13.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 345/11

1.

Det europæiske samfund og Europas borgere ønsker et troværdigt, legitimt og modstandsdygtigt EU. I mere end et årti er EU blevet udfordret af politiske, økonomiske og sociale rystelser, hvilket har gjort borgerne pessimistiske og usikre. EU behøver overordnede strategier for at fremme sine borgeres velfærd, robuste og holdbare investeringer, kreativitet og iværksætterånd, og for at tackle den stadig bredere kløft mellem rig og fattig, fattigdommen samt velfærdsuligheden. Den igangværende økonomiske genopretning må på ingen måde være en undskyldning for at forholde sig passiv. EØSU opfordrer derimod indtrængende til, at der findes en velovervejet og sammenhængende vej frem for at styrke tillid og tiltro, samt til at der fokuseres på håndgribelige resultater for borgerne og på Europas enorme potentiale.

2.

Falske forventninger skal undgås. Målet bør først og fremmest være et EU, der kan sikre fuldstændig lige vilkår for alle. Den økonomiske, den sociale og den miljømæssige faktor er indbyrdes forbundne. Det er vigtigt, at kontinentet er i stand til at tilpasse sig til den dybtgående transformationsproces og den hårde konkurrence på verdensplan, og at det på effektiv vis kan forme globaliseringen i overensstemmelse med EU's værdier.

3.

Tricket med at skyde skylden på Bruxelles, som for mange har benyttet og stadig benytter, må høre op. Der er brug for et fælles engagement fra EU-institutionerne og fra en bred vifte af aktører, herunder arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, både nationalt og på EU-plan. EØSU understreger, at EU's beslutningers legitimitet i sidste instans afhænger af kvaliteten af den demokratiske proces.

4.

Vejen frem kan kun føre til succes, hvis den tager afsæt i det samme fælles fodslag og fælles mål, som prægede EU's grundlæggere, og som siden har karakteriseret alle væsentlige skridt fremad. EU bør mobilisere de lovgivningsredskaber, vejledning, finansieringsmidler og samarbejde, som det råder over, med henblik på at sikre at EU kan bevæge sig fremad med hensyn til alle de ønskede dimensioner. Lissabontraktaten viser vejen.

5.

EØSU mener ikke, at et valg mellem forskellige scenarier (2) er en hensigtsmæssig metode til at fremme fælles fodslag og fælles mål eller til at fastlægge vejen frem. For det første starter EU ikke fra grunden. Kommissionen bør derfor basere sine forslag på en tilbundsgående analyse af EU's historie — både Unionens resultater og dens mangler — som et værdifuldt afsæt for den fremtidige udvikling. De forpligtelser, medlemsstaterne har påtaget sig i Romerklæringen, er et positivt og nyttigt udgangspunkt (3). De fem scenarier henvender sig til medlemsstaterne med fokus på institutionelle forandringer, og de savner derfor umiddelbar relevans for de europæiske borgere. De forekommer endvidere konstruerede.

6.

For EØSU er scenarie 1, eller — som udvalget opfatter det — at hutle sig igennem, ikke en option. Scenarie 5 virker tiltrækkende for nogle, men er urealistisk i dag. Scenarie 2 er med sit fokus udelukkende på det indre marked alt for begrænset. Scenarie 4 forudsætter en aftale mellem 27 medlemsstater, hvilket kan føre til handlingslammelse for EU og fremme centrifugale tendenser, hvorved EU's mål og værdier kan komme i fare. Som led i scenarie 3 kunne mekanismer for differentieret integration, som f.eks. forstærket samarbejde, være et brugbart instrument til at overvinde blokeringer på bestemte områder og skabe en positiv dynamik i EU's integrationsproces. Der er imidlertid tale om instrumenter til at nå politiske målsætninger snarere end om mål i sig selv. Samtidig med at de kan anbefales som en måde til at overvinde handlingslammelse eller forhindringer for en ønsket EU-lovgivning, understreger EØSU også nødvendigheden af at fremme konvergensen i EU og bekæmpe fragtmentering og splittelse. Derfor skal aftaler mellem frontløberne eller de igangsættende lande altid være åbne over for lande, der ønsker at deltage, idet fælles fodslag og fælles mål skal være i højsædet.

7.

Strategiske temaer skal sættes i et fælles perspektiv for at undgå et truende à la carte-Europa eller centrifugale tendenser. EØSU anbefaler en udvikling, hvor der tilvejebringes betingelser for, at den politiske magt kan fordeles på bedre vis. Alt dette afhænger primært af politisk vilje, og det bør derfor være et centralt spørgsmål i en reel debat om fremtiden.

8.

Den traditionelle sondring mellem det nationale niveau og EU-niveauet skal ophøre. Fælles udfordringer og sammenvævede realiteter på tværs af kontinentet understreger behovet for en fælles mission. De gør tillige, at man ikke kan komme uden om et unionsborgerskab ved siden af statsborgerskabet. Alle samfundets niveauer skal deltage i og inddrages i politikudformningen. Målsætningerne bør være fælles, og virkningerne af beslutninger og politikker bør systematisk evalueres på nationalt, regionalt og lokalt niveau for at opnå borgernes opbakning.

9.

Europa-Parlamentet skal spille en central rolle i udformningen af Europas fremtidige kurs. Der er endvidere et grundlæggende behov for at fremme de nationale parlamenters inddragelse samt deres samspil med Europa-Parlamentet.

10.

De centrale målsætninger skal ledsages af en aftale mellem medlemsstaterne om:

11.

Uanset hvilken option der vælges for det fremtidige Europa, ønsker EØSU et sammenhængende og konsekvent EU. Mange af de nuværende politikker er led i en dybere integration, der er en langsigtet proces, som EØSU bakker fuldt op om. EØSU har for stort set alle disse politikker i den seneste tid formuleret detaljerede kommentarer og forslag for fremtiden.

12.

Det indre marked er i alle dets økonomiske og sociale dimensioner og inden for rammerne af en bæredygtig udviklingsmodel det nødvendige bindemiddel for europæisk integration. Det bør sikre reelt lige konkurrencevilkår. På samme måde blev ØMU'en set som et afgørende skridt fremad. Imidlertid er ØMU'ens konstruktion trods imponerende fremskridt fortsat skrøbelig. ØMU'en er central for den fremtidige udvikling i EU. Det er derfor helt afgørende, at den uddybes. EØSU går ind for en gradvis overgang til en politisk union med en række makro- og mikroøkonomiske tiltag og bestemmelser samt en stærk social dimension. For at kunne fuldføre ØMU'en er der behov for en egentlig økonomisk styring, herunder EU-forvaltning af finanssektoren, velorganiserede reformer i de berørte medlemsstater og en fælles tilgang til arbejdsmarkedspolitikker. En forbedret styring skal styrke fundamentet for yderligere konvergens samt solidaritet på tværs af euroområdet. De meget kompetente offentlige administrationer i EU kan hjælpe dette på vej. Euroområdet bør indlede tættere samarbejde på andre områder.

13.

Endvidere understreger EØSU behovet for en mere sammenhængende styring, en dybere integration og fuldt engagement fra medlemsstaternes side på følgende områder:

14.

Efter EØSU's opfattelse skal sociale spørgsmål og uddannelse på samme måde håndteres på EU-plan på mere systematisk vis for at finde overbevisende løsninger. Social sikring og uddannelse er for det meste underlagt nærhedsprincippet og falder derfor under den nationale lovgivning og beslutningsproces, ofte med aktiv deltagelse af arbejdsmarkedets parter. Delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne skal anvendes bedre i sociale anliggender. I betragtning af de forøgede spændinger på arbejdsmarkederne som følge af den digitale revolution, arbejdsmarkedernes strukturelle svagheder og globaliseringen efterlyser EØSU et synligt europæisk engagement med henblik på at presse på for mere konvergens vedrørende visse sociale og arbejdsmarkedsmæssige vilkår og samtidig bidrage til at fremme skabelsen af kvalitetsarbejdspladser, fair mobilitet og et positivt engagement fra borgernes side. Der er behov for særligt fokus på unge og ungdomsarbejdsløshed. Arbejdsmarkedsparternes og det generelle civilsamfunds rolle samt social dialog er helt afgørende.

15.

Der er brug for mere økonomisk og social konvergens i EU. Dog skal der tages hensyn til forskellene mellem de nationale økonomier og kulturer og til, hvordan de sociale sikringssystemer traditionelt har været tilrettelagt. EØSU understreger, at EU ikke bør stå på sidelinjen, men skal påtage sig et veldefineret ansvar. Der er behov for reelle diskussioner mellem arbejdsmarkedets parter (og andre aktører), inden der kan fastlægges en fælles vej frem. EØSU henviser endvidere til det vigtige i, at medlemsstaterne faktisk implementerer EU's sociale direktiver.

16.

Også uddannelse er omfattet af nærhedsprincippet. Imidlertid er det ubestrideligt, at Europas sociale og økonomiske fremtid og borgernes engagement er snævert forbundet med moderne uddannelsessystemer på alle niveauer. Den unge generations fremtid afhænger i udpræget grad af uddannelse. Færdigheder er afgørende for unge mennesker samt for ældre generationer. EU bør derfor deltage aktivt i den igangværende moderniseringsproces. Uddannelse spiller også en betydelig rolle i at formidle EU: EØSU fremhæver, at der på grundskole- og gymnasieniveau skal gives relevante oplysninger om og undervises i EU (herunder europæiske værdier og unionsborgerskabet).

17.

Den fri bevægelighed for personer i Schengenområdet skal genetableres. Dette betyder pr. definition, at de fælles grænser skal kontrolleres mere effektivt. Parallelt hermed er den forfærdelige stigning i international terrorisme, med mord og cyberkriminalitet, en alvorlig kilde til offentlig uro og skal bekæmpes. Der er mere end nogensinde tidligere behov for samarbejde mellem politi og retsmyndigheder.

18.

Disse spørgsmål er direkte relateret til udenrigspolitik og til det akutte problem med fejlslagne stater og borgerkrig i Europas naboområder samt til de deraf følgende migrationsstrømme, som i øjeblikket overskygger alle andre EU-spørgsmål. EØSU går stærkt ind for en fælles migrationspolitik, som giver flygtninge beskyttelse i henhold til international lov, et fælles asylsystem, bestræbelser for at bekæmpe illegal migration og menneskesmugling og fremme af legale veje til EU. I samme henseende bør EU etablere egentlige partnerskaber med nabolandene, ligesom EU specifikt bør relancere en reel Euro-Middelhavspolitik.

19.

Europas udfordring er at tage sig af sine egne anliggender, nu mere end det nogensinde siden 1945 har været tilfældet. Såvel forbindelserne med NATO og USA som en effektiv fælleseuropæisk håndtering af problemerne i EU's naboområde kræver, at EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omgående uddybes. Den indre og den ydre sikkerhed vil nødvendigvis afhænge heraf.