21.1.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 23/152


P8_TA(2019)0187

Den opfølgning, EU-Udenrigstjenesten har foretaget to år efter Europa-Parlamentets betænkning om EU's strategiske kommunikation til bekæmpelse af tredjemands propaganda mod EU

Europa-Parlamentets henstilling af 13. marts 2019 om Europa-Parlamentets henstilling til Rådet og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik med status over den opfølgning, EU-Udenrigstjenesten har foretaget to år efter Europa-Parlamentets betænkning om EU's strategiske kommunikation til bekæmpelse af tredjemands propaganda mod EU (2018/2115(INI))

(2021/C 23/24)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 28. juni og 18. oktober 2018,

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. april 2018 med titlen »Bekæmpelse af desinformation på internettet: en europæisk tilgang« (COM(2018)0236),

der henviser til EU's kodeks om desinformation, der blev offentliggjort den 26. september 2018,

der henviser til sin beslutning af 23. november 2016 om EU's strategiske kommunikation til bekæmpelse af tredjemands propaganda mod EU (1),

der henviser til den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen af 6. april 2016 med titlen »Fælles ramme for imødegåelse af hybride trusler: Den Europæiske Unions indsats« (JOIN(2016)0018),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. april 2016 om gennemførelse af den europæiske dagsorden om sikkerhed for at bekæmpe terrorisme og bane vejen for en effektiv og ægte sikkerhedsunion (COM(2016)0230),

der henviser til Den Europæiske Demokratifonds forundersøgelse af russisksprogede medieinitiativer i og uden for Det Østlige Partnerskab med titlen »Bringing Plurality and Balance to the Russian Language Media Space«,

der henviser til rapporten af 18. maj 2015 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik »Den Europæiske Union i et foranderligt globalt miljø — en tættere forbundet, mere konfliktfyldt og mere kompleks verden« samt til det igangværende arbejde med en ny global sikkerhedsstrategi for EU,

der henviser til sin henstilling af 15. november 2017 til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil om Det Østlige Partnerskab forud for topmødet i november 2017 (2),

der henviser til den fælles meddelelse af 13. september 2017 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »Modstandsdygtighed, afskrækkelse og forsvar: opbygning af en stærk cybersikkerhed for EU« (JOIN(2017)0450),

der henviser til den fælles meddelelse af 7. juni 2017 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »En strategisk tilgang til resiliens i forbindelse med EU's indsats udadtil« (JOIN(2017)0021),

der henviser til artikel 19 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, som beskytter alles ret til at have holdninger uden indblanding og søge, modtage eller meddele alle former for oplysninger og tanker uden hensyn til landegrænser og gennem alle medier,

der henviser til den fælles erklæring af 10. juli 2018 om EU-NATO-samarbejdet,

der henviser til den fælles erklæring af 3. marts 2017 om ytringsfrihed og falske nyheder, desinformation og propaganda fra FN's særlige rapportør om menings- og ytringsfrihed, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europas (OSCE's) repræsentant for mediefrihed, Organisationen af Amerikanske Staters (OAS') særlige rapportør om ytringsfrihed og Den Afrikanske Menneskerettighedskommissions særlige rapportør om ytringsfrihed og adgang til oplysninger,

der henviser til rapporten af 6. april 2018 fra FN's særlige rapportør for fremme og beskyttelse af menings- og ytringsfriheden,

der henviser til sin henstilling af 29. november 2018 til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om forsvar af den akademiske frihed i EU's optræden udadtil (3),

der henviser til den seneste rapport fra Europol om situationen og udviklingen med hensyn til terrorisme i EU fra 2018, der fremhævede terrorgruppers øgede aktiviteter i cyberspace og deres mulige konvergens med andre kriminelle grupper,

der henviser til den fælles meddelelse af 5. december 2018 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Handlingsplan for bekæmpelse af desinformation« (JOIN(2018)0036) og Kommissionens rapport om gennemførelsen af meddelelsen »Bekæmpelse af desinformation på internettet: en europæisk tilgang« (COM(2018)0794) af samme dato,

der henviser til arbejdet i den transatlantiske kommission om valgintegritet,

der henviser til Santa Clara-principperne om åbenhed og ansvarlighed i forbindelse med redigering af indhold (Transparency and Accountability of Content Moderation Practices),

der henviser til EU's handlingsplan om strategisk kommunikation af 22. juni 2015,

der henviser til forretningsordenens artikel 113,

der henviser til Udenrigsudvalgets betænkning (A8-0031/2019),

1.

henstiller til Rådet og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik:

Status 2018 — Bekæmpelse af hybrid krigsførelse

a)

at understrege, at tale- og ytringsfrihed samt mediepluralisme er i centrum i robuste demokratiske samfund, og give de bedste garantier mod desinformationskampagner og fjendtlig propaganda; udtrykker bekymring over forringet mediefrihed og tilfælde, hvor journalister er målet; bemærker, at der bør tages yderligere skridt med alle relevante aktører for at sikre gennemsigtighed med hensyn til medieejerskab og mediepluralisme uden at håndhæve en censurordning og for at beskytte et gunstigt miljø med en bred vifte af oplysninger, idéer, et mangfoldigt medie og civilsamfundslandskab, samt gøres en indsats for at identificere og øge bevidstheden om desinformation og propaganda; at inddrage alle relevante aktører, herunder de vigtigste presse-, journalist- og mediesammenslutninger, i disse processer; understreger vigtigheden af et velfungerende system for offentlig radio- og tv-virksomhed, som sætter standarden med hensyn til at give upartiske og objektive oplysninger i overensstemmelse med bedste praksis og presseetik;

b)

at overveje at udvikle en retlig ramme både på EU-plan og internationalt plan for håndtering af hybride trusler, herunder cyber- og informationskrig, som vil gøre det muligt for Unionen at reagere resolut, og som også omfatter målrettede sanktioner mod dem, der er ansvarlige for at tilrettelægge og gennemføre disse kampagner, idet navnlig statslige og ikke-statslige aktørers fjendtlige handlinger på disse områder har påvist et behov herfor;

c)

at overveje, at Daesh har ændret taktik ved at skifte fra websteder til de krypterede meddelelsestjenester, som er populære hos islamistiske grupper;

d)

at støtte ikke blot det stigende antal statslige institutioner, tænketanke og NGO'er, der beskæftiger sig med propaganda og desinformation, men også græsrødders cyberaktiviteter; opfordrer næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til at involvere sig mere i dette område ved at udarbejde en grundig vurdering af de nye forordninger, herunder den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR), og den kommende forordning om e-databeskyttelse, som beskyttelse mod ondsindet brug af sociale platforme; at sikre, at EU's strategiske kommunikation prioriteres højt på den europæiske dagsorden, og at EU-institutionerne og medlemsstaterne arbejder hånd i hånd om at forebygge sådanne fænomener, samtidig med at der tages hensyn til, at desinformation og propaganda trives i en polariseret atmosfære med faldende tillid til medierne;

e)

indtrængende at opfordre de medlemsstater, der fortsat afviser forekomsten af desinformation og fjendtlig propaganda, de vigtigste kilder til misinformation i Europa og indvirkningen af desinformation og propaganda på den offentlige opinion, til at anerkende dem, og tilskynde disse medlemsstater til at træffe proaktive foranstaltninger til at modvirke og afdække sådan propaganda, herunder de påviste tilfælde af spionage fra tredjelandes side; at opfordre alle medlemsstater til at vurdere situationen på deres område og foretage relevante investeringer i deres egen kapacitet til at imødegå fjendtlige tredjeparters strategiske kommunikation og til at forbedre borgernes evne til at opdage desinformation og tilskynde medlemsstaterne til at sikre en effektiv udveksling af oplysninger om dette spørgsmål; at opfordre europæiske ledere, som endnu ikke har givet denne trussel tilstrækkelig opmærksomhed, til at anerkende, at strategisk opvågning er bydende nødvendigt for at bekæmpe fjendtlig informationskrig;

f)

indtrængende at opfordre medlemsstaterne til at investere proaktivt i uddannelsesforanstaltninger, der forklarer de forskellige metoder til fremstilling og udbredelse af desinformation med henblik på at øge borgernes evne til at opdage og reagere på desinformation;

g)

at opfordre medlemsstaterne til at sikre effektiv udveksling af oplysninger mellem alle deres relevante myndigheder med henblik på at tackle propaganda, manipulation og desinformation, herunder cyber- og informationskrig;

h)

at øge bevidstheden om Ruslands desinformationskampagner, da dette er den største kilde til desinformation i Europa;

Typer af misinformation, desinformation og propaganda rettet mod EU og dets naboer

i)

at anerkende det arbejde, der udføres på forskellige niveauer for at identificere den type indflydelse og de typer værktøjer, der anvendes mod EU og EU's nabolande; at øge bevidstheden om de igangværende desinformationskampagner og at flytte fokus mod dybdegående analyser og undersøgelser af deres virkning og effektivitet med henblik på at udvikle foranstaltninger til at modvirke dem på en proaktiv og hurtig måde; at opfordre medlemsstaterne til at oprette permanente strukturer til at afdække, forebygge og modvirke desinformation; understreger, at desinformationskampagner er en del af en bredere strategi og normalt ledsages af andre fjendtlige aktiviteter, og at navnlig informationskrig, der ledsager militære offensiver, bør tages alvorligt og modvirkes med beslutsomhed, enhed og styrke;

j)

at advare om konsekvenserne af kunstig intelligens og dens hurtige udvikling i udbredelsen af falske nyheder, og bemærker med bekymring, at kunstig intelligens snart uafhængigt vil være i stand til at skabe yderligere færdigheder inden for kunstig intelligens; at afsætte betydelige midler til forskning og udvikling i krydsfeltet mellem kunstig intelligens og informationskrig i lyset af den kunstige intelligens hastigt voksende kapacitet inden for spredning af propaganda og desinformation, herunder bl.a. ved hjælp af »deepfake« videoer;

k)

at fokusere på den løbende brug af desinformation fra autoritære aktørers side, f.eks. Iran, hvis udbredelse af falske nyheder skaber og opildner til yderligere spændinger i volatile konfliktzoner, og som samtidig er rettet mod de europæiske befolkninger for at skjule uredelige hensigter; indtrængende at opfordre medlemsstaterne til at modvirke sådanne aktioner ved at øge samarbejdet og udnytte erfaringer indhøstet af ligestillede lande og NGO'er;

l)

at fokusere på og tilpasse EU's og medlemsstaternes reaktion på de stadig mere sofistikerede værktøjer, der anvendes til at skabe og sprede desinformation, herunder de nye måder at sprede propaganda på ved at anvende flere websteder på lavt niveau, apps til private beskeder, søgemaskineoptimering, manipuleret lyd, billede eller video, kunstig intelligens, onlinenyhedsportaler og TV-stationer, der anvendes til at udbrede de vigtigste fortællinger, navnlig fra opinionsdannere og statsstyrede eller -finansierede institutioner, der leverer centrale budskaber og fortællinger, der appellerer til autoritære aktører; fordømmer på det kraftigste de stadig mere aggressive handlinger fra Rusland, Kina, Iran, Nordkorea og andre i denne sammenhæng, som sigter mod at undergrave eller suspendere de europæiske demokratiers normative fundamenter og principper og alle østpartnerskabslandenes suverænitet samt udøve indflydelse på valg og støtte ekstremistiske bevægelser, idet der tages hensyn til, at omfanget af cyberangreb er konstant stigende;

m)

at være særlig opmærksom på meddelelser og indhold, som åbent har til formål at opfordre til vold, racisme, selvmordsangreb, rekruttering af »udenlandske krigere«, forskellige forbrydelser, eller åbent tilskynder til en eller flere af disse aktiviteter;

Industri og sociale medier

n)

at anerkende, at sociale medievirksomheder har gjort nye bestræbelser på at bekæmpe desinformation, men samtidig lægge særlig vægt på effektiv gennemførelse af EU's adfærdskodeks om desinformation og også opfordre EU's nabolande og partnerlande til at tilslutte sig EU's adfærdskodeks om desinformation samt lægge særlig vægt på den nye taktik med at anvende krypterede meddelelsestjenester og sociale medier, som på trods af deres bestræbelser på det modsatte anses for at være det mest almindelige redskab til spredning af desinformation, fjendtlig propaganda og indhold, der tilskynder til had og vold;

o)

sammen med medlemsstaterne at regulere sociale medievirksomheders handlinger, meddelelsestjenester og søgemaskineleverandører og sikre fuld gennemsigtighed og navnlig ansvarlighed ved at vælge en tilgang og gøre det muligt at afdække identiteten og placeringen ikke blot af ophavsmændene, men også af sponsorerne af det fremlagte politiske indhold, og holde virksomhederne ansvarlige for den sociale indvirkning af automatiske anbefalingssystemer, der fremmer desinformation, og understrege, at virksomheder har et ansvar for hurtigt at fjerne systemisk falske nyheder; opfordrer indtrængende medlemsstaterne, kandidatlandene og associerede lande til at vedtage en effektiv og klar lovgivning, der sikrer gennemsigtighed med hensyn til ejerskab af medierne; at være særligt opmærksom på finansieringen og gennemsigtigheden af og målsætningerne for NGO'er med forbindelser til autoritære stater, der opererer i EU og i dets partnerlande;

p)

at sikre, at industrien og onlineplatforme opfylder forpligtelserne i henhold til adfærdskodeksen om desinformation og effektivt håndterer desinformationsproblemet ved at: i) sikre gennemsigtighed i politiske reklamer baseret på effektiv due diligence-kontrol af sponsorernes identitet, ii) gribe resolut ind over for falske konti på deres tjenester, iii) fastslå misbrug af automatiske botter og iv) samarbejde effektivt med uafhængige faktatjekkere;

q)

indtrængende at opfordre de sociale medievirksomheder og udbydere af meddelelsestjenester til at sikre fuld overensstemmelse med EU's databeskyttelseslovgivning og andre forordninger og til at reagere i realtid og arbejde tæt sammen med de kompetente myndigheder i forbindelse med alle undersøgelser af påstået anvendelse af deres platforme til fjendtlige formål og til at foretage gennemsigtige revisioner af enheder, der er mistænkt for at sprede desinformation; at opfordre teknologivirksomheder til at investere mere i redskaber, der afslører propaganda, i at forbedre onlineansvarlighed og i at sikre bedre identitetskontrol af brugerne, inden de tilmelder sig de respektive platforme, med henblik på at fjerne botnet, samt i at reducere finansielle incitamenter for dem, der udnytter desinformation; indtrængende at opfordre sociale medievirksomheder til at reagere hurtigt, når der formidles mistænkeligt indhold af politisk karakter, navnlig hvis det tilskynder til had eller kriminalitet;

r)

at huske på, at forbuddet mod mistænkelige konti kan betragtes som censur, og derfor sikre, at sådanne handlinger er berettigede, hvis de foreskrives ved lov, og udføres på en gennemsigtig måde i samarbejde med de kompetente myndigheder og civilsamfundet i medlemsstaterne og partnerlandene og med fuld indsigt i årsagerne hertil, herunder ved indtrængende at opfordre sociale medievirksomheder til at give klar besked til alle brugere om, hvilke typer indhold der er forbudt, og klar besked til hver berørt bruger om årsagen til fjernelsen af deres indhold eller suspensionen af deres konto; opfordrer til, at de sociale medievirksomheder tilpasser deres interne regler for brugerne til lovgivningen i det land, de opererer i;

Bedste praksis

s)

at fortsætte med at udvikle større modstandsdygtighed baseret på globale regerings- og samfundstilgange og evnen til at reagere på trusler i realtid, udvikle foregribende og proaktive foranstaltninger og tænke et skridt fremad i stedet for blot at reagere på og analysere angreb, der allerede har fundet sted i cyber- og informationsdomæner; at henlede opmærksomheden på de tekniske fremskridt på dette område og udveksle eksempler på bedste praksis i form af foranstaltninger, der allerede er truffet af de enkelte medlemsstater, herunder foretage en gennemgang af, hvordan de nationale tilgange, der er indført af medlemsstaterne, fungerer, samtidig med at der udvikles metoder til at fremme et tæt samarbejde med Det Forenede Kongerige efter brexit og til at samarbejde med efterretningstjenesterne og allierede såsom USA og Canada, NATO og EU's Efterretnings- og Situationscenter (INTCEN);

t)

at være særlig opmærksom på at øge efterforskningen af fjendtlige tredjeparters løbende udbredelse af propaganda og anvendelse af forstærkende redskaber samt på, at det ikke blot er vigtigt at kunne afsløre og eksponere angreb, men også at sikre, at det klart fremgår, hvem der står bag sådanne angreb, herunder offentligt at nævne ophavsmændene, deres sponsorer og de mål, de søger at opnå, samt at måle virkningerne af disse angreb på målgruppen; at offentliggøre alle afslørede tilfælde af fjendtlig propaganda ledsaget af et detaljeret faktaark i et forsøg på at advare offentligheden på en måde, der når ud til den tilsigtede målgruppe for den relevante fjendtlige propaganda;

u)

at støtte og inddrage civilsamfundet, eksperter, private institutioner, den akademiske verden, cyberaktivister på græsrodsniveau, den almindelige presse, journalist- og mediesammenslutninger og det stigende antal aktører, som er målet for og berøres af den yderligere styrkelse af foranstaltninger, der tager sigte på at faktatjekke og afsløre desinformation, uddybe forskningen, herunder tilbundsgående undersøgelser og sociologisk forskning, og mere effektivt analysere manipulationen af oplysninger; at støtte professionel og undersøgende journalistik og projekter, der arbejder med at eksponere desinformation, samt højteknologiske nystartede virksomheder, der skaber digitale værktøjer, der kan beskytte brugerne mod angreb med desinformation; at fremhæve betydningen af og behovet for finansiering og uddannelse, herunder seminarer og uddannelseskurser i samarbejde med medlemsstaterne og civilsamfundet, såsom et bibliotek og læringscenter for onlinemediekendskab, der har til formål at skabe øget bevidsthed og bekæmpe desinformation og øge mediekendskabet;

v)

at glæde sig over det sæt foranstaltninger, som NATO har vedtaget med det formål at modvirke nye typer hybride trusler og en fælles meddelelse om samarbejdet mellem EU og NATO om dette; at opfordre EU til at sikre en effektiv og hurtig gennemførelse af disse anbefalinger, også inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP);

En europæisk strategi

w)

at glæde sig over oprettelsen af EU-Udenrigstjenestens nye taskforcer for strategisk kommunikation, som består af eksperter med passende sproglige færdigheder og viden, nemlig taskforcen vedrørende Vestbalkan og taskforce syd for landene i Mellemøsten, Nordafrika og Golfregionen, og som har til opgave at sikre koordineret og konsekvent EU-kommunikation i regionerne og modvirke desinformation og propaganda over for EU;

x)

at anerkende de håndgribelige resultater, der er opnået af East StratCom Task Force, herunder etableringen af euvsdisinfo.eu og @EUmythbuster-kontoen på Twitter; understreger, at der siden den blev oprettet, er afsløret over 4 000 tilfælde af desinformationskampagner om en lang række emner; at fortsætte med at støtte Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens fælles indsats og EU's East StratCom Task Force efter en analyse af dens styrker, svagheder og behov for forbedringer, herunder styrkelse af dens kapacitet til at opdage, analysere og eksponere desinformation ved at udstyre EU-Udenrigstjenestens taskforcer for strategisk kommunikation og EU's delegationer i nabolandene med nyt personale, nye redskaber og færdigheder, herunder nye dataanalyseredskaber, ansætte flere dataanalytikere og desinformationseksperter, samt dække en bredere vifte af kilder og sprog for så vidt angår udbredelsen og virkningen af desinformation;

y)

straks at omdanne East StratCom Task Force til en fuldt udbygget enhed eller endda en større struktur inden for EU-Udenrigstjenesten og gennem den kommende tildeling af midler fra Europa-Parlamentet at støtte alle EU-Udenrigstjenestens tre taskforcer for strategisk kommunikation ved at stille tilstrækkelige og stadig nødvendige økonomiske og personalemæssige ressourcer til rådighed for dem med det formål væsentligt at øge deres potentiale, effektivitet, professionalisme, institutionelle kontinuitet samt kvaliteten af deres arbejde, samt at beskytte dem mod politisk indblanding fra embedsmænd og lande, der støtter russisk desinformation;

z)

at afhjælpe de nuværende mangler i East StratCom Task Force, herunder manglen på regional ekspertise, en stor personaleudskiftning og manglen på institutionel kontinuitet, og at sikre tilstrækkelige finansielle ressourcer og en passende organisatorisk struktur, da dette er den eneste måde at sikre fuld professionalisme, effektivitet og resultater;

aa)

at opfordre medlemsstater, der ikke allerede har gjort det, til at udpege deres egne udstationerede nationale eksperter til de tre StratCom-taskforcer for at sikre, at de eksperter, som er ansat af EU til at modvirke desinformation, ikke er politisk forudindtagede og ikke deltager aktivt i interne politiske tvister inden for det givne land; ligeledes at opfordre nære partnerlande til at rådgive taskforcen om den taktik, der anvendes af fælles statslige og ikke-statslige modstandere, og til at anerkende betydningen og nødvendigheden af en bedre koordinering inden for EU;

ab)

at intensivere samarbejdet mellem East StratCom Task Force og alle EU's institutioner, medlemsstater og ligesindede partnere; at tilskynde EU's repræsentationer i EU og EU's delegationer uden for EU til at støtte arbejdet i East StratCom Task Force, taskforce syd og taskforcen vedrørende Vestbalkan, blandt andet ved at dele internationale erfaringer og bedste praksis og ved at sørge for, at deres publikationer oversættes til lokale sprog; opfordrer til, at mere specialiseret personale arbejder med strategisk kommunikation, navnlig i EU's delegationer i de østlige og sydlige nabolande og landene på Vestbalkan;

ac)

at fokusere på tiltrædelseslandene og partnere i EU's nabolande ved at bistå dem i deres bestræbelser på at modvirke fjendtlige propaganda- og desinformationsaktiviteter og inddrage eksperter fra de tredjelande i EU's naboskabsområde, som er udsat for de samme trusler, samt at prioritere udviklingen af en langsigtet strategisk tilgang og opsøgende indsats over for især landene i Det Østlige Partnerskab; at styrke kapaciteten i EU's delegationer i udlandet og i Kommissionens repræsentationer og Europa-Parlamentets forbindelseskontorer i medlemsstaterne til at udvikle lokal kapacitet til at opdage og eksponere desinformation og kommunikere EU's værdier og politikker effektivt og udbrede kampagnebaseret kommunikation og bedre koordinere og forstærke positive fortællinger på tværs af EU's institutioner og medlemsstater; at overveje den nuværende udbredelse af og fremtidige trusler om desinformation, der har til formål at true uafhængigheden, suveræniteten og den territoriale integritet i alle landene i Det Østlige Partnerskab inden for deres internationalt anerkendte grænser; at navnlig prioritere udviklingen af en langsigtet strategisk tilgang og opsøgende indsats over for landene i Det Østlige Partnerskab med fokus på mellemfolkelige drøftelser og samarbejde med eksisterende civilsamfundsnetværk, der allerede udgør en kilde til samfundsbaseret modstandsdygtighed;

ad)

at prioritere strategiske meddelelser og at gennemføre en periodisk revision af EU's politik på dette område; at fortsætte støtten til Den Europæiske Demokratifond til praktiske løsninger til støtte og styrkelse af demokratiske, uafhængige og forskelligartede russisksprogede medier i og uden for landene i Det Østlige Partnerskab; at opfordre Kommissionen og alle medlemsstater og ligesindede lande til positivt at deltage i og støtte dette projekt; at være opmærksom på eventuelle internationale aktører, som for tiden optræder på samme måde;

ae)

at foreslå det Europæiske Råd, at modvirkning af desinformation og fjendtlig propaganda prioriteres og tildeles tilstrækkelige ressourcer og instrumenter til at sikre objektiv rapportering og udbredelse af oplysninger;

af)

at knytte eksisterende nationale og lokale specialiserede centre, nyhedsmedier, tænketanke, NGO'er og andre aktører og institutioner, navnlig NATO, der beskæftiger sig med hybrid krigsførelse, sammen i et EU-dækkende netværk, som kan bidrage til at koordinere deres aktioner og samle deres resultater; at afsætte tilstrækkelige ressourcer til dette formål; understreger, at dette netværk bør være åbent for ligesindede partnere i EU, som kan dele deres erfaringer med at være et mål for eller med at modvirke desinformation og fjendtlig propaganda; at sikre en effektiv og hurtig gennemførelse af EU-NATO-henstillingerne om imødegåelse af nye former for hybride trusler, også på FSFP-plan, og at medtage emnet imødegåelse af strategisk propaganda i Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademis og dets netværks læseplaner;

Beskytte valg mod fjendtlig propaganda

ag)

på det kraftigste at fordømme tredjeparters, herunder private firmaers, indblanding i valg og folkeafstemninger samt ondsindet brug af botter, algoritmer, kunstig intelligens, trolls, deepfakes og falske konti i politiske kampagner og at opfordre de berørte medlemsstater til straks at foretage grundige undersøgelser af disse fjendtlige kampagner; er bekymret over den seneste udvikling i algoritmer for store sociale netværk og deres potentielt skadelige rolle med hensyn til at fremhæve indhold, der indeholder falske oplysninger eller hadefuld tale; at understrege de uafhængige demokratiske samfunds evne til at træffe deres egne suveræne politiske valg, hvilket er legitimt;

ah)

at opfordre medlemsstaterne og ligesindede lande til at udveksle oplysninger om enhver udenlandsk eller intern indblanding i valgprocesser og udveksle bedste praksis med hensyn til at modvirke dette for at øge modstandsdygtigheden over for denne indblanding;

ai)

at opfordre medlemsstaterne til at sikre, at valglovene tager hensyn til mulige trusler fra desinformationskampagner, cyberangreb, cyberkriminalitet og overtrædelser af ytringsfriheden i forbindelse med valg, og understreger, at disse love bør ændres på passende vis, så medlemsstaterne er i stand til effektivt og proaktivt at modvirke sådanne trusler; roser i denne forbindelse initiativer som den svenske beredskabsmyndighed; at støtte EU-associerede lande og VestBalkan, med bedste praksis samt menneskelige ressourcer og teknologi for at sikre et robust forsvar af deres valgprocesser mod ondsindede cyber-, desinformations- og propagandaaktiviteter, som stammer fra Rusland og andre fjendtlige aktører;

aj)

at opfordre medlemsstaterne til at tilpasse deres valgregler om onlinekampagner og til at overvåge og evaluere gennemsigtighedselementerne i forbindelse med politiske reklamer, der introduceres af onlineplatforme;

ak)

at foreslå lovgivning om brug af data i valgkampagner efter afsløringen af Cambridge Analyticas datamisbrug i valgkampagnen op til folkeafstemningen i 2016 i Det Forenede Kongerige for at beskytte fremtidige valgkampagner yderligere mod ubehørig påvirkning;

al)

at gøre status over initiativer som den tværpolitiske transatlantiske kommission om valgintegritet, som samler repræsentanter for politik, teknologi, medier og erhvervslivet med det formål at beskytte valgprocessen mod udenlandsk indblanding;

o

o o

2.

pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og til orientering til EU-Udenrigstjenesten og NATO samt til Ruslands præsident, regering og parlament.

(1)  EUT C 224 af 27.6.2018, s. 58.

(2)  EUT C 356 af 4.10.2018, s. 130.

(3)  Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0483.