9.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 331/4


Meddelelse vedrørende dommene i de forenede sager C-186/14 P og C-193/14 P for så vidt angår Rådets forordning (EF) nr. 926/2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2272 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009

(2016/C 331/03)

Domme

I dommen af 7. april 2016 i de forenede sager C-186/14 P og C-193/14 P afviste EU-Domstolen appellerne fra ArcelorMittal Tubular Products Ostrava a.s., ArcelorMittal Tubular Products Roman SA, Benteler Deutschland GmbH, tidl. Benteler Stahl/Rohr GmbH, Ovako Tube & Ring AB, Rohrwerk Maxhütte GmbH, Dalmine SpA, Silcotub SA, TMK-Artrom SA, Tubos Reunidos SA, Vallourec Oil and Gas France SAS, tidl. Vallourec Mannesmann Oil & Gas France SAS, Vallourec Tubes France SAS, tidl. V & M France SAS, Vallourec Deutschland GmbH, tidl. V & M Deutschland GmbH, Voestalpine Tubulars GmbH & Co. KG, Železiarne Podbrezová a.s. (»ArcelorMittal m.fl.«) og Rådet for Den Europæiske Union om at tilsidesætte Rettens dom af 29. januar 2014 i sagen Hubei Xinyegang Steel mod Rådet (T-528/09), hvori Retten opretholdt Hubei Xinyegang Steel Co. Ltd's anmodning om annullering af Rådets forordning (EF) nr. 926/2009 af 24. september 2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (1).

Konsekvenser

Som en direkte konsekvens af dommene anses importen til Den Europæiske Union af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina produceret af Hubei Xinyegang Steel Co., Ltd for aldrig at have været genstand for antidumpingforanstaltninger, og den antidumpingtold, der er blevet opkrævet hidtil, skal derfor tilbagebetales i overensstemmelse med gældende toldbestemmelser.

En anden konsekvens af dommene vedrører alle de andre kinesiske eksporterende producenter af sømløse rør, hvis import i øjeblikket er pålagt antidumpingtold i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2272 (2). Denne konsekvens er omhandlet i denne meddelelse.

Genoptagelse

Da de retsstridigheder, der er påpeget i dommene, vedrører substansen i EU-institutionernes konklusioner om en trussel om skade, har Kommissionen besluttet at genoptage den antidumpingundersøgelse vedrørende importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som førte til vedtagelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2272.

Genoptagelsen er begrænset til ophævelsen af den udvidede antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina som følge af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2272, for så vidt at denne told er pålagt de kinesiske eksporterende producenter, der er nævnt i samme forordning, bortset fra Hubei Xinyegang Steel Co., Ltd. Det vil blive undersøgt, om det er hensigtsmæssigt at ophæve forordningen i lyset af de pågældende domme fra Domstolen og Retten.

Skriftlige bemærkninger

Alle interesserede parter opfordres til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation om forhold vedrørende genoptagelsen af denne undersøgelse. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 20 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt skal fremsættes skriftligt med angivelse af årsagerne til anmodningen. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende genoptagelsen af undersøgelsen, skal anmodningen fremsættes senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af korrespondance

Oplysninger, der forelægges Kommissionen som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, må ikke være omfattet af ophavsret. Interesserede parter skal, inden de forelægger Kommissionen oplysninger og/eller data, der er omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter, der er berørt af denne undersøgelse, oplysningerne og/eller dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

Alle skriftlige bemærkninger og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited« (3).

Interesserede parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen »Limited«, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«, jf. grundforordningens (4) artikel 19, stk. 2. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part forelægger fortrolige oplysninger uden at indsende et ikke-fortroligt sammendrag, der opfylder kravene til form og indhold, kan der ses bort fra disse fortrolige oplysninger.

Interesserede parter opfordres til at fremsætte deres bemærkninger og anmodninger pr. e-mail, herunder scannede fuldmagter og erklæringer, dog med undtagelse af omfattende besvarelser, der skal indleveres på en CD-ROM eller DVD, der enten afleveres personligt eller sendes anbefalet. Ved brug af e-mail udtrykker de interesserede parter accept af de regler, der gælder for elektronisk kommunikation, og som findes i dokumentet »KORRESPONDANCE MED EUROPA-KOMMISSIONEN I HANDELSBESKYTTELSESSAGER«, der er tilgængeligt på Generaldirektoratet for Handels hjemmeside: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2011/june/tradoc_148003.pdf Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indsendelse af bemærkninger pr. e-mail.

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: CHAR 04/039

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIEN

E-mail: TRADE-SPT-COURT@ec.europa.eu

Høringskonsulent

Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten i handelsprocedurer griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til oplysningernes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan arrangere en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.

En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende genoptagelsen af undersøgelsen, skal anmodningen fremsættes senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

Høringskonsulenten vil også skabe mulighed for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter bl.a. i spørgsmål vedrørende gennemførelsen af dommene.

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens sider på webstedet for GD for Handel: http://ec.europa.eu/trade/trade-policy-and-you/contacts/hearing-officer

Behandling af personoplysninger

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5).

Fremlæggelse af oplysninger

Alle interesserede parter, herunder eksporterende producenter i Kina og EU-erhvervsgrenen, vil blive informeret om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at gennemføre dommene, og vil få mulighed for at fremsætte bemærkninger.


(1)  EUT L 262 af 6.10.2009, s. 19.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2272 af 7. december 2015 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.1225/2009 (EUT L 322 af 8.12.2015, s 21).

(3)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til grundforordningens artikel 19 og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(4)  Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (»grundforordningen«) blev ophævet og afløst af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21).

(5)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.