15.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 189/35


Rådets konklusioner om strategiske perspektiver for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet efter 2018

(2017/C 189/07)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

SOM MINDER OM

1.

den politiske baggrund for dette spørgsmål, jf. bilaget til disse konklusioner,

SOM ANERKENDER, AT

2.

formålet med Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »En EU-strategi for unge — investering og mobilisering — En fornyet åben koordinationsmetode tilpasset udfordringer og muligheder på ungdomsområdet« (1) var at fastlægge en sektoroverskridende tilgang for at mobilisere unge mennesker i Europa og give dem de ressourcer og muligheder, der er nødvendige for at opnå selvstændighed

3.

Rådets resolution om »nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018)« (2) indeholdt den hidtil mest omfattende og ambitiøse EU-ungdomsstrategi. Perioden for rammernes anvendelse faldt sammen med den finansielle og økonomiske krise, der i større eller mindre grad havde en negativ indvirkning på alle EU-borgere og -medlemsstater, men havde en skadelig og uforholdsmæssigt stor indvirkning på unge og især på unge med færre muligheder, hvilket resulterede i høj arbejdsløshed og øgede risikoen for social forskubbelse, politisk fremmedgørelse og endda voldelig radikalisering og ekstremisme, hvilket igen indebar en udfordring for de demokratiske værdier og den sociale samhørighed

4.

rammerne, som det tydeligt fremgår af Europa-Kommissionens ungdomsrapport fra 2012 og 2015 og den fælles rapport fra Rådet og Kommissionen om gennemførelse af nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018) (3), har ydet et vigtigt og værdifuldt bidrag, ikke kun til samarbejdet på ungdomsområdet, men også til unges liv, fremtidsudsigter, trivsel, deltagelse og inklusion i hele Den Europæiske Union

5.

EU-arbejdsplanen for ungdom for henholdsvis 2014-2015 (4) og 2016-2018 (5) har styrket og forbedret instrumenterne og processerne for gennemførelse af de nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet, hvilket i højere grad har tilpasset dem målene for Europa 2020-strategien og imødegået kommende udfordringer,

NOTERER SIG, AT

6.

den operationelle tidsplan for de nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet udløber ved udgangen af 2018, og at de operationelle tidsplaner for både Europa 2020, Den Europæiske Unions tiårige strategi for beskæftigelse og vækst og programmet Erasmus+ udløber ved udgangen af 2020,

UNDERSTREGER, AT

7.

fremme og beskyttelse af Den Europæiske Unions værdier som fastsat i artikel 2 i TEU (6) og styrkelse af unges følelse af europæisk identitet og tillid til det europæiske projekt ved at udvikle deres kompetencer og fremme deres politiske deltagelse, samfundsengagement, frivillige arbejde og mobilitet inden for læring fortsat vil være afgørende for fastlæggelsen af det fremtidige europæiske samarbejde på ungdomsområdet

8.

ungdomsarbejde, ikkeformel og uformel læring spiller en central rolle på ungdomsområdet og bidrager til udviklingen af unges kompetencer,

ER ENIGT OM, AT

9.

der bør udformes og støttes op om nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet efter 2018, som lægger vægt på en sektoroverskridende tilgang med en klar merværdi på EU-plan og inkluderer eventuelle EU-arbejdsplaner for ungdom, samtidig med at der tages hensyn til resultaterne af evalueringen af de nuværende rammer,

OPFORDRER MEDLEMSSTATERNE OG KOMMISSIONEN TIL INDEN FOR DERES RESPEKTIVE KOMPETENCEOMRÅDER OG I FULD OVERENSSTEMMELSE MED NÆRHEDSPRINCIPPET AT

10.

sikre, at udformningen af rammerne for det fremtidige europæiske samarbejde på ungdomsområdet er evidensbaseret samt bygger på og understøttes af en bredt funderet og inklusiv høring af alle relevante interessenter, herunder unge, udbydere af ungdomsarbejde (7), ungdomsarbejdere (både professionelle og frivillige) og politiske beslutningstagere på alle niveauer med henblik på at opnå konsensus om og tilslutning til fremtidens målsætninger og mål for ungdomspolitik

11.

tage i betragtning, at rammerne for det fremtidige europæiske samarbejde på ungdomsområdet er sektoroverskridende, fleksible, reaktive og gennemsigtige, og tage hensyn til de hastigt skiftende politiske, sociale, kulturelle og økonomiske forhold på europæisk og internationalt plan

12.

sikre, at Erasmus+ og andre programmer og instrumenter bidrager og, hvis det er relevant, tilpasses til rammernes gennemførelse

13.

lægge rammernes primære fokus på de særlige ungdomspolitiske emner, der falder inden for kompetenceområdet for de strukturer, som er ansvarlige for unge, men også yderligere styrke udviklingen og initiativer på dermed forbundne politikområder for at sikre sektoroverskridende samarbejde og gensidig støtte

14.

evaluere, revidere og forny den strukturerede dialog og dens mål med henblik på at fremme en innovativ, meningsfuld og målrettet konstruktiv dialog ikke blot med unge fra ungdomsorganisationer, men også med unge med forskellig baggrund, unge med færre muligheder og unge, der ikke er medlem af en organisation

15.

overveje yderligere, hvilke kompetencer (viden, færdigheder og holdninger) og værdier unge har behov for med henblik på at opretholde et fyldestgørende privatliv, socialt liv og arbejdsliv og navnlig med henblik på at nå ud til og inkludere unge med færre muligheder

16.

tage hensyn til den rolle, som internettet, sociale medier og digitalisering kan spille for at fremme solidaritet, politisk deltagelse og aktivt medborgerskab blandt unge og for at bekæmpe politisk fremmedgørelse, populisme, propaganda og radikalisering, der kan føre til voldelig ekstremisme

17.

evaluere, yderligere styrke og, hvor det er muligt, udvikle politikinstrumenter, værktøjer og metoder og supplerende samarbejdsformer såsom partnerskabet mellem EU og Europarådet på ungdomsområdet med henblik på at opretholde og forbedre et effektivt europæisk samarbejde på ungdomsområdet efter 2018,

ER DERMED ENIGT OM AT

18.

opfordre de kommende formandskaber til at udarbejde et udkast til nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet efter 2018, som tager hensyn til disse konklusioner samt Kommissionens kommende initiativ til en EU-ungdomsstrategi — efter 2018. Dette udkast bør forelægges Rådet med henblik på vedtagelse.


(1)  Dok. 9008/09.

(2)  EUT C 311 af 19.12.2009, s. 1.

(3)  EUT C 417 af 15.12.2015, s. 17.

(4)  EUT C 183 af 14.6.2014, s. 5.

(5)  EUT C 417 af 15.12.2015, s. 1.

(6)  EUT C 326 af 26.10.2012, s. 17.

(7)  Ved udbydere af ungdomsarbejde forstås alle såvel statsstøttede som frivillige organisationer, instanser og andre organer, der organiserer ungdomsarbejde i form af programmer, projekter, initiativer og aktiviteter for unge.


BILAG

POLITISK BAGGRUND

1.

Traktaten om Den Europæiske Union (1).

2.

De nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018), der fastsætter to overordnede strategiske mål og en tostrenget tilgang med henblik på at nå dem, og som anvender specifikke initiativer på ungdomsområdet og integreringsinitiativer inden for otte indsatsområder. Rammerne omfatter også treårige arbejdscyklusser, for hvilke der skal fastlægges prioriteter, og en struktureret dialog med unge, der skal danne grundlag for processen.

3.

Den fælles rapport fra Rådet og Kommissionen om gennemførelse af nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2015), som indeholder en evaluering af rammernes indvirkning i perioden 2013-2015.

4.

Europa 2020, Den Europæiske Unions tiårige strategi for beskæftigelse og vækst, der inkluderer flagskibsinitiativerne »Unge på vej« og »en dagsorden for nye kvalifikationer og job«.

5.

Pariserklæringen af 17. marts 2015 om fremme af medborgerskab og de fælles værdier frihed, tolerance og ikkediskrimination ved hjælp af uddannelse.

6.

Kommissionens meddelelse om den europæiske dagsorden om sikkerhed af 28. april 2015, hvori det anføres, at unges deltagelse spiller en vigtig rolle med hensyn til at forebygge voldelig radikalisering ved at fremme fælles europæiske værdier, forbedre den sociale inklusion og øge den gensidige forståelse og tolerance.

7.

Meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 10. juni 2016 om »En ny dagsorden for færdigheder i Europa — En fælles indsats for at styrke den menneskelige kapital, beskæftigelsesegnethed og konkurrenceevnen«.

8.

Rådets resolution af 15. december 2016 om en ny dagsorden for kompetencer i et inklusivt og konkurrencedygtigt Europa.

9.

Meddelelserne fra Europa-Kommissionen af 7. december 2016 om »Investering i Europas unge«, »Forbedret og moderniseret uddannelse« og »Et europæisk solidaritetskorps«.

10.

Hvidbogen om Europas fremtid — EU-27 i 2025: overvejelser og scenarier.


(1)  EUT C 326 af 26.10.2012, s. 13