Bruxelles, den 11.8.2017

COM(2017) 433 final

2017/0199(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Den Libanesiske Republiks deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA)


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Den 30. maj 2017 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger på vegne af Unionen med Den Libanesiske Republik ("Libanon") om en international aftale mellem Unionen og Libanon, hvori der fastsættes vilkår og betingelser for Libanons deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet ("PRIMA").

Ifølge betingelserne i Rådets bemyndigende afgørelse kan forhandlingerne først indledes efter, at Europa-Parlamentet og Rådet har vedtaget en afgørelse om Den Europæiske Unions deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA), der iværksættes af flere medlemsstater.

Forhandlingerne blev indledt den 26. juni 2017 og blev afsluttet den 18. juli 2017, hvor chefforhandlerne for de kommende parter undertegnede en berigtigelsesprotokol, der attesterer afslutningen på forhandlingerne. Udkastet til aftale, som er knyttet til dette forslag, er i overensstemmelse med Rådets forhandlingsdirektiver. I aftalen fastsættes det navnlig, at vilkårene og betingelserne for Libanons deltagelse i PRIMA skal være dem, der er fastsat i afgørelse (EU) 2017/1324 1 , idet der henvises direkte til EU-retsakten.

For at sikre beskyttelsen af Unionens finansielle interesser, navnlig de beføjelser, som Kommissionen, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, Revisionsretten og PRIMA's gennemførelsesstruktur (PRIMA-IS) har til at foretage revisioner og undersøgelser i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning, henviser aftalen specifikt til de relevante bestemmelser i afgørelse (EU) 2017/1324 og forpligter parterne til at yde al nødvendig bistand for at sikre deres gennemførelse. Dertil kommer, at det i den kommende aftale understreges, at parterne skal være enige om de nærmere bestemmelser for denne bistand, idet sådanne bestemmelser er afgørende for samarbejdet i henhold til aftalen. På Libanons anmodning – og som aftalt under forhandlingerne – er der indsat en supplerende betragtning i aftalens præambel, som afspejler, at fuldt samarbejde og fuld samordning mellem de to kommende parters kompetente myndigheder er afgørende for gennemførelsen af den fremtidige aftale.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Som det også fremgår af konsekvensanalysen af PRIMA 2 , er PRIMA's åbenhed over for deltagelse af tredjelande såsom Libanon i overensstemmelse med målsætningerne for det internationale samarbejde inden for forskning og innovation som beskrevet i Kommissionens meddelelse fra 2012 "Styrket og mere målrettet samarbejde mellem EU og internationale parter inden for forskning og innovation: en strategisk tilgang" 3 og rammeprogrammet Horisont 2020, som fremmer samarbejdet med tredjelande inden for videnskab, teknologi og innovation med henblik på at håndtere globale samfundsmæssige udfordringer og støtte Unionens eksterne politikker. Aftalen er ligeledes i tråd med den gældende Euro-Middelhavs-aftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side 4 , som fastsætter bestemmelser for samarbejdet mellem Unionen og Libanon inden for forskning og teknologisk udvikling og fremmer aktiviteter inden for forskning og teknologisk udvikling på områder af fælles interesse.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Gennemførelsen af PRIMA i tæt samarbejde med tredjelande såsom Libanon hænger ligeledes sammen med og er relevant for andre af Unionens politikker såsom migrationspolitik, udviklingspolitik og naboskabspolitik.

2.JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

Forslaget til Rådets afgørelse er baseret på artikel 186 og artikel 218, stk. 6, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Kommissionen foreslår i lyset af ovenstående, at Rådet indgår aftalen på vegne af Den Europæiske Union.

2017/0199 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Den Libanesiske Republiks deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 186, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til Europa-Parlamentets godkendelse, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/1324 5 fastsættes Unionens deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet ("PRIMA"), der iværksættes i fællesskab af flere medlemsstater.

(2)Den Libanesiske Republik ("Libanon") har udtrykt ønske om at tilslutte sig PRIMA som deltagerland på lige fod med medlemsstaterne og de lande, der er associeret med Horisont 2020, som deltager i PRIMA.

(3)I henhold til artikel 1, stk. 2, i afgørelse (EU) 2017/1324 bliver Libanon deltagerland, forudsat at der indgås en international aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde med Unionen, der fastlægger vilkårene og betingelserne for Libanons deltagelse i PRIMA.

(4)I overensstemmelse med Rådets afgørelse <XXX> 6 blev aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Den Libanesiske Republiks deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA), undertegnet på vegne af Unionen den XX.XX.20XX med forbehold af dens senere indgåelse.

(5)Aftalen bør godkendes på Den Europæiske Unions vegne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Den Libanesiske Republiks deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA), godkendes hermed på Den Europæiske Unions vegne.

Teksten til aftalen er knyttet som bilag til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet udpeger den person, som på Unionens vegne er beføjet til at give meddelelse i henhold til aftalens artikel 5, stk. 2, med henblik på at udtrykke Unionens samtykke til at blive bundet af aftalen.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft den [dagen for vedtagelsen].

Udfærdiget i Bruxelles, den .

   På Rådets vegne

   Formand

(1) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/1324 af 4. juli 2017 om Unionens deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA), der iværksættes i fællesskab af flere medlemsstater (EUT L 185 af 18.7.2017, s. 1).
(2) SWD(2016) 332 final af 18.10.2016.
(3) COM(2012) 497 final.
(4) EUT L 143 af 30.5.2006, s. 2.
(5) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/1324 af 4. juli 2017 om Unionens deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA), der iværksættes i fællesskab af flere medlemsstater (EUT L 185 af 18.7.2017, s. 1).

Bruxelles, den 11.8.2017

COM(2017) 433 final

BILAG

til

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Den Libanesiske Republiks deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA)


Aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Den Libanesiske Republiks deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA)

Den Europæiske Union (i det følgende benævnt "Unionen"),

på den ene side,

og

Den Libanesiske Republik (i det følgende benævnt "Libanon"),

på den anden side,

(i det følgende benævnt "parterne"),

der henviser til, at der ved Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side, som trådte i kraft den 1. april 2006, etableres et videnskabeligt, teknisk og teknologisk samarbejde,

der henviser til, at Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/1324 om Den Europæiske Unions deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA), der iværksættes af flere medlemsstater, regulerer vilkårene og betingelserne for deltagelse i initiativet for EU-medlemsstaterne og de lande, der er associeret med Horisont 2020, navnlig deres finansielle forpligtelser og deltagelse i initiativets styrende strukturer,

der henviser til, at Libanon ifølge vilkårene og betingelserne i afgørelse (EU) 2017/1324 bliver deltagerland i PRIMA, forudsat at der indgås en international aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde med Unionen, der fastsætter vilkårene og betingelserne for Libanons deltagelse i PRIMA,

 

der henviser til, at Libanon har udtrykt ønske om at tilslutte sig PRIMA som deltagerland på lige fod med medlemsstaterne og de lande, der er associeret med Horisont 2020, som deltager i PRIMA,

der henviser til, at en international aftale mellem Unionen og Libanon er nødvendig for at regulere Libanons pligter og rettigheder som deltagerland i PRIMA,

der henviser til, at fuldt samarbejde og fuld samordning mellem parternes kompetente myndigheder er afgørende for aftalens gennemførelse,



ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Formål

Formålet med denne aftale er at fastsatte vilkår og betingelser for Libanons deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA).

Artikel 2

Vilkår og betingelser for Libanons deltagelse i PRIMA

Vilkårene og betingelserne for Libanons deltagelse i PRIMA er dem, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/1324 om Den Europæiske Unions deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA), der iværksættes af flere medlemsstater. Parterne overholder de forpligtelser, som er fastsat i denne afgørelse, og træffer passende foranstaltninger, navnlig ved at yde al nødvendig bistand for at sikre gennemførelsen af afgørelsens artikel 10, stk. 2, og artikel 11, stk. 3 og 4. De nærmere bestemmelser for denne bistand aftales mellem parterne, idet sådanne bestemmelser er afgørende for samarbejdet i henhold til aftalen.

Artikel 3

Territorial anvendelse

Denne aftale gælder på den ene side for de områder, hvor traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om Den Europæiske Union finder anvendelse, og på den anden side for Libanons område.

Artikel 4

Undertegnelse og midlertidig anvendelse

Denne aftale anvendes midlertidigt fra datoen for undertegnelsen.

Artikel 5

Ikrafttræden og varighed

1. Parterne godkender denne aftale efter deres egne procedurer.

2. Aftalen træder i kraft på den dag, hvor begge parter gennem diplomatiske kanaler har underrettet hinanden om, at de har afsluttet de i stk. 1 nævnte procedurer.

3. Denne aftale forbliver i kraft, så længe afgørelse (EU) 2017/1324 er i kraft, medmindre én af parterne opsiger aftalen i henhold til artikel 6.

Artikel 6

Opsigelse

1. Hver af parterne kan til enhver tid opsige aftalen ved skriftligt at underrette den anden part om sin hensigt om at opsige aftalen.

Opsigelsen får virkning seks måneder efter den dato, hvor den skriftlige meddelelse når modtageren.

2. Projekter og aktiviteter, der er i gang på tidspunktet for opsigelsen af aftalen, fortsætter, indtil de er fuldført i henhold til vilkårene i aftalen.

3. Parterne træffer efter fælles overenskomst afgørelse om eventuelle andre følger af denne aftales opsigelse.

Artikel 7

Tvistbilæggelse

Den tvistbilæggelsesprocedure, der er fastsat i artikel 82 i Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side, finder anvendelse på alle tvister i forbindelse med anvendelse eller fortolkning af nærværende aftale.

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk, ungarsk og arabisk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.