27.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/3


Forklarende bemærkninger til Den Europæiske Unions kombinerede nomenklatur

(2016/C 30/04)

I medfør af artikel 9, stk. 1, litra a), andet led, i Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (1) foretages følgende ændring i de forklarende bemærkninger til Den Europæiske Unions kombinerede nomenklatur (2):

På side 279 affattes de forklarende bemærkninger til pos.

»7019

Glasfibre (herunder glasuld) og varer deraf (fx garn og vævet stof)«

således:

»7019

Glasfibre (herunder glasuld) og varer deraf (fx garn og vævet stof)

Glasfibre omfatter to hovedkategorier:

a)

glastekstilfibre (glasfiberfilamenter), der fremstilles af tekstilglas, hvorved forstås produkter, hvor filamenterne i vidt omfang er orienterede parallelt; glastekstilfibre bruges især til at styrke andre materialer, fx kompositmaterialer og plastic

b)

glasuldsfibre; glasuldsfibre (tilfældigt orienterede fibre), der fremstilles ved en rotationsspindeproces og primært anvendes til isoleringsformål.

Der findes to typer glastekstilfibre:

a)

(endeløse) glasfiberfilamenter bestående af et stort antal endeløse, parallelt liggende filamenter, almindeligvis med en diameter på mellem 3 og 34 μm (mikron); efter dannelsen samles disse endeløse filamenter til en tråd efter størrelse (også kaldet »størrelsessortering«) med henblik på at lette de efterfølgende produktionsetaper (snitning, snoning, tvinding, vævning osv.); disse mellemprodukter anvendes efterfølgende til at fremstille visse kommercielle glasfibervarer (afhuggede tråde, rovings, garn osv.)

b)

korte glasfiberfilamenter (glasstapelfibre) bestående af filamenter, der skæres eller knækkes i korte stykker under fremstillingsprocessen og trækkes til en endeløs tråd af løst sammensatte fibre; de anvendes almindeligvis i vævet stof fx til vægbeklædning i bygge- og anlægssektoren.

Glastekstilfibre kan videreforarbejdes til følgende varer under denne position:

måtter og glasfibernet med kemisk agglomererede fibre, dvs. måtter af afhuggede tråde, måtter af endeløse tråde og typiske ikke-vævede varer såsom glasulddug (vlies), glasfibernet osv.

stof med mekanisk agglomererede fibre, dvs. vævet stof, krympefrit stof, trikotagevarer, stingfæstede stoffer og nålede stoffer såsom vævede rovings, åben mesh-stoffer og lærredsstoffer.«


(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).

(2)  EUT C 76 af 4.3.2015, s. 1.