11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/27

Ordfører:

Jonathan PEEL (UK-I)

Medordfører:

Christophe QUAREZ (FR-II)

1.1.

Gennemførelsen og opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling har højeste prioritet på verdensplan. Det har afgørende betydning at fastholde momentum fra nu af, hvis måldatoen i 2030 skal nås.

1.1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at målene for bæredygtig udvikling i kombination med Parisaftalen (COP21) (1) vil ændre den globale dagsorden for handel på grundlæggende vis, især hvad angår handel med industrivarer og landbrugsprodukter. Behovet for at gennemføre disse vigtige aftaler bør stå i centrum for EU's fremtidige handelsforhandlinger.

1.2.

EU har unikke forudsætninger for at fremme opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling. Unionen har troværdigheden til at agere som en effektiv brobygger mellem industri- og udviklingslande. Det er nødvendigt at prioritere udviklingen af de politikker, der er skitseret i Kommissionens meddelelse »De næste skridt« (2), og i højere grad fokusere på at integrere målene for bæredygtig udvikling fuldt ud i den europæiske politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter, om nødvendigt i samarbejde med medlemsstaterne.

1.2.1.

Det erkendes, at der er tale om en forpligtelse i henhold til Lissabontraktaten (3). Der bør være et tæt samspil mellem fremme og opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling og fremme af de europæiske værdier på verdensplan.

1.3.

Handel nævnes kun én gang i årtusindudviklingsmålene (MDG-målene) (4), men der er ni specifikke henvisninger til handel i målene for bæredygtig udvikling. I tillæg til de direkte foranstaltninger møntet på at opfylde målene for bæredygtig udvikling opfordrer udvalget indtrængende EU til at arbejde for handel og investeringer, der støtter målene for bæredygtig udvikling. Der er mange måder, hvorpå handel og investeringer kan yde et positivt, om end nogle gange indirekte, bidrag til disse mål.

1.4.

Et konkret mål for mål 17 (puste nyt liv i det globale partnerskab for bæredygtig udvikling) er »et universelt, regelbaseret, åbent, ikke-diskriminerende og retfærdigt multilateralt handelssystem under WTO«. EU har længe lagt vægt på multilateralisme og WTO's centrale rolle: Unionen skal fortsat gøre en aktiv indsats for at støtte denne tilgang.

1.5.

EØSU bemærker, at målene for bæredygtig udvikling ikke er juridisk bindende og mangler en tvistbilæggelsesordning. EU må gennem sine egne politikker og aktiviteter arbejde for at fremme deres gennemførelse.

1.5.1.

Udvalget bifalder EU's intention om at udarbejde årlige ajourføringer, men er ikke desto mindre bekymret for, at man tilsyneladende er mere interesseret i at demonstrere, hvordan Unionens eksisterende politikker stemmer overens med og overlapper målene for bæredygtig udvikling, end i at opnå maksimal synergi ved at fokusere og tilpasse sine politikker og aktiviteter. Et skærpet fokus på opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling fra EU's side ville skabe bedre resultater.

1.5.2.

Der er en række centrale politiske områder, hvor udvalget mener, at EU bør arbejde for at sikre fuld synergi med målene for bæredygtig udvikling. Disse omfatter fornyelsen af »Cotonou«-partnerskabsaftalen mellem AVS-landene og EU samt EU's generelle forbindelser med disse regioner. Der bør specifikt være tale om både målrettet kapacitetsopbygning til støtte for gennemførelsen af aftalen om handelslettelser samt en bredere fælles støtte fra EU og medlemsstaterne til strategien for bistand til handel. Dette er et centralt bidrag til og et væsentligt element i WTO's Aid for Trade-initiativ, der har til formål at styrke udviklingslandenes kapacitet til at udnytte de muligheder, der ligger i handelsaftaler. Et bidrag med fokus på målene for bæredygtig udvikling til WTO's sjette globale evaluering vil have stor betydning.

1.5.3.

En mere specifik støtte bør også gå til at fremme handel som et middel til at styrke både den regionale integration og målene for bæredygtig udvikling, navnlig i de regioner, hvor der endnu ikke er indgået økonomiske partnerskabsaftaler. Dette til trods for, at de økonomiske partnerskabsaftaler endnu ikke fuldt ud har opfyldt deres potentiale.

1.5.4.

EU bør også forsøge at udvikle større synergi mellem de 27 centrale konventioner af relevans for GSP+programmet og målene for bæredygtig udvikling, for så vidt som Unionens kompetencer tillader det.

1.6.

Udvalget opfordrer også EU til at fremme opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling gennem sine bilaterale forbindelser, hvor det er muligt. Et godt eksempel herpå er samvirket med Kina om dets »ét bælte, én vej«-initiativ (BRI). På det seneste møde i rundbordsdialogen EU/Kina (5) blev det understreget, at dette initiativ »bør bidrage til gennemførelsen af FN's dagsorden for 2030 og målene for bæredygtig udvikling«.

1.7.

EØSU understreger, at ansvarlig forretningsskik spiller en central rolle for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling. Den private sektors resultater på dette område vil være vigtige og have stor gennemslagskraft. De Forenede Nationers Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD) anslår (6), at der vil være behov for 2,5 bio. USD mere på årsbasis. Den private sektor forventes at bidrage med en tredjedel af dette beløb. Mange virksomheder har allerede en strategi for målene for bæredygtig udvikling, men alle virksomheder skal tilskyndes til at tage ansvar for deres indvirkning på samfundet gennem risikobaseret fornøden omhu. EØSU bemærker, at ressourcemobilisering også lettes gennem internationale skattepolitikker, der støtter investeringer med henblik på at gennemføre målene for bæredygtig udvikling (7).

1.8.

I mål 17 for bæredygtig udvikling nævnes det også specifikt, at »en vellykket dagsorden for bæredygtig udvikling kræver partnerskaber mellem myndigheder, den private sektor og civilsamfundet«. EØSU opfordrer derfor indtrængende til, at der i alle fremtidige mandater vedrørende kapitler om handel og bæredygtig udvikling i forhandlingerne om EU's handels- og partnerskabsaftaler medtages en specifik bestemmelse om, at begge parter i civilsamfundets overvågningsmekanisme skal samarbejde om at fremme målene for bæredygtig udvikling og overvåge resultaterne heraf.

1.8.1.

Kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling (især da de omfatter målene for bæredygtig udvikling, Parisaftalen og overholdelse af ILO's konventioner) skal have samme vægt som de kapitler, der vedrører kommercielle, tekniske eller toldrelaterede spørgsmål.

1.9.

Endelig minder EØSU om, at udvalget tidligere har anbefalet (8), at EU udarbejder en fyldestgørende konsekvensanalyse af de sandsynlige konsekvenser, som gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen vil have for EU's handelspolitik, herunder landbrug. God politik begynder med en god analyse.

2.1.

Gennemførelsen af hele FN's »2030-dagsorden for bæredygtig udvikling«, og navnlig det vigtigste element i denne, målene for bæredygtig udvikling, vil fortsat være en vigtig prioritet på verdensplan indtil dens måldato. De 17 mål for bæredygtig udvikling bakkes op af yderligere 169 specifikke mål.

2.1.1.

Målene for bæredygtig udvikling er af global karakter, universelt gældende og indbyrdes forbundne. Alle lande må i fællesskab tage ansvaret for deres gennemførelse. De resulterer allerede i en ny form for internationalt samarbejde — bredere og mere baseret på deltagelse og samråd. Mere end 90 lande har søgt hjælp hos andre, navnlig hos EU, i indsatsen for at opfylde målene.

2.2.

Betydningen af målene for bæredygtig udvikling blev i høj grad styrket med Parisaftalen, der allerede er trådt i kraft. USA's regering har siden skabt stor usikkerhed med sin erklærede hensigt om at trække sig fra aftalen og om, hvad dette kan betyde i praksis. Dermed er der banet vej for, at EU kan påtage sig det globale lederskab i indsatsen for at sikre, at både målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen fortsat har topprioritet med udgangspunkt i den store interesse for disse aftaler, som Kina og andre vækstøkonomier har udvist. Mange vækstøkonomier har til dato endnu ikke truffet andre tiltag af betydning for at hjælpe lande, der er bagud i udvikling.

2.3.

Kommissionens meddelelse »Næste skridt til en bæredygtig europæisk fremtid«, der blev offentliggjort i november 2016, havde til formål fuldt ud at indarbejde målene for bæredygtig udvikling »i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter«, hvilket EU også er forpligtet til i henhold til Lissabontraktaten (9). Initiativet, som der arbejdes på for øjeblikket, er blevet hilst velkommen af udvalget i udtalelsen om Landbrugets rolle i handelsforhandlingerne  (10), hvor det også blev anbefalet, at EU foretager en fuldstændig konsekvensanalyse af de sandsynlige konsekvenser for EU's handelspolitik.

2.3.1.

Denne meddelelse fastslog, at målene for bæredygtig udvikling »vil være en tværgående dimension« i gennemførelsen af EU's globale strategi. Det blev påpeget, at EU har »spillet en afgørende rolle i udformningen af denne dagsorden«. Der bør være en tæt sammenhæng mellem fremme og gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling og fremme af europæiske værdier på verdensplan, selvom målene for bæredygtig udvikling ikke direkte fremmer god regeringsførelse og retsstatsprincippet.

2.4.

Målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen ændrer den globale dagsorden for handel på grundlæggende vis, især hvad angår handel med industrivarer og landbrugsprodukter. Behovet for at gennemføre disse aftaler bør nu stå i centrum for EU's fremtidige handelsforhandlinger.

2.4.1.

EU har troværdigheden til at agere som effektiv brobygger mellem industri- og udviklingslande. EØSU (11) har tidligere gjort opmærksom på, at EU har de bedste forudsætninger for at fremme denne dagsorden:

3.1.

Den 1. maj sendte UN Foundation (12) et tweet »Ensuring good education, health & governance for all makes conflict less likely. @UN has 17 #GlobalGoals to do this. http://bit.ly/UN2030«. Der er tale om grundlæggende krav, hvis målene for bæredygtig udvikling skal realiseres, i en tid hvor krig og korruption fortsat udgør de mest alvorlige udfordringer.

3.2.

Ikke desto mindre må handel og investeringer spille en meget vigtig rolle, hvis målene for bæredygtig udvikling skal opfyldes. Handel blev kun nævnt én gang i millenniumudviklingsmålene, men nævnes ni gange i målene for bæredygtig udvikling. WTO's hjemmeside henleder specifikt opmærksomheden på mål 2 (udrydde sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug), 3 (sikre, at alle kan leve et sundt liv, og virke for alle menneskers velbefindende i alle aldre), 8 (fremme inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle), 10 (begrænse ulighed i og imellem landene), 14 (bevare havene og bruge havene og de marine ressourcer på bæredygtig vis) og 17 (puste nyt liv i det globale partnerskab for bæredygtig udvikling). Hertil bør føjes mål 7 (sikre adgang til prismæssigt overkommelig, pålidelig, bæredygtig og moderne energi for alle) og 9 (bygge modstandsdygtig infrastruktur, fremme inklusiv og bæredygtig industrialisering og fremme innovation). Disse mål bør også stemme helt overens med andre relevante foranstaltninger, navnlig på udviklingsområdet.

3.2.1.

Handel med landbrugsprodukter vil ligeledes spille en vigtig rolle for opfyldelsen af hovedparten af målene for bæredygtig udvikling, navnlig mål 12 (sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre) og 15 (forvalte skove bæredygtigt, bekæmpe ørkenspredning og standse og vende jordbundsforringelse og standse tab af biologisk mangfoldighed) samt 1 (udrydde fattigdom i alle dens former overalt), 13 (gøre en hurtig indsats for at bekæmpe klimaforandringer og deres påvirkninger) og 5 (opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers indflydelse).

3.2.2.

Til forskel fra årtusindudviklingsmålene identificerer målene for bæredygtig udvikling specifikt »midler til gennemførelse« gennem 169 konkret angivne mål. Et så stort antal mål gør det sværere at fastlægge prioriteter og samle støtte. På trods af dette må det være et afgørende kriterium at sikre, at de forbliver inklusive, og at ingen samfundsgruppe lades i stikken.

3.3.

EØSU er bekymret for, at der endnu ikke er udformet effektive foranstaltninger/politikker og for, at de centrale mangler endnu ikke er fuldstændig klarlagt.

3.3.1.

Det vil være vigtigt at se nærmere på, hvad handel i sig selv kan bidrage med. Ud over direkte foranstaltninger bør der satses på handel og investeringer, der fremmer målene for bæredygtig udvikling, f.eks. anvendelse af ren teknologi. Der er mange måder, hvorpå handel og investeringer kan yde et positivt, omend indirekte bidrag, selv om området ikke altid kan være den væsentligste drivkraft for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling. Handel og investeringer kan heller ikke stå for en systematisk tilgang.

3.4.

Handel bør pr. definition være bæredygtig, selv om dette i virkeligheden langt fra altid er tilfældet, navnlig når den vurderes på baggrund af de aktuelle bæredygtighedskriterier, herunder CO2-fodaftryk. Historisk set blev der internt i Europa handlet med fødevarer og varer, som en region ikke selv kunne fremstille (13). Der var to andre vigtige faktorer — centrale, grundlæggende færdigheder i forarbejdningsprocessen udviklet over en lang periode og gode transportmuligheder. Adgangen til søvejen var yderst vigtig, eftersom transport over land var langt dyrere og mindre pålidelig.

3.4.1.

Disse faktorer er fortsat vigtige. Importsubstitutionspolitikker har regelmæssigt slået fejl. Det internationale samfunds tillid til handel er afgørende for at minimere eller undgå unødvendige importhindringer. Derfor er det vigtigt at have et globalt handelssystem, der bakkes op af en international regulering og tvistbilæggelsesordning. WTO spiller fortsat en hovedrolle i den henseende på trods af eventuelle indvendinger fra den amerikanske regerings side.

3.4.2.

En konkret målsætning for mål 17 er at »fremme et universelt, regelbaseret, åbent, ikke-diskriminerende og retfærdigt multilateralt handelssystem under WTO«. WTO tildeles dermed en nøglerolle. EU skal fortsat fremme og støtte denne tilgang.

3.4.3.

WTO-ministererklæringen fra Nairobi præciserede, at international handel kan spille en rolle for realiseringen af en bæredygtig, robust og afbalanceret vækst for alle (14), og understregede, at dette vil være langt sværere at opnå uden en effektiv multilateral handelsmekanisme. Erklæringen understregede betydningen af Aid for Trade-initiativet, som bør spille en central rolle ved at bidrage til opfyldelsen af mange af målene for bæredygtig udvikling.

3.4.4.

WTO-forpligtelsen til at afskaffe eksportsubsidier for landbrugsprodukter, som der blev opnået enighed om i Nairobi, imødekommer et af hovedmålene for bæredygtig udvikling, nemlig udviklingsmål 2 (udryddelse af sult). De igangværende WTO-forhandlinger om fiskeristøtte er relevante for delmålet under mål 14 (oceaner, have og marine ressourcer) om, at støtte, der bidrager til overkapacitet og overfiskning, skal forbydes inden 2020. Udvalget håber, at der kan opnås enighed om en sådan aftale på det kommende WTO-ministermøde i Buenos Aires.

3.4.5.

Siden 1947 har først GATT og nu WTO arbejdet for at fjerne handelshindringer. Bortset fra områderne fødevarer, landbrugsprodukter, tekstiler, beklædning, sko og keramik er fokus nu flyttet fra fjernelse af toldsatser til imødegåelse af ikke-toldmæssige hindringer. Som EØSU tidligere har fastslået (15)»bidrager handel til at udjævne skævheder i udbud og efterspørgsel og kan forbedre fødevaresikkerheden og ernæringen betydeligt ved at øge fødevaretilgængeligheden, fremme ressourceeffektivitet, tiltrække investeringer og skabe afsætningsmuligheder og økonomisk vækst, således at der skabes arbejdspladser, indtægter og fremgang«.

3.5.

I takt med at det globale indkomstniveau stiger, gælder det samme for efterspørgslen efter et hidtil uset udvalg af fødevarer og forbrugsvarer. Dette omfatter bomuldsprodukter, korn og oksekød, som kræver en betydelig mængde vand at fremstille, og vand er mange steder en knap ressource. En bæredygtig udnyttelse af vand og jord (og undgåelse af luftforurening) er nøglen til at opfylde mange af målene for bæredygtig udvikling. Rationalisering af produktionen vil i stigende grad blive en central udfordring. F.eks. er Usbekistan (endnu ikke WTO-medlem) i høj grad afhængig af bomuldsproduktion, men landet mangler vand, og bomuld er kendt for at være en tørstig afgrøde, der også kræver en betydelig brug af pesticider.

3.6.

Aftalen om handelslettelser (TFA), som trådte i kraft i begyndelsen af 2017, bør også i høj grad øge bæredygtigheden i den internationale handel ved at fjerne forsinkelser og unødvendige hindringer ved grænserne. Kapacitetsopbygning er en af de vigtigste opgaver for EU i den forbindelse.

3.7.

Handel og investeringer har en betydelig indvirkning på klimaændringerne. Forhandlingerne om den plurilaterale aftale om miljøvarer (EGA) ser ud til at blive et vigtigt skridt i retning af indarbejdelse af klimaforandringerne i den multilaterale handelspolitik, men der er stadig behov for yderligere multilaterale tiltag for at skabe en bedre sammenhæng.

3.8.

Investeringer spiller også en hovedrolle i opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, navnlig i Afrika, gennem tilvejebringelse af tilstrækkelig infrastruktur (mål 9), tilstrækkelige forarbejdningsfaciliteter og bedre muligheder for at få de resulterende produkter frem til transportknudepunkter og markedet.

3.8.1.

Det blev påpeget i EØSU's udtalelse om enkeltstående investeringsaftaler  (16), at »et centralt kompetenceområde for parterne i en investeringsaftale vil være at lette investering ved at sikre nødvendig, bæredygtig infrastruktur. Regeringerne er ansvarlige for at tilvejebringe et solidt lovgrundlag for infrastruktur… og for at sikre effektive energi-, vandforsynings- og transportnet gennem en effektiv og systematisk grundlæggende indsats på området. Energi- og vandforsyningsnet kræver et komplekst design, og det kan tage ti år eller mere, før de er helt driftsklare«.

4.1.

Som nævnt er formålet med Kommissionens meddelelse »Næste skridt til en bæredygtig europæisk fremtid« at integrere målene for bæredygtig udvikling fuldt ud i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter.

4.1.1.

I sin meddelelse »Det globale Europa — i konkurrencen på verdensmarkedet« fra 2006 erklærede Kommissionen, at det var nødvendigt at sikre, at »borgerne også får del i de fordele, (…) [åbningen af handelen] fører med sig. Når nu vi tilstræber social retfærdighed og samhørighed internt i EU, bør vi også søge at fremme vores værdier, herunder standarder på social- og miljøområdet og kulturel mangfoldighed, ude i verden« (17).

4.1.2.

I henhold til Lissabontraktaten (18) skal alle EU's aktiviteter inden for handel, udvikling og eksterne foranstaltninger afstemmes efter hinanden. Udvalget har allerede givet udtryk for sin skuffelse (19) over, at målene for bæredygtig udvikling stort set ikke nævnes i Kommissionens meddelelse »Handel for alle« (20), som blev offentliggjort kort tid efter, at målene var blevet vedtaget af De Forenede Nationer. Ved gennemførelsen af sin strategi »Handel for alle« bør EU bestræbe sig på at sikre, at dets fremtidige handels- og partnerskabsaftaler overholder ILO's grundlæggende standarder, COP21-forpligtelserne og sikrer forbrugerbeskyttelse.

4.1.3.

Som EU-Domstolens nylige dom (21) om frihandelsaftalen mellem EU og Singapore viste, er EU's beføjelser på investeringsområdet imidlertid begrænsede, mens EU derimod har den fulde kompetence i handelsspørgsmål.

4.2.

Målene for bæredygtig udvikling er ikke i sig selv juridisk bindende og bakkes heller ikke op af en tvistbilæggelsesordning. Resultaterne vil afhænge af landenes egne politikker og programmer for bæredygtig udvikling. FN understreger, at der er behov for partnerskaber mellem offentlige myndigheder, den private sektor og civilsamfundet. På hjemmesiden (22) findes der endda en liste over tiltag, som borgerne selv kan iværksætte.

4.3.

EU skal fortsat se nærmere på sine egne politikker og aktiviteter for at vurdere, hvordan Unionen bedst kan bidrage til virkeliggørelsen af målene for bæredygtig udvikling, ikke mindst via handel. Udvalget er bekymret for, at EU ofte virker mere interesseret i at demonstrere, hvordan Unionens eksisterende politikker stemmer overens med og overlapper målene for bæredygtig udvikling, end i at opnå maksimal synergi gennem en justering af disse politikker. Udvalget er heller ikke overbevist om, at Kommissionens tilgang til de centrale spørgsmål går på tværs af generaldirektoraterne. Et skærpet fokus på opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, herunder i handelspolitikken, ville skabe bedre resultater.

4.3.1.

Disse områder bør omfatte den kommende fornyelse af »Cotonou«-partnerskabsaftalen mellem AVS-landene og EU samt EU's generelle forbindelser med disse regioner. Ud over målrettet kapacitetsopbygning til støtte for aftalen om handelslettelser bør dette aspekt også lægges til grund for enhver løbende evaluering af den fælles støtte fra EU og medlemsstaterne til strategien for bistand til handel (23), der er et centralt element i WTO's Aid for Trade-initiativ. Udviklet med henblik på at styrke udviklingslandenes kapacitet til at udnytte de muligheder, der ligger i handelsaftaler, vil dette endvidere være afgørende for opfyldelsen af mange af målene.

4.3.2.

En mere målrettet støtte bør også gå til fremme af handel som et middel til at støtte både den regionale integration og målene for bæredygtig udvikling, navnlig i de regioner, hvor der endnu ikke er indgået økonomiske partnerskabsaftaler, om end disse aftaler beklageligvis endnu ikke har opfyldt hele deres potentiale.

4.3.3.

For så vidt som Unionens kompetencer tillader det, bør EU også søge at udvikle større synergi mellem målene for bæredygtig udvikling og de 27 obligatoriske miljøstandarder og ILO's konventioner, som er relevante for GSP+programmet (hvilket også gælder for kravene i tilknytning til »alt undtagen våben«-programmet for de mindst udviklede lande).

4.3.4.

Sluterklæringen fra det 14. møde for de økonomiske og sociale interessegrupper i AVS-landene og EU i Yaoundé (24) i juli 2015 fastslår, at alle tilgængelige økonomiske ressourcer skal tages i brug for at nå målene for bæredygtig udvikling inden for rammerne af en sund og gennemsigtig finanspolitisk styring, der omfatter den private sektor.

4.4.

Udvalget mener også, at EU bør fremme opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling gennem sine bilaterale forbindelser, hvor det er muligt. Et godt eksempel herpå er samvirket med Kina om dets »ét bælte, én vej«-initiativ (BRI). På det seneste møde i rundbordsdialogen EU/Kina (25) blev det understreget, at dette initiativ »bør bidrage til gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling og gennemførelsen af Parisaftalen om klimaændringer«. Dette afspejler tilsvarende udtalelser fra FN's generalsekretær for nylig.

4.4.1.

EØSU gentager dog sin faste overbevisning om, at det er vigtigt, at Kina og andre lande overholder Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konventioner.

4.5.

EØSU mener også, at EU skal indarbejde målene for bæredygtig udvikling i Europa 2020-strategien med henblik på at skabe betingelserne for en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

4.6.

I sin udtalelse om bæredygtig udvikling: Kortlægning af EU's interne og eksterne politikker  (26) erklærede EØSU, at »FN's 2030-dagsorden bør omdannes til en proaktiv, transformerende og positiv beretning om Europa. Processen bør drives af en stærk politisk vilje og beslutsomhed til at udforme en bæredygtig Europæisk Union ved at føre vores økonomier i retning af en robust, konkurrencedygtig, ressourceeffektiv, kulstoffattig og socialt inklusiv udvikling. Denne fremadskuende beretning vil også bidrage til at afhjælpe den hidtil usete mangel på tillid fra EU-borgernes side til det europæiske projekt og navnlig til at vinde støtte hertil blandt unge. EU bør således anvende FN's 2030-dagsorden til at præsentere EU-borgerne for en ny vision for Europa: den sociale kontrakt for det 21. århundrede«.

5.1.

UNCTAD anslår (27), at det for at opfylde de 17 mål for bæredygtig udvikling (og de 169 delmål) vil være nødvendigt at finde yderligere 2,5 bio. USD om året. Heraf forventes det, at mindst en tredjedel skal komme fra den private sektor, hvis rolle blev fremhævet i mål 17 sammen med civilsamfundets.

5.2.

De fleste af disse midler vil komme gennem øget handel og investeringer, navnlig på grund af nødvendigheden af at bygge byer, og den dertil knyttede opbygning af infrastruktur, skoler, hospitaler og veje. Dette er allerede underforstået i Kinas »ét bælte, én vej«-initiativ.

5.3.

Som nævnt vil især etablering af infrastruktur i Afrika have stor betydning. Den interne handel i Afrika er lav. Den tegner sig for mellem 10 og 15 % af Afrikas samlede handel. EØSU har allerede fastslået, at »en styrkelse af de afrikanske landes kapacitet til at øge landbrugshandelen vil sammen med målene for bæredygtig udvikling på infrastrukturområdet, regional integration og udvidelse af de indre markeder, bl.a. gennem øget sekundær forarbejdning, være afgørende for, at Afrika kan deltage positivt i landbrugshandlen og forbedre fødevaresikkerheden« (28).

5.4.

EØSU har også påpeget følgende »det er nødvendigt at langtidsplanlægge de lovgivningsmæssige rammer. Også virksomhederne er nødt til at foretage langtidsplanlægning, især hvis de vil have deres investeringer til at bære frugt. Hvis en af parterne ikke imødekommer kravene, går det ud over alle. Stærke offentlige og private aktører er nødt til at udvikle nye synergier og lære nye former for engagement. Der bør her ligge en central rolle for civilsamfundets bidrag, særlig hos arbejdsmarkedets parter« (29).

5.5.

En effektiv forvaltning af de globale værdi- og forsyningskæder vil være afgørende, som fremhævet af EØSU i udtalelsen om ordentligt arbejde i de globale forsyningskæder  (30). Globale værdikæder omfatter alle aktiviteter fra et produkt udtænkes til den endelige forbruger. En global forsyningskæde er en del af en global værdikæde, men handler om tilvejebringelse og ikke om produktets udformning eller distribution.

5.5.1.

EØSU har erklæret det som sit mål »gradvist at indføre en konsekvent og bæredygtig politik for ansvarlig forvaltning af globale forsyningskæder« og »at fremme praktiske og hensigtsmæssige, risikobaserede tilgange, som tager højde for den globale værdikædes og de globale forsyningskæders særlige karakter (lineær eller modulær, enkel eller kompleks, kort eller lang organisationsstruktur)«.

5.5.2.

Den private sektors gennemslagskraft vil være stor. Den kan være en vigtig katalysator for social, økonomisk og kulturel fornyelse, ikke mindst gennem fremme og udvikling af nøglekompetencer og sikring af større diversificering. Mange virksomheder har allerede deres egne strategier for målene for bæredygtig udvikling. Ikke desto mindre vil princippet om ansvarlig forretningsskik (Responsible Business Conduct — RBC) spille en vigtig rolle for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, ikke mindst ved at tilskynde alle virksomheder til at tage ansvar for deres indvirkning på samfundet. Dette bør bygge på en risikobaseret fornøden omhu, især i de globale værdikæder og de globale forsyningskæder, som tager højde for både negative konsekvenser og risici og en aktiv indsats for at realisere fordelene og sikre, at ingen lades i stikken af samfundet. Dette bør på sin side øge virksomhedernes »frihed til at drive virksomhed« og samtidig maksimere både innovation og bæredygtig økonomisk vækst.

5.6.

Sikring af større synergi mellem målene for bæredygtig udvikling og den private sektor vil omfatte:

5.6.1.

EØSU mener, at alle fremtidige handels- og partnerskabsaftaler bør omfatte fremme af VSA-principper og -standarder og forsøge at styrke den nationale lovgivning på dette område, navnlig hvad angår ikke-finansiel rapportering. Der bør i aftalerne lægges vægt på, at de kontraherende parter aktivt tilskynder virksomhederne til at overholde OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder (31) og FN's Global Compact-initiativ, således at retten til kollektive forhandlinger garanteres, og den sociale dialog fastholdes.

5.6.2.

I sin informationsrapport om Virksomhedernes sociale ansvar (32) understregede udvalget også betydningen af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne fra 2011 (33) som et vigtigt skridt i tilknytning til virksomhedernes ansvar gennem sit fokus på menneskerettighederne under samfundssøjlen. Dette aspekt videreudvikles nu af FN i retning af en bindende traktat om transnationale selskaber og andre virksomheder for så vidt angår menneskerettigheder.

5.6.3.

Andre relevante udtalelser fra EØSU omhandler den private sektors rolle i udviklingssamarbejdet (34) og oprettelse af en EFSD-garanti og en EFSD-garantifond (35).

5.7.

Opfyldelsen af mål 17 bør omfatte både offentlige udbud og offentlige myndigheders samarbejde med den private sektor. EU bør arbejde tæt sammen med UNCTAD og UNECE, som har arbejdet for at give offentlig-private partnerskaber (OPP) en mere fremtrædende rolle. EØSU (36) støtter generelt OPP'er, men har gjort opmærksom på visse problemer. Udvalget har peget på, at OPP'er »kan blive et vigtigt instrument for gennemførelsen af udviklingsstrategier, forudsat at den rette sammensætning og åben kommunikation mellem de interesserede parter på forhånd er sikret«.

5.8.

Udvalget har allerede understreget e-handelens enorme potentiale for SMV'er og andre mere specialiserede virksomheder, idet denne form for handel giver dem og lokale virksomheder adgang til markeder, der hidtil har været utilgængelige. Da SMV'er er en vigtig drivkraft for innovation, yderst vigtige for opretholdelsen og udviklingen af bæredygtighed og tegner sig for 70-80 % af beskæftigelsen, opfordrer EØSU Kommissionen til at lægge særlig vægt på at støtte sådanne virksomheder i bestræbelserne på at opfylde målene for bæredygtig udvikling.

6.1.

I mål 17 for bæredygtig udvikling henvises der specifikt til civilsamfundets rolle, idet det konstateres, at »en vellykket dagsorden for bæredygtig udvikling kræver partnerskaber mellem myndigheder, den private sektor og civilsamfundet. Disse globale partnerskaber (…) er nødvendige på globalt, regionalt, nationalt og lokalt plan«. Desuden henvises der til »rammer for revision og overvågning«. For første gang i FN's historie specificeres det i målene for bæredygtig udvikling, at regeringerne er ansvarlige over for borgerne. Gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling vil kræve en direkte inddragelse af civilsamfundet, ikke mindst fordi denne inddragelse forventes at fremme retsstatsprincippet og imødegå korruption. Hvis civilsamfundet er bange for at bidrage, vil det modsatte være tilfældet. I et åbent samfund er civilsamfundets stemme en stærk drivkraft for store nationale forandringer, åbenhed og mangfoldighed.

6.1.1.

Siden frihandelsaftalen mellem EU og Korea fra 2011 har alle EU's handelsmæssige og økonomiske partnerskabsaftaler haft et mål om at inkludere kapitler om handel og bæredygtig udvikling (37), herunder overvågningsmekanismer varetaget af civilsamfundet. Disse kapitler evalueres nu. De skal styrkes og om muligt tilpasses til at støtte gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling. EU's fremtidige forhandlingsmandater skal omfatte en specifik henvisning til målene for bæredygtig udvikling i kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling.

6.2.

Disse mekanismer har et stort potentiale til at fremme EU's værdier, herunder sociale og miljømæssige standarder. De kan levere håndgribelige resultater. De er en vigtig kanal, der kan øge samarbejdet med og styrke civilsamfundet i partnerlandene.

6.2.1.

Disse fælles civilsamfundsmekanismer skal kunne gribe ind for at fremme opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling og træffe foranstaltninger til at imødegå en negativ udvikling. Udvalget mener, at disse kapitler om handel og bæredygtig udvikling skal kunne håndhæves på samme måde som andre handelsklausuler. I den henseende opfordrer EØSU Kommissionen til, at den i forbindelse med alle fremtidige aftaler inkluderer foranstaltninger, der giver mulighed for en fuldstændig overvågning af gennemførelsen af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling, og om nødvendigt træffe sådanne foranstaltninger.

6.3.

Udvalget glæder sig ligeledes over, at der lægges vægt på »den sociale økonomis betydning for jobskabelse og bæredygtig udvikling« i »Et nyt globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015«, som blev vedtaget af Rådet i maj 2015 (38). Socialøkonomiske organisationer har også potentiale til at blive centrale aktører i realiseringen af målene for bæredygtig udvikling. I sin nylige udtalelse om den sociale økonomi  (39), påpeger EØSU, at den sociale økonomi har en fremtrædende plads i dagligdagen og produktionen i store dele af Afrika, Latinamerika og Asien, og har ydet et væsentligt bidrag til at forbedre leve- og arbejdsvilkårene på verdensplan.