15.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 305/8

2.1.

Den 12. februar 2013 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en procedure efter artikel 11, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1/2003 (3) over for UBS AG, UBS Securities Japan Co., Ltd, The Royal Bank of Scotland Group plc, The Royal Bank of Scotland plc, Deutsche Bank Aktiengesellschaft, Citigroup Inc., Citigroup Global Markets Japan Inc., JPMorgan Chase & Co, JPMorgan Chase Bank, National Association, J.P. Morgan Europe Limited, R.P. Martin Holdings Ltd og Martin Brokers (UK) Ltd, (tilsammen benævnt »forligsparterne«).

2.2.

Den 29. oktober 2013 indledte Kommissionen proceduren efter artikel 11, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1/2003 over for ICAP plc, ICAP Management Services Ltd, og ICAP New Zealand Ltd (»ICAP«).

3.1.

Efter forligsforhandlinger og indgivelse af forligsindlæg efter artikel 10a, stk. 2, i forordning (EF) nr. 773/2004 (4) vedtog Kommissionen den 29. oktober 2013 en klagepunktsmeddelelse rettet til parterne.

Forligsparterne skulle angiveligt mellem 2007 og 2010 have deltaget i en eller flere af syv bilaterale overtrædelser af artikel 101 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 53 i EØS-aftalen uafhængigt og særskilt fra hinanden. Disse overtrædelser vedrører rentederivater i japanske yen (»yen-rentederivater«), som er knyttet til yen LIBOR-renten, mens en af overtrædelserne også vedrørte yen-rentederivater knyttet til Euroyen TIBOR-renten. Parterne søgte at påvirke yen LIBOR- og/eller Euroyen TIBOR-niveauerne med henblik på at opnå en positiv virkning på bankens handelspositioner for derivater, der benytter disse priser som en del af deres afregningsbetingelser.

3.2.

Efter forligsparternes bekræftelse af, at påstandene i klagepunktsmeddelelsen afspejlede indholdet i deres forligsindlæg, vedtog Kommissionen den 4. december 2013 en afgørelse om forlig adresseret til alle forligsparterne, og den pålagde Citigroup, DB, JPMorgan, RBS og RP Martin bøder.

3.3.

Den 12. november 2013 efter et møde med gruppen i Generaldirektoratet for Konkurrence, der behandler sagen, trak ICAP sig tilbage fra forligsproceduren. Undersøgelsen af ICAP blev derfor ændret og fortsatte under standardproceduren (se nedenfor).

4.1.

Den 6. juni 2014 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse mod ICAP. Kommissionen hævder, at ICAP deltog som formidler i seks selvstændige overtrædelser af artikel 101 i TEUF i forbindelse med yen-rentederivatsektoren.

4.2.

Generaldirektoratet for Konkurrence havde oprindeligt bevilget ICAP en frist på fire uger til at svare på klagepunktsmeddelelsen, som det på ICAP's anmodning forlængede med yderligere to uger. På anmodning fra ICAP forlængede jeg fristen for at svare på klagepunktsmeddelelsen med yderligere to uger til den 14. august 2014.

4.3.

I sit svar på klagepunktsmeddelelsen fremsatte ICAP en række klager, hvori den hævdede, at Kommissionen havde tilsidesat uskyldsformodningen, ICAP's ret til et forsvar og principperne for god forvaltningsskik. Alle disse påstande er blevet behørigt behandlet i udkastet til afgørelse.

4.4.

Den mundtlige høring fandt sted den 12. september 2014.

4.5.

Efter den mundtlige høring anmodede og opnåede ICAP adgang til afgørelse om forlig. Generaldirektoratet for Konkurrence bevilgede ICAP en kort tidsperiode til at fremsætte yderligere skriftlige bemærkninger. Som svar på ICAP's anmodning om forlængelse af fristen informerede jeg ICAP om, at den frist, som var fastsat af Generaldirektoratet for Konkurrence, var tilstrækkelig til at kontrollere afgørelsen om forlig, navnlig i forbindelse med bødeberegningsmetoderne, som Kommissionen havde anvendt over for RP Martin som facilitator, og fremsatte yderligere bemærkninger i denne henseende.

4.6.

Den 9. oktober 2014 indsendte ICAP en for sen anmodning til Generaldirektoratet for Konkurrence med anmodning om yderligere adgang til et ubestemt antal dokumenter vedrørende visse oplysninger om omsætning, der var blevet fremsendt til Kommissionen af bankerne i forliget. Generaldirektoratet for Konkurrence afviste denne anmodning og som følge heraf indbragte ICAP sagen for mig den 17. oktober 2014.

4.7.

Den 5. november 2014 afviste jeg ICAP's anmodning, navnlig på det grundlag, at der ikke findes en generel ret for en af parterne til at opnå salgsdata fra de andre parter under den administrative fase, heller ikke selv om disse data efter denne dato indirekte kan betragtes som relevante for den anmodende parts beregning af bøden. Desuden fandt jeg i den foreliggende sag, at oplysningerne indeholdt i klagepunktsmeddelelsen ikke begrundede de andre parters behov for adgang til salgsoplysninger på grundlag af ICAP's ret til et forsvar.

4.8.

Den 8., 9. og 16. oktober 2014 indsendte ICAP oplysninger, der specifikt vedrører Kommissionens påstande i klagepunktsmeddelelsen. Generaldirektoratet for Konkurrence tog alle disse yderligere redegørelser i betragtning i sit udkast til afgørelse.

5.1.

Jeg har i henhold til artikel 16 i afgørelse 2011/695/EU undersøgt, om udkastet til afgørelse adresseret til ICAP kun omhandler klagepunkter, som ICAP har haft mulighed for at fremsætte bemærkninger til, og konkluderer, at det er tilfældet i denne sag.

5.2.

På baggrund af ovenstående vurderer jeg, at de proceduremæssige rettigheder for ICAP er blevet overholdt i denne sag.