Bruxelles, den 19.12.2017

SWD(2017) 472 final

VAREPAKKEN

ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE

RESUME AF KONSEKVENSANALYSEN

Ledsagedokument til

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

om gensidig anerkendelse af varer

{COM(2017) 796 final}
{SWD(2017) 471 final}
{SWD(2017) 475 final}
{SWD(2017) 476 final}
{SWD(2017) 477 final}


Resumé

Konsekvensanalyse af forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om gensidig anerkendelse af varer

A. Behov for handling

Hvorfor? Hvad er problemstillingen?

Evalueringen har konkluderet, at gensidig anerkendelse ikke fungerer, som den burde, på grund af manglende bevidsthed, retlig usikkerhed og mangel på effektiv kommunikation og samarbejde mellem interessenterne. De erhvervsdrivender drager ikke fuld fordel af deres eksisterende rettigheder. De nationale myndigheder mister både tid og ressourcer. Forbrugerne oplever højere priser og færre valgmuligheder. Uden en indsats på EU-plan forventes det ikke, at problemet vil blive løst.

Hvilke resultater forventes der af initiativet?

Selv om de forventede fordele ikke kan vurderes nøjagtigt, viser en nylig undersøgelse, "The Costs of Non-Europe in the Single Market", at en reduktion af handelshindringerne kunne føre til en forøgelse af samhandelen inden for EU på mere end 100 mia. EUR pr. år. Begrebet handelshindringer i denne undersøgelse er bredere end gensidig anerkendelse alene, men giver et skøn over de forventede fordele.

Hvad er merværdien ved at handle på EU-plan? 

Et fælles sæt regler sikrer ligebehandling og giver mulighed for en sammenhængende anvendelse af gensidig anerkendelse. Hvis medlemsstaterne handlede alene, kunne det munde ud i 28 forskellige og potentielt modstridende nationale procedurer.

B. Løsninger

Hvilke lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige løsninger er overvejet? Foretrækkes en bestemt løsningsmodel frem for andre? Hvorfor? 

De politiske løsningsmodeller, der blev overvejet, var følgende:

·Model 2 – Blød lovgivning

·Model 3 – Mindre lovgivningsmæssige ændringer

·Model 4 – Omfattende lovgivningsmæssige ændringer

·Model 5 – Frivillig forudgående godkendelse inden markedsføring

Den foretrukne løsningsmodel er model 4 suppleret med model 2.

Hvem støtter hvilken løsning? 

Model 2 blev støttet af alle, hvis den blev suppleret med andre værktøjer.

Model 3 blev af alle anset for at være potentielt effektiv, men i mindre omfang end andre løsninger.

Model 4 blev af alle betragtet som den mest effektive.

Der var enighed om, at model 5 ikke var ideel.

C. Den foretrukne løsnings virkninger

Hvilke fordele er der ved den foretrukne løsning (hvis en bestemt løsning foretrækkes – ellers fordelene ved de vigtigste af de mulige løsninger)? 

Model 4 kombineret med model 2 ville øge kendskabet til gensidig anerkendelse og samtidig skabe retssikkerhed med hensyn til anvendelsen af princippet og forbedre det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne.

Hvilke omkostninger er der ved den foretrukne løsning (hvis en bestemt løsning foretrækkes – ellers fordelene ved de vigtigste af de mulige løsninger)? 

Omkostningerne for virksomhederne er minimale. Medlemsstaterne og Kommissionen vil skulle afholde visse nødvendige omkostninger, der er anslået som følger: tilrettelæggelse og koordinering af bevidstgørelses- og uddannelsesforanstaltninger (500 000 EUR), ordningen med udveksling af embedsmænd (170 000 EUR pr. år), den hurtige klageprocedure (3-4 kommissionsårsværk, 225 000-300 000 EUR pr. år), øget administrativt samarbejde (1 200 000 EUR pr. år).

Hvordan påvirker den foretrukne løsning virksomhederne, herunder de små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomhederne?

Mikrovirksomheder og SMV'er vil blive positivt påvirket af initiativet, uden at det medfører yderligere omkostninger.

Vil den foretrukne løsning få væsentlige virkninger for de nationale budgetter og myndigheder?

Produktkontaktpunkterne kan blive berørt, da der vil være behov for passende ressourcer til at løse de opgaver, de får pålagt.

Vil den foretrukne løsning få andre væsentlige virkninger?  

Der vil være større markedsmuligheder for virksomhederne, navnlig de innovative virksomheder.

D. Opfølgning

Hvornår vil foranstaltningen blive taget op til fornyet overvejelse?

Kommissionen vil aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet fem år efter den nye forordnings ikrafttrædelse og derefter hvert femte år.