På en diplomatisk konference i Cape Town i Sydafrika i november 2001 blev der under UNIDROIT’s auspicier (Det Internationale Institut for Udarbejdelse af Ensartede Regler inden for Privatretten, en mellemstatslig organisation, som alle medlemsstaterne er medlemmer af) vedtaget en konvention om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr ("Cape Town-konventionen") og en protokol om specifikke forhold for flyudstyr.

Cape Town-systemets struktur er fleksibel: det består af en rammekonvention, der fastlægger retsregler for alle kategorier af mobilt udstyr. Rammekonventionen suppleres af specifikke protokoller, der indeholder særlige regler for særlige typer udstyr.

Konventionen indeholder bestemmelser for stiftelsen og virkningerne af en international sikkerhedsrettighed (sikkerhedsstillelsesaftale, en aftale, der indebærer et ejendomsforbehold, eller en lejeaftale) vedrørende visse kategorier af mobilt udstyr, der er nærmere angivet i protokollerne om følgende kategorier: luftfartøjer (flyskrog, flymotorer og helikoptere), rullende jernbanemateriel og rumudstyr.

Disse protokoller kan ændre konventionen, hvis specifikke forhold i den relevante sektor gør dette nødvendigt. Det er følgelig protokollen og ikke konventionen, der har forrang med hensyn til hver kategori af mobilt udstyr. Staternes forpligtelser i henhold til konventionen afhænger af, hvilken protokol de tiltræder. Konventionen kan kun finde anvendelse på en kategori af mobilt udstyr, når den relevante protokol træder i kraft, og kun mellem parterne i denne protokol. Konventionen og protokollen skal dog i så fald læses samlet som ét enkelt instrument.

Kategorierne minedrift, landbrug og byggeri er områder af handelsmæssig virksomhed, der har overordnet betydning, særlig i udviklingslandene. Derfor har UNIDROIT's arbejdsprogram siden 2006 omfattet udarbejdelsen af en protokol om specifikke forhold for landbrug, byggeri og minedrift (i det følgende benævnt "MAC-protokollen") til konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr. Der er to grunde til, at UNIDROIT har foreslået at lade udstyr til landbrug, byggeri og minedrift være omfattet af en fjerde protokol. For det første vil protokollen gøre det muligt for virksomheder inden for landbrug, byggeri og minedrift at anskaffe udstyr, som de ellers ikke ville være i stand til at anskaffe, og give dem mulighed for at optimere deres aktiviteter. For det andet vil protokollen gøre det muligt for producenter af udstyr at eksportere til markeder, som uden en sådan protokol vil være lukkede for dem.

Efter det forberedende arbejde, herunder adskillige møder i en studiegruppe og høringer af den private sektor anså UNIDROIT's styrelsesråd på sin 95. samling (den 18.-20. maj 2016) det udkast til teksten, som studiegruppen havde udarbejdet, for at være tilstrækkeligt udviklet til at berettige indkaldelsen af et udvalg af regeringseksperter. Den første samling i udvalget af regeringseksperter fandt sted i Rom den 20.-24. marts 2017.

Som repræsentant for Den Europæiske Union, der har observatørstatus ved UNIDROIT, deltog Kommissionen i mødet på grundlag af den koordinerede holdning, som blev vedtaget af Rådets Gruppe vedrørende Civilretlige Spørgsmål (generelle spørgsmål), og som er fastsat i Rådets dokument 7083/17 EU RESTRICTED.

Den anden og sandsynligvis sidste samling i udvalget af regeringseksperter finder sted i Rom den 2.-6. oktober 2017. Den diplomatiske konference for vedtagelsen af MAC-protokollen vil finde sted i anden halvdel af 2018. Det er derfor tilrådeligt, at den koordinerede holdning, som Rådets arbejdsgruppe er nået til enighed om, bekræftes ved officielle forhandlingsdirektiver, der bemyndiger Kommissionen til også at repræsentere EU’s interesse ved den fremtidige diplomatiske konference.

EU har allerede truffet foranstaltninger vedrørende Cape Town-konventionen ved at tiltræde konventionen og den dertil knyttede flyudstyrsprotokol i 2009 1 , ved at undertegne jernbaneprotokollen i 2009 2 og godkende den i 2014 3 .

Også i forbindelse med rumprotokollen fulgte Kommissionen som EU's repræsentant på grundlag af de forhandlingsdirektiver, Rådet vedtog den 10. februar 2004 4 , nøje møderne under de fem samlinger i UNIDROIT's udvalg af regeringseksperter med henblik på vedtagelsen af udkastet til protokollen om specifikke forhold for rumudstyr i tilknytning til konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr og deltog i den diplomatiske konference i 2012, hvor rumprotokollen blev vedtaget.

Denne henstilling om forhandlingsdirektiver er i overensstemmelse med EU's generelle politik om at træffe foranstaltninger med henblik på at sikre, at EU's eksterne enekompetence respekteres internationalt, ved at tilslutte sig internationale konventioner, der omfatter bestemmelser henhørende under EU's eksterne enekompetence, når dette muliggøres gennem en REIO-bestemmelse, der (som i det foreliggende tilfælde) giver regionale organisationer for økonomisk integration mulighed for at undertegne eller ratificere et internationalt instrument, eller ved at bemyndige EU-medlemsstaterne til at gøre dette på vegne af Unionen.

Da den gældende ret vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål er veludviklet, har dette ført til en tilsvarende udvidelse af EU's enekompetence på det internationale område. I nogle tilfælde omfatter EU's enekompetence et helt instrument (f.eks. Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler og Haagerkonventionen af 23. november 2007 om international inddrivelse af børnebidrag og andre former for underholdsbidrag til familiemedlemmer), mens enekompetencen i andre tilfælde er begrænset til visse bestemmelser i et instrument, hvilket fører til "blandede aftaler", i det omfang EU ikke træffer afgørelse om at udøve delt kompetence.

Cape Town-konventionen og protokollerne dertil er blandede aftaler: nogle områder henhører under EU's enekompetence, mens andre henhører under medlemsstaternes kompetence, i det omfang EU ikke har truffet afgørelse om at udøve delt kompetence, når det drejer sig om konventionen og protokollerne dertil. På grundlag af de generelle regler for EU's enekompetence kan medlemsstaterne kun handle i spørgsmål om enekompetence, hvis EU bemyndiger dem til det, og de kan derfor kun undertegne/ratificere protokoller, efter at EU har godkendt undertegnelsen, ratifikationen og/eller tiltrædelsen.

Henstillingen med henblik på Rådets afgørelse om forhandlingsdirektiverne er baseret på artikel 81 og artikel 218, stk. 3-4, i TEUF, da MAC-protokollen er et internationalt instrument. Samarbejde på det civil- og handelsretlige område er omfattet af artikel 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der således er retsgrundlaget for EU's kompetence på området.

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i TEUF og retspraksis ved Den Europæiske Unions Domstol, særlig udtalelse 1/03 af 7. februar 2006 om Unionens kompetence til at indgå den nye Luganokonvention om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt udtalelse 1/13 af 14. oktober 2014 om Unionens enekompetence med hensyn til accept af et tredjelands tiltrædelse af konventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser, henhører forhandlingerne om og indgåelsen af visse bestemmelser i UNIDROIT’s udkast til MAC-protokol under EU’s eksterne enekompetence, i og med at det kan “berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde”.

Spørgsmålet er blevet behandlet indgående i de tidligere henstillinger til Rådet i forbindelse med de forhandlingsdirektiver, der blev vedtaget til Cape Town-konventionen og de tre protokoller dertil, og det er ikke nødvendigt at uddybe emnet yderligere. I det nedenstående gives der imidlertid en nærmere redegørelse for de bestemmelser, der henhører under EU's enekompetence.

Ikke relevant.

De forhandlingsdirektiver, der henstilles om, svarer til dem, der blev vedtaget for de foregående tre protokoller og rækker ikke ud over målet om at sikre, at EU's eksterne enekompetence vedrørende visse bestemmelser i MAC-protokollen respekteres, og at medlemsstaterne har mulighed for at anvende EU-retten indbyrdes.

Desuden griber EU's deltagelse i udarbejdelsen af MAC-protokollen på grundlag af disse forhandlingsdirektiver ikke ind i spørgsmålet om, hvorvidt EU tiltræder det fremtidige instrument. EU har fuld råderet til at træffe en sådan afgørelse i fremtiden, sådan som det var tilfældet med rumprotokollen, som EU endnu ikke har truffet afgørelse om undertegnelse eller ratifikation af.

Ikke relevant.

Siden UNIDROIT indkaldte til regeringseksperternes første møde i september 2016, er medlemsstaterne regelmæssigt blevet informeret og hørt i Rådets Gruppe vedrørende Civilretlige Spørgsmål (generelle spørgsmål) om de koordinerede linjer, der skal følges i forbindelse med EU's holdning. EU's koordinerede holdning ved regeringseksperternes første møde findes i Rådets dokument 7083/17 EU RESTRICTED. Desuden blev medlemsstaternes delegerede repræsentanter informeret på stedet i Rom i løbet EU's ad hoc-koordineringsmøde. Kommissionen rapporterede om resultatet af den første samling i Rådets Gruppe vedrørende Civilretlige Spørgsmål (generelle spørgsmål), der fandt sted den 29. maj 2017.

•    Indhentning og brug af ekspertbistand

Kommissionen har baseret sig på den erfaring, der er høstet under udarbejdelsen af forhandlingsdirektiverne for forhandlingerne om Cape Town-konventionen og protokollerne dertil. I forbindelse med det forberedende arbejde, der blev udført forud for regeringseksperternes første møde i marts 2017, kan det dog nævnes, at Tyskland og USA gennemførte høringer af den private sektor (2010-2012), og at høringerne generelt viste interesse i og støtte til MAC-protokollen.

På den 93. samling i UNIDROIT's styrelsesråd i 2014 blev der opnået enighed om at indkalde en studiegruppe, som fik til opgave at udarbejde et første udkast til MAC-protokollen forud for styrelsesrådets 95. samling. Studiegruppen består af forskellige internationale eksperter i lovgivning om sikrede transaktioner og har været samlet fire gange siden 2014. Forud for regeringseksperternes første møde inviterede UNIDROIT sine medlemsstater og stater, der er parter i Cape Town-konventionen, til at deltage i et symposium af en halv dags varighed den 2. december 2016 med henblik på at drøfte projektets centrale aspekter.

Ikke relevant.

Ikke relevant.

Som det er almindelig praksis, vil Kommissionen regelmæssigt informere medlemsstaterne om, hvordan forhandlingerne skrider frem, inden for rammerne af Rådets Gruppe vedrørende Civilretlige Spørgsmål (generelle spørgsmål).

Forhandlingsdirektiverne i henstillingen til Rådet er identiske med den koordinerede holdning, der blev vedtaget forud for regeringseksperternes første møde. De er også identiske med de forhandlingsdirektiver, der er vedtaget for andre protokoller, da det tages i betragtning, at teksten til MAC-protokollen allerede er stabil og ikke bør undergå væsentlige ændringer på det næste møde. Under alle omstændigheder forventes der ingen ændringer vedrørende den bestemmelse, der henhører under EU's enekompetence eller er af generel interesse for EU (REIO-bestemmelsen og erklæringerne).

I. Bestemmelser, der henhører under EU's enekompetence

a) Foreløbige foranstaltninger og insolvens

De spørgsmål, der henhører under EU's enekompetence, er ikke kontroversielle. De ligger meget tæt på eller er identiske med de tilsvarende bestemmelser i flyudstyrs-, jernbane- og rumprotokollerne.

I forhandlingsdirektiverne til de tidligere protokoller blev der specifikt taget hensyn til bestemmelserne om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse samt foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, for så vidt som de kunne berøre anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Desuden er det i forhandlingsdirektiverne, for så vidt angår bestemmelserne vedrørende foranstaltninger i tilfælde af insolvens og bistand i tilfælde af insolvens, angivet, at deres overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs skal sikres.

Forhandlingsdirektiverne omfattede endvidere et forhandlingsdirektiv om Det Europæiske Fællesskabs (nu: Den Europæiske Unions) tiltrædelse gennem en REIO-bestemmelse.

Kommissionen anser, at det nuværende udkast til MAC-protokollen fuldt ud respekterer gældende EU-ret, for så vidt angår de foreløbige retsmidler (artikel IX i udkastet til protokollen – Ændring af bestemmelser vedrørende retsmidler i afventning af endelig afgørelse) og bestemmelserne om insolvens (artikel X - Foranstaltninger i tilfælde af insolvens og artikel XI - Bistand i tilfælde af insolvens).

Artikel 55 i Cape Town-konventionen vedrører erklæringen vedrørende retsmidler i afventning af endelig afgørelse (mulighed for ikke at anvende artikel 13 (Retsmiddel i afventning af endelig afgørelse) og artikel 43 (Jurisdiktion i henhold til artikel 13, stk. 1). Begge bestemmelser kunne have påvirket anvendelsen af artikel 31 (Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler) i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 ("Bruxelles I-forordningen")

På den diplomatiske konference i november 2001 om Cape Town-konventionen opnåede Det Europæiske Fællesskab, med henblik på at sikre anvendelsen af artikel 31 i Bruxelles I-forordningen, at hel eller delvis anvendelse af artikel 13 og 43 i konventionen afhang af en erklæring.

På tidspunktet for tiltrædelsen af Cape Town-konventionen fremsatte Det Europæiske Fællesskab således en erklæring, hvori det anførte, at i tilfælde, hvor debitor har sin bopæl på en EF-medlemsstats område, vil medlemsstaterne, som er bundet af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, kun anvende Cape Town-konventionens artikel 13 og 43 vedrørende afgørelser om foreløbige retsmidler i overensstemmelse med artikel 31 i forordning nr. 44/2001 som fortolket af De Europæiske Fællesskabers Domstol inden for rammerne af artikel 24 i Bruxelleskonventionen af 27. december 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager.

I forhandlingsdirektiverne til flyudstyrs-, jernbane- og rumprotokollerne blev det udtrykkeligt angivet, at artikel 55 i Cape Town-konventionen fortsat skulle finde anvendelse, også på protokollerne.

Artikel IX i udkastet til MAC-protokollen “Ændring af bestemmelser vedrørende retsmidler i afventning af endelig afgørelse” giver denne mulighed og er praktisk taget identisk til de tilsvarende artikler i flyudstyrs-, jernbane- og rumprotokollerne. henholdsvis (henholdsvis artikel X, VIII og XX).

Det skal bemærkes, at efter omarbejdningen af Bruxelles I-forordningen 6 er artikel 31 blevet artikel 35, men ordlyden er identisk.

For så vidt angår insolvens, anmodes der i forhandlingsdirektiverne til de vedtagne protokoller om valgfrihed for de relevante bestemmelser, idet de har påvirket anvendelsen af forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs.

I artikel X i udkastet til MAC-protokollen (Foranstaltninger i tilfælde af insolvens) fastsættes muligheden for tilvalg, og artiklen er næsten identisk med de tilsvarende artikler i flyudstyrsprotokollen (artikel XI), jernbaneprotokollen (artikel IX) og rumprotokollen (artikel XXI). Desuden er artikel XI (Bistand i tilfælde af insolvens) i udkastet til MAC-protokollen en bestemmelse om tilvalg, og artiklen er næsten identisk med de tilsvarende artikler i flyudstyrsprotokollen (artikel XII), jernbaneprotokollen (artikel IX) og rumprotokollen (artikel XXII).

Også i dette tilfælde har den nylige omarbejdning af insolvensforordningen 7 ikke ændret, hvorledes EU-retten berøres af MAC-protokollens bestemmelser om insolvens.

b) Lovvalg

Artikel VI i den nuværende version af udkastet til MAC-protokollen indeholder bestemmelser vedrørende parternes valg af den lov, som skal gælde for alle eller en del af deres aftalemæssige rettigheder og forpligtelser.

Da de tidligere forhandlingsdirektiver blev vedtaget, var ingen EU-lovgivning i kraft med hensyn til spørgsmål om, hvilken lovgivning der gjaldt for kontraktlige forpligtelser, og Rådet gav derfor ikke Kommissionen specifikke forhandlingsdirektiver for dette område.

I mellemtiden blev forordning (EF) nr. 593/2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (kendt under betegnelsen "Rom I") vedtaget den 17. juni 2008 og trådte i kraft den 17. december 2009 8 .

Det brede udvalg af muligheder, når det gælder lovvalg, som er fastsat i artikel VI, stk. 2, er ikke kompatibelt med det system, der er oprettet ved forordning (EF) nr. 593/2008, og derfor bør EU-medlemsstaterne ikke anvende denne artikel.

Denne løsning har EU også valgt ved de andre protokoller.

Rådets afgørelse af 6. april 2009 om Den Europæiske Unions tiltrædelse af Cape Town-konventionen og den dertil knyttede protokol om specifikke forhold for flyudstyr indeholder en specifik henvisning til Fællesskabets enekompetence på visse områder, der er omfattet af flyudstyrsprotokollen, og særlig til Rom I-forordningen. Derfor var den artikel i flyudstyrsprotokollen, der vedrører lovvalg, genstand for en særlig erklæring fra Fællesskabet.

I forbindelse med jernbaneprotokollen blev lovvalget på tilsvarende vis taget i betragtning i erklæringen i henhold til artikel XXII, stk. 2, vedrørende Det Europæiske Fællesskabs kompetence på områder, der er omfattet af jernbaneprotokollen. I punkt 5 i erklæringen fastsættes, at Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater har overført deres kompetence til Fællesskabet, for så vidt angår spørgsmål, der vedrører (bl.a.) Rom I-forordningen.

Artikel 5 i rumprotokollen er derimod en bestemmelse om fravalg, hvilket vil sige, at den anvendes, medmindre en kontraherende stat udtrykkeligt fravælger den. EU vil således skulle fremsætte den tilsvarende erklæring på tidpunktet for undertegnelse/ratifikation/godkendelse af rumprotokollen.

Den nuværende version af artikel VI i udkastet til MAC-protokollen er en tilvalgsbestemmelse, og den bør bibeholdes i den endelige tekst.

II. Afsluttende bestemmelser vedrørende EU’s interesser

De afsluttende bestemmelser i udkastet (artikel XXII – Organisation for regional økonomisk integration) indeholder en REIO-bestemmelse, der er praktisk taget identisk med bestemmelserne i artikel 48 i Cape Town-konventionen, artikel XXVII i flyudstyrsprotokollen, artikel XXII i jernbaneprotokollen og artikel XXXVII i rumprotokollen. 

Denne artikel åbner mulighed for, at en organisation for regional økonomisk integration, der er oprettet af suveræne stater og har kompetence i spørgsmål inden for protokollens anvendelsesområde (dvs. Den Europæiske Union), kan undertegne, acceptere, godkende eller tiltræde protokollen, som var den en kontraherende stat.

Desuden bør EU være opmærksom på indsættelsen af muligheder for tilvalg af EU's interesse i udkastet til de afsluttende bestemmelser (artikel XXVI - Erklæringer vedrørende visse bestemmelser) Bestemmelserne i denne artikel er udformet på baggrund af de tilsvarende bestemmelser i flyudstyrs-, jernbane- og rumprotokollerne.

Alt i alt giver den nuværende ordlyd af de bestemmelser i udkastet til MAC-protokollen, der henhører under EU's enekompetence eller vedrører EU's interesse, ikke anledning til bekymring. Kommissionen foreslår derfor, i overensstemmelse med den koordinerede holdning, der blev vedtaget til regeringseksperternes første møde i marts 2017, at bibeholde bestemmelserne i deres nuværende form.