EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 17.8.2018
COM(2018) 598 final
2018/0308(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne med hensyn til ændringerne af bilagene til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) og af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN), som er vedtaget af arbejdsgruppen for transport af farligt gods – WP.15 og administrationsudvalget for ADN
BEGRUNDELSE
1.FORSLAGETS GENSTAND
Forslaget til Rådets afgørelse har til formål at fastlægge Den Europæiske Unions holdning med hensyn til ændringer af bilagene til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) og af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN), som finder anvendelse fra 1. januar 2019 i forbindelse med det forventede udløb af den stand still-periode, i løbet af hvilken de kontraherende parter, der er medlem af arbejdsgruppen for transport af farligt gods (WP.15) og administrationsudvalget for ADN, kan gøre indsigelser over for de foreslåede ændringer til 2019-udgaven.
2.BAGGRUND FOR FORSLAGET
Ved ovennævnte bilag og bestemmelser, der er almindeligt kendt som bilagene til ADR og de bestemmelser, der er knyttet som bilag til ADN, reguleres henholdsvis den internationale transport af farligt gods ad vej og ad indre vandveje mellem medlemmer af De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE), der også er kontraherende parter i ADR og ADN.
Udviklingen inden for transport af farligt gods ad vej og indre vandveje, både inden for Unionen og mellem Unionen og dens nabolande, er et centralt element i den europæiske fælles transportpolitik og sikrer grundlaget for driften af alle industrisektorer, der fremstiller eller anvender de varer, der er klassificeret som farlige i henhold til ADR og ADN. En tilpasning af disse aftaler til den tekniske og videnskabelige udvikling er derfor afgørende for at åbne mulighed for at udvikle transporten og dermed forbundne industrisektorer i den økonomiske kæde. Ændringerne sigter mod at tilpasse ADR og ADN til FN-modelbestemmelserne, herunder nye definitioner, klassificeringskriterier og FN-numre, krav til emballage/mærkning, ajourføring af de gældende standarder og tekniske bestemmelser samt redaktionelle ændringer.
De internationale bestemmelser vedrørende transport af farligt gods fastsættes af forskellige internationale organisationer såsom FN/ECE, Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer (OTIF) og forskellige særorganisationer under De Forenede Nationer. Da reglerne skal være forenelige indbyrdes, er der udviklet et komplekst internationalt system for samordning og harmonisering mellem de organisationer, der deltager i dette arbejde. Bestemmelserne tilpasses i en cyklus på to år.
2.1 Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR)
Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) sigter mod at regulere international transport af farligt gods ad vej mellem FN/ECE-medlemsstaterne og andre stater, der anvender ADR (kontraherende parter i ADR). Konventionen trådte i kraft den 29. januar 1968. Den Europæiske Union er ikke part i konventionen, selv om alle dens medlemsstater er kontraherende parter i konventionen.
2.2 Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN)
Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN) sigter mod at regulere international transport af farligt gods ad indre vandveje mellem de FN/ECE-medlemsstater, der anvender ADN (kontraherende parter i ADN). Konventionen trådte i kraft den 28. februar 2008. Den Europæiske Union er ikke part i konventionen, selv om 12 af dens medlemsstater er kontraherende parter i konventionen.
2.3 Arbejdsgruppen for transport af farligt gods (WP.15) og administrationsudvalget for ADN – vedtagne afgørelser og opfølgning
Arbejdsgruppen for transport af farligt gods (WP.15) og administrationsudvalget for ADN og sikkerhedsudvalget for ADN (WP.15/AC.2) er de organer, der er oprettet under FN/ECE med henblik på at træffe afgørelser om ændringer af ADR og ADN. Disse organer består af repræsentanter fra de FN/ECE-medlemsstater, der anvender ADR og ADN. Hver af de kontraherende parter i ADR og ADN har en stemme.
Ifølge kapitel VII vedrørende afstemning i vedtægterne og forretningsordenen for arbejdsgruppen for transport af farligt gods (WP.15) har alene fuldgyldige deltagere en stemme i WP.15, og dette organs afgørelser skal som hovedregel træffes ved konsensus. Afstemning i WP.15 foregår ved håndsoprækning.
I henhold til artikel 17, stk. 7, i ADN har hver af de kontraherende parter, som er repræsenteret på møder i administrationsudvalget for ADN, en stemme.
De ændringer, der blev vedtaget i løbet af perioden 2016-2018, omfatter en lang række tilpasninger til den tekniske og videnskabelige udvikling.
I særdeleshed er reglerne for klassifikation af farligt gods blevet præciseret i begge konventioner for så vidt angår prøver af energimaterialer med henblik på testning (afsnit 2.1.4.3), klassificering af genstande som genstande med indhold af farligt gods ikke angivet andetsteds (afsnit 2.1.5), klassificering af ætsende stoffer (afsnit 2.2.8). Der blev indført nye punkter på listen over farligt gods begyndende fra UN 3535 GIFTIGT FAST STOF, BRÆNDFARLIGT, UORGANISK IKKE ANGIVET ANDETSTEDS til UN 3548 GENSTANDE MED INDHOLD AF FORSKELLIGT FARLIGT GODS IKKE ANGIVET ANDETSTEDS. Der blev lavet udkast til nye emballeringsforskrifter, f.eks. emballeringsforskrift P911 til defekte cellebatterier og batterier (lithiummetalbatterier, lithiumionbatterier, når de transporteres individuelt eller i udstyr). Endvidere er de eksisterende emballeringsbestemmelser i kapitel 3.3 blevet ændret, f.eks. er den særlige bestemmelse 392, som finder anvendelse på transport af brændselsgasindeslutningssystemer, der er designet og godkendt til at blive installeret i motorkøretøjer, der kører på gas, blevet ændret, så den afspejler udviklingen inden for de derfor gældende standarder og bestemmelser, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 79/2009 om typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer og om ændring af direktiv 2007/46/EF, og Kommissionens forordning (EU) nr. 406/2010 af 26. april 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 79/2009 om typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer. For så vidt angår specifikke ændringer i ADR blev der indført nye regler for fastgørelse. For ADN blev klassificeringen af zoner på tankskibe, der skal eksplosionssikres, og klassificering af materielkategori indført med henblik på at justere de krav, der finder anvendelse for sådanne skibe ifølge de gældende krav i direktiv 2014/34/EU.
En bred vifte af eksperter fra den offentlige og private sektor er blevet hørt under udarbejdelsen af disse ændringer. I forbindelse med udarbejdelsen af ændringerne er følgende tekniske møder gennemført:
–i FN's Økonomiske og Sociale Råds ekspertgruppe for transport af farligt gods (SCETDG) på dennes:
(1)47. møde i Genève, den 22.–26. juni 2015
(2)48. møde i Genève, den 30. november – 9. december 2015
(3)49. møde i Genève, den 27. juni – 7. juli 2016
(4)50. møde i Genève, den 28. november – 6. december 2016
–i FN/ECE's – OTIF's fælles møde mellem ekspertudvalget vedrørende RID og arbejdsgruppen for transport af farligt gods (WP.15/AC.1) på:
(1)efterårsmødet i 2016 i Genève, den 19. – 23. september 2016
(2)forårsmødet i 2017 i Bern, den 13. – 17. marts 2017
(3)efterårsmødet i 2017 i Genève, den 19. – 29. september 2017
(4)forårsmødet i Bern, den 12. – 16. marts 2018
–vedrørende ADR på arbejdsgruppen for transport af farligt gods (WP.15) på dennes:
(1)101. møde i Genève, den 8.-10. november 2016
(2)102. møde i Genève, den 8.–12. maj 2017
(3)103. møde i Genève, den 6.–10. november 2017
(4)104. møde i Genève, den 15.–17. maj 2018
–for ADN ved sikkerhedsudvalget for ADN (EP.15/AC.2) på dettes:
(1)29. møde i Genève, den 22.–26. august 2016
(2)30. møde i Genève, den 23.–27. januar 2017
(3)31. møde i Genève, den 28.-31. august 2017
(4)32. møde i Genève, den 22.-26. januar 2018
–administrationsudvalget for ADN på dets:
(1)20. møde i Genève, den 26. januar 2018.
På møderne er de enkelte forslag til ændringer blevet analyseret og behandlet af ekspertudvalgene. I de fleste tilfælde blev den anbefalede foranstaltning enstemmigt vedtaget. Visse forslag blev anbefalet af et flertal af eksperterne.
For ADR traf arbejdsgruppen for transport af farligt gods – WP.15 afgørelse om disse forslag på hvert eneste af ovennævnte møder. For ADN har administrationsudvalget truffet beslutning om ændringerne på sit 20. møde i Genève, den. 26. januar 2018.
Når arbejdsgruppen for transport af farligt gods – WP.15 har truffet sin afgørelse, skal ethvert forslag om ændring af bilagene til ADR ifølge artikel 14 i ADR anses for vedtaget, medmindre mindst en tredjedel af de kontraherende parter, eller fem, hvis en tredjedel er mere end fem, skriftligt har fremsat deres indvendinger mod den foreslåede ændring over for FN's generalsekretær senest tre måneder efter, at denne har udsendt forslaget.
Når administrationsudvalget for ADN har truffet sin afgørelse, skal ændringerne af bilagene til ADN ifølge artikel 20 i ADN anses for vedtaget, medmindre mindst en tredjedel af de kontraherende parter, eller fem, hvis en tredjedel er mere end fem, skriftligt har fremsat deres indvendinger mod den foreslåede ændring over for FN's generalsekretær senest tre måneder efter, at denne har udsendt forslaget.
De ændringer, som er vedtaget af WP.15, og som er angivet i de dokumenter, der er indeholdt i bilaget til dette forslag, blev sendt til FN's generalsekretær, således at de kan meddeles til de kontraherende parter i ADR den 1. juli 2018 med henblik på godkendelse i overensstemmelse med proceduren i artikel 14 i ADR, og de er tilgængelige online.
De ændringer, som er vedtaget af administrationsudvalget for ADN, og som er angivet i de dokumenter, der er indeholdt i bilaget til dette forslag, har FN's generalsekretær meddelt de kontraherende parter i ADN den 1. juli 2018 med henblik på godkendelse i overensstemmelse med proceduren i artikel 20 i ADN, og de er tilgængelige online.
FN's generalsekretær kan i sin egenskab af depositar modtage indsigelser frem til den 1. oktober 2018 mod de ændringer af ADR og ADN, som er blevet vedtaget på de møder, der er nævnt ovenfor under punkt 2.3.
Medmindre et tilstrækkeligt antal parter har fremsat indvendinger, forventes ændringerne i henhold til dette forslag at træde i kraft pr. 1. januar 2019 og blive bindende.
3. DEN HOLDNING, DER SKAL INDTAGES PÅ UNIONENS VEGNE
3.1 Baggrund
Den Europæiske Union er ikke kontraherende part i ADR og ADN. Den omstændighed, at Den Europæiske Union ikke har tiltrådt en international aftale, er ikke til hinder for, at den kan udøve sin kompetence ved inden for rammerne af sine institutioner at fastlægge en holdning, der skal indtages på dennes vegne i det organ, som er nedsat ved konventionen, bl.a. derved, at de medlemsstater, der har tiltrådt aftalen, optræder solidarisk i Unionens interesse (jf. dommen i sagen Tyskland mod Rådet, sag C-399/12 ("OIV"), præmis 52 og den retspraksis, der henvises til).
Der er i øjeblikket 50 kontraherende parter i ADR, og alle EU's medlemsstater er kontraherende parter i denne aftale. Der er 17 kontraherende parter i ADN, og 12 EU-medlemsstater er kontraherende parter i denne aftale.
Siden den 1. januar 1997 har Den Europæiske Union anvendt bestemmelserne i ADR i forbindelse med vejtransport af farligt gods i EU – i første omgang i overensstemmelse med Rådets direktiv 94/55/EF af 21. november 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad vej. I 2008 blev direktiv 94/55/EF erstattet af direktiv 2008/68/EF, som viderefører principperne i den foregående retsakt. Siden den 1. januar 2009 har Den Europæiske Union anvendt bestemmelserne i ADN i forbindelse med transport af farligt gods ad indre vandveje.
I artikel 4 i direktiv 2008/68/EF er det fastsat, at "transport af farligt gods mellem medlemsstaterne og tredjelande er tilladt, hvis kravene i ADR, RID eller ADN overholdes, medmindre andet fremgår af bilagene".
Endvidere vil ovennævnte ændringer i det omfang, de bliver bindende, påvirke gennemførelsen af direktiv 2008/68/EF, navnlig i lyset af direktivets artikel 8. I medfør af denne bestemmelse har Kommissionen beføjelse til at tilpasse bilag I, afsnit I.1, og bilag III, afsnit III.1, i direktiv 2008/68/EF til den videnskabelige og tekniske udvikling "især for at tage hensyn til ændringer af ADR, RID og ADN".
3.2 Den Europæiske Unions holdning
I bilaget til nærværende forslag findes en udførlig liste over de planlagte ændringer sammen med en bekræftelse af, at de kan accepteres af Unionen. De påtænkte ændringer anses for velegnede til at sikre transport af farligt gods på en omkostningseffektiv måde, hvor der tages højde for den teknologiske udvikling, og de kan derfor støttes. De foreslåede ændringer bidrager til sikker transport af farligt gods ved at søge at afbøde den iboende risiko ved denne type gods.
4. RETSGRUNDLAG
4.1 Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1 Retsprincipper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".
Artikel 218, stk. 9, i TEUF finder anvendelse, uanset om Unionen er medlem af organet eller part i den pågældende konvention.
Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også retsforskrifter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".
4.1.2 Anvendelse på det foreliggende tilfælde
WP.15 er et organ, der er oprettet i forbindelse med en konvention, nemlig den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR).
Administrationsudvalget for ADN er et organ, der er oprettet i forbindelse med en konvention, nemlig den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN).
De retsakter, som vedtages af WP.15 og administrationsudvalget for ADN, har retsvirkning. På de ovenfor beskrevne betingelser vil de vedtagne retsakter være bindende i henhold til folkeretten, jf. artikel 14 i ADR og artikel 20 i ADN, og de vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-lovgivning, nemlig direktiv 2008/68/EF. Det er fordi, det af artikel 4 i direktiv 2008/68/EF fremgår, at "transport af farligt gods mellem medlemsstaterne og tredjelande er tilladt, hvis kravene i ADR, RID eller ADN overholdes, medmindre andet fremgår af bilagene". Endvidere vil retsakterne påvirke gennemførelsen af direktiv 2008/68/EF, navnlig i lyset af direktivets artikel 8. I medfør af denne bestemmelse har Kommissionen beføjelse til at tilpasse bilag I, afsnit I.1, og bilag III, afsnit III.1, i direktiv 2008/68/EF til den videnskabelige og tekniske udvikling "især for at tage hensyn til ændringer af ADR, RID og ADN".
De påtænkte retsakter supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for konventionen.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2 Materielt retsgrundlag
4.2.1 Retsprincipper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har to formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer må betragtes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal afgørelsen, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, kun have ét materielt retsgrundlag, nemlig det, som det primære eller fremherskende formål eller element tilsiger.
4.2.2 Anvendelse på det foreliggende tilfælde
Hovedformålet med og indholdet af afgørelsen vedrører transport af farligt gods ad vej og indre vandveje. Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 91 i TEUF.
4.3 Konklusion
Retsgrundlaget for forslaget til Rådets afgørelse bør være artikel 91 i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
5. OFFENTLIGGØRELSE AF DEN PÅTÆNKTE RETSAKT
For at sikre gennemsigtighed og korrekt henvisning offentliggøres henvisninger til afgørelser truffet af arbejdsgruppen for transport af farligt gods (WP.15) og sikkerhedsudvalget for ADN i Den Europæiske Unions Tidende med angivelse af deres ikrafttræden.
2018/0308 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne med hensyn til ændringerne af bilagene til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) og af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN), som er vedtaget af arbejdsgruppen for transport af farligt gods – WP.15 og administrationsudvalget for ADN
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR—
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej ("ADR") trådte i kraft den 29. januar 1968. Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje ("ADN") trådte i kraft den 29. februar 2008.
(2)I henhold til ADR's artikel 14 kan alle kontraherende parter fremsætte forslag om en eller flere ændringer af bilagene til aftalen, og derfor kan arbejdsgruppen for transport af farligt gods – WP.15 vedtage ændringer til bilagene til ADR. I henhold til ADN's artikel 20 kan sikkerhedsudvalget og administrationsudvalget vedtage ændringer til de bestemmelser, der er knyttet som bilag til ADN.
(3)De ændringer, der er vedtaget i perioden 2016-2018 af WP.15 og administrationsudvalget for ADN vedrørende transport af farligt gods ad vej og indre vandveje, blev meddelt de kontraherende parter i ADR og ADN den 1. juli 2018.
(4)Det bør fastlægges, hvilken holdning, der skal indtages på Unionens vegne i forbindelse med ændringerne af ADR og ADN, eftersom disse retsakter vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-lovgivningen, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods. Ved direktivet fastsættes krav til transport af farligt gods ad vej, med jernbane eller ad indre vandveje inden for eller mellem medlemsstaterne, idet der henvises til ADR og ADN. I direktivets artikel 4 er det endvidere fastsat, at transport af farligt gods mellem medlemsstaterne og tredjelande er tilladt, hvis kravene i ADR, RID og ADN overholdes, medmindre andet fremgår af bilagene. Derudover har Kommissionen i henhold til direktivets artikel 8 beføjelse til at tilpasse bilag I, del I.1, og bilag III, del III.1, i direktiv 2008/68/EF til den videnskabelige og tekniske udvikling "især for at tage hensyn til ændringer af ADR, RID og ADN".
(5)Unionen er ikke kontraherende part i ADR og ADN. Denne omstændighed er imidlertid ikke til hinder for, at den kan udøve sin kompetence ved inden for rammerne af sine institutioner at fastlægge en holdning, der skal indtages på dennes vegne i det organ, som er nedsat ved konventionen, bl.a. ved at de medlemsstater, der har tiltrådt aftalen, optræder solidarisk i dens interesse.
(6)Alle medlemsstater er kontraherende parter i og anvender ADR, og 12 EU-medlemsstater er kontraherende parter i og anvender ADN.
(7)De vedtagne ændringer, der er henvist til ovenfor, vedrører tekniske standarder eller fælles tekniske forskrifter og har til formål at garantere en sikker og effektiv transport af farligt gods, samtidig med at der tages hensyn til den videnskabelige og tekniske udvikling i sektoren og udviklingen af nye stoffer og genstande, der frembyder fare under transporten. Udviklingen inden for transport af farligt gods ad vej og indre vandveje, både inden for Unionen og mellem Unionen og dens nabolande, er et centralt element i den fælles transportpolitik og sikrer grundlaget for driften af alle industrisektorer, der fremstiller eller anvender de varer, der er klassificeret som farlige i henhold til ADR og ADN.
(8)Alle de foreslåede ændringer er berettigede og gavnlige, og Unionen bør derfor støtte dem.
(9)Unionens holdning skal fremføres af de medlemsstater, der er kontraherende parter i ADR og ADN, idet de handler solidarisk —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne, til de ændringer, der er vedtaget af arbejdsgruppen for transport af farligt gods – WP.15 og administrationsudvalget for ADN, af henholdsvis bilagene til ADR og af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til ADN, jf. bilaget til denne afgørelse, fremgår af bilaget.
Der kan aftales mindre ændringer af denne holdning uden yderligere afgørelse fra Rådet, jf. artikel 2.
Artikel 2
Unionens holdning skal fremføres af de medlemsstater, der er kontraherende parter i ADR og ADN, idet de handler solidarisk i Unionens interesse.
Artikel 3
Henvisning til afgørelser truffet af arbejdsgruppen for transport af farligt gods (WP.15) og af sikkerhedsudvalget for ADN offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende med angivelse af deres ikrafttræden.
Artikel 4
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].