Bruxelles, den 25.5.2018

COM(2018) 349 final

2018/0181(CNS)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) nr. 389/2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet for så vidt angår indholdet af det elektroniske register


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 1 udgør det retlige grundlag for administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne.

Dette forslag ledsager forslaget til Rådets direktiv om den generelle ordning for punktafgifter, for så vidt angår kapitel V i Rådets direktiv XXX/EF 2 . Det vedrører automatiseringen af registreringen og kontrollen af bevægelser af punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat og derefter flyttes til en anden medlemsstat med henblik på levering til erhvervsmæssige formål i denne anden medlemsstat.

De nye ordninger vil kræve, at erhvervsdrivende, som er involveret i varebevægelser omfattet af kapitel V i direktiv XXX/EF 3 , registreres i registret over erhvervsdrivende, der i dag kun vedrører erhvervsdrivende, som benytter sig af de ordninger, der er omhandlet i kapitel III og IV i direktiv XXX/EF 4 . Nærværende forslag gennemfører dette krav i forordning (EU) nr. 389/2012.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Forslaget er knyttet til omarbejdningen af Rådets direktiv 2008/118/EF.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Ikke relevant.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). I henhold til denne artikel vedtager Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, bestemmelser om harmonisering af medlemsstaternes regler vedrørende indirekte skatter.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Nærhedsprincippet finder anvendelse, idet forslaget ikke hører under Den Europæiske Unions enekompetence.

Forslagets mål kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan bedre nås på EU-plan. Der er meget stor forskel på de eksisterende nationale registreringsprocedurer, og de udgør ikke et tilstrækkeligt grundlag for at automatisere disse procedurer.

Proportionalitetsprincippet

Den foreslåede ændring går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at afhjælpe de pågældende problemer og på den måde nå traktatens mål om et effektivt og velfungerende indre marked.

Dette forslag er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet som fastsat i artikel 5, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union.

Forslaget har til formål at indføre en registreringspligt for erhvervsdrivende, der er involveret i varebevægelser omfattet af kapitel V, afdeling 2, i direktiv XXX/EF 5 . Uden dette forslag vil det ikke være muligt at indføre fuldt automatiserede procedurer for bevægelser af varer, der er overgået til forbrug.

Valg af retsakt

Rådsforordning.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Der er foretaget en evaluering af direktiv 2008/118/EF, og forslaget til Rådets direktiv om den generelle ordning for punktafgifter bygger på denne evaluering samt på Kommissionens rapport til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen og evalueringen af Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter fra den 21. april 2017 (COM(2017) 184 final). Rapporten understregede behovet for yderligere automatisering, og dette forslag vedrører udelukkende en mindre tilpasning, som afspejler denne løsningsmodel.

Høringer af interesserede parter

Der er afholdt høringer af interesserede parter i forbindelse med revisionen af Rådets direktiv 2008/118/EF.

Konsekvensanalyse

Der har ikke været behov for en særskilt konsekvensanalyse, eftersom valget vedrørende en yderligere automatisering understøttes af konsekvensanalysen af omarbejdningen af direktiv 2008/118/EF.

Målrettet regulering og forenkling

Evalueringen af direktiv 2008/118/EF blev foretaget inden for rammerne af Kommissionens Refit-program.

Grundlæggende rettigheder

Dette forslag afspejler de grundlæggende rettigheder, navnlig retten til privatlivets fred, gennem de gældende bestemmelser om databeskyttelse i forordning (EU) nr. 389/2012.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Enhver finansiel virkning i forbindelse med indledningen af 4. fase af Systemet til Verifikation af Punktafgiftspligtige Varers Omsætning (EMCS) følger af afgørelse XXX/EF 6 . Budgetvirkningerne af udviklingen og driften på centralt plan af en udvidet ny tjeneste vil blive dækket over Fiscalis' budget inden for rammerne af de bevillinger, der allerede er planlagt i den officielle finansielle programmering. Der vil ikke være behov for yderligere midler fra EU's budget. Dette initiativ foregriber desuden ikke Kommissionens forslag vedrørende den næste flerårige finansielle ramme.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Ikke relevant.

Forklarende dokumenter (for direktiver)

Der anses ikke at være behov for forklarende dokumenter om gennemførelsen af dette forslags bestemmelser i national ret.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Forslaget ændrer anvendelsesområdet for forordningens artikel 19 med henblik på at medtage to nye kategorier af erhvervsdrivende: autoriserede afsendere, som er registrerede afsendere af punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug, og autoriserede modtagere, som er registrerede modtagere af punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug. En godkendt oplagshaver og registrerede afsendere vil kunne fungere som autoriserede afsendere, ligesom godkendte oplagshavere og registrerede modtagere vil kunne fungere som autoriserede modtagere. Medlemsstatens kompetente myndigheder vil skulle underrettes om dette forhold, og denne oplysning bør ligeledes opføres i registret.

Derudover vil det elektroniske register ifølge forslaget indeholde oplysninger om den registrerede afsenders ret til at lade feltet for bestemmelsesstedet stå tomt i udkastet til det elektroniske administrative dokument, når energiprodukter under en afgiftssuspensionsordning flyttes ad søvejen eller ad indre vandveje. I henhold til artikel 23 i direktiv XXX/EF 7 kan den godkendte oplagshaver og den registrerede afsender undlade at udfylde feltet for bestemmelsesstedet. I henhold til den nugældende forordning (EU) nr. 389/2012 indeholder det centrale registrer kun sådanne oplysninger vedrørende udeladelse af oplysninger om bestemmelsesstedet i forbindelse med godkendte oplagshavere.

2018/0181 (CNS)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) nr. 389/2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet for så vidt angår indholdet af det elektroniske register

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 8 ,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 9 ,

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Artikel 19 i Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 10 pålægger medlemsstaterne en pligt til at vedligeholde et elektronisk register over godkendte erhvervsdrivende og afgiftsoplag, som er involveret i bevægelser af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspensionsordninger.

(2)Med direktiv XXX/EF udvides det IT-system, der i dag anvendes til registrering og kontrol af bevægelser af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspension, til også at omfatte punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug på en medlemsstats område og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål.

(3)For at sikre at IT-systemet fungerer korrekt ved at sikre lagring af fuldstændige, ajourførte og nøjagtige data, er det nødvendigt at ændre anvendelsesområdet for artikel 19 i forordning (EU) nr. 389/2012 med henblik på at medtage to nye kategorier af erhvervsdrivende: autoriserede afsendere, som er registrerede afsendere af punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug, og autoriserede modtagere, som er registrerede modtagere af punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug.

(4)I henhold til artikel 23 i direktiv XXX/EF kan de kompetente myndigheder i afsendelsesmedlemsstaten i tilfælde af bevægelser under en afgiftssuspensionsordning af energiprodukter ad søvejen eller ad indre vandveje tillade, at afsenderen på afsendelsestidspunktet udelader oplysninger om modtageren i udkastet til det elektroniske administrative dokument, der omhandles i artikel 21, stk. 2, i nævnte direktiv. I henhold til forordning (EU) nr. 389/2012 skal kun godkendte oplagshavere opføre denne oplysning i det elektroniske register. Det er vigtigt, at også den registrerede afsender opfører oplysninger om vedkommendes ret til på afsendelsestidspunktet at udelade oplysninger om modtageren i det elektroniske register.

(5)Målet for denne forordning, nemlig at udvide det elektroniske register til også at omfatte erhvervsdrivende, som er involveret i bevægelser af punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan som følge af behovet for at sikre IT-systemets ensartethed og lette bekæmpelsen af svig bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(6)Denne forordning er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og følger de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til beskyttelse af personoplysninger. På baggrund af de begrænsninger denne forordning fastsætter, vil behandlingen af sådanne oplysninger inden for rammerne af denne forordning ikke være mere vidtrækkende, end hvad der er nødvendigt og rimeligt for at beskytte medlemsstaternes legitime beskatningsinteresser.

(7)Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 11 .

(8)For at ensrette anvendelsesdatoen for denne forordning med anvendelsesdatoen for bestemmelserne i direktiv XXX/EF om digitalisering af registrering og kontrol af bevægelser af punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug på en medlemsstats område og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål i denne anden medlemsstat, og for at give medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at forbedrede sig på de ændringer, der følger af nærværende forordning, bør den anvendes fra den 14. februar 2022.

(9)Forordning (EU) nr. 389/2012 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I artikel 19 i forordning (EU) nr. 389/2012 foretages følgende ændringer:

(1)I stk. 1, litra a), indsættes som nr. iv) og v):

"iv) autoriserede afsendere som defineret i artikel 4, nr. 11), i direktiv XXX/EF

v) autoriserede modtagere som defineret i artikel 4, nr. 12), i direktiv XXX/EF"

(2)I stk. 2 foretages følgende ændringer:

(a)Litra f) og g) affattes således:

"f) for godkendte oplagshavere det afgiftsoplag eller listen over de afgiftsoplag, som den pågældende oplagshavers godkendelse gælder for, og, hvis det er relevant i henhold til den nationale lovgivning, en tilkendegivelse af, at oplagshaveren har tilladelse til at udelade oplysningerne om modtageren på afsendelsestidspunktet i overensstemmelse med artikel 23 i direktiv XXX/EF, har tilladelse til at opsplitte en bevægelse i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv XXX/EF eller har tilladelse til at flytte punktafgiftspligtige varer til et direkte leveringssted i overensstemmelse med artikel 17, stk. 4, i dette direktiv, og en tilkendegivelse af, at han fungerer som autoriseret afsender eller autoriseret modtager i overensstemmelse med artikel 36, stk. 6 og 7, i direktiv XXX/EF

g) for registrerede modtagere, hvis det er relevant i henhold til den nationale lovgivning, en tilkendegivelse af, at de har tilladelse til at flytte punktafgiftspligtige varer til et direkte leveringssted i overensstemmelse med artikel 17, stk. 4, i direktiv XXX7EF, og en tilkendegivelse af, at de fungerer som en autoriseret modtager i overensstemmelse med artikel 36, stk. 7, i direktiv XXX/EF"

(b)Som litra k) indsættes:

k) for registrerede afsendere, en tilkendegivelse af, at de har tilladelse til at udelade oplysningerne om modtageren på afsendelsestidspunktet i overensstemmelse med artikel 23 i direktiv XXX/EF, og en tilkendegivelse af, at de fungerer som en autoriseret afsender i overensstemmelse med artikel 36, stk. 6, i direktiv XXX/EF.".

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 14. februar 2022. 

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    EUT L 121 af 2.5.2012, s. 1.
(2)    COM(2018) 346.
(3)    COM(2018) 346.
(4)    COM(2018) 346.
(5)    COM(2018) 346.
(6)    COM(2018) 341.
(7)    COM(2018) 346.
(8)    EUT C […] af […], s. […].
(9)    EUT C […] af […], s. […].
(10)    Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 af 2. maj 2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2073/2004 (EUT L 121 af 8.5.2012, s. 1).
(11)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).