5.4.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/13


P8_TA(2018)0055

Kommissionens beslutning om at tage artikel 7, stk. 1, i TEU i anvendelse i forbindelse med situationen i Polen

Europa-Parlamentets beslutning af 1. marts 2018 om Kommissionens beslutning om at tage artikel 7, stk. 1, i TEU i anvendelse i forbindelse med situationen i Polen (2018/2541(RSP))

(2019/C 129/03)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Kommissionens begrundede forslag af 20. december 2017 i henhold til artikel 7, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) vedrørende retsstatsprincippet i Polen: Forslag til Rådets afgørelse, hvorved det fastslås, at der er en klar fare for, at Republikken Polen groft overtræder retsstatsprincippet (COM(2017)0835),

der henviser til Kommissionens henstilling (EU) 2018/103 af 20. december 2017 vedrørende retsstatsprincippet i Polen som supplement til henstilling (EU) 2016/1374, (EU) 2017/146 og (EU) 2017/1520 (1),

der henviser til Kommissionens beslutning om at indbringe en sag mod Polen for Den Europæiske Unions Domstol i henhold til artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for tilsidesættelse af EU-retten ved loven om ændring af loven om de almindelige domstoles organisation (2),

der henviser til sin beslutning af 15. november 2017 om situationen for retsstaten og demokratiet i Polen (3) og til sine tidligere beslutninger om dette emne,

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.

der henviser til, at det i Parlamentets tidligere beslutning af 15. november 2017 om situationen for retsstaten og demokratiet i Polen fastslås, at den nuværende situation i Polen udgør en klar risiko for en alvorlig tilsidesættelse af værdierne i artikel 2 i TEU;

1.

glæder sig over Kommissionens beslutning af 20. december 2017 om at tage artikel 7, stk. 1, i TEU i anvendelse i forbindelse med situationen i Polen og støtter Kommissionens opfordring til de polske myndigheder om at løse problemerne;

2.

opfordrer Rådet til at træffe hurtige foranstaltninger i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, i TEU;

3.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at holde Parlamentet fuldt og løbende underrettet om de fremskridt, der gøres, og de foranstaltninger, der træffes på alle trin i processen;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Rådet, Polens præsident, regering og parlament, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

(1)  EUT L 17 af 23.1.2018, s. 50.

(2)  SEC(2017)0560.

(3)  Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0442.