Bruxelles, den 23.1.2019

COM(2019) 49 final

2019/0010(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) 2017/2403 for så vidt angår fiskeritilladelser til EU-fiskerfartøjer i Det Forenede Kongeriges farvande og fiskeri, der udøves af Det Forenede Kongeriges fiskerfartøjer i EU-farvande


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Det Forenede Kongerige meddelte den 29. marts 2017 sin beslutning om at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Det betyder, at hvis udtrædelsesaftalen ikke ratificeres, ophører Unionens primære og afledte ret med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige fra den 30. marts 2019 ("udtrædelsesdatoen"). Det Forenede Kongerige vil derefter være et såkaldt tredjeland.

Kommissionens meddelelse "Forberedelse af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union den 30. marts 2019: en nødhandlingsplan" af 13. november 2018 indeholder de nødforanstaltninger, som den agter at træffe, hvis der på udtrædelsesdatoen ikke er en udtrædelsesaftale på plads. I meddelelsen anfører Kommissionen de foranstaltninger, den betragter som nødvendige, og minder om, at der kan blive behov for at træffe yderligere foranstaltninger på et senere tidspunkt. I meddelelsen fremlægges også de seks generelle principper, som nødforanstaltninger på alle niveauer skal overholde. Disse omfatter principperne om, at foranstaltninger ikke bør gengive fordelene ved medlemskab af Unionen eller betingelserne for en eventuel overgangsperiode som fastsat i udtrædelsesaftalen, at de skal være af midlertidig karakter og i princippet ikke bør strække sig ud over udgangen af 2019, og at de skal være ensidige tiltag fra Den Europæiske Unions side i udøvelsen af dens interesser, og at Unionen derfor i princippet til enhver tid kan ophæve dem.

Det Europæiske Råd (artikel 50) gentog den 13. december 2018 sin opfordring til at intensivere arbejdet med på alle niveauer at forberede sig på konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden, idet der tages højde for alle mulige udfald. Kommissionen fremlagde den 19. december 2018 en pakke af foranstaltninger som svar på denne opfordring. Den 17. og 18. december 2018 fastsatte Rådet for Landbrug og Fiskeri fiskerimulighederne for 2019. På denne baggrund, under hensyntagen til den løbende kontakt med medlemsstaterne om den betydelige indvirkning, som Det Forenede Kongeriges ukontrollerede udtræden uden en udtrædelsesaftale vil have på fiskerisektoren, og i betragtning af, at de interesserede parter ikke selv kan afbøde disse negative konsekvenser, har Kommissionen konkluderet, at der er behov for to nødforanstaltninger for fiskerisektoren. Sideløbende med denne foranstaltning om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder foreslår Kommissionen en foranstaltning om ændring af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond.

I henhold til forordning (EU) nr. 1380/2013 1 (grundforordningen om den fælles fiskeripolitik) har EU-fiskerfartøjer lige adgang til EU-farvande og ressourcer, der er omfattet af reglerne i den fælles fiskeripolitik. Fra udtrædelsesdatoen gælder den fælles fiskeripolitik ikke længere for Det Forenede Kongerige. Det Forenede Kongeriges farvande (territorialfarvandet og den tilstødende eksklusive økonomiske zone) vil da ikke længere være en del af EU-farvandene.

Hvis der ikke foreligger en udtrædelsesaftale, vil det fiskeri, der udøves af medlemsstaternes fartøjer i Det Forenede Kongeriges farvande og af Det Forenede Kongeriges fartøjer i EU-farvande, ikke længere være omfattet af grundforordningen om den fælles fiskeripolitik, når Det Forenede Kongerige udtræder af Unionen.

For at sikre fiskeriets bæredygtighed og i lyset af dets betydning for mange lokalsamfunds økonomiske eksistensgrundlag er det vigtigt at opretholde muligheden for ordninger, hvorved EU's og Det Forenede Kongeriges fartøjer fortsat har gensidig fiskeriadgang til hinandens farvande i en begrænset periode efter udtrædelsesdatoen. Formålet med denne forordning er at skabe en passende retlig ramme for en sådan gensidig adgang.

I overensstemmelse med De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 ("UNCLOS") og De Forenede Nationers aftale om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande af 4. august 1995 ("UNFSA") kræver forvaltningen af visse delte fælles og stærkt vandrende fiskebestande et samarbejde mellem alle lande, i hvis farvande bestanden forekommer (kyststaterne) og de lande, hvis flåder udnytter denne bestand (fiskeristaterne). Dette samarbejde kan etableres inden for rammerne af ad hoc-ordninger mellem de lande, der har en interesse i dette fiskeri.

Der er opnået enighed om fiskerimulighederne for 2019, også i Det Forenede Kongerige, under Det Forenede Kongeriges medlemskab af Unionen. Disse ordninger og de fiskerimuligheder, der er fastsat deri, danner grundlag for stabilitet i fiskeriet og er fastsat under fuld overholdelse af kravene i artikel 61 og 62 i UNCLOS. Disse ordninger har til formål at sikre en bæredygtig udnyttelse af havets levende ressourcer og stabilitet i EU-farvandene og Det Forenede Kongeriges farvande.

I forordning (EU) 2017/2403 2 (forordningen om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder) er der fastsat regler for fiskeri, der udøves af EU-fiskerfartøjer i tredjelandsfarvande og af tredjelandsfartøjer i EU-farvande.

For fiskeri, der udøves af EU-fiskerfartøjer i tredjelandsfarvande, indeholder forordningen om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder såvel bestemmelser om, at en flagmedlemsstat kan udstede direkte tilladelser til operatører, som betingelser og procedurer for udstedelsen af sådanne tilladelser. I betragtning af antallet af EU-fiskerfartøjer, der udøver fiskeri i Det Forenede Kongeriges farvande, kan disse betingelser og procedurer føre til betydelige forsinkelser og en øget administrativ byrde, hvis Det Forenede Kongerige giver EU-fartøjer tilladelse til at fiske i Det Forenede Kongeriges farvande. Det er nødvendigt at fastsætte særlige betingelser og procedurer, der kan lette Det Forenede Kongeriges godkendelse af, at EU-fiskerfartøjer kan udøve fiskeri i Det Forenede Kongeriges farvande. Disse betingelser og procedurer bør svare til de godkendelseskrav, der i forordningen om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder er fastlagt for tredjelandsfartøjer, der udøver fiskeri i EU-farvande.

Grundforordningen om den fælles fiskeripolitik giver medlemsstaterne beføjelse til at udveksle tildelte fiskerimuligheder helt eller delvis. Der finder årligt ca. 1000 kvoteudvekslinger sted mellem Det Forenede Kongerige og medlemsstaterne. Uden at det berører Unionens enekompetence, er der behov for et fleksibelt system efter udtrædelsesdatoen, der gør det muligt for Unionen at udveksle kvoter med Det Forenede Kongerige. Medlemsstater bør derfor kunne indlede drøftelser med Det Forenede Kongerige og udarbejde udkast til en påtænkt kvoteoverførsel eller udveksling, hvis det er relevant. Fiskerimuligheder, der modtages fra eller overføres til Det Forenede Kongerige i forbindelse med kvoteoverførslen eller udvekslingen, bør betragtes som kvoter, der er tildelt den pågældende medlemsstat, eller som en nedsættelse af medlemsstatens tildeling. En sådan tildeling må i overensstemmelse med princippet om relativ stabilitet i fiskeriet ikke ændre den bestående fordelingsnøgle for fordeling af fiskerimuligheder blandt medlemsstaterne.

De specifikke regler i dette forslag bør finde anvendelse fra dagen efter den dag, hvor EU-retten ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige, jf. artikel 50, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union. Udstedelsen af tilladelser er underlagt princippet om gensidighed, dvs. at den er betinget af, at Det Forenede Kongerige viderefører EU-fartøjernes nuværende adgangsrettigheder til fiskeri i Det Forenede Kongeriges farvande. Der vil derfor kun blive givet tilladelse, hvis og i det omfang Det Forenede Kongerige giver EU-fartøjer tilladelse til at udnytte de fiskerimuligheder, som de har fået tildelt i overensstemmelse med forordningerne om fiskerimuligheder.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Ikke relevant.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Ikke relevant.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget er artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Nærhedsprincippet

Den fælles fiskeripolitik og kontrollen hermed er et område, hvor Unionen har enekompetence i henhold til traktatens artikel 3, litra d), og nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

Den foreslåede retsakt vil ændre EU-forordning (EU) 2017/2403, således at der skabes et retsgrundlag i EU-retten, der giver Det Forenede Kongeriges fartøjer mulighed for at fiske i EU-farvande, og som gør det muligt at indføre forenklede og mere effektive procedurer for udstedelse af tilladelser til fartøjer, der ønsker at fiske i Det Forenede Kongeriges farvande. Det er derfor uomgængeligt nødvendigt med en indsats på EU-niveau, og på grund af Unionens enekompetence vil resultatet ikke kunne opnås med en indsats på medlemsstatsniveau.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Den foreslåede forordning anses for at være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, da den har til formål at sikre status quo med hensyn til EU-fiskerfartøjers adgang til Det Forenede Kongeriges farvande ved at fastsætte gensidige betingelser for udstedelse af tilladelser. Derved vil større forstyrrelser og forsinkelser i procedurerne for tilladelse blive undgået. Den foreslåede forordning viderefører også den praksis med at udveksle kvoter med Det Forenede Kongerige, som fandt sted under Det Forenede Kongeriges medlemskab af Unionen.

Valg af retsakt

Denne retsakt er en ændring af en forordning.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Dette punkt er ikke relevant på grund af den ekstraordinære, midlertidige og enestående art af den begivenhed, som nødvendiggør dette forslag, der ikke hænger sammen med den eksisterende lovgivnings målsætninger.

Høringer af interesserede parter

De udfordringer, der opstår som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, og mulige løsninger er blevet påpeget af forskellige interessenter på fiskeriområdet og repræsentanter for medlemsstaterne. Alle operatører, interessenter og berørte medlemsstater har understreget behovet for at sikre gensidigt bæredygtigt fiskeri.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Ikke relevant.

Konsekvensanalyse

En konsekvensanalyse er ikke nødvendig, da situationen er ekstraordinær, og behovet for en retsakt er begrænset til den periode, hvor ændringen af Det Forenede Kongeriges status gennemføres. Der findes ingen andre materielle eller retlige politiske løsningsmuligheder end den, som foreslås.    

Målrettet regulering og forenkling

Ikke relevant.

Grundlæggende rettigheder

Dette forslag har ingen konsekvenser for beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen budgetmæssige konsekvenser.

5.ANDRE FORHOLD

Ikke relevant.

2019/0010 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) 2017/2403 for så vidt angår fiskeritilladelser til EU-fiskerfartøjer i Det Forenede Kongeriges farvande og fiskeri, der udøves af Det Forenede Kongeriges fiskerfartøjer i EU-farvande

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 3 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige sin beslutning om at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union. Traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige fra ikrafttrædelsesdatoen for en udtrædelsesaftale eller, hvis en sådan aftale udebliver, to år efter nævnte meddelelse, dvs. fra den 30. marts 2019, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med Det Forenede Kongerige enstemmigt beslutter at forlænge denne periode.

(2)Udtrædelsesaftalen indeholder ordninger for anvendelse af EU-retlige bestemmelser på og i Det Forenede Kongerige efter den dato, hvor traktaterne ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige. Hvis denne aftale træder i kraft, vil den fælles fiskeripolitik finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i overgangsperioden i overensstemmelse med aftalen og vil ophøre med at finde anvendelse ved udgangen af denne periode.

(3)Når den fælles fiskeripolitik ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige, vil Det Forenede Kongeriges farvande (territorialfarvandet og den tilstødende eksklusive økonomiske zone) ikke længere være en del af EU-farvandene. I tilfælde af en ukontrolleret udtræden risikerer EU-fartøjer og fartøjer fra Det Forenede Kongerige derfor, at de ikke har mulighed for fuldt ud at udnytte de fiskerimuligheder, der er fastsat for 2019.

(4)For at sikre fiskeriets bæredygtighed og i lyset af dets betydning for mange lokalsamfunds økonomiske eksistensgrundlag i Unionen og Det Forenede Kongerige bør muligheden for ordninger, hvorved EU's og Det Forenede Kongeriges fartøjer fortsat har fuld gensidig fiskeriadgang til hinandens farvande, efter at den fælles fiskeripolitik ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige som medlemsstat, opretholdes i en begrænset periode. Formålet med denne forordning er at skabe en passende retlig ramme for en sådan gensidig adgang.

(5)Denne forordnings geografiske anvendelsesområde og henvisninger i forordningen til Det Forenede Kongerige omfatter ikke Gibraltar.

(6)Der er opnået enighed om fiskerimulighederne for 2019 4 , 5 , herunder i Det Forenede Kongerige, under Det Forenede Kongeriges medlemskab af Unionen. Disse fiskerimuligheder er fastsat under fuld overholdelse af kravene i artikel 61 og 62 i De Forenede Nationers havretskonvention. For at sikre en bæredygtig udnyttelse af havets levende ressourcer og stabilitet i EU-farvandene og Det Forenede Kongeriges farvande bør de aftalte kvotetildelinger og andele for medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige fortsat være til rådighed, jf. artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 6 .

(7)I lyset af de mangeårige fiskerimønstre, der kendetegner Det Forenede Kongeriges fartøjer i EU-farvande og omvendt, bør Unionen etablere en mekanisme, der gør det muligt for Det Forenede Kongeriges fartøjer at få adgang til EU-farvande ved hjælp af tilladelser, så de kan fiske deres tildelte kvoteandele som fastsat i henhold til forordning (EU) [2019/...] og (EU) 2018/2025 på samme betingelser, som gælder for EU-fartøjer, i en begrænset periode. Sådanne fiskeritilladelser bør kun gives, hvis og i det omfang Det Forenede Kongerige fortsat giver EU-fartøjer tilladelse til at udnytte de fiskerimuligheder, som de har fået tildelt i overensstemmelse med de relevante forordninger om fiskerimuligheder.

(8)Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403 7 er der fastsat regler for udstedelse og forvaltning af fiskeritilladelser til fartøjer i farvande, der hører under et tredjelands højhedsområde eller jurisdiktion, og for tredjelandsfiskerfartøjer, der udøver fiskeri i EU-farvande.

(9)Forordning (EU) 2017/2013 indeholder regler for fiskeri, der udøves af EU-fiskerfartøjer i tredjelandsfarvande uden for rammerne af en aftale, samt såvel bestemmelser om, at en flagmedlemsstat kan udstede direkte tilladelser, som betingelser og procedurer for udstedelsen af sådanne tilladelser. I betragtning af antallet af EU-fiskerfartøjer, der udøver fiskeri i Det Forenede Kongeriges farvande, vil disse betingelser og procedurer føre til betydelige forsinkelser og en øget administrativ byrde, hvis der ikke foreligger en udtrædelsesaftale eller en fiskeriaftale. Det er derfor nødvendigt at fastsætte særlige betingelser og procedurer, der kan lette Det Forenede Kongeriges udstedelse af tilladelser til, at EU-fiskerfartøjer kan udøve fiskeri i Det Forenede Kongeriges farvande.

(10)Det er nødvendigt at fravige de regler, der gælder for tredjelandsfiskerfartøjer, og fastsætte særlige betingelser og procedurer, der gør det muligt for Unionen at udstede tilladelser til Det Forenede Kongeriges fiskerfartøjer til at udøve fiskeri i EU-farvande.

(11)Forordning (EU) nr. 1380/2013 giver medlemsstaterne beføjelse til at udveksle tildelte fiskerimuligheder helt eller delvis. Der finder årligt ca. 1000 kvoteudvekslinger sted mellem medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige. Uden at det berører Unionens enekompetence, er der, efter at traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige, behov for et fleksibelt system, der gør det muligt for Unionen at udveksle kvoter med Det Forenede Kongerige. Medlemsstater bør derfor kunne indlede drøftelser med Det Forenede Kongerige og udarbejde udkast til en påtænkt kvoteoverførsel eller udveksling, hvis det er relevant. Kommissionen vil fortsat være ansvarlig for at foretage en sådan kvoteoverførsel eller udveksling. Fiskerimuligheder, der modtages fra eller overføres til Det Forenede Kongerige i forbindelse med kvoteoverførslen eller udvekslingen, bør betragtes som kvoter, der er tildelt den pågældende medlemsstat, eller som en nedsættelse af medlemsstatens tildeling.

(12)Forordning (EU) 2017/2403 bør derfor ændres.

(13)I henhold til artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 8 ophører anvendelsen af retsakter, der er fastsat til en given dato, ved udløbet af den sidste time på den dag, der falder på denne dato. Denne forordning bør derfor anvendes fra dagen efter den dag, hvor traktaterne ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige.

(14)Denne forordning bør træde i kraft hurtigst muligt og bør anvendes fra dagen efter den dag, hvor traktaterne ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, hvis der ikke foreligger en udtrædelsesaftale indgået med Det Forenede Kongerige eller en forlængelse af den toårige periode, der er omhandlet i artikel 50, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union. Den bør anvendes til den 31. december 2019.

(15)For at give operatører i både Unionen og Det Forenede Kongerige mulighed for fortsat at fiske i overensstemmelse med de relevante fiskerimuligheder, som de har fået tildelt, bør tilladelser til fiskeri i EU-farvande kun udstedes til fartøjer fra Det Forenede Kongerige, hvis og i det omfang Kommissionen sikrer sig, at Det Forenede Kongerige viderefører EU-fartøjers adgangsrettigheder til fiskeri i Det Forenede Kongeriges farvande på grundlag af gensidighed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændring af forordning (EU) 2017/2403

I forordning (EU) 2017/2403 foretages følgende ændringer:

1) I afsnit II, kapitel II, tilføjes som afdeling 4:

"Afdeling 4

Tilladelser til EU-fiskerfartøjer i Det Forenede Kongeriges farvande

Artikel 18a

Anvendelsesområde

Denne afdeling finder, uanset afdeling 3, anvendelse indtil den 31. december 2019 på fiskeri, der udøves af EU-fiskerfartøjer i Det Forenede Kongeriges farvande.

Artikel 18b

Definition

I denne afdeling forstås ved "Det Forenede Kongeriges farvande": farvande under Det Forenede Kongeriges højhedsområde eller jurisdiktion som fastlagt i overensstemmelse med international ret.

Artikel 18c

Procedure for opnåelse af en fiskeritilladelse fra Det Forenede Kongerige

1.En flagmedlemsstat, som har kontrolleret, at betingelserne i artikel 5 er opfyldt, sender Kommissionen den tilsvarende ansøgning eller liste over ansøgninger, der skal godkendes af Det Forenede Kongerige.

2.Hver ansøgning eller liste over ansøgninger skal indeholde de oplysninger, som Det Forenede Kongerige har anmodet om med henblik på udstedelse af tilladelsen, i det krævede format, som Det Forenede Kongerige har meddelt Kommissionen.

3.Kommissionen forsyner medlemsstaterne med de oplysninger og det format, der er omhandlet i stk. 2. Kommissionen kan sende en anmodning til flagmedlemsstaten om eventuelle yderligere oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere, at betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt.

4.Efter at have modtaget ansøgningen eller eventuelle yderligere oplysninger, der er anmodet om i henhold til stk. 3, fremsender Kommissionen straks ansøgningen til Det Forenede Kongerige.

5.Så snart Det Forenede Kongerige meddeler Kommissionen, at det har besluttet at udstede eller nægte at udstede en tilladelse til et EU-fartøj, underretter Kommissionen straks flagmedlemsstaten herom.

6.En flagmedlemsstat må kun udstede en fiskeritilladelse til fiskeri i Det Forenede Kongeriges farvande efter at være blevet underrettet om, at Det Forenede Kongerige har besluttet at udstede en tilladelse til det pågældende EU-fartøj.

7.Fiskeriet må ikke påbegyndes, før både flagmedlemsstaten og Det Forenede Kongerige har udstedt en fiskeritilladelse.

8.Hvis Det Forenede Kongerige meddeler Kommissionen, at det har besluttet at suspendere eller inddrage et EU-fiskerfartøjs fiskeritilladelse, underretter Kommissionen straks flagmedlemsstaten herom. Medlemsstaten suspenderer eller inddrager sin fiskeritilladelse til fiskeri i Det Forenede Kongeriges farvande i overensstemmelse hermed.

9.Hvis Det Forenede Kongerige meddeler flagmedlemsstaten direkte, at det har besluttet at udstede en fiskeritilladelse til et EU-fiskerfartøj, at nægte at udstede en sådan tilladelse eller at suspendere eller inddrage et EU-fiskerfartøjs tilladelse, underretter flagmedlemsstaten straks Kommissionen herom. Medlemsstaten suspenderer eller inddrager sin fiskeritilladelse til fiskeri i Det Forenede Kongeriges farvande i overensstemmelse hermed.

Artikel 18d
Overvågning

Kommissionen overvåger Det Forenede Kongeriges udstedelse af fiskeritilladelser til fiskeri, der udøves af EU-fiskerfartøjer i Det Forenede Kongeriges farvande."

(1)Følgende indsættes som afsnit IIIa:

"AFSNIT IIIa

"FISKERI, DER UDØVES AF DET FORENEDE KONGERIGES FISKERFARTØJER I EU-FARVANDE

Artikel 38a

Anvendelsesområde

Dette afsnit finder, uanset afsnit III, anvendelse indtil den 31. december 2019 på fiskeri, der udøves af Det Forenede Kongeriges fiskerfartøjer i EU-farvande.

Artikel 38b

Fiskeri, der udøves af Det Forenede Kongeriges fartøjer

Det Forenede Kongeriges fartøjer kan udøve fiskeri i EU-farvande i overensstemmelse med betingelserne i Rådets forordning (EU) [2019/….]* og (EU) 2018/2025** om fastsættelse af fiskerimulighederne.

* Rådets forordning (EU) [2019/….] om fastsættelse for 2019 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fartøjer i visse andre farvande (EUT L af , s. ).

** Rådets forordning (EU) 2018/2025 af 17. december 2018 om fastsættelse af EU-fiskerfartøjers fiskerimuligheder for visse dybhavsbestande for 2019 og 2020 (EUT L 325 af 20.12.2018, s. 7).

Artikel 38c

Generelle principper

1.Et fiskerfartøj fra Det Forenede Kongerige må ikke udøve fiskeri i EU-farvande, medmindre det har fået udstedt en fiskeritilladelse af Kommissionen. Det kan kun få udstedt en sådan tilladelse, hvis det opfylder kriterierne for udstedelse af fiskeritilladelser i stk. 2.

2.Kommissionen kan udstede en fiskeritilladelse til Det Forenede Kongeriges fartøjer, hvis:

(a)fiskerfartøjet har en gyldig fiskerilicens udstedt af myndigheden i Det Forenede Kongerige

(b)fiskerfartøjet er opført af Det Forenede Kongerige i et flåderegister, der er tilgængeligt for Kommissionen

(c)fiskerfartøjet og eventuelle tilknyttede hjælpefartøjer anvender IMO's relevante ordning for identifikationsnumre, hvis det er påkrævet i henhold til EU-retten

(d)fiskerfartøjet ikke er opført på en IUU-fartøjsliste vedtaget af en RFFO og/eller Unionen, jf. IUU-forordningen

(e)Det Forenede Kongerige ikke er opført på listen over ikkesamarbejdende tredjelande, jf. IUU-forordningen, eller over lande, der tillader ikkebæredygtigt fiskeri, jf. forordning (EU) nr. 1026/2012

(f)Det Forenede Kongerige råder over fiskerimuligheder.

3.Et fartøj fra Det Forenede Kongerige, der har fået tilladelse til at fiske i EU-farvande, skal overholde de kontrolregler, der gælder for EU-fartøjers fiskeri i det fiskeriområde, hvor det fisker.

Artikel 38d

Procedure for at opnå fiskeritilladelser

1.Det Forenede Kongerige sender Kommissionen en ansøgning eller en liste over ansøgninger om udstedelse af tilladelser til dets fiskerfartøjer.

2.Kommissionen kan bede Det Forenede Kongerige om yderligere oplysninger, som er nødvendige for at kontrollere, at betingelserne i artikel 38c, stk. 2, er opfyldt.

3.Når det er fastslået, at betingelserne i artikel 38c, stk. 2, er opfyldt, kan Kommissionen udstede en fiskeritilladelse og underretter i så fald omgående Det Forenede Kongerige og de berørte medlemsstater herom.

Artikel 38e

Forvaltning af fiskeritilladelser

1.Hvis en eller flere af betingelserne i artikel 38c, stk. 2, ikke længere er opfyldt, træffer Kommissionen passende foranstaltninger, herunder til at ændre eller inddrage tilladelsen, og underretter Det Forenede Kongerige og de berørte medlemsstater herom.

2.Kommissionen kan nægte at udstede tilladelser eller suspendere eller inddrage enhver tilladelse, der er udstedt til et fiskerfartøj fra Det Forenede Kongerige, i følgende tilfælde:

(a)hvis omstændighederne har ændret sig fundamentalt

(b)i tilfælde af en alvorlig trussel mod den bæredygtige udnyttelse, forvaltning og bevarelse af havets biologiske ressourcer

(c)hvis det er afgørende for at forebygge eller sætte en stopper for IUU-fiskeri

(d)hvis Kommissionen finder det hensigtsmæssigt på grundlag af resultaterne af dens overvågningsaktiviteter i henhold til artikel 18d

(e)hvis Det Forenede Kongerige uretmæssigt nægter at udstede en tilladelse til et EU-fartøj eller inddrager et EU-fartøjs tilladelse til at fiske i Det Forenede Kongeriges farvande.

3.Kommissionen underretter straks Det Forenede Kongerige, såfremt den nægter at udstede, suspenderer eller inddrager tilladelsen i overensstemmelse med første afsnit.

Artikel 38f

Indstilling af fiskeriet

1.Når de fiskerimuligheder, som Det Forenede Kongerige har fået tildelt, anses for at være opbrugt, underretter Kommissionen straks Det Forenede Kongerige og medlemsstaternes kompetente kontrolmyndigheder herom. Med henblik på at give mulighed for fortsat fiskeri inden for rammerne af ikkeopbrugte fiskerimuligheder, der også kan have indvirkning på opbrugte fiskerimuligheder, anmoder Kommissionen Det Forenede Kongerige om at give den meddelelse om tekniske foranstaltninger, der har til formål at hindre negative virkninger for de opbrugte fiskerimuligheder.

2.Fra datoen for den meddelelse, der er omhandlet i stk. 1, betragtes de fiskeritilladelser, der er udstedt til fartøjer, som fører Det Forenede Kongeriges flag, som suspenderet for det pågældende fiskeri, og fartøjerne har ikke længere tilladelse til at udøve dette fiskeri.

3.Fiskeritilladelser betragtes som værende inddraget, hvis den i stk. 2 omhandlede suspension af fiskeritilladelser vedrører alle de aktiviteter, som de er udstedt til.

Artikel 38g

Overudnyttelse af kvoter i EU-farvande

Konstaterer Kommissionen, at Det Forenede Kongerige har overskredet de kvoter, det har fået tildelt for en bestand eller gruppe af bestande, nedsætter den andre kvoter, der er tildelt Det Forenede Kongerige. Kommissionen bestræber sig på at sikre, at omfanget af nedsættelsen svarer til nedsættelser pålagt medlemsstater under lignende omstændigheder.

Artikel 38h

Kontrol og håndhævelse

1.Et fartøj fra Det Forenede Kongerige, der har fået tilladelse til at fiske i EU-farvande, skal overholde de kontrolregler, der gælder for EU-fartøjers fiskeri i det fiskeriområde, hvor det fisker.

2.Et fartøj fra Det Forenede Kongerige, der har fået tilladelse til at fiske i EU-farvande, forelægger Kommissionen eller det organ, den har udpeget, og, hvis det er relevant, kystmedlemsstaten de oplysninger, som EU-fartøjer i henhold til kontrolforordningen har pligt til at sende til flagmedlemsstaten.

3.Kommissionen eller det organ, den har udpeget, sender de oplysninger, der modtages i overensstemmelse med stk. 2, til kystmedlemsstaten.

4.Et fartøj fra Det Forenede Kongerige, der har fået tilladelse til at fiske i EU-farvande, forelægger på anmodning Kommissionen eller det organ, den har udpeget, de observatørrapporter, der er udarbejdet som led i de gældende observatørprogrammer.

5.Kystmedlemsstaterne registrerer alle overtrædelser begået af Det Forenede Kongeriges fiskerfartøjer og de dertil knyttede sanktioner, i det nationale register, der er oprettet i henhold til artikel 93 i kontrolforordningen.

Artikel 38i

Kvoteoverførsler og -udvekslinger

1.En medlemsstat kan indlede uformelle drøftelser med Det Forenede Kongerige og udarbejde udkast til en påtænkt kvoteoverførsel eller udveksling, hvis det er relevant.

2.Efter at den pågældende medlemsstat har underrettet Kommissionen, kan Kommissionen foretage den tilsvarende kvoteoverførsel eller udveksling.

3.Kommissionen underretter medlemsstaterne om den aftalte kvoteoverførsel eller udveksling.

4.De fiskerimuligheder, der modtages fra eller overføres til Det Forenede Kongerige i forbindelse med kvoteoverførslen eller udvekslingen, vil fra det tidspunkt, hvor kvoteoverførslen eller udvekslingen får virkning, blive betragtet som kvoter, der er tildelt den pågældende medlemsstat, eller som en nedsættelse af sådanne kvoter. En sådan tildeling eller nedsættelse må i overensstemmelse med princippet om relativ stabilitet i fiskeriet ikke ændre den bestående fordelingsnøgle for fordeling af fiskerimuligheder blandt medlemsstaterne."

Artikel 2

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra dagen efter den dag, hvor traktaterne ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, jf. artikel 50, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, indtil den 31. december 2019.

Denne forordning finder imidlertid ikke anvendelse, hvis en udtrædelsesaftale med Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 50, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union er trådt i kraft senest på den dato, der er nævnt i stk. 2.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

(1)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).
(2)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403 af 12. december 2017 om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 (EUT L 347 af 28.12.2017, s. 81).    
(3)    EUT C af , s. .
(4)    Rådets forordning (EU) [2019/….] om fastsættelse for 2019 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fartøjer i visse andre farvande (EUT L af , s. ).
(5)    Rådets forordning (EU) 2018/2025 af 17. december 2018 om fastsættelse af EU-fiskerfartøjers fiskerimuligheder for visse dybhavsbestande for 2019 og 2020 (EUT L 325 af 20.12.2018, s. 7).
(6)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).
(7)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403 af 12. december 2017 om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 (EUT L 347 af 28.12.2017, s. 81).
(8)    Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1).