Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Mod en bedre gennemførelse af den sociale søjle ved at fremme grundlæggende tjenesteydelser«

(initiativudtalelse)

(2019/C 282/02)

Ordfører: Raymond HENCKS

Medordfører: Krzysztof BALON

Plenarforsamlingens beslutning	24.1.2019
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2 Initiativudtalelse
Kompetence	Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	22.5.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	19.6.2019
Plenarforsamling nr.	544
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	128/3/6

1.   Konklusioner og anbefalinger

Konklusioner

1.1.

Det 20. princip i den europæiske søjle for sociale rettigheder introducerer begrebet »basale tjenester« i Unionen. Det er et begreb, der ikke som sådan findes i traktaterne, men som bestemmer, at »alle har ret til adgang til basale tjenester af høj kvalitet, herunder vand, sanitet, energi, transport, finansielle tjenester og digital kommunikation. Støtte til adgang til disse tjenester skal være tilgængelig for dem, der har behov for det«.

1.2.

I betragtning af de eksempler på tjenesteydelser, der betegnes som basale i henhold til princip nr. 20, mener EØSU, at der her er tale om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som allerede er omfattet af EU-retten, og ganske særligt af protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse, der er knyttet som bilag til EUF-traktaten, og hvis fortolkende bestemmelser går videre end blot en garanti for adgang til tjenesteydelser af høj kvalitet. Nogle af disse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er imidlertid — i stærkt varierende grad — utilstrækkeligt reguleret og gennemført i en række medlemsstater.

1.3.

EØSU bifalder derfor, at det 20. princip i søjlen for sociale rettigheder bekræfter retten til adgang til basale tjenesteydelser/ydelser af almen økonomisk interesse, som udgør en central del af den sociale retfærdighed og bygger på princippet om ligebehandling af brugerne og forbud mod enhver form for forskelsbehandling eller udelukkelse og princippet om universel adgang, økonomisk overkommelighed og kvalitet.

Anbefalinger

Retten til adgang

1.4.

For at det erklærede princip om, at alle har ret til adgang til tjenesteydelser af høj kvalitet, kan omsættes til virkelighed, bør det følges op af konkrete foranstaltninger rettet mod bæredygtig udvikling og social samhørighed, og det er nødvendigt: a) at princippet sikres ved lov eller anden retsforskrift, som definerer det og fastlægger reglerne for udøvelse på hvert enkelt område b) at fastsætte, hvilken kompensation man kan gøre krav på ved manglende overholdelse c) at det kan gøres til genstand for klager og domstolsprøvelse.

Universel adgang

1.5.

EØSU efterlyser en klarlæggelse af begrebet universel adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og indførelse af lovbestemmelser, der forpligter medlemsstaterne til at fastsætte indikatorer, som for hver tjenesteydelse af almen økonomisk interesse fastlægger, hvad universel adgang skal indebære (tæthed af adgangspunkter til tjenesten, maksimal afstand til et adgangspunkt, tjenestens regelmæssighed osv.), med henblik på navnlig i forstadsområder, landdistrikter og tyndt befolkede områder at undgå, at basale tjenesteydelser af almen interesse for brugerne (f.eks. offentlig transport, postkontorer, bankfilialer) nedlægges eller misligholdes, eller, hvis dette skulle være tilfældet, at sikre, at der findes tilsvarende alternative løsninger.

Forsyningspligt

1.6.

For så vidt angår elektricitet, elektroniske kommunikationstjenester og post- og bankvæsen er den forsyningspligt, der knytter sig til dem, ikke synonym med universel adgang, da den ikke garanterer ubegrænset adgang til basale tjenesteydelser. Det gælder særligt elektroniske kommunikationstjenester, hvor de tjenester, der er omfattet af forsyningspligten, i vid udstrækning er blevet overhalet af den teknologiske udvikling, ikke længere matcher de moderne kommunikationsværktøjer på markedet og blot øger den digitale kløft i regioner, som ligger fjernt fra større byområder.

1.7.

EØSU opfordrer derfor til, at forsyningspligten tilpasses, at der garanteres avancerede ydelser, og at der tilbydes en fuldstændig geografisk dækning for alle netværksindustrier overordnet set og mere specifikt for netværk til elektroniske kommunikationstjenester.

Økonomisk overkommelighed

1.8.

Eftersom garantien for adgang til en overkommelig pris i stigende omfang ikke længere opnås med en såkaldt »rimelig« social takst, men derimod med social bistand, der udelukkende kommer de fattigste til gode, og i betragtning af at det ikke alene er de dårligst stillede, som har yderst vanskeligt ved at få økonomisk adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, gentager EØSU sin opfordring til, at man fastsætter prisoverkommeligheden på grundlag af et udvalg af tjenesteydelser, der skønnes at være basale, og hvor det, som en husholdning skal betale for hver af disse tjenesteydelser, fastsættes, ud fra hvad der er acceptabelt i forhold til den sociale mindsteløn/mindsteindkomsten. Hvis denne tærskel overskrides, betragtes priserne som for høje, og de bør så reguleres eller berettige til offentlig støtte.

Servicekvalitet

1.9.

Grundet manglen på kvalitet i forskellige tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i forskellige medlemsstater (forsinkelser eller aflysninger i den offentlige trafik, manglende eller utilstrækkelig geografisk dækning når det gælder elektroniske kommunikationstjenester osv.) opfordrer EØSU medlemsstaterne til for så vidt angår tjenesteydelser af almen økonomisk interesse at anvende indikatorer for tilfredshedsopfattelsen såsom hurtighed, rettidighed, pålidelighed, bekvemmelighed, tilgængelighed og udbydernes kompetence og servicevenlighed samt andre aspekter som miljø, arbejdsforhold og forbrugerbeskyttelse.

1.10.

For så vidt angår de erstatninger, der i tilfælde af manglende kvalitet (forsinkelser eller aflysninger af tog eller fly, forsvundne eller beskadigede postforsendelser) er fastsat i EU-lovgivningen, kan EØSU ikke gøre sig fri af det indtryk, at visse udbydere hellere vil betale (en beskeden) kompensation end investere i kvalitet, og udvalget opfordrer derfor til, at de gældende erstatningsbeløb revideres, og at der generelt indføres kompensation for alle tjenesteydelser af almen interesse i tilfælde af manglende opfyldelse af de offentlige serviceforpligtelser eller af forsyningspligten.

Evaluering

1.11.

For at sikre adgang til tjenesteydelser af høj kvalitet er det nødvendigt, at evalueringen af disse tjenesteydelsers effektivitet sker som en løbende proces. Med henblik herpå anmoder EØSU de beslutningstagende institutioner om først at give en klar definition af de begreber, mål og opgaver, som de knytter til samtlige tjenesteydelser af almen interesse (økonomiske såvel som ikkeøkonomiske).

1.12.

EØSU slår derfor til lyd for en evaluering af tjenesteydelser af almen interesse på nationalt, regionalt eller lokalt plan i medlemsstaterne, som bør være uafhængig, pluralistisk, medtænke alle synspunkter, dække de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter, bygge på en bred vifte af kriterier og foretages i samråd med alle berørte parter ved hjælp af en ny metode til harmoniseret evaluering på europæisk plan med afsæt i fælles indikatorer.

Det europæiske semester

1.13.

På den sociale resultattavle, som indgår i det europæiske semester, og som skal belyse situationen for de sociale rettigheder under den europæiske søjle, mangler der indikatorer for basale tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. EØSU opfordrer derfor til, at de basale tjenesteydelser i princip nr. 20 i den europæiske søjle for sociale rettigheder integreres i den sociale resultattavle under det europæiske semester.

2.   Indledning

2.1.

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen forpligtede sig ved proklamationen af den europæiske søjle for sociale rettigheder i Göteborg den 17. november 2017 til at virkeliggøre det tilsagn, der er nedfældet i traktaterne, om en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt.

2.2.

De 20 hovedprincipper i den europæiske søjle for sociale rettigheder sigter først og fremmest mod at udfylde hullerne i traktaterne og medvirker således til at strukturere den europæiske retsorden, fastlægger regler for udøvelsen af de grundlæggende rettigheder og bidrager til at skabe konvergens mellem værdierne i den nationale og i den europæiske retsorden.

2.3.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder bekræfter nogle af de rettigheder, der allerede findes i gældende EU-ret. Den tilføjer nye principper til at håndtere udfordringer som følge af den samfundsmæssige, teknologiske og økonomiske udvikling (1). Det må erkendes, at de sociale rettigheder, eller i det mindste en del af dem, på nuværende tidspunkt er utilstrækkeligt reguleret og gennemført, hvilket gælder i højere eller lavere grad afhængig af medlemsstat.

2.4.

En medlemsstat kan drages til ansvar for manglende overholdelse af EU-rettens overordnede principper, men »for at principperne og rettighederne kan blive juridisk bindende, kræves det, at der først vedtages særlige foranstaltninger eller særlig lovgivning på det passende niveau« (2).

3.   Basale tjenester

3.1.

I hovedprincip nr. 20 i den europæiske søjle for sociale rettigheder med overskriften »Adgang til basale tjenester« hedder det, at »alle har ret til adgang til basale tjenester af høj kvalitet, herunder vand, sanitet, energi, transport, finansielle tjenester og digital kommunikation. Støtte til adgang til disse tjenester skal være tilgængelig for dem, der har behov for det«.

3.2.

Begrebet »basale tjenester« findes ikke i traktaterne, som kun beskæftiger sig med offentlige tjenester (transport) og tjenesteydelser af almen interesse (økonomiske og ikkeøkonomiske). Dette princip nr. 20 indeholder ingen definition af, hvad der skal forstås ved »basale tjenester«. Det indskrænker sig til at nævne nogle eksempler uden at opstille en udtømmende liste. Begrebet »basale tjenester« er derimod almindelig brugt i forbindelse med FN's mål for bæredygtig udvikling og dækker her en række tjenesteydelser, som også er anført under andre principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder.

3.3.

Retten til basale tjenester indskrænker sig altså ikke alene til dem, der er anført i princip nr. 20, men vedrører også andre principper bl.a. inden for børnepasning og hjælp til børn, sundhedsydelser, inklusion af personer med handicap, langtidspleje, boliger og støtte til hjemløse. Gennemførelsen af retten til adgang til basale tjenester af høj kvalitet bør derfor følges op af særlige foranstaltninger, såvel vedrørende tjenesteydelser af almen økonomisk interesse som på ovennævnte områder. EØSU fremhæver i denne sammenhæng medlemsstaternes ansvar og vide skønsbeføjelser til at fastlægge, tilrettelægge og finansiere tjenesteydelser af almen interesse, som opfylder borgernes behov.

3.4.

I mangel af en definition og i betragtning af eksemplerne på tjenester i princip nr. 20 er det indlysende, at der i det foreliggende tilfælde er tale om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der er underlagt en forsyningspligt eller offentlige serviceforpligtelser, som er omfattet af artikel 36 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 14 i TEUF og protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse.

3.5.

Princip nr. 20 i den europæiske søjle for sociale rettigheder bekræfter således blot nogle rettigheder, som allerede findes i traktaten. Det må imidlertid konstateres, at de fortolkende bestemmelser i protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse, der er knyttet som bilag til EUF-traktaten, går videre end en blot en garanti for »adgang til tjenesteydelser af høj kvalitet« og foreskriver »et højt niveau med hensyn til kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser, lige behandling og fremme af universel adgang og af brugernes rettigheder«. EØSU mener, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er vigtige komponenter i en struktur med social retfærdighed, og bifalder derfor, at de i det 20. princip betegnes som grundlæggende eller basale tjenesteydelser.

3.6.

For at det erklærede princip om, at alle har ret til adgang til tjenesteydelser af høj kvalitet, kan omsættes til virkelighed, bør det følges op af konkrete foranstaltninger rettet mod bæredygtig udvikling og social samhørighed, og det er nødvendigt: a) at princippet sikres ved lov eller anden retsforskrift, som definerer det og fastlægger reglerne for udøvelse på hvert enkelt område b) at fastsætte, hvilken kompensation man kan gøre krav på ved manglende overholdelse c) og at det kan gøres til genstand for individuelle eller kollektive klager og domstolsprøvelse.

3.7.

Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse såsom elektricitet, personbefordring med jernbane og ad vej og elektroniske kommunikationstjenester og posttjenester (de såkaldte netværksindustrier) har siden slutningen af 1980'erne gennemgået en gradvis, specifik europæiserings- og liberaliseringsproces som led i stadfæstelsen af det indre marked.

3.8.

Imidlertid har det hurtigt vist sig, at disse tjenesteydelser ikke kun kan fungere efter de fælles konkurrence- og markedsregler, men at det er nødvendigt med specifikke regler for at sikre den enkelte borger adgang til disse tjenesteydelser, der betragtes som basale og anerkendes som fælles værdier i Unionen, til en overkommelig pris.

3.9.

Deres anerkendelse i primær ret er blevet opdateret i Lissabontraktaten. I protokol nr. 26 til EUF-traktaten anføres Unionens fælles værdier og navnlig de seks værdier, som skal gælde for alle tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i hele EU, nemlig »et højt niveau med hensyn til kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser, lige behandling og fremme af universel adgang og af brugernes rettigheder«.

4.   Evaluering af gennemførelsen af protokol nr. 26

4.1.

Der foreligger ingen samlet evaluering af positive virkninger (lavere priser, diversificeret udbud) og negative virkninger (prisstigninger, fremkomst af oligopoler, skumning af markedet, usikre arbejdsforhold, social dumping) af politikken om liberalisering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Visse grundlæggende tjenesteydelser, der er nævnt i den europæiske søjle for sociale rettigheder, bidrager faktisk til de økonomiske og sociale fremskridt og til social samhørighed. For andre tjenesteydelsers vedkommende har indførelse af konkurrence ført til højere priser og/eller til en svækkelse af de offentlige serviceopgaver (3).

4.2.

Ikke alene har EU og medlemsstaterne en skærpet pligt til at sørge for, at tjenesteydelserne af almen økonomisk interesse fungerer godt, hvilket bl.a. indebærer, at evalueringen af disse tjenesteydelsers effektivitet bør ske som en løbende proces, men det er tillige nødvendigt, at de beslutningstagende institutioner giver en klar definition af begreber, mål og opgaver. Så længe dette ikke er sket, vil evalueringen af tjenesteydelsernes effektivitet ikke kunne bidrage til at sikre borgerne de tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som de er i deres gode ret til at forvente af såvel de nationale som de europæiske institutioner.

4.3.

I begyndelsen af 00'erne indledte Kommissionen en årlig horisontal evaluering af netværksindustriernes resultater på grundlag af en metodik til horisontal evaluering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (4). Disse rapporter er blevet fremlagt regelmæssigt og drøftet kontradiktorisk i EØSU under en offentlig høring. I 2007 var Kommissionen desuden medarrangør af en workshop i EØSU om en ny evalueringsmetodik på grundlag af en ekstern konsulentundersøgelse, inden udarbejdelsen af en evaluering af ovennævnte tjenesteydelser af almen interesse gik i glemmebogen.

4.4.

EØSU gentager kravet fra sin initiativudtalelse om »En uafhængig evaluering af tjenesteydelser af almen interesse« (5), som understregede, at evalueringen af tjenester af almen interesse på nationalt, regionalt og lokalt niveau i medlemsstaterne bør være uafhængig og pluralistisk, medtænke alle synspunkter, dække de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter, bygge på en bred vifte af kriterier og foretages i samråd med alle berørte parter ved hjælp af en ny metode til harmoniseret evaluering på europæisk plan med afsæt i fælles indikatorer.

5.   Ret til adgang til basale tjenester

5.1.

I chartret om grundlæggende rettigheder (artikel 36) opfordres Unionen til at anerkende og respektere »adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som fastsat i national lovgivning og praksis, i overensstemmelse med traktaterne« og til at betragte dem som grundlæggende rettigheder »med det formål at fremme social og territorial samhørighed i Unionen«.

5.2.

Hovedprincip nr. 20 i søjlen bekræfter således blot retten for alle til adgang til tjenesteydelser af almen interesse af høj kvalitet som en komponent i EU's fælles værdier. På samme måde som protokol nr. 26 fastsætter søjlen hverken betingelserne for adgang, det garanterede niveau eller klageprocedurerne.

5.3.

EØSU påpeger, at begrebet garanteret adgang for alle bygger på principperne om lige behandling, solidaritet, universalitet, kontinuitet, brugernærhed og økonomisk overkommelighed.

6.   Lige behandling

6.1.

For så vidt angår tjenesteydelser af almen interesse forudsætter lige behandling lige adgang (universel adgang) for brugere i sammenlignelige situationer til nationale og grænseoverskridende tjenesteydelser og forbud mod enhver form for forskelsbehandling eller social udstødelse (på baggrund af nationalitet, køn, bopæl, handicap, alder o.l.).

6.2.

Lige behandling eller forpligtelsen til ikke at forskelsbehandle forhindrer imidlertid ikke, at der kan vedtages foranstaltninger med specifikke fordele for visse kategorier af brugere (herunder ældre eller personer med handicap eller nedsat mobilitet).

6.3.

For visse tjenesteydelsers vedkommende anses retten til universel adgang for at være sikret gennem en forsyningspligt eller offentlige serviceforpligtelser, som pålægges leverandørerne af tjenesteydelser.

7.   Forsyningspligt

7.1.

Forsyningspligten begrundes i liberaliseringen af visse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvor markedet alene ikke kan sikre fuld geografisk dækning, overkommelige priser eller en passende tjenestekvalitet. Den omfatter »en række krav af almen interesse, der skal sikre, at visse [på forhånd fastlagte] tjenester stilles til rådighed i en givet kvalitet for alle forbrugere og brugere på hele en medlemsstats område, uanset geografisk placering, og, i lyset af særlige naturlige forhold, til en overkommelig pris« (6). En forsyningspligt har EU-niveau hidtil kun været defineret på inden for elektronisk kommunikation, postvæsen, elektricitet og banksektoren.

7.2.

Definitionen af forsyningspligt omfatter således kun »visse tjenester«, dvs. et nærmere angivet begrænset antal tjenester. Forsyningspligten er altså ikke ensbetydende med universel adgang, eftersom den ikke sikrer adgang til alle de tjenesteydelser, der udbydes på markedet.

7.3.

Det gælder helt særligt elektroniske kommunikationstjenester (7), hvor de tjenester, der er omfattet af forsyningspligten, i vid udstrækning er blevet overhalet af den teknologiske udvikling og ikke længere matcher de moderne kommunikationsværktøjer på markedet.

7.4.

Adskillige medlemsstater, territorier og byområder er langt bagud med hensyn til højhastighedsbredbånd til elektronisk kommunikation og/eller fuld geografisk mobiltelefondækning (mangelfuld eller ingen dækning), som i dag er en afgørende faktor for at forbedre levevilkårene f.eks. ved at lette adgangen til sundhedsydelser, uddannelse og andre offentlige tjenester. Heraf følger, at de nuværende mangler i forsyningspligten inden for elektronisk kommunikation blot forværrer den digitale kløft.

7.5.

Imidlertid står der i det relevante direktiv, at »begrebet forsyningspligt bør tages op til fornyet vurdering for at tage højde for de teknologiske fremskridt, markedsudviklingen og ændringer i brugernes behov« (8). Kommissionen skal således ifølge nævnte direktiv tage forsyningspligtens omfang op til nyvurdering hvert tredje år navnlig med henblik på at foreslå Europa-Parlamentet og Rådet, at omfanget ændres eller omdefineres.

7.6.

EØSU anbefaler derfor at tilpasse vilkårene for adgang til elektronisk kommunikation til den teknologiske udvikling og navnlig at kræve fuld geografisk dækning for mobiltelefoni og højhastighedsbredbånd.

8.   Offentlige serviceforpligtelser

8.1.

For så vidt angår visse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som ikke er omfattet af forsyningspligt, dækkes retten til universel adgang af offentlige serviceforpligtelser, som er pålagt leverandørerne af disse tjenesteydelser.

8.2.

Offentlig personbefordring ad vej og med jernbane er f.eks. ikke omfattet af forsyningspligt, men er underlagt offentlige serviceforpligtelser, der defineres (9) som et »krav, som en kompetent myndighed definerer eller fastsætter for at sikre ydelser af almen interesse i forbindelse med offentlig personbefordring, som en operatør på et rent forretningsmæssigt grundlag ikke ville påtage sig eller ikke ville påtage sig i samme omfang eller under samme vilkår uden at modtage nogen modydelse«. Heraf følger, at en offentlig befordringstjeneste, der opfylder et brugerbehov, ikke nødvendigvis skal drives efter markedsreglerne. Men i mange medlemsstater nedlægges jernbane- og vejtransportlinjer til offentlig personbefordring i landdistrikter eller tyndt befolkede områder af rentabilitetsmæssige årsager, eller deres vedligeholdelse forsømmes. Det samme gælder andre tjenesteydelser som posttjenester (lukning af kontorer) og banktjenester (lukning af filialer).

8.3.

EØSU efterlyser derfor en klarlæggelse af begrebet universel adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og indførelse af lovbestemmelser, der forpligter medlemsstaterne til at fastsætte indikatorer, som for hver tjenesteydelse af almen økonomisk interesse fastlægger kendetegnene ved en universel adgang (tæthed af adgangspunkter til tjenesten, maksimal afstand til et adgangspunkt, tjenestens regelmæssighed, antal kontorer m.m.).

9.   Økonomisk overkommelighed

9.1.

En omkostningsbaseret pris ville være det bedste, markedet kunne tilbyde, men den kan måske ikke sikre, at alle har adgang til en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse til en overkommelig pris. En af farerne ved fri konkurrence er nemlig, at udbydere af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse kan fristes til kun at betjene kunder, der på forhånd betragtes som betalingsdygtige.

9.2.

For at modvirke denne risiko opfordres medlemsstaterne i protokol nr. 26 til at sikre et højt niveau med hensyn til overkommelige priser for hver enkelt tjenesteydelse af almen økonomisk interesse.

9.3.

Prisoverkommelighed defineres som »prisen for tjenesteydelserne i forhold til den indkomst, som forbrugere med lav-/gennemsnitsindkomst oppebærer (for forbrugere med forskellige indkomstniveauer)« (10).

9.4.

Kravet om en økonomisk overkommelig tjenesteydelse er således en vigtig faktor i bekæmpelsen af social udstødelse for at sikre alle adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse uanset indkomst. Imidlertid synes princip nr. 20 i den europæiske søjle for sociale rettigheder mere begrænsende, for så vidt som hjælp til adgang til disse tjenester (kun) skal være tilgængelig for dem, der har behov for det.

9.5.

Det må konstateres, at garantien for adgang til en overkommelig pris i stigende omfang ikke længere opnås med en såkaldt »rimelig« social takst, men derimod med social bistand, der udelukkende kommer de fattigste til gode. Men det er ikke alene de dårligst stillede, som har yderst vanskeligt ved at få økonomisk adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

9.6.

Når målet om økonomisk overkommelig adgang for alle ikke er opfyldt, anvender reguleringsmyndighederne af og til prisregulerende foranstaltninger. Således har Kommissionen og EU-lovgiverne grebet ind ved forordning med henblik på at få nedsat og sidenhen afskaffet betalingen for mobilkommunikation inden for EU (roamingtakster), hvis brugeren er på rejse i EU, men ikke hvis den pågældende ringer til en abonnent i EU fra sit hjemland. I sit forslag til forordning om grænseoverskridende pakkeleveringstjenester varslede Kommissionen bindende foranstaltninger, hvis situationen med de grænseoverskridende pakkeleveringsvirksomheders høje priser ikke blev forbedret inden udgangen af 2018 (11).

9.7.

Hvad angår vurderingen af overkommelige priser har EØSU allerede i en årrække efterlyst en klarlæggelse af begrebet om prismæssigt overkommelige tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og indførelse af lovbestemmelser, der forpligter medlemsstaterne til at fastlægge indikatorer for prisoverkommelighed.

9.8.

EØSU gentager sin opfordring til at fastsætte prisoverkommeligheden på grundlag af et udvalg af tjenesteydelser, der skønnes at være basale, og hvor det, som en husholdning skal betale for hver af disse tjenesteydelser, fastsættes, ud fra hvad der er acceptabelt i forhold til den sociale mindsteløn/mindsteindkomsten. Hvis denne tærskel overskrides, betragtes priserne som for høje, og de bør så reguleres eller berettige til offentlig støtte.

10.   Grundlæggende tjenesteydelser af høj kvalitet

10.1.

I protokol nr. 26 opfordres medlemsstaterne til at sikre et højt niveau med hensyn til kvaliteten af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, mens søjlen nøjes med at nævne tjenesteydelser af høj kvalitet.

10.2.

Hvordan man end vender og drejer det, er en tjenesteydelse af høj kvalitet en tjenesteydelse, som brugerne er tilfredse med. Det kræver derfor en kortlægning af brugerne, deres behov og deres forventninger. Men ofte sker tilkendegivelsen af forventningerne først efterfølgende, når brugeren klager over et problem.

10.3.

Der er på EU-plan fastsat varierende og sommetider yderst beskedne kvalitetsstandarder for mange tjenesteydelser af almen interesse såsom posttjenester, elektronisk kommunikation, vandforsyning, renovation, personbefordring, sociale ydelser af almen interesse osv. Som eksempel kan nævnes, at selv om de fleste europæere har adgang til drikkevand af høj kvalitet, foretrækker mange borgere i en række medlemsstater vand på flaske, da de finder postevandets smag ubehagelig. Det er påkrævet at opdatere de gældende standarder med jævne mellemrum for at øge forbrugernes tillid og forbedre postevandets kvalitet og følgelig opnå en positiv virkning for miljøet ved at mindske mængden af plastaffald.

10.4.

Servicekvaliteten er en afgørende del af en evaluering som foreslået af EØSU ovenfor. Derfor bør medlemsstaterne for så vidt angår tjenesteydelser af almen økonomisk interesse anvende indikatorer for tilfredshedsopfattelsen såsom hurtighed, rettidighed, pålidelighed, bekvemmelighed, tilgængelighed og udbydernes kompetence og servicevenlighed. Kvalitet omfatter ligeledes aspekter som miljø, arbejdsforhold og forbrugerbeskyttelse.

10.5.

Tjenesteydelsernes kvalitet hænger direkte sammen med forbrugerrettighederne. For visse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (jernbanebefordring, posttjenester) fastsætter EU-lovgivningen kompensation ved kvalitetsmangel (forsinkede eller aflyste tog eller fly, forsvundne eller beskadigede postforsendelser). I lyset af de enorme svigt i jernbanepersonbefordringen i en række medlemsstater kan EØSU ikke gøre sig fri af det indtryk, at visse udbydere hellere vil betale (en beskeden) kompensation end investere i kvalitet. Desuden er retten til erstatning ved forsinkelser i mange medlemsstater begrænset til fjerntrafik, mens skinnebåret personbefordring i byer, forstæder og regioner er udelukket fra enhver form for kompensation i overensstemmelse med undtagelserne i EU-lovgivningen (12).

10.6.

EØSU henstiller til, at kompensationsordningen ved forsinkelse finder anvendelse på al skinnebåret trafik uanset strækningens længde, og at retten til kompensation fastsættes i trin af en halv times forsinkelse ved ankomsten i forhold til køreplanen eller i trin på 15 minutter ved afgangen.

10.7.

For så vidt angår forbrugerrettigheder anmoder EØSU om, at der generelt indføres kompensation for alle tjenesteydelser af almen interesse i tilfælde af manglende opfyldelse af de offentlige serviceforpligtelser.

11.   Den sociale resultattavle under det europæiske semester

11.1.

Den sociale resultattavle, som indgår i det europæiske semester, skal indkredse de sociale udfordringer, som medlemsstaterne møder ved anvendelsen af principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder.

11.2.

Dette instrument til en første analyse skal i samspil med en mere indgående analyse for hvert enkelt land belyse situationen for de sociale rettigheder i den europæiske søjle med udgangspunkt i den sociale resultattavles nøgleindikatorer. Men blandt alle den sociale resultattavles nøgleindikatorer og sekundære indikatorer, som fremgår af det statistiske bilag til de landespecifikke rapporter, mangler de basale tjenesteydelser, der er omhandlet i søjlens princip nr. 20.

11.3.

EØSU opfordrer derfor til, at de basale tjenesteydelser i princip nr. 20 i den europæiske søjle for sociale rettigheder integreres i den sociale resultattavle under det europæiske semester.

---

(1)  Punkt nr. 14 i præamblen til den europæiske søjle for sociale rettigheder.

(2)  Punkt nr. 14 i præamblen til den europæiske søjle for sociale rettigheder.

(3)  Se Eurobarometer-undersøgelserne vedrørende tjenesteydelser af almen interesse.

(4)  COM(2002) 331 final.

(5)  CESE 267/2008.

(6)  Grønbog om forsyningspligtydelser af 21. maj 2003.

(7)  Direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

(8)  Betragtning 1 i direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002.

(9)  Forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007.

(10)  COM(2002) 331 final.

(11)  Forslag til forordning COM(2016) 285 final.

(12)  Forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007.