Bruxelles, den 20.12.2017

COM(2017) 805 final

Henstilling med henblik på

RÅDETS AFGØRELSE

om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en aftale mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik om udveksling af personoplysninger mellem Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og de libanesiske kompetente myndigheder for bekæmpelse af grov kriminalitet og terrorisme


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR HENSTILLINGEN

I en globaliseret verden, hvor grov kriminalitet og terrorisme i stigende grad er tværnational og antager mange former, bør de retshåndhævende myndigheder være fuldt rustet til samarbejde med eksterne partnere for at sikre deres borgeres sikkerhed. Europol bør derfor kunne udveksle personoplysninger med de retshåndhævende myndigheder i tredjelande, i det omfang det er nødvendigt, for at Europol kan udføre sine opgaver.

Siden ikrafttrædelsen af forordning nr. 2016/794 den 1. maj 2017 1 og i henhold til traktaten er Kommissionen på vegne af Den Europæiske Union ansvarlig for at føre forhandlinger om internationale aftaler med tredjelande vedrørende udveksling af personoplysninger med Europol. Europol kan i det omfang, det er nødvendigt for udførelsen af sine opgaver, etablere og vedligeholde samarbejdsrelationer med eksterne partnere i form af samarbejdsordninger og administrative ordninger, der ikke i sig selv udgør retsgrundlag for udveksling af personoplysninger.

Under hensyntagen til den politiske strategi, som er beskrevet i den europæiske dagsorden om sikkerhed 2 , Rådets konklusioner 3 og den globale strategi 4 , de operationelle behov hos de retshåndhævende myndigheder i hele EU og de potentielle fordele ved et tættere samarbejde på dette område, finder Kommissionen det nødvendigt at indlede forhandlinger på kort sigt med otte lande, som identificeret i den 11. statusrapport om indførelsen af en ægte og effektiv sikkerhedsunion 5 .

Kommissionen har foretaget sin vurdering af de prioriterede lande under hensyntagen til Europols operative behov. I Europols strategi for 2016-2020 udpeges Middelhavsområdet som prioritet for styrkede partnerskaber 6 . I Europols eksterne strategi for 2017-2020 understreges også behovet for et tættere samarbejde mellem Europol og Mellemøsten/Nordafrika (MENA) på grund af den aktuelle terrortrussel og migrationsrelaterede udfordringer 7 .

Europol har ingen aftaler med noget af landene i denne region.

Denne henstilling vedrører specifikt forhandlinger med Libanon, selv om samarbejdet med ethvert MENA-land skal ses i sammenhæng med regionen som helhed. Den nuværende ustabilitet i regionen, navnlig situationen i Syrien og Irak, udgør en betydelig langsigtet trussel mod EU's sikkerhed, som hurtigst muligt skal imødegås. Dette berører både den effektive bekæmpelse af terrorisme og den dertil knyttede organiserede kriminalitet 8 samt migrationsrelaterede udfordringer såsom facilitering af irregulær migration og menneskehandel. Det er af afgørende betydning at samarbejde med de lokale retshåndhævende myndigheder for at håndtere disse udfordringer.

På grundlag af dialoger på teknisk plan for at fastlægge fælles foranstaltninger til forbedring af informationsudveksling og fælles operationel handling inden for retshåndhævelse over for ulovlig handel med skydevåben er EU allerede nået til enighed med Libanon om en liste over tiltag til styrkelse af EU-MENA-samarbejdet mellem relevante retshåndhævende myndigheder, bistand til opbygning af kapacitet i relevante regionale og/eller bilaterale programmer og udvikling af operationelle aktioner under en fælles aftalt ramme 9 . Libanon har også udvist interesse i at samarbejde om terrorbekæmpelse med EU's retshåndhævende myndigheder, navnlig den uddannelse, der gives af CEPOL. Dette omfatter imidlertid ikke videregivelse af personoplysninger.

Den politiske kontekst

EU og Libanon er vigtige partnere, som står over for fælles udfordringer i tilknytning til langvarige kriser og ustabilitet i naboområderne. Partnerskabet mellem EU og Libanon er stærkt og går på tværs af mange sektorer som fastsat i associeringsaftalen, der trådte i kraft i 2006. Libanon står over for vanskelige økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige udfordringer. Konflikten i Syrien føjede sig til de eksisterende svagheder og har øget presset på Libanons institutioner, infrastruktur og miljø og påvirket landets socioøkonomiske stabilitet. Libanon huser mere end en million registrerede syriske flygtninge ud over de ca. 300 000 palæstinensiske flygtninge, der allerede befandt sig i landet.

Den 11. november 2016 vedtog EU og Libanon partnerskabsprioriteterne for 2016-2020 og fastlagde en ambitiøs strategisk dagsorden for at uddybe forbindelserne og opnå en stabilisering af landet og hele regionen som skitseret i den reviderede europæiske naboskabspolitik og EU's globale strategi. Der peges på følgende prioriteter: sikkerhed og terrorbekæmpelse, regeringsførelse og retsstatsprincippet, fremme af vækst og jobmuligheder samt migration og mobilitet.

EU og Libanon nåede også til enighed om en aftale, der indeholder gensidige forpligtelser og prioriterede foranstaltninger i overensstemmelse med hensigtserklæringen på Londonkonferencen sidste år (februar 2016) De fornyede tilsagn i anledning af konferencen i Bruxelles (5. april 2017) om støtte til Syriens og regionens fremtid styrkede det fælles ansvar for at tage fat på følgerne af krisen i Syrien.

Libanon har allerede udtrykt interesse for at forhandle en aftale på plads med Europol ved flere lejligheder, navnlig i forbindelse med dialogen om terrorbekæmpelse den 26. januar 2016 og den aftalte køreplan.

Dialogen om terrorbekæmpelse/sikkerhed med Libanon pågår med en handlingsplan for udvikling af en national strategi for terrorbekæmpelse, retshåndhævelse og retligt samarbejde, bekæmpelse af finansiering af terrorisme, grænseforvaltning, lufthavnssikkerhed og luftfartssikkerhed samt bekæmpelse af voldelig ekstremisme.

Operationelle behov

På grundlag af data i SOCTA 2017 10 og TE-SAT 2017 11 , ovennævnte drøftelser samt bl.a. Europols interne ekspertviden er der behov for samarbejde med Libanon, navnlig for at bekæmpe følgende former for kriminalitet:

Terrorisme: Destabiliseringen af Syrien (og de potentielle afsmittende virkninger), udbredelsen af Daesh og andre terrorgrupper udgør en direkte sikkerhedstrussel mod Libanon og EU, som begge har været mål for terrorgrupper. Europæiske og libanesiske terrorister er navnlig rejst til Syrien, Irak og andre konfliktområder for at træne og kæmpe.

Tættere samarbejde om retshåndhævelse, herunder udveksling af personoplysninger, vil bidrage til afsløring og retsforfølgelse af terrormistænkte, forebyggelse af rejser med terrorisme for øje (herunder risikoen for infiltration af migrationsstrømme eller flytning til andre konfliktområder) og finansiering af terrorisme (herunder forbindelsen til organiseret kriminalitet).

Ulovlig handel med skydevåben: EU og Libanon har etableret et samarbejde om skydevåben og et nået til enighed om et arbejdsprogram, der omfatter udveksling af bedste praksis, uddannelse og kapacitetsopbygning. Med et øget samarbejde bliver det endnu mere presserende at forbedre informationsudvekslingen og at foretage efterfølgende undersøgelser. Med sin grænse til Syrien kan Libanon spille en vigtig rolle med hensyn til at forhindre indførsel af skydevåben til væbnede konflikter og sikre, at ulovlige forsendelser opsnappes, navnlig på vej tilbage til EU.

Migrationsrelaterede udfordringer: Libanon huser et betydeligt stort antal irregulære migranter og modtager gennem et EU-finansieret program for integreret grænseforvaltning bistand til at sikre og kontrollere sine grænser. Det ville også være relevant at samarbejde med de libanesiske myndigheder for at håndtere dokumentfalsk, som er en form for kriminalitet med tilknytning til smugling af migranter.

Narkotikahandel: Mellemøsten og Nordafrika (MENA) udgør et vigtigt oprindelses-, transit- og forbrugssted for ulovlige narkotika. Med en stabil base af kunder mod nord og heroinruten, der gennemskærer den fra øst til vest, er regionen både kilde til og modtager af påvirkning fra misbrug og produktion af ulovlige stoffer. Den anden store producent af cannabis og cannabisharpiks i MENA-regionen er Libanon, mens omfanget af landets Captagon-produktion fortsat er uklar. I 2016 iværksatte det EU-finansierede kokainruteprogram (AIRCOP-delen) en fælles retlig myndighed i form af en lufthavnstaskforce i Libanon.

Den organiserede kriminalitet kan tjene mange penge på det libanesiske sort marked for cigaretter, biler, varemærkeforfalskede varer, piratkopierede CD'er og DVD'er.

 

2.JURIDISKE ASPEKTER AF HENSTILLINGEN

I forordning (EU) 2016/794 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) fastsættes en retlig ramme for Europol, navnlig dets mål, opgaver, beføjelser, databeskyttelsesgarantier og måder at samarbejde med eksterne partnere på.

Denne henstilling er i overensstemmelse med Europolforordningen.

Formålet med denne henstilling er at indhente Rådets bemyndigelse til Kommissionen til at føre forhandlinger om den fremtidige aftale på vegne af EU. Retsgrundlaget for Rådets bemyndigelse til at indlede forhandlinger er artikel 218, stk. 3 og 4, i TEUF.

I overensstemmelse med artikel 218 i TEUF udpeges Kommissionen som Unionens forhandler med hensyn til aftalen mellem Den Europæiske Union og Libanon om udveksling af personoplysninger mellem Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og de libanesiske kompetente myndigheder for bekæmpelse af grov kriminalitet og terrorisme.

Henstilling med henblik på

RÅDETS AFGØRELSE

om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en aftale mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik om udveksling af personoplysninger mellem Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og de libanesiske kompetente myndigheder for bekæmpelse af grov kriminalitet og terrorisme

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 218, stk. 3, og artikel 4,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 12 blev vedtaget den 11. maj 2016 og anvendes fra den 1. maj 2017.

(2)I denne forordning, navnlig i artikel 25, fastsættes reglerne for videregivelse af personoplysninger fra Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) til tredjelande og internationale organisationer. Europol kan videregive personoplysninger til en myndighed i et tredjeland på grundlag af en international aftale, der er indgået mellem Unionen og det pågældende tredjeland, jf. artikel 218 i TEUF, og som frembyder tilstrækkelige garantier med hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred og fysiske personers grundlæggende rettigheder og friheder.

(3)Der bør indledes forhandlinger med henblik på indgåelse af en sådan aftale mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik.

(4)Aftalen bør overholde de grundlæggende rettigheder og de principper, der er fastlagt ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig retten til privatliv og familieliv, jf. chartrets artikel 7, retten til beskyttelse af personoplysninger, jf. chartrets artikel 8, og retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, jf. chartrets artikel 47. Aftalen bør anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionen bemyndiges hermed til på vegne af Unionen at indlede forhandlinger om en aftale mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik om udveksling af personoplysninger mellem Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og de libanesiske kompetente myndigheder for bekæmpelse af grov kriminalitet og terrorisme.

Artikel 2

Forhandlingsdirektiverne er anført i bilaget.

Artikel 3

Forhandlingerne føres i samråd med [navn på det særlige udvalg indsættes af Rådet].

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 (EUT L 135 af 24.5.2016, s. 53).
(2)    COM(2015) 185 final.
(3)    Rådsdokument 10384/17 af 19. juni 2017.
(4)    Fælles vision, fælles handling: A Stronger Europe - A Global Strategy for the European Union's Foreign And Security Policy (Et stærkere Europa – En global strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik) http://europa.eu/globalstrategy/en .
(5)    COM(2017) 608 final.
(6)    Europols strategi for 2016-2020, som vedtaget af Europols Styrelsesråd den 1. december 2015, https://www.europol.europa.eu/publications-documents/europol-strategy-2016-2020 .
(7)    Europols eksterne strategi for 2017-2020, som vedtaget af Europols Styrelsesråd den 13. december 2016, EDOC#865852v3.
(8)    Ifølge Europol omfatter den relevante organiserede kriminalitet i regionen ulovlig handel med skydevåben, narkotikahandel, økonomisk kriminalitet, herunder hvidvaskning af penge, og cyberkriminalitet.
(9)    Adskillige initiativer i denne forbindelse er medtaget i prioriteten om skydevåben som led i EU's politikcyklus om grov og organiseret kriminalitet samt i meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelse af den europæiske dagsorden om sikkerhed: En EU-handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig handel med og brug af skydevåben og eksplosivstoffer (COM(2015) 624 final af 2.12.2015).
(10)     https://www.europol.europa.eu/socta/2017.
(11)     https://www.europol.europa.eu/sites/default/files/documents/tesat2017.pdf.  
(12)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L 135 af 24.5.2016, s. 53).

Bruxelles, den20.12.2017

COM(2017) 805 final

BILAG

til

Henstilling med henblik på RÅDETS AFGØRELSE

Forhandlingsdirektiver med henblik på en aftale mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik om udveksling af personoplysninger mellem Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og de libanesiske kompetente myndigheder for bekæmpelse af grov kriminalitet og terrorisme


BILAG

Forhandlingsdirektiver med henblik på en aftale mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik om udveksling af personoplysninger mellem Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og de libanesiske kompetente myndigheder for bekæmpelse af grov kriminalitet og terrorisme

Under forhandlingerne bør Kommissionen sigte mod at nå de mål, der er fastlagt i detaljer nedenfor.

(1)Målet med aftalen er at tilvejebringe et retsgrundlag for videregivelse af personoplysninger mellem henholdsvis Europol og Libanons kompetente myndigheder for at støtte og styrke indsatsen ved landets kompetente myndigheder og medlemsstater samt deres fælles samarbejde om at forebygge og bekæmpe grov grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme, og samtidig sikre passende garantier med hensyn til beskyttelse af privatlivets fred, personoplysninger og grundlæggende rettigheder og friheder for fysiske personer.

(2)For at sikre formålsbegrænsning vedrører samarbejde under aftalen kun kriminalitet og beslægtede strafbare handlinger, der henhører under Europols kompetence i overensstemmelse med artikel 3 i forordning 2016/794 (samlet "strafbare handlinger"). Navnlig bør samarbejdet sigte mod at bekæmpe terrorisme og forebygge radikalisering, stoppe den organiserede kriminalitet, navnlig ulovlig handel med skydevåben, smugling af migranter og narkotikahandel, og bekæmpe cyberkriminalitet.

(3)I aftalen skal der klart og præcist gøres rede for de nødvendige garantier og kontroller med hensyn til beskyttelse af personoplysninger samt fysiske personers grundlæggende rettigheder og friheder, uanset nationalitet og bopæl, i forbindelse med udveksling af personoplysninger mellem Europol og de kompetente libanesiske myndigheder.

Navnlig gør følgende sig gældende:

(a)Formålet med den behandling af personoplysninger, som parterne foretager inden for rammerne af aftalen, skal fremgå klart og præcist og må ikke være mere omfattende, end hvad der er nødvendigt i det enkelte tilfælde med henblik på at forebygge og bekæmpe terrorisme og strafbare handlinger, der er omhandlet i aftalen.

(b)Personoplysninger, der overføres af Europol i overensstemmelse med aftalen, behandles retfærdigt, på et ved lov fastsat grundlag og kun til de formål, hvortil de er blevet overført. Aftalen skal give mulighed for, at Europol, når der overføres oplysninger, kan angive eventuelle begrænsninger for adgang til eller brug af oplysninger, herunder med hensyn til deres videregivelse, sletning eller tilintetgørelse. Personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til det formål, der forfølges. De skal være nøjagtige og ajour. Det må ikke opbevares længere end nødvendigt til de formål, hvortil de er videregivet.

(c)Det er forbudt for Europol at videregive personoplysninger, hvoraf racemæssig eller etnisk oprindelse, politiske holdninger, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, genetiske data og oplysninger om en persons helbred og seksualliv fremgår, med mindre det er strengt nødvendigt og forholdsmæssigt i det enkelte tilfælde for at forebygge eller bekæmpe strafbare handlinger som omhandlet i aftalen, og videregivelsen er omfattet af passende garantier. Aftalen bør også indeholde specifikke garantier vedrørende videregivelse af personoplysninger om ofre for strafbare handlinger, vidner eller andre personer, som kan give oplysninger vedrørende strafbare handlinger, samt mindreårige.

(d)Aftalen skal sikre rettigheder, der kan håndhæves, for individer, hvis personoplysninger behandles ved at fastsætte regler om retten til indsigt, berigtigelse og sletning, herunder de særlige forhold, som kan begrunde, at der træffes nødvendige og forholdsmæssige begrænsninger. Aftalen skal endvidere sikre rettigheder, der kan håndhæves, for administrativ klageadgang og adgang til domstolsprøvelse for enhver person, hvis oplysninger behandles i medfør af aftalen, samt effektive retsmidler.

(e)I aftalen fastsættes bestemmelser om opbevaring, evaluering, berigtigelse og sletning af personoplysninger samt om registrering med henblik på logning og dokumentation samt om oplysninger, der skal stilles til rådighed for enkeltpersoner. I aftalen bør der også fastsættes garantier med hensyn til automatisk behandling af personoplysninger.

(f)Aftalen skal specificere de kriterier på grundlag af hvilke kildens pålidelighed og oplysningernes nøjagtighed skal angives.

(g)Aftalen skal omfatte en forpligtelse til at garantere sikringen af personoplysninger ved hjælp af passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, herunder ved kun at tillade autoriserede personer adgang til personoplysninger. Aftalen skal også omfatte underretningspligt i tilfælde af et brud på sikkerheden for personoplysninger, der vedrører oplysninger, som er videregivet i henhold til denne aftale.

(h)Yderligere videregivelse af oplysninger fra kompetente myndigheder i Libanon til andre myndigheder i Libanon er alene tilladt i henhold til aftalen og skal gøres til genstand for passende betingelser og garantier.

(i)Betingelserne i litra h) gælder for yderligere videregivelse af oplysninger fra kompetente myndigheder i Libanon til myndigheder i et tredjeland, med den yderligere betingelse at en sådan videregivelse alene er tilladt med hensyn til tredjelande, som Europol har ret til at videregive personoplysninger til på grundlag af artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) 2016/794.

(j)Med aftalen etableres der en tilsynsordning ved en eller flere uafhængige offentlige myndighed(er), der er ansvarlig(e) for databeskyttelse og har effektive undersøgelses- og interventionsbeføjelser, så de(n) kan føre tilsyn med de offentlige libanesiske myndigheder, der anvender personoplysninger/udvekslede oplysninger, og indbringe sager for retsinstanserne. Navnlig skal de uafhængige myndigheder have beføjelse til at behandle klager fra enkeltpersoner om anvendelsen af deres personoplysninger. Offentlige myndigheder, der anvender personoplysninger, er ansvarlige for overholdelse af reglerne om beskyttelse af personoplysninger i henhold til denne aftale.

(4)Aftalen skal indeholde bestemmelser om en effektiv mekanisme til bilæggelse af tvister med hensyn til fortolkningen og anvendelsen af aftalen for at sikre, at parterne overholder de gensidigt aftalte regler.

(5)Aftalen skal indeholde en bestemmelse om ikrafttrædelse og gyldighed samt en bestemmelse, hvorefter en part kan opsige eller suspendere den.

(6)Aftalen kan om nødvendigt omfatte en klausul vedrørende dens territoriale anvendelse.

(7)Aftalen kan omfatte bestemmelser om kontrol med og periodisk evaluering af aftalen.

(8)I forbindelse med disse forhandlinger skal Kommissionen fremme Libanons tiltrædelse af Europarådets konvention om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger ("konvention 108").

(9)Aftalen skal have samme gyldighed på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk og skal indeholde en sprogklausul desangående.