.

Hvis der opstår alvorlig bekymring med hensyn til fortolkningsspørgsmål, der kan påvirke investeringer, kan Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer i overensstemmelse med aftalens artikel 8.31.3, og artikel 8.44.3, litra a), efter aftale mellem parterne og efter, at parternes respektive interne krav og procedurer er opfyldt, henstille til Det Blandede CETA-Udvalg at vedtage fortolkninger af aftalen. En fortolkning, der er vedtaget af Det Blandede CETA-Udvalg er bindende for de retter, der er oprettet i henhold til afdeling F (bilæggelse af investeringstvister mellem investorer og stater) i aftalens kapitel otte (investering). Det Blandede CETA-Udvalg kan beslutte, at en fortolkning skal have bindende virkning fra en bestemt dato.

Stk. 6, litra e), i det fælles fortolkende instrument om aftalen fastsætter, at: "For at sikre, at retterne under alle omstændigheder respekterer parternes hensigt som fastsat i aftalen indeholder CETA bestemmelser, der giver parterne mulighed for at udstede bindende fortolkende bemærkninger. Canada og Den Europæiske Union og dens medlemsstater er fast besluttede på at anvende disse bestemmelser for at undgå og rette enhver fejlfortolkning af CETA foretaget af retterne."

Derfor bør proceduren for Det Blandede CETA-Udvalgs vedtagelse af fortolkninger af aftalens investeringsbestemmelser præciseres.

I henhold til aftalens artikel 26.1.4, litra d), vedtog Det Blandede CETA-Udvalg sin forretningsorden med afgørelse 001/2018 truffet af Det Blandede CETA-Udvalg den 26.9.2018 I overensstemmelse med regel 14.4, finder Det Blandede CETA-Udvalgs forretningsorden tilsvarende anvendelse på specialudvalgene, herunder Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer, og andre organer, der er oprettet i henhold til aftalen, med mindre specialudvalgene beslutter andet, jf. aftalens artikel 26.2.4.

Det Blandede CETA-Udvalg bør vedtage den påtænkte retsakt som bilag til sin forretningsorden.

Den påtænkte retsakt indeholder specifikke regler om den nødvendige procedure for vedtagelse af fortolkninger af aftalen ved Det Blandede CETA-Udvalg.

Dette forslag stemmer overens med andre initiativer vedrørende gennemførelsen af CETA's investeringsretssystem. Kommissionen har siden juni 2018 specifikt arbejdet sammen med medlemsstaterne i Rådets Handelspolitikudvalg om tjenesteydelser og investeringer og med Canada om en pakke med fire udkast til afgørelser vedrørende:

regler, der fastsætter administrative og organisatoriske aspekter i forbindelse med driften af appelretten i overensstemmelse med aftalens artikel 8.28.7

en adfærdskodeks for medlemmerne af retten, appelretten og mæglere i overensstemmelse med aftalens artikel 8.44.2

regler for mægling til brug for parterne i tvisten i overensstemmelse med aftalens artikel 8.44.3, litra c) og

regler om proceduren for vedtagelse af fortolkninger i overensstemmelse med aftalens artikel 8.31.3, og 8.44.3, litra a).

Yderligere arbejde på andre områder af gennemførelsen af investeringsdomstolssystemet fortsættes. I stk. 6, litra f), i det fælles fortolkende instrument om aftalen er det fastsat, at det "fælles mål er at afslutte arbejdet med ikrafttrædelsen af CETA".

Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede CETA-Udvalg om den påtænkte retsakt for at sikre en effektiv gennemførelse af aftalen.

4.Retsgrundlag

4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag

4.1.1.Principper

I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtages der afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".

Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver" 3 .

4.1.2.Anvendelse på det foreliggende tilfælde

Det Blandede CETA-Udvalg er et organ, der er nedsat i medfør af en aftale, nemlig den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side (i det følgende benævnt "aftalen").

Den retsakt, som Det Blandede CETA-Udvalg skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger. Den påtænkte retsakt vil være bindende for parterne i henhold til folkeretten i overensstemmelse med aftalens artikel 26.3.2.

Den påtænkte retsakt hverken supplerer eller ændrer aftalens institutionelle ramme.

Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.

4.2.Materielt retsgrundlag

4.2.1.Principper

Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsageligt af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har to formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer må betragtes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, kun have ét materielt retsgrundlag, nemlig det, som det primære eller fremherskende formål eller element tilsiger.

4.2.2.Anvendelse på det foreliggende tilfælde

Det primære formål med og indhold af den påtænkte retsakt vedrører den fælles handelspolitik.

De materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 207, stk. 3, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, i TEUF.

4.3.Konklusion

Retsgrundlagene for den foreslåede afgørelse bør være artikel 207, stk. 3, og 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.

5.Autentiske sprog og offentliggørelse af den påtænkte retsakt

Da Det Blandede CETA-Udvalgs retsakt vil gennemføre aftalen med hensyn til bilæggelse af investeringstvister mellem investorer og stater, bør den vedtages på alle aftalens autentiske sprog 4 og offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter vedtagelsen.

2019/0218 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede CETA-Udvalg, som er nedsat i medfør af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side, i forbindelse med vedtagelse af en afgørelse om proceduren for vedtagelse af fortolkninger i overensstemmelse med artikel 8.31.3, og artikel 8.44.3, litra a), i CETA som bilag til dets forretningsorden

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 3, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Rådets afgørelse (EU) 2017/37 5 indeholder bestemmelser om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side (i det følgende benævnt "aftalen"). Aftalen blev undertegnet den 30. oktober 2016.

(2)Rådets afgørelse (EU) 2017/38 6 indeholder bestemmelser om midlertidig anvendelse af dele af aftalen, herunder oprettelsen af Det Blandede CETA-Udvalg og Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer. Aftalen har fundet midlertidig anvendelse siden den 21. september 2017.

(3)I henhold til aftalens artikel 26.3.1 er Det Blandede CETA-Udvalg, med henblik på opfyldelsen af formålene i denne aftale, beføjet til at træffe afgørelse om alle forhold i de i denne aftale anførte tilfælde.

(4)I henhold til aftalens artikel 26.3.2 er de afgørelser, der træffes af Det Blandede CETA-Udvalg med forbehold for eventuelt nødvendige interne procedurer og krav bindende for parterne, og parterne skal gennemføre afgørelserne.

(5)I henhold til aftalens artikel 26.1.4, litra d), vedtager Det Blandede CETA-Udvalg selv sin forretningsorden.

(6)I henhold til aftalens artikel 26.2.1, litra b) er Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer et af de specialudvalg, der er nedsat ved aftalen.

(7)I henhold til aftalens artikel 26.2.4, skal specialudvalgene selv fastsætte og ændre deres forretningsorden, hvis de finder det hensigtsmæssigt.

(8)Regel 14.4 i Det Blandede CETA-Udvalgs forretningsorden (afgørelse 001/2018 truffet af Det Blandede CETA-Udvalg af 26.9.2018) fastsætter, at medmindre specialudvalgene beslutter andet, jf. aftalens artikel 26.2.4, finder forretningsordenen tilsvarende anvendelse på specialudvalgene og andre organer, der nedsættes i henhold til aftalen.

(9)Hvis der opstår alvorlig bekymring med hensyn til fortolkningsspørgsmål, der kan påvirke investeringer, kan Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer i overensstemmelse med aftalens artikel 8.31.3, og artikel 8.44.3, litra a), efter aftale mellem parterne og efter, at parternes respektive interne krav og procedurer er opfyldt, henstille til Det Blandede CETA-Udvalg at vedtage fortolkninger af aftalen. En fortolkning, der er vedtaget af Det Blandede CETA-Udvalg er bindende for de retter, der er oprettet i henhold til afdeling F (bilæggelse af investeringstvister mellem investorer og stater) i aftalens kapitel otte (investering). Det Blandede CETA-Udvalg kan beslutte, at en fortolkning skal have bindende virkning fra en bestemt dato.

(10)Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede CETA-Udvalg, på grundlag af det vedlagte udkast til afgørelse fra Det Blandede CETA-Udvalg med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af aftalen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede CETA-Udvalg med hensyn til vedtagelsen af en afgørelse om proceduren for vedtagelse af fortolkninger i overensstemmelse med artikel 8.31.3 og 8.44.3, litra a), i CETA som bilag til dets forretningsorden baseres på det udkast til Det Blandede CETA-Udvalgs afgørelse, der er knyttet til nærværende rådsafgørelse.

Artikel 2

1.Det Blandede CETA-Udvalgs afgørelse vedtages på alle aftalens autentiske sprog.

2.Afgørelsen, der vedtages af Det Blandede CETA-Udvalg, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Afgørelse 001/2018 truffet af Det Blandede CETA-Udvalg af 26. september 2018 om vedtagelse af Det Blandede CETA-Udvalgs og specialudvalgenes forretningsorden (EUT L 190 af 27.7.2018, s. 13), tilgængelig (på engelsk) på GD for Handels websted http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2019/february/tradoc_157677.pdf .
(2)    Fælles fortolkende instrument om den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada og Den Europæiske Union og dens medlemsstater (EUT L 11 af 14.1.2017, s. 3).
(3)    Domstolens dom af 7. oktober 2014, sag C-399/12, Tyskland mod Rådet, ECLI:EU:C:2014:2258, præmis 61 til 64.
(4)    I henhold til aftalens artikel 30.11 (autentiske tekster) er aftalen udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.
(5)    Rådets afgørelse (EU) 2017/37 af 28. oktober 2016 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side (EUT L 11 af 14.1.2017, s. 1).
(6)    Rådets afgørelse (EU) 2017/38 af 28. oktober 2016 om midlertidig anvendelse af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side (EUT L 11 af 14.1.2017, s. 1080).