EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 6.3.2019
COM(2019) 96 final
2019/0047(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i partsmødet for fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean, og om ophævelse af afgørelse 9767/17
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på samlinger i partsmødet for fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean (SIOFA) for perioden 20192023 i forbindelse med den påtænkte vedtagelse af bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger.
2.Baggrund for forslaget
2.1.Fiskeriaftalen for det Sydlige Indiske Ocean
Formålet med SIOFA er gennem oprettelsen af partsmødet at sikre langsigtet bevarelse af fiskeressourcerne i aftaleområdet og fremme en bæredygtig udvikling af fiskeriet. Aftalen trådte i kraft den 21. juni 2012.
Unionen er part i SIOFA, som den har ratificeret ved Rådets afgørelse 2008/780/EF.
2.2.SIOFA's partsmøde
SIOFA's partsmøde er et organ, der er oprettet ved SIOFA og er ansvarligt for forvaltning og bevarelse af fiskeressourcerne i det regulerede område. Det vedtager bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger med henblik på at opnå en optimal udnyttelse af de fiskeressourcer, der hører under dets kompetenceområde.
Som medlem af SIOFA's partsmøde har Unionen medbestemmelses- og stemmeret. Partsmødet træffer afgørelserne ved konsensus.
2.3.Afgørelser, der vedtages af SIOFA's partsmøde
Partsmødet har beføjelse til at vedtage bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger for det fiskeri, der hører under dets kompetenceområde, og disse er bindende for de kontraherende parter.
I henhold til SIOFA's artikel 8, stk. 3, sammenholdt med regel 12.4 i SIOFA-forretningsordenen træder foranstaltningerne i kraft 90 dage efter den dato, på hvilken de kontraherende parter underrettes om dem af SIOFA.
3.Holdning, der skal indtages på Unionens vegne
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på de årlige møder i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er), fastlægges på nuværende tidspunkt efter en totrinsmodel. De vejledende principper og retningslinjer for Unionens holdning fastlægges i en rådsafgørelse for flere år ad gangen, hvorefter holdningen justeres forud for hvert årsmøde ved et uofficielt kommissionsdokument, som drøftes i Rådets arbejdsgruppe.
For SIOFA er denne fremgangsmåde gennemført ved Rådets afgørelse 9767/17 af 30. maj 2017, hvori Unionens holdning i SIOFA er fastlagt for perioden 2017-2021. Nævnte afgørelse indeholder de generelle principper og retningslinjer, men tager i videst muligt omfang hensyn til særlige forhold i SIOFA. I overensstemmelse med medlemsstaternes ønske indeholder den desuden en standardprocedure for fastlæggelsen af Unionens holdning fra år til år.
Ifølge afgørelse 9767/17 skal Unionens holdning i SIOFA først tages op til revision med henblik på det årlige møde i 2022. Langt de fleste af Rådets afgørelser om Unionens holdning i de forskellige RFFO'er, som Unionen er kontraherende part i, skal imidlertid revideres inden disse RFFO'ers årlige møder i 2019. Med henblik på at fremme sammenhængen mellem Unionens holdninger i alle RFFO'erne og synkronisere tidsplanen for de forskellige revisionsprocedurer bør revisionen af Unionens holdning i SIOFA for perioden 2019-2023 fremrykkes og afgørelse 9767/17 erstattes.
Afgørelse 9767/17 indeholder principperne og retningslinjerne for den nye fælles fiskeripolitik som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013, idet der også tages hensyn til målene i Kommissionens meddelelse om den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik. Unionens holdning til Lissabontraktaten er endvidere justeret i nævnte afgørelse.
I forbindelse med den aktuelle revision tages der, hvad angår indvirkningen af fiskeriet, hensyn til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en europæisk strategi for plast i en cirkulær økonomi, den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen om international havforvaltning: en dagsorden for havenes fremtid og Rådets konklusioner om denne fælles meddelelse.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1.Principper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal Rådet vedtage afgørelser om fastlæggelse af, "hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen."
"Retsakter, der har retsvirkninger", omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, som gælder for det pågældende organ, og retsforskrifter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".
4.1.2.Anvendelse på det foreliggende tilfælde
SIOFA's partsmøde er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig SIOFA.
De retsakter, som partsmødet skal vedtage, udgør retsakter, der har retsvirkninger. De påtænkte retsakter vil være bindende i henhold til folkeretten, jf. artikel 8 i SIOFA, og vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-lovgivningen, herunder på:
·Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008, hvorved der oprettes en EF-ordning, som skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri)
·Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009, om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, og
·Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403 af 12. december 2017 om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder.
De påtænkte retsakter supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for SIOFA.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
4.2.1.Principper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den pågældende retsakt har to formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer må betragtes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, kun have ét materielt retsgrundlag, nemlig det, som det primære eller fremherskende formål eller element tilsiger.
4.2.2.Anvendelse på det foreliggende tilfælde
Hovedformålet med og indholdet af den påtænkte retsakt vedrører fiskeri. Forordning (EU) nr. 1380/2013 udgør retsgrundlaget for udarbejdelsen af de principper, der skal afspejles i denne holdning.
Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 43, stk. 2, i TEUF. Afgørelsen skal erstatte afgørelse 9767/17.
4.3.Konklusion
Retsgrundlaget for forslaget til afgørelse bør være artikel 43, stk. 2, i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
2019/0047 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i partsmødet for fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean, og om ophævelse af afgørelse 9767/17
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Ved Rådets afgørelse 2008/780/EF af 29. september 2008 tiltrådte Unionen fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean (SIOFA), hvorved SIOFA's partsmøde blev oprettet.
(2)SIOFA's partsmøde er ansvarligt for forvaltning og bevarelse af fiskeressourcerne i SIOFA's aftaleområde. Sådanne foranstaltninger kan blive bindende for Unionen.
(3)I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 skal EU sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteter er miljømæssigt bæredygtige på lang sigt og forvaltes på en måde, der er i overensstemmelse med målene om at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele, og som bidrager til fødevareforsyningssikkerheden. Det er ligeledes fastsat i nævnte forordning, at Unionen skal forvalte fiskeriet efter en forsigtighedstilgang og bestræbe sig på at sikre, at udnyttelsen af havets levende biologiske ressourcer genopretter og opretholder bestandene af befiskede arter på niveauer, der kan give det maksimale bæredygtige udbytte. Endvidere er det fastsat, at Unionen skal træffe forvaltnings- og bevarelsesforanstaltninger på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, støtte udbygningen af videnskabelig viden og rådgivning, gradvis eliminere udsmid og fremme fangstmetoder, der bidrager til et mere selektivt fiskeri, til undgåelse og størst mulig begrænsning af uønskede fangster og til fiskeri med begrænset indvirkning på det marine økosystem og fiskeressourcerne. Derudover er det i forordning (EU) nr. 1380/2013 udtrykkeligt fastsat, at Unionen skal anvende disse mål og principper i forbindelse med varetagelsen af sine eksterne fiskeriforbindelser.
(4)Som meddelt i den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen om international havforvaltning: en dagsorden for havenes fremtid og Rådets konklusioner om denne fælles meddelelse er fremme af foranstaltninger til støtte og forbedring af effektiviteten af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) og, hvor det er relevant, forbedring af deres forvaltning et centralt element i Unionens indsats i disse fora.
(5)I Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en europæisk strategi for plast i en cirkulær økonomi henvises der til specifikke foranstaltninger til reducering af plast og havforurening og til forebyggelse af, at fiskeredskaber mistes eller efterlades til søs.
(6)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på samlinger i partsmødet for SIOFA for perioden 2019-2023, bør fastlægges, eftersom de bevarelses- og håndhævelsesforanstaltninger, som vedtages på det årlige partsmøde, vil være bindende for Unionen og vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-lovgivningen, nemlig Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008, Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403.
(7)Ifølge Rådets afgørelse 9767/17 skal Unionens holdning i partsmødet først tages op til revision med henblik på partsmødets årlige samling i 2022. Langt de fleste af Rådets afgørelser om Unionens holdning i de forskellige RFFO'er, som Unionen er kontraherende part i, skal imidlertid revideres inden disse RFFO'ers årlige møder i 2019. Med henblik på at fremme sammenhængen mellem Unionens holdninger i samtlige forskellige RFFO'er og strømline revisionsprocessen bør revisionen af Rådets afgørelse 9767/17 fremrykkes, og nævnte afgørelse bør ophæves og erstattes med en ny afgørelse for perioden 2019-2023.
(8)I betragtning af udviklingen i fiskeressourcerne i SIOFA's aftaleområde og det deraf følgende behov for, at der i Unionens holdning tages hensyn til den nye udvikling, herunder nye videnskabelige og andre oplysninger, der forelægges forud for eller på samlinger i SIOFA's partsmøde, skal der i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde mellem EU-institutionerne som fastsat i artikel 13, stk. 2, i TEU fastlægges procedurer for præciseringen fra år til år af Unionens holdning for perioden 2019-2023 —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på samlinger i partsmødet for fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean (SIOFA), er fastlagt i bilag I.
Artikel 2
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på samlinger i SIOFA's partsmøde, præciseres fra år til år i overensstemmelse med bilag II.
Artikel 3
Unionens holdning, som er fastlagt i bilag I, vurderes og revideres i givet fald af Rådet på forslag af Kommissionen senest med henblik på den årlige samling i SIOFA's partsmøde i 2024.
Artikel 4
Afgørelse 9767/17 af 30. maj 2017 ophæves.
Artikel 5
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 6.3.2019
COM(2019) 96 final
BILAG
til
Forslag til RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav, og om ophævelse af afgørelse 9449/1/14 REV 1Parties to the Southern Indian Ocean Fisheries Agreement and repealing Decision 9767/17
BILAG I
1.PRINCIPPER
Inden for rammerne af SIOFA skal Unionen:
a) handle i overensstemmelse med de mål og principper, som Unionen sigter mod inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik, og som navnlig går ud på ved hjælp af forsigtighedstilgangen og målene vedrørende bæredygtig udnyttelse, jf. artikel 2, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1380/2013, at fremme gennemførelsen af en økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning, at undgå og begrænse uønskede fangster mest muligt og gradvis at eliminere udsmid, at reducere fiskeriets negative indvirkning på det marine økosystem og habitaterne og ligeledes at fremme et økonomisk levedygtigt og konkurrencedygtigt EU-fiskeri, hvor de, der er afhængige af fiskeriet, sikres en rimelig levestandard, samtidig med at der tages hensyn til forbrugernes interesser
b) arbejde hen imod en passende inddragelse af aktører i forberedelsen af SIOFA-foranstaltninger og sikre, at foranstaltninger vedtaget inden for rammerne af SIOFA er i overensstemmelse med målene for aftalen.
c) sikre, at de foranstaltninger, der vedtages inden for rammerne af SIOFA, er forenelige med folkeretten, især FN's havretskonvention af 1982, FN-aftalen af 1995 om bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande, aftalen af 1993 om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger på åbent hav og Fødevare- og Landbrugsorganisationens aftale af 2009 om havnestatsforanstaltninger
d) fremme holdninger, der er i overensstemmelse med bedste praksis som anvendt af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) i samme område
e) søge sammenhæng og synergi med den politik, som Unionen følger som led i sine bilaterale fiskeriforbindelser med tredjelande, og sikre sammenhæng med sine øvrige politikker, navnlig på områderne eksterne forbindelser, beskæftigelse, miljø, handel, udvikling, forskning og innovation
f)sikre, at Unionens internationale forpligtelser overholdes
g) følge Rådets konklusioner af 19. marts 2012 om Kommissionens meddelelse om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension
h) sigte mod at skabe lige vilkår for EU-fiskerflåden inden for SIOFA's aftaleområde på grundlag af de samme principper og standarder som dem, der gælder i henhold til EU-lovgivningen, og mod at fremme en ensartet gennemførelse af disse principper og standarder
i) sikre overensstemmelse med målsætningerne i den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen om international havforvaltning: en dagsorden for havenes fremtid og med Rådets konklusioner om denne fælles meddelelse, og fremme foranstaltninger til støtte og forbedring af SIOFA og, hvor det er relevant, forbedre SIOFA's forvaltning og resultater (navnlig med hensyn til videnskab, overholdelse, gennemsigtighed og beslutningstagning) med henblik på at bidrage til alle de forskellige dimensioner af bæredygtig havforvaltning
j) fremme koordineringen mellem RFFO'erne og de regionale havkonventioner og samarbejdet med globale organisationer, alt efter hvad der er relevant, inden for deres respektive mandat
k)blandt RFFO'er med ansvar for andre arter end tun fremme samarbejdsmekanismer i tråd med den såkaldte Kobeprocedure for RFFO'er med ansvar for tun.
2.Retningslinjer
Unionen skal i relevant omfang stræbe efter at støtte vedtagelsen af følgende tiltag inden for rammerne af SIOFA:
a) foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne i SIOFA's aftaleområde baseret på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, herunder samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) og kvoter, fiskeriindsats- eller fiskerikapacitetsregulering for havets levende biologiske ressourcer, der er omfattet af SIOFA's kompetenceområde, som senest inden udgangen af 2020 resulterer i et fiskeri eller opretholder fiskeriet på et niveau, der giver det maksimale bæredygtige udbytte. Hvor nødvendigt, indføre særlige foranstaltninger for bestande, der lider under overfiskning, således at fiskeritrykket holdes på et niveau, der er i overensstemmelse med fiskerimulighederne
b) foranstaltninger, der skal forebygge, afværge eller standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) i SIOFA's aftaleområde, herunder opførelse af fartøjer på IUU-lister
c) foranstaltninger til overvågning, kontrol og tilsyn i SIOFA's aftaleområde for at sikre en effektiv kontrol og overholdelse af foranstaltninger vedtaget inden for rammerne af SIOFA
d) foranstaltninger, der skal reducere fiskeriets negative indvirkning på havets biodiversitet og det marine økosystem mest muligt, herunder foranstaltninger til at reducere havforurening og forebygge udtømning af plast til havs og mindske indvirkningen af plast i havene på den marine biodiversitet og de marine økosystemer, foranstaltninger til at beskytte sårbare marine økosystemer i SIOFA's aftaleområde i tråd med fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean og FAO's internationale retningslinjer for forvaltning af dybhavsfiskeri på åbent hav, samt foranstaltninger, der tager sigte på at undgå og i videst muligt omfang reducere uønskede fangster, særligt af sårbare marine arter, og på gradvis at eliminere udsmid
e)foranstaltninger til at mindske virkningen af efterladte, tabte eller på anden måde kasserede fiskeredskaber (ALDFG) i havet og til at lette identificering og bjærgning af sådanne redskaber
f) foranstaltninger, der tager sigte på at forbyde fiskeri, som kun har til formål at høste hajfinner, og hvorved det kræves, at alle hajer landes med finnerne på
g)fælles tilgange med andre regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, hvor det er relevant, især dem, der deltager i fiskeriforvaltningen i det samme område
h) henstillinger, der tilskynder til gennemførelsen af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren, hvor det er relevant og i det omfang, det er tilladt efter de relevante stiftelsesdokumenter
i) supplerende tekniske foranstaltninger baseret på rådgivning fra SIOFA's underorganer og arbejdsgrupper.
BILAG II
Præcisering fra år til år af den holdning, som Unionen skal indtage
på samlingerne i partsmødet for fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean
Forud for hver samling i partsmødet, når dette organ skal vedtage afgørelser, der vil have retsvirkninger for Unionen, træffes de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, tager hensyn til de seneste videnskabelige og andre relevante oplysninger, der er fremsendt til Europa-Kommissionen, i overensstemmelse med principperne og retningslinjerne i bilag I.
Med henblik herpå og på baggrund af de fremsendte oplysninger forelægger Kommissionen i tilstrækkelig god tid inden hver samling i SIOFA's partsmøde et skriftligt dokument for Rådet eller dets forberedende organer, hvori er fastlagt enkelthederne i den foreslåede præcisering af Unionens holdning med henblik på drøftelse og godkendelse af detaljerne i den holdning, som Unionen skal give udtryk for.
Hvis det i løbet af en samling i SIOFA's partsmøde, herunder på stedet, er umuligt at nå til enighed, således at Unionens holdning tager hensyn til nye elementer, henvises sagen til Rådet eller dets forberedende organer.