28.10.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 363/146


P8_TA(2018)0481

Kommissionens 2018-rapport om Albanien

Europa-Parlamentets beslutning af 29. november 2018 om Kommissionens 2018-rapport om Albanien (2018/2147(INI))

(2020/C 363/21)

Europa-Parlamentet,

der henviser til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og Albanien,

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 19. og 20. juni 2003 samt Thessalonikidagsordenen for Vestbalkan,

der henviser til Det Europæiske Råds afgørelse af 26. og 27. juni 2014 om at give Albanien status som kandidatland til EU-medlemskab,

der henviser til Rådet for Almindelige Anliggenders afgørelse af 26. juni 2018,

der henviser til Det Europæiske Råds afgørelse af 28. og 29. juni 2018,

der henviser til anbefalingerne fra højkommissæren for nationale mindretal under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) vedrørende udkastet til sekundær lovgivning om beskyttelse af nationale mindretal i Albanien,

der henviser til erklæringen fra topmødet mellem EU og Vestbalkan den 17. maj 2018 og dets prioriterede »Sofiadagsorden«,

der henviser til det niende møde i Stabiliserings- og Associeringsrådet mellem Albanien og EU, som blev afholdt den 15. november 2017,

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. februar 2018 med titlen »Et troværdigt udvidelsesperspektiv for landene på Vestbalkan og et øget engagement heri fra Den Europæiske Unions side« (COM(2018)0065),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 17. april 2018 med titlen »2018-meddelelse om EU's udvidelsesstrategi« (COM(2018)0450), som blev ledsaget af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene med titlen »Albania 2018 Report« (SWD(2018)0151),

der henviser til de henstillinger, der blev vedtaget på det tolvte møde i Det Parlamentariske Stabiliserings- og Associeringsudvalg EU-Albanien, som blev afholdt i Tirana den 12. og 13. februar 2018,

der henviser til resultatet af 2017-undersøgelsen om marginaliserede romaer på Vestbalkan, der blev støttet af Kommissionen og udført af Verdensbanken og FN's udviklingsprogram,

der henviser til det fælles arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene med titlen »Gender Equality and Women’s Empowerment: Transforming the Lives of Girls and Women through EU External Relations 2016-2020«,

der henviser til sine tidligere beslutninger om Albanien,

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

der henviser til Udenrigsudvalgets betænkning (A8-0334/2018),

A.

der henviser til, at EU's udvidelsesproces fortsat udgør en strategisk investering i fred, demokrati, velstand, sikkerhed og stabilitet i Europa;

B.

der henviser til, at Albanien er fortsat med at gøre stabile fremskridt i retning af at opfylde de politiske kriterier og de fem centrale prioriteter for, at der kan indledes tiltrædelsesforhandlinger, samt i konsolideringen af demokratiske institutioner og praksisser;

C.

der henviser til, at Kommissionen har anbefalet at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Albanien på grund af de gode fremskridt, landet har gjort med hensyn til opfyldelsen af de fem centrale prioriteter; der henviser til, at tiltrædelsesforhandlinger vil tillade en skærpet EU-kontrol og er en stærk katalysator for gennemførelsen af yderligere reformer og konsolideringen af demokratiske institutioner og praksisser;

D.

der henviser til, at Det Europæiske Råd den 28. juni 2018 godkendte Rådets konklusioner af 26. juni 2018 om vejen frem mod indledningen af tiltrædelsesforhandlinger i juni 2019;

E.

der henviser til, at der stadig er udfordringer, som skal behandles hurtigt og effektivt ved hjælp af dialog og samarbejde;

F.

der henviser til, at en konstruktiv dialog mellem regeringen og oppositionen om EU-relaterede reformer forbliver altafgørende i forhold til at gøre fremskridt med dagsordenen for reformer til fordel for statsborgerne og for at bringe landet tættere på EU;

G.

der henviser til, at der i Albanien er bred opbakning fra befolkningens side til landets tiltrædelse af EU;

H.

der henviser til, at retsstatsprincippet er en grundlæggende værdi, som EU bygger på, og som står i centrum for både udvidelsesprocessen og stabiliserings- og associeringsprocessen; der henviser til, at det er nødvendigt med reformer i forhold til at tackle de vigtige tilbageværende udfordringer inden for dette område, navnlig hvad angår sikringen af et uafhængigt, upartisk, ansvarligt og effektivt retsvæsen og i kampen mod korruption og organiseret kriminalitet samt beskyttelsen af grundlæggende rettigheder;

I.

der henviser til, at beskyttelsen af religionsfrihed, kulturarv og rettigheder for personer, der tilhører mindretal, er blandt Den Europæiske Unions grundlæggende værdier;

J.

der henviser til, at Albanien har ratificeret alle Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende konventioner, herunder navnlig konventionen om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig fra 1948 (nr. 87) og konventionen om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger fra 1949 (nr. 98),

K.

der henviser til, at hvert udvidelsesland vurderes individuelt på grundlag af sine egne resultater, og at hastigheden og kvaliteten af reformer afgør tidsplanen for tiltrædelsen;

L.

der henviser til, at regionalt samarbejde og gode naboskabsforbindelser er af afgørende betydning for Albaniens fremskridt på sin vej mod tiltrædelse af EU;

1.

glæder sig over Albaniens intensiverede bestræbelser i denne henseende, der fører til konstante fremskridt med gennemførelsen af EU-relaterede reformer, navnlig med den omfattende reform af retsvæsenet; opfordrer Albanien til at konsolidere de opnåede reformer og til fortsat at forberede sig på at opfylde EU-medlemskabsforpligtelserne inden for alle kapitler;

2.

støtter fuldt ud Kommissionens henstilling om, at der indledes tiltrædelsesforhandlinger i anerkendelse af Albaniens reformbestræbelser; noterer sig Rådets afgørelse om at revurdere situationen i juni 2019; glæder sig over den klart skitserede kurs frem mod starten på tiltrædelsesforhandlinger i 2019 og understreger den kendsgerning, at den forberedende screeningsproces er påbegyndt; minder om, at afgørelsen om at indlede tiltrædelsesforhandlinger vil afhænge af yderligere fremskridt i reformprocessen; opfordrer Rådet til på objektiv og retfærdig vis at evaluere de fremskridt, som landet har gjort, og til at indkalde til den første regeringskonference inden det pågældende års udgang og opfordrer Albanien til at opretholde reformtempoet med dette for øje; mener, at indledningen af forhandlinger ville bidrage til at styrke demokratiet og retsstatsprincippet på en positiv måde ved at give yderligere incitamenter til reformprocessen og styrke dets kontrol;

3.

opfordrer Kommissionen til at anvende den styrkede tilgang til forhandlingerne om kapitel 23 (retsvæsen og grundlæggende rettigheder) og kapitel 24 (retfærdighed, frihed og sikkerhed);

4.

minder om behovet for at styrke det albanske parlaments tilsynskapacitet, herunder inden for rammerne af EU-tiltrædelsesprocessen; opfordrer til en mere effektiv anvendelse af forskellige tilsynsmekanismer og -institutioner, herunder undersøgelsesudvalg; glæder sig over vedtagelsen af det albanske parlaments adfærdskodeks, der vil øge integriteten og gennemsigtigheden af den parlamentariske proces og offentlighedens tillid til institutionen; understreger behovet for en håndhævelsesmekanisme, herunder sanktioner, med henblik på at gøre kodekset effektivt; understreger den centrale rolle, som Udvalget om EU-integration spiller, og at Det Nationale Råd for Europæisk Integration har et ansvar som konsultationsforum for tiltrædelsesforberedelserne; opfordrer til øget samarbejde med Albaniens parlament inden for rammerne af Europa-Parlamentets støtteprogram for udvidelseslandenes parlamenter med det formål at forbedre dets kapacitet for at producere kvalitetslove på linje med den gældende EU-ret og udøve dets tilsynsrolle;

5.

fremhæver betydningen af at øge den brede befolknings opmærksomhed om EU-tiltrædelsesprocessen og den rolle, som de involverede EU- og albanske institutioner spiller;

6.

opfordrer indtrængende til, at der gøres en indsats, herunder iværksættes lovgivningsmæssige og administrative foranstaltninger til imødekommelse af de udestående henstillinger fra Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE/ODIHR); understreger, at en omfattende og rettidig valgreform er nødvendig med henblik på at øge offentlighedens tillid til valgprocessen; minder om behovet for behørig hensyntagen til påstande om ulovlig og ikke-angivet finansiering af politiske partier; glæder sig over ad hoc-udvalgets arbejde i forbindelse med det albanske parlaments valgreform med hensyn til uafhængighed og afpolitisering af valgadministrationen, gennemsigtighed af kampagnefinansiering, vælgerregistrering, køb af stemmer, anvendelse af nye afstemningsteknologier samt stemmeafgivning i udlandet, og opfordrer det indtrængende til at nå til enighed om og vedtage de nødvendige reformer i god tid inden lokalvalgene i 2019;

7.

glæder sig over Albaniens ændrede lov om finansiering af politiske partier; gentager sin opfordring til landets politiske partier om at opfylde deres forpligtelse til at sikre, at kriminelle udelukkes fra offentlige embeder i alle grene og niveauer af regeringen;

8.

gentager, at konstruktiv politisk dialog, vilje til at gå på kompromis, varigt samarbejde på tværs af partier og opretholdelsen af urokkelige tilsagn om gennemførelse og konsolidering af reformer på tværs af alle fem centrale prioriteter er afgørende for bestræbelserne på at gøre fremskridt med EU-tiltrædelsesprocessen og for et velfungerende demokratisk styre; glæder sig over det voksende samarbejde mellem de to fløje og den brede enighed på tværs af partierne opnået i behandlingen af visse nøglereformer; tilskynder alle politiske kræfter til at gøre en yderligere indsats i forhold til at skabe en reel politisk dialog og opnå et konstruktivt samarbejde og dermed støtte reformprocessen; gentager sin faste overbevisning om, at politisk dialog bør finde sted inden for de demokratiske institutioner; er stærkt bekymret over oppositionens de facto-boykot af den parlamentariske proces efter sommerferien i 2018;

9.

understreger, at en reform af retsvæsenet i høj grad efterspørges af Albaniens borgere, og at det er en forudsætning for at genoprette tiltroen til retsstaten, de offentlige institutioner og de politiske repræsentanter; gentager, at troværdigheden og effektiviteten af den samlede reformproces — navnlig bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet — samt håndhævelsen af ejendomsrettigheder afhænger af, om man lykkes med screeningsprocessen og den fortsatte og målbevidste gennemførelse af reformen af retsvæsenet;

10.

glæder sig over de fremskridt, landet har gjort med reform af retsvæsenet, som sigter mod at styrke retsinstansernes uafhængighed, ansvarlighed, professionalisme og effektivitet samt mod at forbedre borgernes tillid til retsvæsenet; beklager, at administrationen af retsvæsenet fortsat er langsom og ineffektiv; bemærker, at revurderingen af alle dommere og anklagere har leveret de første konkrete resultater; glæder sig over, at størstedelen af de prioriterede sager allerede er blevet behandlet; opfordrer dog de albanske myndigheder til at fremskynde den upartiske screeningsproces yderligere uden at gå på kompromis med kvalitet eller retfærdighed; understreger vigtigheden af, at screeningsprocessen gennemføres på linje med de højeste internationale standarder, og opfordrer Albanien til at fortsætte sit tætte samarbejde med den internationale overvågningsoperation; noterer sig kandidaters første afskedigelser og frivillige fratrædelser forud for deres høringer; mener i lyset af dette, at forberedelsen af den næste generation af dommere og anklagere er endnu vigtigere, og beklager derfor, at de politiske partier i Albanien endnu ikke har opnået en aftale vedrørende de nødvendige ændringer af loven om dommeres og anklageres status med henblik på at sikre en større kapacitet i ansættelse og uddannelse; tilskynder til, at der til stadighed stilles tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer til rådighed for undersøgelsesinstitutionerne;

11.

opfordrer indtrængende de albanske myndigheder til så hurtigt som muligt at afslutte etableringen af de nye retslige organer og genoprette forfatningsdomstolens og højesterets funktionsdygtighed; understreger nødvendigheden af at støtte disse institutioners effektive funktion ved hjælp af tilstrækkelige menneskelige ressourcer og finansiering;

12.

glæder sig over de fortsatte fremskridt i retning af at etablere en mere borgervenlig, gennemsigtig, professionel og afpolitiseret offentlig forvaltning, herunder på lokalt plan; opfordrer indtrængende til den fuldstændige gennemførelse af anbefalingerne fra den tilsynsførende institution samt fra Ombudsmanden; bemærker ligeledes de fremskridt, der er gjort med hensyn til den territoriale reform og den fortsatte økonomiske og administrative konsolidering af de nyligt etablerede kommuner samt oprettelsen af et rådgivende råd til at forbedre samordningen mellem de centrale og lokale myndigheder; glæder sig over oprettelsen af lokale EU-kontorer og EU-koordinatorer;

13.

opfordrer til en yderligere styrkelse af den administrative kapacitet i de institutioner og organer, der er ansvarlige for gennemførelsen af tiltrædelsesrelaterede reformer, for gennemførelsen af EU-lovgivning i national ret og for, at der gøres forberedelser med henblik på EU-tiltrædelsesforhandlingerne;

14.

glæder sig over de væsentlige forbedringer, der er gjort i den retlige og institutionelle ramme med henblik på at forebygge og udrydde korruption i offentlige institutioner, idet korruption fortsat er en stor kilde til bekymring; opfordrer til en ekstra indsats for at mindske den korruption, der påvirker dagliglivet for Albaniens borgere, for at forbedre investeringsklimaet samt garantere for retssikkerheden for investeringer; understreger, at der ikke må ske særbehandling af højtrangerende embedsmænd sammenlignet med almindelige borgere, såfremt der rejses tiltale mod dem; opfordrer Albanien til at intensivere brugen af finansielle efterforskninger og udarbejde en resultatliste over beslaglæggelse og konfiskering/inddrivelse af udbytte opnået gennem korruptionsrelaterede lovovertrædelser og til at fremlægge konkrete resultater for kampen mod narkotikahandel og hvidvaskning af penge;

15.

glæder sig over de seneste opdateringer af landets lovgivning til bekæmpelse af korruption; understreger behovet for at fuldføre oprettelsen af det nationale efterforskningskontor, den særlige domstol og den særlige anklagemyndighed til bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet; opfordrer til yderligere forbedring af det interinstitutionelle samarbejde og udveksling af oplysninger mellem politiet og anklagemyndigheden; glæder sig over reevalueringen af retshåndhævelsespersonalet inden for rammerne af loven om screening af polititjenesten;

16.

opfordrer til øget opmærksomhed omkring politisk og offentlig-privat korruption; opfordrer til styrkelse af resultatlisten for proaktiv efterforskning, retsforfølgning og endelig domfældelse i kampen mod korruption og organiseret kriminalitet, herunder i sager på højt plan;

17.

glæder sig over de fremskridt, der er gjort med hensyn til bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, navnlig de seneste anholdelser af medlemmer af den kriminelle Bajri-gruppe, og opfordrer til yderligere tiltag med henblik på at opnå konkrete og holdbare resultater, herunder inden for det specifikke område om bekæmpelse af dyrkning og handel med narkotika ved hjælp af gennemførelse af handlingsplaner mod cannabisdyrkning; glæder sig over, at det albanske politi er ved at blive mere aktivt i kampen mod organiseret kriminalitet og er opmuntret af Albaniens intensiverede internationale politisamarbejde — hvilket fører til effektive operationer mod kriminelle netværk — herunder i de fælles arbejdsgrupper med medlemsstaterne; mener, at samarbejdet mellem politiet, anklagemyndigheden og andre relevante institutioner og organer bør konsolideres yderligere;

18.

opfordrer indtrængende de albanske myndigheder til at tage afgørende skridt hen imod at opløse kriminelle netværk, der er involveret i handel med mennesker, våben og narkotika, og til at øge antallet af ikke blot efterforskninger og retsforfølgninger, men også af endelige domfældelser, især mod højtstående medlemmer af organiserede kriminelle grupper; påpeger, at der er behov for at intensivere indsatsen mod menneskehandel med særlig opmærksomhed på uledsagede børn og mindreårige ofre for menneskehandel, navnlig blandt gadebørn;

19.

gentager sin opfordring til de albanske myndigheder om på effektiv og gennemsigtig vis at sikre håndhævelse og fremskridt i retning af beskyttelse af ejendomsrettigheder, samtidig med at der tages hensyn til tinglysning, tilbagelevering og erstatning; opfordrer til, at der gøres nødvendige fremskridt i forbindelse med digitalisering og kortlægning af ejendom; opfordrer indtrængende de albanske myndigheder til på passende vis at informere borgerne om deres rettigheder og muligheder for at håndhæve deres krav; understreger vigtigheden af en effektiv ordning for ejendomsrettigheder, som sikrer retsstatsprincippet og et attraktivt erhvervsklima;

20.

glæder sig over de skridt, der er taget for at styrke beskyttelsen af menneskerettighederne, minoritetsrettigheder og politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling, herunder ligebehandling af alle mindretal; glæder sig over vedtagelsen af en rammelovgivning om nationale mindretal, som udviskede sondringen mellem nationale mindretal og etnolingvistiske samfund samt introducerede princippet om selvidentificering, forbuddet mod forskelsbehandling og retten til at bevare kulturer, traditioner og modersmål; opfordrer til, at den gennemføres fuldt ud i praksis, og tilskynder Albanien til at fortsætte sine bestræbelser ved at vedtage den nødvendige sekundære lovgivning til rammeloven i overensstemmelse med de europæiske standarder og med inddragelse af alle relevante interessenter i udarbejdelsen heraf; insisterer på, at der træffes foranstaltninger til yderligere at forbedre uddannelse, sundhed, beskæftigelsesgraden og levevilkårene for romaer, egyptere og andre etniske mindretal;

21.

påpeger de spændinger, der er opstået efter en hændelse, hvor Konstantinos Katsifas, medlem af det græske mindretal og indehaver af dobbelt albansk-græsk statsborgerskab, blev dræbt af skud fra den albanske specialpolitistyrke (RENEA) under en mindehøjtidelighed for faldne græske soldater fra Anden Verdenskrig i Bularat den 28. oktober 2018; opfordrer alle parter til at udvise besindelse, og forventer, at de albanske myndigheder vil efterforske og kaste lys over omstændighederne bag dette tab af menneskeliv;

22.

glæder sig over de fremskridt, der er gjort med hensyn til at øge kvinders deltagelse og repræsentation i politik, navnlig ved hjælp af indførelsen af kønskvotesystemet og den ligelige repræsentation af kvinder i den nye regering; gentager imidlertid sin bekymring over forskelsbehandling og mangel på passende foranstaltninger til beskyttelse af kvinder og piger, der tilhører ugunstigt stillede og marginaliserede grupper, som f.eks. romakvinder (1) og kvinder med handicap, de eksisterende kønsdiskriminerende bestemmelser i en række love, den vanskelige adgang til domstolene for kvinder, andelen af kvinder på det uformelle arbejdsmarked og det store antal tilfælde af vold i hjemmet mod kvinder og børn, navnlig mod dem, der tilhører sårbare grupper; opfordrer til, at der udarbejdes et passende svar på disse spørgsmål og bifalder vedtagelsen af beslutningen om bekæmpelse af kønsbaseret vold og etableringen af et parlamentarisk underudvalg for ligestilling mellem mænd og kvinder;

23.

bemærker med bekymring, at kvinder, der bor i landområder og fjernområder samt romakvinder og egyptiske kvinder fortsat har begrænset adgang til grundlæggende sundhedspleje og tjenester vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed og ofte ikke er opmærksomme på adgangen til sådanne tjenester; opfordrer derfor de albanske myndigheder til at sikre bedre information om sådanne tjenester og til at sikre, at de er tilgængelige til en overkommelig pris og af kvalitet;

24.

glæder sig over styrkelsen af den lovgivningsmæssige ramme for børns rettigheder som følge af vedtagelsen af loven om beskyttelse af børns rettigheder, straffeloven for børn og unge (»Criminal Justice for Children Code«) og 2020-dagsordenen for børn (»Children's Agenda 2020«); minder om, at de institutionelle mekanismer til beskyttelse af børns rettigheder stadig skal forbedres; opfordrer indtrængende myndighederne til at gennemføre sekundær lovgivning om beskyttelse af børns rettigheder og retshåndhævelse over for børn og unge, og opfordrer til en betydelig forhøjelse af de økonomiske bevillinger til børnebeskyttelsessystemet, navnlig til børnebeskyttelsesenheder på lokalt og regionalt plan;

25.

roser klimaet af tolerance og samarbejde mellem landets religiøse samfund; opfordrer de albanske myndigheder til effektivt at bekæmpe hadefuld tale samt udstødelse og forskelsbehandling af mindretal, herunder LGBTI-personer; glæder sig over de handlingsplaner for ligestilling mellem mænd og kvinder, der for nylig blev vedtaget af fem albanske kommuner, i overensstemmelse med det europæiske charter for ligestilling mellem kvinder og mænd på lokalt plan;

26.

opfordrer de albanske myndigheder til at forbedre samarbejdet med civilsamfundsorganisationer ved at sikre en effektiv offentlig deltagelse og høring under beslutningsprocessen og i forbindelse med den løbende EU-integrationsproces, herunder på nationalt og lokalt plan, og således styrke demokratiet og gennemsigtigheden; henleder opmærksomheden på behovet for at reformere de retlige og skattemæssige rammer for civilsamfundsorganisationer samt mulighederne for offentlig finansiering af civilsamfundsorganisationer, der arbejder med menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet, herunder vagthunde-, fortaler- og små græsrodsorganisationer, eftersom finansiel bæredygtighed fortsat er en stor udfordring for et betydeligt antal af disse organisationer, da den nuværende registreringsproces er kendetegnet ved langtrukne procedurer og høje omkostninger, og det nuværende skattesystem pålægger civilsamfundsorganisationer en betydelig byrde og vanskeliggør donationer fra både organisationer og enkeltpersoner; minder om, at et styrket civilsamfund spiller en central rolle i et levende demokrati og er strategisk vigtig for Albaniens omdannelse til en EU-medlemsstat;

27.

glæder sig over indgåelsen af samarbejdsaftalen mellem den albanske regering og den internationale kommission for savnede personer, der vil give sidstnævnte mulighed for at hjælpe med at finde og identificere savnede personer fra kommunisttiden;

28.

opfordrer de albanske myndigheder til at styrke deres politikker for mennesker med handicap, som fortsat har vanskeligt ved at få adgang til uddannelse, beskæftigelse, sundhedsydelser, sociale ydelser og beslutningstagningsprocesser;

29.

beklager forsinkelserne i oprettelsen af det regionale kontor for ungdomssamarbejde (RYCO) i Tirana; opfordrer indtrængende myndighederne til at støtte RYCO's aktiviteter på en fleksibel måde, der giver et maksimalt antal unge gavn af dets arbejde;

30.

gentager den afgørende vigtighed af professionelle og uafhængige private og public service-medier; noterer sig det delvise fremskridt, der er gjort i forhold til at øge uafhængigheden af landets audiovisuelle mediemyndighed og offentlige radio/TV-tjeneste; opfordrer til, at der træffes foranstaltninger med henblik på at forbedre den finansielle gennemsigtighed af statslig annoncering i medierne; opfordrer ligeledes til, at der træffes foranstaltninger med henblik på at styrke beskyttelsen af journalisters arbejdsmæssige og sociale rettigheder;

31.

glæder sig over oprettelsen af det albanske medieråd og understreger dets rolle i etableringen af høje etiske og faglige standarder for journalisterne og medierne, der samtidig fremmer deres uafhængighed og frihed; glæder sig over vedtagelsen af det reviderede journalistiske etiske kodeks og etiske retningslinjer for onlinemedier og efterlyser en styrkelse af dets principper med henblik på at bevare offentlighedens tillid, sandfærdighed, retfærdighed, integritet, uafhængighed og ansvarlighed;

32.

opfordrer indtrængende de albanske myndigheder til at fremskynde reformer, der sigter mod at øge konkurrenceevnen og tackle den uformelle økonomi; understreger, at korruption, retsstatslige mangler og besværlige lovgivningsmæssige procedurer fortsat har en afskrækkende virkning på investeringer og Albaniens bæredygtige udvikling; opfordrer til, at erhvervs- og investeringsmiljøet forbedres yderligere ved at sikre forudsigelige retlige og lovgivningsmæssige rammer, retssikkerhed, retsstatsprincippet, håndhævelse af ejendomsrettigheder og styrket kontrakthåndhævelse, og at der arbejdes målrettet på at opnå finanspolitisk konsolidering og på at styrke skatteforvaltningen;

33.

understreger behovet for at sikre en positiv konvergens inden for sociale standarder under tiltrædelsesprocessen; glæder sig over vedtagelsen af den prioriterede Sofiadagsorden, især dens fokus på socioøkonomisk udvikling og unge mennesker; opfordrer de albanske myndigheder til at genoverveje offentlig-private partnerskabers rolle og deres betydning for fælles goder og offentlige, almennyttige goder som f.eks. motorveje, sundhed, natur og kulturarv i overensstemmelse med UNESCO-forpligtelserne; opfordrer Albanien til at offentliggøre kriterierne for tildeling af social bistand;

34.

frygter mulige negative konsekvenser for beskæftigelsen og de sociale politikker efter nedlæggelsen af Albaniens velfærdsministerium som følge af statslig omstrukturering; opfordrer de albanske myndigheder til at fremme samarbejdet med fagforeningerne og styrke den sociale dialog; opfordrer indtrængende til, at der iværksættes effektive foranstaltninger med henblik på at håndtere den høje arbejdsløshed, især blandt unge og kvinder, og på at forhindre børnearbejde; opfordrer til yderligere at forbedre uddannelseskvaliteten og samtidig sikre, at hele befolkningen fortsat har adgang til uddannelse;

35.

roser det forhold, at arbejdsløsheden i Albanien ifølge instituttet for statistik i Albanien (INSTAT) er faldet; understreger nødvendigheden af at forbedre kvaliteten af uddannelsessystemet, herunder øge kapaciteten for bedre at kunne udruste folk med færdigheder og viden, der passer til arbejdsmarkedets behov; understreger nødvendigheden af at støtte langsigtet vækst ved at udvikle kapaciteten til anvendelse af teknologi, forskning, udvikling og innovation;

36.

opfordrer indtrængende regeringen til at modernisere uddannelsessystemet med henblik på at skabe et mere rummeligt samfund, begrænse uligheder og forskelsbehandling og bedre at udstyre de unge med færdigheder og viden;

37.

glæder sig over Albaniens engagement med hensyn til at gennemføre dagsordenen for konnektivitet inden for rammerne af Berlinprocessen og vedtagelsen af IPA 2018-pakken, der indeholder det strategisk vigtige infrastrukturprojekt med genopførelsen af havnen i Durrës, der vil styrke Albaniens forbindelse med Kroatien og Italien og give Albaniens naboer, indlandsstaterne Kosovo og Makedonien, adgang til søtransportruter; opfordrer indtrængende de albanske myndigheder til at fremskynde planlægningen og anlæggelsen af de albanske sektioner af de transeuropæiske net og fortsætte harmoniseringen af den lovgivningsmæssige ramme med den gældende EU-ret; støtter forslaget om at reducere roaminggebyrerne på Vestbalkan med henblik på at fremme et markeds- og investeringsvenligt miljø hen imod en digital økonomi; bemærker, at 40 % af Albaniens befolkning bor i landdistrikter, men kun 1 % af disse personer er tilsluttet internettet;

38.

gentager, at det er vigtigt at forbedre den offentlige infrastruktur internt i Vestbalkanlandene og mellem disse og EU-medlemsstaterne; henstiller, at myndighederne fremskynder byggeriet af store infrastrukturprojekter som f.eks. jernbaneforbindelsen og den moderne motorvej mellem Tirana og Skopje som led i Korridor VIII;

39.

udtrykker dyb bekymring over visse økonomiske projekter, der har ført til alvorlige miljøskader i beskyttede områder, såsom større feriesteder og vandkraftværkerne langs floderne Vjosa og Valbona; anbefaler Albanien at revidere sin strategi for vedvarende energi og begrænse sin afhængighed af vandkraft til produktion af elektricitet; opfordrer derfor myndighederne til at undersøge investeringer i andre vedvarende energiprojekter end vandkraft; opfordrer indtrængende myndighederne til at øge kvaliteten af strategiske miljøvurderinger, miljøkonsekvensvurderinger og offentlige høringer om sådanne projekter under hensyntagen til lokalsamfundets synspunkter; opfordrer Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til at tage sin støtte til vandkraftprojekter op til fornyet overvejelse, hvis de mangler fornuftige forudgående strategiske miljøvurderinger og miljøkonsekvensvurderinger; understreger behovet for at sikre, at det transadriatiske rørledningsprojekt (TAP) er i overensstemmelse med de miljømæssige og sociale aspekter af den gældende ret; gentager sin opfordring til Albanien om at gennemføre relevante affaldshåndteringsforanstaltninger og at tilpasse sig EU's miljølovgivning;

40.

udtrykker bekymring over, at Albanien fortsat er det land på Vestbalkan, hvorfra det største antal personer ulovligt indrejser, tager ulovligt ophold og indgiver grundløse asylansøgninger i medlemsstaterne; opfordrer til en forøgelse af de foranstaltninger, der blev truffet de seneste måneder med henblik på effektivt at håndtere fænomenet om grundløse asylansøgninger i EU samt uledsagede mindreåriges ankomster, herunder deres grundlæggende årsager; tilskynder til konkrete foranstaltninger til fremme af beskæftigelsen, navnlig for unge, uddannelse, levevilkår og sundhed; opfordrer de albanske myndigheder til at indføre ordninger, der kan hjælpe med effektiv reintegration af familier og børn, når de vender tilbage til landet;

41.

glæder sig over de skridt, der er taget hen imod at opnå enighed om et operationelt samarbejde mellem Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning og Albanien, som var det første land i regionen, med hvilket en sådan aftale blev indgået, og tilskynder til yderligere samarbejde på det operationelle plan;

42.

opfordrer den albanske regering til at overholde bestemmelserne i artikel 3 i den europæiske konvention om udlevering, som blev udstedt af Europarådet, og artikel 19 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og ikke tillade udlevering på grund af politiske forbrydelser eller udlevering af personer, som risikerer at blive udsat for tortur eller umenneskelig behandling i det land, der anmoder om udlevering;

43.

roser Albaniens succes i forbindelse med at bremse udstrømningen af udenlandske krigere; glæder sig over det regionale samarbejde, der er opnået med hensyn til at modvirke potentielle terrortrusler; gentager, at der er behov for yderligere foranstaltninger i forhold til at bekæmpe onlineradikalisering på effektiv vis samt afbryde finansielle strømme, der sigter på at finansiere terrorisme, og styrke forebyggelses- og overvågningsmekanismer, der inddrager civilsamfundet og religiøse samfund; gentager, at det er nødvendigt at forbedre programmerne for reintegration af tilbagevendte og deres familier yderligere og forebygge radikalisering i fængsler også ved øget inddragelse af civilsamfundet og religiøse samfund;

44.

opfordrer til øget samarbejde mellem Albanien og EU om cyberkriminalitet og cyberforsvar;

45.

glæder sig over Albaniens aktive deltagelse i Berlinprocessen, i initiativet med de seks Vestbalkanlande og i andre regionale initiativer samt dets bidrag til at styrke profilen for Det Regionale Samarbejdsråd; glæder sig over undertegnelsen af en fælles erklæring om regionalt samarbejde og gode naboforbindelser inden for rammerne af Berlinprocessen; glæder sig over Albaniens proaktive rolle i forbindelse med at fremme regionalt samarbejde og gode naboskabsforbindelser med andre kandidatlande og tilgrænsende medlemsstater og understreger, at gode forbindelser er en afgørende del af udvidelsesprocessen; bifalder den officielle lancering af Vestbalkanfonden, som bør fremme fælles værdier og udvikle det regionale samarbejde mellem borgerne, civilsamfundet og institutioner i den vestlige Balkanregion; glæder sig over etableringen af det fælles albansk-serbiske handelskammer i Tirana og tilskynder til styrkelse af handels- og erhvervssamarbejdet i regionen; glæder sig over de fortsatte bestræbelser på at intensivere det regionale samarbejde, navnlig på området for miljøbeskyttelse som skitseret i det trilaterale adriatiske initiativ; minder om, at udtalelser og handlinger, der kan have negative konsekvenser for de gode naboskabsforbindelser, bør undgås;

46.

gentager sin støtte til RECOM-initiativet, den regionale kommission for påvisning af kendsgerninger vedrørende krigsforbrydelser og andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået i det tidligere Jugoslavien; opfordrer indtrængende den albanske regering til at tage føringen i etableringen heraf; understreger betydningen af denne proces og af alle regionale politiske lederes aktive engagement heri, således at arbejdet kan indledes uden yderligere forsinkelser; henleder opmærksomheden på Coalition for RECOM's forslag til en handlingsplan med faste datoer og benchmarks;

47.

glæder sig meget over Albaniens fortsatte fulde tilpasning til alle EU's holdninger og erklæringer i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik; opfordrer Albanien til at rette sig ind efter EU's fælles holdning om integriteten af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol og til at opsige sin bilaterale immunitetsaftale med De Forenede Stater; glæder sig over Albaniens aktive deltagelse i militære krisestyringsmissioner inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og landets bidrag til NATO-missioner af strategisk betydning for EU;

48.

opfordrer indtrængende de albanske myndigheder til at gøre brug af EU-midler i alle regioner i landet på den mest effektive måde; opfordrer Kommissionen til at sikre streng konditionalitet af IPA-midler og til som led i sine landerapporter at vurdere effektiviteten af førtiltrædelsesbistand til Albanien, navnlig hvor det drejer sig om de centrale prioriteter og relevante projekter;

49.

noterer sig den konstruktive atmosfære på det tolvte møde i Det Parlamentariske Stabiliserings- og Associeringsudvalg EU-Albanien, som blev afholdt i Tirana den 12. og 13. februar 2018; noterer sig det forbedrede samarbejde, der er opnået mellem repræsentanter fra flertallet og repræsentanter fra oppositionen i Det Parlamentariske Stabiliserings- og Associeringsudvalg EU-Albanien; understreger vigtigheden af et fortsat samarbejde på tværs af partierne på reformvejen hen imod tiltrædelse af EU;

50.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Albaniens regering og parlament.

(1)  Ordet »roma« bruges som en fællesbetegnelse, der omfatter flere forskellige beslægtede grupper, såvel fastboende som omvandrende, herunder bl.a. romaer, ashkalier og egyptere, der kan have en forskellig kultur og levevis;