Bruxelles, den 6.8.2018

COM(2018) 573 final

2018/0302(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i ØPA-Udvalget, som er nedsat ved den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Elfenbenskysten på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union


BEGRUNDELSE

1.FORSLAGETS GENSTAND

Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning der skal indtages på vegne af Den Europæiske Union ("Unionen") i ØPA-Udvalget, som er nedsat ved den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Elfenbenskysten på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side ("aftalen") 1 , vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union.

2.    BAGGRUND FOR FORSLAGET

2.1.    Den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale Elfenbenskysten-EU

Aftalen har til formål at opstille en foreløbig ramme for en økonomisk partnerskabsaftale i overensstemmelse med Cotonouaftalen. Aftalen har fundet midlertidig anvendelse siden den 3. september 2016.

2.2.    ØPA-Udvalget

ØPA-Udvalget er aftalens fælles institutionelle organ. I henhold til aftalens artikel 73 er ØPA-Udvalget ansvarligt for forvaltningen af alle de områder, der er omfattet af aftalen, og for udførelsen af alle de opgaver, der er nævnt heri. ØPA-Udvalget træffer sine beslutninger ved konsensus. ØPA-Udvalgets funktionsmåde er beskrevet i dets forretningsorden, som parterne blev enige om i april 2017, som blev ændret af Det Europæiske Råd, og som parterne vedtog under det andet møde i ØPA-Udvalget Elfenbenskysten-EU i marts 2018.

2.3.    Den retsakt, som ØPA-Udvalget påtænker at vedtage

Under sit tredje møde den [dato] skal ØPA-Udvalget vedtage en afgørelse vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union ("den påtænkte retsakt").

I henhold til aftalens artikel 77 kan ØPA-Udvalget træffe afgørelse om eventuelle tilpasnings- eller overgangsforanstaltninger, der måtte være nødvendige som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse af Unionen.

Den påtænkte retsakt har til formål at foretage de ændringer af aftalen, der er nødvendige som følge af Republikken Kroatiens tiltrædelse af Unionen.

Den påtænkte retsakt bliver bindende for parterne i overensstemmelse med aftalens artikel 77, stk. 3, i henhold til hvilken: "Parterne undersøger virkningerne af nye EU-medlemsstaters tiltrædelse for denne aftale. ØPA-Udvalget kan træffe afgørelse om overgangsforanstaltninger eller nødvendige ændringer."

3.    DEN HOLDNING, DER SKAL INDTAGES PÅ UNIONENS VEGNE

Republikken Kroatien tiltrådte Unionen den 1. juli 2013 og deponerede den 8. november 2017 sin tiltrædelsesakt til aftalen hos Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union. I henhold til tiltrædelsesbestemmelsen i aftalens artikel 77, stk. 2, tiltræder Kroatien aftalen ved at deponere en tiltrædelsesakt. Med hensyn til senere ændringer, der måtte være nødvendige som følge af tiltrædelsen, træffer ØPA-Udvalget afgørelse i henhold til tiltrædelsesbestemmelsen.

Unionen bør derfor fastlægge den holdning der skal indtages for så vidt angår den retsakt, som ØPA-Udvalget påtænker at vedtage i forbindelse med Republikken Kroatiens tiltrædelse af aftalen.

Dette udkast til rådsafgørelse indeholder som bilag et udkast til en afgørelse, som ØPA-Udvalget skal træffe.

Aftalen gælder dels for de områder, hvor traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF") finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat, dels for Elfenbenskystens område.

4.    Retsgrundlag

4.1.    Proceduremæssigt retsgrundlag

4.1.1.    Principper

I henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF skal der vedtages afgørelser om fastlæggelse af, "hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".

"Retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. De omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som ikke desto mindre "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver" 2 .

4.1.2.    Anvendelse på den foreliggende sag

ØPA-Udvalget er et organ, der er nedsat ved aftalen.

I henhold til aftalens artikel 77 om nye medlemsstaters tiltrædelse af Unionen kan ØPA-Udvalget vedtage overgangsforanstaltninger eller ændringer, der måtte være nødvendige for aftalen i tilfælde af en ny tiltrædelse af Unionen.

Den retsakt, som ØPA-Udvalget skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger. Den påtænkte retsakt bliver bindende i henhold til folkeretten i overensstemmelse med aftalens artikel 77, da den medfører ændringer af en international aftale, der allerede er bindende for Unionen.

Den påtænkte retsakt hverken supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen.

Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.

4.2.    Materielt retsgrundlag

4.2.1.    Principper

Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsageligt af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har to formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer må betragtes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal afgørelsen, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, kun have ét materielt retsgrundlag, nemlig det, som det primære eller fremherskende formål eller element tilsiger.

4.2.2.    Anvendelse på den foreliggende sag

Den påtænkte retsakts formål og indhold vedrører handel og spørgsmål vedrørende handel. Det materielle retsgrundlag for forslaget til afgørelse er derfor artikel 207 i TEUF.

4.3.    Konklusion

Retsgrundlaget for nærværende rådsafgørelse er TEUF, særlig artikel 207 sammenholdt med artikel 218, stk. 9.

5.    OFFENTLIGGØRELSE AF DEN PÅTÆNKTE RETSAKT

Da aftalen vil blive ændret ved ØPA-Udvalgets afgørelse, vil denne blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, når den er blevet vedtaget.

2018/0302 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i ØPA-Udvalget, som er nedsat ved den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Elfenbenskysten på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF"), særlig artikel 207 og artikel 218, stk. 9,

under henvisning til den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Elfenbenskysten på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side ("aftalen") 3

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Aftalen blev indgået på Den Europæiske Unions ("Unionens") vegne ved afgørelse 2009/156/EF 4 og har fundet midlertidig anvendelse siden den 3. september 2016. 

(2)Traktaten om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Unionen blev undertegnet den 9. december 2011 og trådte i kraft den 1. juli 2013. 

(3)Republikken Kroatien tiltrådte aftalen den 8. november 2017 ved at deponere sin tiltrædelsesakt. 

(4)I henhold til aftalens artikel 77 kan ØPA-Udvalget træffe afgørelse om eventuelle tilpasningsforanstaltninger, der måtte være nødvendige som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse af Unionen. 

(5)ØPA-Udvalget skal under sit årlige måde af [dato] vedtage den påtænkte afgørelse vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Unionen.

(6)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i ØPA-Udvalget vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Unionen, bør fastlægges —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne under det årlige måde den [dato] i ØPA-Udvalget, som er nedsat ved aftalen, vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Unionen, er baseret på det udkast til afgørelse, der er knyttet som bilag til nærværende afgørelse.

Artikel 2

ØPA-Udvalgets afgørelse offentliggøres efter vedtagelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    EUT L 59 af 3.3.2009, s. 3.
(2)    Domstolens dom af 7. oktober 2014, Tyskland mod Rådet, C-399/12, ECLI: EU: C: 2014: 2258, præmis 61-64.
(3)    EUT L 59 af 3.3.2009, s. 2.
(4)    EUT L 59 af 3.3.2009, s. 1.

Bruxelles, den6.8.2018

COM(2018) 573 final

BILAG

til

FORSLAG TIL RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i ØPA-Udvalget, som er nedsat ved den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Elfenbenskysten på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union


VEDLAGT DOKUMENT

Udkast til

AFGØRELSE Nr. …/2018 TRUFFET AF ØPA-UDVALGET

der er nedsat i henhold til den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Elfenbenskysten på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side

den [dato]

vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union

ØPA-UDVALGET HAR —

under henvisning til den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Elfenbenskysten på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side ("aftalen"), der blev undertegnet i Abidjan den 26. november 2008, og som har fundet midlertidig anvendelse siden den 3. september 2016, særlig artikel 76, 77 og 81,

under henvisning til traktaten om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union ("Unionen") og tiltrædelsesakten til aftalen, der blev deponeret af Republikken Kroatien den 8. november 2017, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Aftalen gælder dels for de områder, hvor traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF") finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat, dels for Elfenbenskystens område.

(2)I henhold til aftalens artikel 77, stk. 3, kan ØPA-Udvalget træffe afgørelse om eventuelle tilpasningsforanstaltninger, der måtte være nødvendige som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse af Unionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Republikken Kroatien godkender og noterer sig som part i aftalen på samme måde som Unionens øvrige medlemsstater teksten til aftalen såvel som de bilag, protokoller og erklæringer, der er knyttet dertil.

Artikel 2

I aftalen foretages følgende ændringer: Artikel 81 affattes således:

"Artikel 81

Autentiske udgaver

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed. "

Artikel 3

Unionen fremsender den kroatiske udgave af aftalen til Elfenbenskysten.

Artikel 4

Aftalens bestemmelser finder anvendelse på varer, som eksporteres enten fra Elfenbenskysten til Republikken Kroatien eller fra Republikken Kroatien til Elfenbenskysten, der overholder de oprindelsesregler, der er gældende på parternes område, og som den 3. september 2016 var under transport eller midlertidigt oplagt, i et toldlager eller i en frizone i Elfenbenskysten eller Republikken Kroatien.

Der indrømmes præferencebehandling i de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, forudsat at toldmyndighederne i importlandet senest fire måneder efter datoen for nærværende afgørelses ikrafttrædelse forelægges et oprindelsesbevis, som toldmyndighederne i eksportlandet har udstedt efterfølgende.

Artikel 5

Elfenbenskysten forpligter sig til ikke at fremsætte krav eller anmodninger, til ikke at gøre indsigelser og til ikke at ændre eller tilbagekalde indrømmelser i henhold til artikel XXIV.6 og XXVIII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel ("GATT") fra 1994 eller artikel XXI i den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser ("GATS") i forbindelse med Republikken Kroatiens tiltrædelse af Unionen.

Artikel 6

Denne afgørelse træder i kraft på datoen for undertegnelsen.

Dog anvendes artikel 3 og 4 fra den 3. september 2016.

Udfærdiget i xxx, den [...].

På Elfensbenskystens vegne

På Den Europæiske Unions vegne