Bruxelles, den 17.12.2019

COM(2019) 641 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Årlig overvågningsrapport om gennemførelsen af støtteprogrammet for strukturreformer 2018

{SWD(2019) 442 final}


RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Årlig overvågningsrapport om gennemførelsen af støtteprogrammet for strukturreformer 2018

INDLEDNING

Siden 2017 har Europa-Kommissionen forvaltet støtteprogrammet for strukturreformer (SRSP), som er et særligt program med et budget på 222,8 mio. EUR 1 , der har til formål at støtte medlemsstaterne i at udforme og gennemføre institutionelle, administrative og vækstfremmende reformer.

Strukturreformer er ifølge deres natur komplekse processer, og deres udformning og gennemførelse kræver højt specialiseret viden og specialiserede færdigheder på alle stadier. I nogle medlemsstater er kapaciteten til at iværksætte og gennemføre strukturreformer ofte ikke tilstrækkelig til at løse de administrative, økonomiske og sociale udfordringer, som denne type reformer medfører.

Formålet med SRSP er at hjælpe medlemsstaterne med at tackle disse udfordringer og styrke deres kapacitet til at udarbejde og gennemføre vækstfremmende reformer ved at bidrage til at styrke offentlige institutioner og forvaltninger og forbedre styringsprocesserne, effektiviteten og robustheden i økonomien og samfundet generelt. Målet er at styrke samhørigheden og forbedre konkurrenceevnen, produktiviteten, bæredygtig vækst samt jobskabelse og investeringer.

Denne rapport giver et overblik over den støtte, der er finansieret under SRSP i 2018. Den beskriver forløbet for udvælgelse og gennemførelse af projekter og redegør for de resultater, der indtil videre er opnået under SRSP 2017 og 2018. I rapporten beskrives desuden forløbet for udvælgelse og gennemførelse af støtteforanstaltninger, der finansieres gennem frivillige overførsler til SRSP fra Grækenland og Bulgarien 2 .

GENNEMFØRELSE AF SRSP I 2018

2018 var det andet år for gennemførelsen af aktiviteter under SRSP. Ligesom det første år viste det andet år, at der er stor efterspørgsel efter programmet fra medlemsstaterne — 24 medlemsstater indsendte 444 anmodning om støtte for et beløb svarende til ca. det femdobbelte af det disponible SRSP-budget for 2018.

Kommissionen har ved behandlingen af støtteanmodningerne under SRSP i 2018 vurderet dem ud fra de principper og kriterier, der er fastlagt i SRSP-forordningen. På dette grundlag blev der udvalgt 146 anmodninger fra 24 medlemsstater.

Fordelingen af de udvalgte anmodninger på tværs af de overordnede politikområder var som følger:

·24 % vedrørende skatteforvaltning og offentlig finansforvaltning

·23 % vedrørende vækst og erhvervsklima (herunder klima og miljø)

·21 % vedrørende arbejdsmarked, uddannelse, sundhed og socialpolitik

·21 % vedrørende styring og offentlig administration og

·11 % vedrørende finansielle tjenesteydelser og adgang til finansiering.

I overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning blev der givet prioritet til anmodninger, hvor der var mulighed for hurtigt at yde støtte og hurtig praktisk gennemførelse af reformer, samt til anmodninger vedrørende fastlagte mål med høje forventninger om konkrete resultater.

93 % af de anmodninger, der blev udvalgt til støtte under SRSP 2018, vedrører direkte EU's strategiske prioriteter:

·55 % vedrører gennemførelse af reformer som svar på de udfordringer, der blev fremhævet i forbindelse med det europæiske semester (landespecifikke henstillinger og landerapporter)

·29 % vedrører gennemførelse af Unionens prioriteter (kapitalmarkedsunionen, det digitale indre marked, energiunionen, klimaet osv.)

·6 % vedrører gennemførelse af EU-lovgivning og

·3 % vedrører gennemførelse af EU's økonomiske tilpasningsprogrammer.

De resterende 7 % vedrører gennemførelse af medlemsstaters egne reformer.

Pr. 30. november 2019 var 30 % af reformstøtteprojekterne inden for rammerne af SRSP 2018 (eksklusive frivillige bidrag i henhold til artikel 11 i SRSP-forordningen) allerede afsluttet, og 70 % var fortsat ved at blive gennemført i praksis.

Størstedelen af støtteforanstaltningerne har til formål at:

·forbedre procedurerne i skatteforvaltninger og fremme overholdelse af skattereglerne (13 %)

·styrke almen uddannelse og erhvervsuddannelse (9 %)

·digitalisere offentlig administration (8 %)

·forbedre produktiviteten og effektiviteten i den offentlige sektor (8 %)

·gøre sundhedssystemerne mere tilgængelige, effektive og robuste (7 %)

·udvikle de nationale og grænseoverskridende kapitalmarkeder (5 %).



FREMSKRIDT I FORHOLD TIL PROGRAMMETS MÅL

Gennemførelsen af støtteprogrammets andet år viser, at SRSP bidrager betydeligt til at hjælpe medlemsstaternes nationale myndigheder med at udpege og afhjælpe strukturelle svagheder, der hindrer udformningen og gennemførelsen af reformer.

Ved hjælp af programmet har man f.eks. gennemgået de nuværende lovgivningsprocedurer (f.eks. vedtagelse af ny lovgivning om styring af statsejede virksomheder) samt udpeget svagheder og fremsat anbefalinger til forbedringer (f.eks. anbefalinger om, hvordan man opstiller objektive kriterier for ansættelse, evaluering og forfremmelse af dommere). Ved hjælp af programmet har medlemsstaterne fået øget deres kapacitet til at udvikle mere effektive procedurer og metoder (f.eks. ved at udvikle en kvalitetsvurdering af læreruddannelser) og/eller effektiviseret deres forvaltning af menneskelige ressourcer (f.eks. gennem konkrete overgangsinitiativer i forbindelse med talentudvikling, strategisk HR og opbygning af en stærkere innovationskultur i den offentlige sektor).

De aktioner, der er udvalgt og gennemført under SRSP 2018, er også udformet med henblik på at sikre europæisk merværdi. Det sker blandt andet via komplementaritet og synergi med andre programmer og politikker på nationalt plan, EU-plan og internationalt plan og/eller gennem deres bidrag til at fremme gensidig tillid og samarbejde mellem de støttemodtagende medlemsstater og Kommissionen. Ud over at bidrage til udvikling og gennemførelse af løsninger på nationale udfordringer har aktionerne også til formål at indvirke positivt på udfordringer på tværs af grænserne eller på EU-plan. Følgende støtteforanstaltninger er illustrative eksempler:

·støtteforanstaltninger til at hjælpe med at identificere flaskehalse i forbindelse med gennemførelsen af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFAF)

·støtteforanstaltninger til at sikre overholdelse af EU's miljølovgivning 

·udveksling af bedste praksis med medlemsstater, der med succes har gennemført udgiftsanalyser for de samme politikområder som den anmodende medlemsstat

·støtte til tre forskellige medlemsstater til reform af sundhedssystemet med det formål at udvide dækningen og effektiviteten af screeningsprogrammer for tyktarms- og endetarmskræft for at nedbringe antallet af kræftramte.

Selv om formålet med denne rapport ikke er at illustrere de endelige resultater af de reformer 3 , som en medlemsstat har påbegyndt som følge af støtteforanstaltningerne under SRSP, kan det konstateres, at SRSP er på rette vej med hensyn til at opfylde sit overordnede mål.

De støtteforanstaltninger, der blev gennemført under de første to runder af SRSP (i 2017 og 2018), bidrager til udformningen og gennemførelsen af institutionelle, administrative og vækstfremmende reformer.

Blandt de projekter, der blev gennemført i 2017 og 2018, har 123 af dem allerede været med til at skabe konkrete resultater, f.eks. følgende:

·en ny offentlig intern revisionsstrategi

·anbefalinger om, hvordan man opstiller objektive kriterier for ansættelse, evaluering og forfremmelse af dommere

·webbaserede, brugervenlige værktøjer til små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i en medlemsstat, der hjælper SMV'erne til bedre at forstå og overholde de lovgivningsmæssige rammer

·en omfattende informationsramme for den nationale myndighed for vandforsyning

·udarbejdelse og vedtagelse af lovgivning og forskrifter og indførelse af værktøjer, der bidrager til kvaliteten, tilgængeligheden og den langsigtede finanspolitiske bæredygtighed i sundheds- og langtidsplejesystemerne

·gennemførelse af uddannelsesreformer med udgangspunkt i mentorordninger, undervisning og bedre audiovisuelt materiale

·anbefalinger til at hjælpe med at gennemføre en revision af de offentlige udgifter til lægemidler til ambulant behandling

·gennemførelse af en midtvejsstrategi på skatteområdet og

·udvikling af en strategi på mellemlangt sigt for en udviklingsbank.

KONKLUSION

Det andet år for gennemførelsen af SRSP viser en stigende efterspørgsel efter programmet med 444 indsendte støtteanmodninger fra 24 medlemsstater (under SRSP 2017 modtog man 271 støtteanmodninger fra 16 medlemsstater).

Generelt har de to første år af gennemførelsen af SRSP vist, at programmet kan hjælpe de nationale myndigheder med at identificere og afhjælpe strukturelle svagheder og flaskehalse i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af reformer. Dette understøttes af en række specifikke eksempler på resultater og opfølgende aktioner, som regeringerne har iværksat.

Støtteforanstaltningerne er udformet med henblik på at bidrage til at iværksætte reformer, men den effektive opfølgning på aktionerne, hvad angår den faktiske gennemførelse af reformerne, er forbeholdt den modtagende medlemsstat.

Kommissionen vil i de kommende år fortsætte med at overvåge indførelsen af støtteforanstaltninger og gennemførelsen af institutionelle, administrative og vækstfremmende reformer.

(1) Budgettet blev forøget, da den oprindelige SRSP-forordning (EU) 2017/825 (EUT L 129 af 19.5.2017, s. 1) blev ændret (forordning (EU) 2018/1671, EUT L 284 af 12.11.2018, s. 3). 
(2) Foruden SRSP-budgettet er det i henhold til artikel 11 i SRSP-forordningen og artikel 25 og 59 i forordning (EU) nr. 1303/2013 om fælles bestemmelser muligt at finansiere programmet gennem supplerende frivillige bidrag fra medlemsstaterne fra midler til teknisk bistand på medlemsstaternes initiativ inden for rammerne af de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fonde). I 2018 foretog to medlemsstater (Grækenland og Bulgarien) frivillige overførsler til SRSP (C(2018) 3748 final og C(2018) 5435 final).
(3) Ifølge artikel 16 i SRSP-forordningen skal Kommissionen forelægge en uafhængig midtvejsevalueringsrapport med oplysninger om opfyldelsen af programmets mål, effektiviteten i ressourceudnyttelsen og programmets europæiske merværdi samt den fortsatte relevans af mål og aktioner.