21.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/43

1.

Parisaftalen er en betydelig bedrift, eftersom den er universel, bindende og balanceret. Den fastsætter en global handlingsplan for at holde dette århundredes temperaturstigning et godt stykke under 2 grader og for at fremme indsatsen for at begrænse stigningen yderligere til kun 1,5 grader i forhold til niveauerne i 1990. Den er især vigtigt, fordi den skitserede kurs hen imod dekarbonisering giver beslutningstagere på alle niveauer pålidelige retningslinjer, undgår bekostelig fastlåsning i CO2-intensive investeringer og skaber sikkerhed og en klar kurs for virksomheder og investorer. Den 22. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC-COP22) vil have til opgave at fastholde det positive momentum fra Paris og føre aftalens forskellige mekanismer ud i livet.

2.

Parternes nuværende løfter vil imidlertid ikke være tilstrækkelige til at opnå de vedtagne mål, selv hvis de gennemføres fuldt ud. Regioner og byer med tætte forbindelser til lokalsamfund og lokalområder vil skulle optrappe indsatsen, og parterne er nødt til at fremlægge reviderede planer så hurtigt som muligt — allerede i forbindelse med den forberedende dialog i 2018. For så vidt angår EU i særdeleshed fastholder Det Europæiske Regionsudvalg (RU) sin tidligere holdning om, at der er behov for at nedbringe drivhusgasudledningen med 50 % inden 2030, idet målsætningen bør være, at drivhusgasemissionerne på verdensplan snarest muligt når deres højdepunkt og vil være udfaset i 2050 eller kort tid derefter.

3.

EU har med sit højt udviklede system for flerniveaustyring et særligt ansvar for at udvise fælles og ambitiøst lederskab, når det gælder håndteringen af klimaændringerne. RU glæder sig derfor over Den Europæiske Unions rettidige ratificering af Parisaftalen og opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret aftalen, til at gøre dette så hurtigt som muligt. RU opfordrer derudover Kommissionen og medlemsstaterne til at opdatere og udspecificere 2030-rammen og køreplanen frem mod 2050 med henblik på opfyldelse af forpligtelsen efter aftalen om at udforme langsigtede udviklingsstrategier for lave drivhusgasemissioner for midten af dette århundrede. Denne proces bør sættes i gang så snart som muligt for at åbne mulighed for en bred debat, hvori repræsentanter for nationale, regionale og lokale myndigheder, civilsamfundet og erhvervslivet er tæt inddraget.

4.

Parisaftalen anerkendte betydningen af flerniveaustyring inden for klimapolitikken. Dette princip bør nu omsættes til praksis alle styringsniveauer med henblik på at udvikle forbindelser og udfylde eksisterende huller mellem nationale, regionale og lokale klimapolitikker. Ligeledes bør der være en udvidet ramme for gennemsigtighed, og udvikles de værktøjer, der er nødvendige for at gøre status på verdensplan, en bedre forståelse af klimaændringernes differentierede indvirkning, tab og skader samt passende klimafinansiering og kapacitetsstøtte.

5.

RU opfordrer derfor til videreudvikling af Lima-Paris-handlingsdagsordenen og den tilknyttede platform for ikkestatslige aktørers klimaindsats (Non-State Actor Zone for Climate Action — Nazca). Disse kunne integreres fuldt ud i UNFCCC's sekretariat via den globale klimadagsorden, som de nyudnævnte klimaforkæmpere har lanceret (1), og udgøre grundlaget for fuldstændig flerniveaustyring af klimatiltag, som det også anføres i Europa-Parlamentets beslutning.

6.

Regioner og byer har som de største bidragydere til Lima-Paris-handlingsdagsordenen og Nazca allerede vist omfanget af deres engagement i at bekæmpe klimaændringer og deres potentiale til en øget indsats. Frivillige initiativer som EU's borgmesterpagt og aftalememorandummet Under 2o er af særlig merværdi, da de forsyner Lima-Paris-handlingsdagsordenen og Nazca med kvantitative data og demonstrerer et større ambitionsniveau end nationale lovgivere. Disse initiativers bidrag til at fremkalde handling på alle niveauer bør anerkendes og tilskyndes af subnationale og nationale regeringer såvel som mellemstatslige organisationer. Deres indsats bør tages med i betragtning og inkluderes i de respektive nationalt bestemte bidrag, ligesom det allerede er tilfældet i f.eks. Mexico. Andre initiativer og mekanismer om overvågning og indberetning for at måle emissionsnedbringelsen og evaluere modvirknings- og tilpasningspolitikker bør ligeledes fremmes.

7.

Bedre integrering af regioner og byer i UNFCCC-processen er også nødvendig og vil gøre det muligt rettidigt at kanalisere lokal feedback tilbage til FN-niveauet. Landene vil i så fald have adgang til de bedste oplysninger, og det vil sætte dem i stand til at træffe omkostningseffektive beslutninger, som kan omsættes i praksis af regioner og byer. Det er derfor nødvendigt at etablere en permanent og direkte dialog mellem de forskellige niveauer, som begynder på det lokale og regionale plan.

8.

Foranstaltningerne til at styrke denne dialog omfatter:

9.

Efter COP21 har Kommissionen og Rådet holdt stadig mere kontakt til RU for at integrere en lokal tilgang til EU-lovgivningen bedre, navnlig gennem EU's dagsorden for byerne. Endvidere bakker køreplanen for gennemførelsen af Parisaftalen i EU fuldt ud op om princippet om flerniveaustyring.

10.

Kommissionen har også igangsat forlængelsen og styrkelsen af EU's borgmesterpagt. Den omfatter nu en tilpasningsdel og er tillige ved at blive udviklet i forskellige dele af verden.

11.

Fra RU's perspektiv er det af afgørende betydning at bygge videre på denne anerkendelse og sikre en balanceret tilgang, som anerkender både regionernes og byernes tydelige bidrag i denne sammenhæng.

12.

RU vil gerne fremhæve, at princippet om flerniveaustyring er inkluderende og omkostningseffektivt, fordi det gør det muligt for alle myndighedsniveauer at koordinere deres indsats og dermed maksimere deres muligheder for at handle.

13.

Regionerne spiller en central rolle i at skabe forudsætningerne for bypolitikkerne inden for et større område og forbinde dem med andre politikker såsom skovbrug, grønne og blå infrastrukturer, territorial samhørighed og landbrug. Denne funktion, som regionerne varetager, er særlig vigtig i EU, hvor de territoriale områder består af små og mellemstore byer, som ofte har begrænsede ressourcer og begrænset kapacitet til at handle. Regionerne hjælper med at undgå bekosteligt dobbeltarbejde og sikre en bred samhørighed mellem byområder og ikkebyområder.

14.

EU's borgmesterpagt omfatter eksempelvis mange regioner som regionale koordinatorer. Disse kan på samme tid sætte adskillige byer i stand til at tilslutte sig pagten.

15.

RU gør derfor opmærksom på regionernes afgørende rolle i medlemsstaterne i forbindelse med at styre denne form for vertikal koordinering mellem alle myndighedsniveauer.

16.

I Italien har regionerne for eksempel oprettet et interregionalt nævn for klimatilpasning. I nævnet deltager den nationale regering og alle regioner. Det sikrer, at Italiens strategi for tilpasning, som blev udviklet på baggrund af EU's strategi for tilpasning til klimaændringer, vil blive gennemført på regionalt plan.

Regionerne er til gengæld ligeledes ansvarlige for at hjælpe byer med at udarbejde lokale tilpasningsplaner inden for deres områder i overensstemmelse dermed.

17.

På baggrund af dette eksempel opfordrer RU EU's regioner til at vise lederskab i forbindelse med anvendelsen af EU's og de nationale klimastrategier og i forbindelse med fremme af ændringer på lokalt plan. Udvalget opfordrer ligeledes Kommissionen og medlemsstaterne til at indføje denne rolle i deres definition af inkluderende forvaltning af klima og energi i deres strategi for gennemførelse af Parisaftalen og herunder tage behørigt hensyn til de »regionale koordinatorers« rolle inden for rammerne af borgmesterpagten, når nye støtteredskaber udformes til dem, som har tilsluttet sig pagten.

18.

Udover vertikal koordinering anser RU det for nødvendigt at udvide den horisontale koordinering mellem forskellige politikker. Inddragelse af klimaspørgsmål i alle politikker vil skabe mange sidegevinster såsom højere livskvalitet og lokale jobs til de lokale befolkninger. Det vil også skabe synergier og mindske udgifterne til foranstaltninger. Det anslås f.eks., at EU's pakke om cirkulær økonomi kan medvirke til at reducere drivhusgasemissionerne med 2-4 % årligt, (2) hvis den implementeres rigtigt. RU opfordrer derfor COP22 til at beskæftige sig med den afgørende rolle, som en reduktion af råstofudnyttelsen og bæredygtig vandforvaltningen spiller for at bekæmpe klimaændringerne.

19.

RU opfordrer derfor regionerne og byerne til at fremme tværgående administrativt samarbejde. Man kan i den forbindelse pege på den succesfulde model i det tværgående administrative udvalg om bæredygtig udvikling i Espoo i Finland. Ikke mindst takket været denne integrerede tilgang er Espoo for nylig blevet rangeret som den mest bæredygtige by i EU ifølge et studie bestilt af det nederlandske formandskab for EU.

20.

I tillæg til horisontalt samarbejde på lokalt og regionalt plan bør silotænkning undgås, når EU's støtteforanstaltninger, der er tilgængelige for regionerne og byerne, udformes. Med henblik herpå ser RU frem til den kvikskranke, som Kommissionen har bebudet i sin meddelelse »Vejen fra Paris«, og understreger også betydningen af denne tjeneste for at imødekomme regionernes behov.

21.

I tiden op til og efter COP22 vil RU støtte Kommissionen og Rådet i disses bestræbelser for i tæt samarbejde med Parlamentet at få et vellykket resultat ud af gennemførelsen af aftalen.

22.

RU bør have som mål at blive en CO2-neutral institution og vil i bestræbelserne herfor samarbejde med de øvrige EU-institutioner, først og fremmest Europa-Parlamentet.

23.

Inden for EU gør RU et stort arbejde for at informere regioner og byer om deres centrale rolle i forbindelse med en forstærket klimaindsats og om alle de mekanismer, der understøtter en bottom-up-indsats.

24.

RU er en stærk tilhænger af EU's borgmesterpagt og opfordrer derfor sine medlemmer til at deltage i initiativet. Det har desuden i RU etableret en gruppe af ambassadører for pagten, som skal fremme initiativet i deres respektive lande.

25.

RU vil derfor føre an som et godt eksempel. Det deltager i fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) og forpligter sig til at fortsætte sin indsats i fællesskab med administrationen og sine medlemmer for at nedbringe sin CO2-udledning og mindske sit forbrug af fossile brændstoffer. Med henblik herpå vil det undersøge, hvordan man kan opveje de uundgåelige drivhusgasudledninger, der forårsages af dets medlemmers og personales rejser. Dette indebærer en beregning af RU's CO2-fodaftryk, inkl. alle rejser og eksterne møder. Drivhusgasudledningen bør udlignes gennem finansiering af bæredygtige projekter i EU. Nye teknologier som videokonferencer bør i højere grad tages i brug, herunder til møder i RU's underudvalg.

26.

I den hensigt at blive papirløs bør RU følge Europa-Parlamentets eksempel og ophøre med at udskrive dossierer til plenarforsamlinger og underudvalgsmøder, medmindre medlemmer specifikt anmoder herom, eller der er andre tvingende grunde til at anvende udskrevne dokumenter.

27.

Uden for EU's grænser vil RU koordinere sit arbejde med GD for Klima, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og medlemsstaterne inden for rammerne af Netværket for Grønt Diplomati med henblik på at støtte gennemførelsen af de allerede afgivne løfter fra tredjelande og tilskynde dem til at give nye tilsagn, der ligner tilsagnene fra Den Europæiske Union.

28.

Navnlig vil udvalget anvende sine strukturer såsom Den Regionale og Lokale Euro-Middelhavsforsamling, konferencen af regionale og lokale myndigheder i Østpartnerskabet (CORLEAP), taskforcen vedrørende Ukraine og de blandede rådgivende udvalg samt arbejdsgrupperne med kandidatlande og førkandidatlande for at bibeholde klimapolitik højt på den politiske dagsorden og støtte dens gennemførelse af lokale og regionale myndigheder i hele verden.

29.

RU vil aktivt engagere sig i MEDCOP22, som afholdes i Tanger, for yderligere at bistå byer og regioner i området med at tage ansvar for klima og energi. Udvalget vil især støtte fokus på finansiering og kapacitetsopbygning for de lokale og regionale myndigheder i Euro-Middelhavsområdet og vil formidle disse spørgsmål til EU’s delegation til COP22.

30.

Specifikt vil RU hjælpe med at fremme borgmesterpagten på globalt plan begyndende med Euro-Middelhavs-borgmesterpagten og den østlige borgmesterpagt i 2016.

31.

RU vil ligeledes fortsætte sit engagement i UNFCCC og fremme EU-delegationens ambitiøse holdning til klima og navnlig EU's flerniveaustyringsmodel blandt sine partnere i gruppen for lokale og kommunale myndigheder.

32.

I betragtning af omfanget af påkrævede klimaforanstaltninger skal vi alle ændre de måder, hvorpå vi producerer og forbruger. Som et resultat heraf vil regionerne og byerne have et centralt ansvar for at gå i dialog med borgerne og give dem redskaberne til at spille en aktiv rolle i denne omstilling med henblik på at skabe offentlig accept af disse dybtgående forandringer.

33.

Både regionerne og byerne er centrale aktører i at lette udbredelsen af oplysninger om adfærdsændringer og foranstaltninger til at støtte den individuelle klimaindsats.

34.

Regioner og byer skal ligeledes kortlægge og fjerne flaskehalse, som forhindrer borgerne i at deltage fuldt ud i omstillingen til lavemissions- og modstandsdygtige samfund, ved at koordinere med højere myndighedsniveauer (nationalt, i EU og globalt).

35.

Regionernes og byernes langsigtede partnerskaber med virksomheder, universiteter, lokalsamfund, civilsamfund, NGO'er og skoler er afgørende for at fremme klimaindsatsen.

36.

RU opfordrer derfor regionerne og byerne til fuldt ud at udfylde deres rolle med hensyn til at kæmpe for projekter med flere aktører på regionalt plan, således at der skabes en kultur med bæredygtig udvikling, som vil sætte gang i tiltag på nationalt og europæisk plan. Samtidig understreger udvalget, at behovene og sårbarhederne som følge af klimaændringerne er meget forskellige i de forskellige dele af EU og mellem regioner og byer.

37.

Forskningens rolle i forbindelse med at formulere passende politiske svar på klimaudfordringen er afgørende. Tætte forbindelser med den akademiske verden vil bidrage til en god politikformulering med beslutninger, der er baseret på fornuftige ekspertråd.

RU opfordrer derfor regionerne og byerne til at skabe tætte forbindelser med universiteter og forskningscentre inden for og uden for deres områder og til at støtte tværregionalt samarbejde på disse områder.

38.

En fælles produktion af viden på et tidligt stadie og gensidige analyser mellem beslutningstagere og akademikere vil fremme samarbejdet om afdækningen af problemer samt fælles problemløsning gennem hele forskningsprocessen og den politiske beslutningsproces.

39.

RU bemærker med tilfredshed, at den seneste beslutning fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer om at udarbejde en særlig rapport om byer og klima i 2023 allerede nu vil foranledige øget forskning i byernes betydning med hensyn til at bekæmpe klimaændringer. Det opfordrer Kommissionen til at tage aktivt del i udarbejdelsen af denne rapport og til at inddrage udvalget i processen samt at kæmpe for en territorial vision for klimatiltag på flere niveauer. Navnlig opfordrer RU Kommissionen til at fremme forskning på disse områder med henblik på at bidrage konstruktivt til den særrapport, som vil blive brugt i de fremtidige drøftelser i UNFCCC, navnlig den globale status, som skal vurdere status på gennemførelsen af Parisaftalen inden 2023.

40.

RU støtter inddragelsen af repræsentanter for forskningen i planlægningen og gennemførelsen af modvirknings- og tilpasningspolitikker.

41.

Parisaftalen anerkender den vigtige positive virkning af modvirknings- og tilpasningsforanstaltninger, hvilket er betydningsfuldt.

42.

RU vil udarbejde en særskilt udtalelse, der vil fokusere på gennemgangen af EU's strategi for tilpasning til klimaændringer, der er berammet til 2017. I denne sammenhæng opfordrer udvalget til en robust indsats for at integrere modvirknings- og tilpasningsforanstaltninger samt at inkludere klimatilpasning i alle relevante politikker.

43.

RU påpeger, at byer og regioner bør sættes i stand til at øge deres modstandsdygtighed så hurtigt som muligt på grund af de potentielle negative konsekvenser af klimaændringerne for mennesker og aktiver. RU insisterer dog på, at tilpasningen til klimaændringerne kræver et vertikalt og horisontalt samarbejde, og at regioner og byer også er nødt til at blive forbundet for at kunne tilpasse sig til klimaændringerne.

44.

RU bifalder offentliggørelsen af Kommissionens handlingsplan for Sendairammen for katastrofeforebyggelse 2015-2030, og at modstandsdygtighed over for katastrofer integreres i COP21-aftalen. Forbindelserne mellem etablering af modstandsdygtig infrastruktur og klimatilpasning bør styrkes yderligere for at fremme den tværsektorielle koordinering mellem civilbeskyttelsestjenester og klimatilpasning på alle niveauer.

45.

RU opfordrer til bedre bevidstgørelses- og støttemekanismer med henblik på at udvikle regionalt orienterede nationale tilpasningsstrategier. Deres udvikling til sammenhængende regionale handlingsplaner og ned til det lokale plan bør overvåges nøje, og der bør på EU-niveau fastsættes klare milepæle, som skal nås med passende intervaller.

46.

Spørgsmålet om finansiering og adgang til finansiering er, navnlig for regioner og byer, grundlæggende for gennemførelsen af Parisaftalen.

47.

Selvom der er forskellige finansieringsmuligheder i EU, så støder regionerne og byerne på adskillige vanskeligheder, som forhindrer dem i at få adgang til de støtteforanstaltninger, der findes på EU-niveau, både fra EU-fonde og gennem den Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Efter talrige drøftelser i RU og med forskellige interessenter opfordrer RU Kommissionen, EIB og medlemsstaterne til at fokusere på at udvikle den passende administrative kapacitet i regionerne og byerne, som gør, at de kan udnytte de offentlige og private finansieringsmuligheder, der er tilgængelige på EU-niveau, fuldt ud, navnlig for mindre territoriale enheder.

48.

EU-institutionerne bør ligeledes gøre en særlig indsats for at kommunikere og give oplysninger om disse forskellige muligheder. RU giver tilsagn om at ville støtte Kommissionen og EIB med hensyn til at udvikle de nødvendige målrettede kommunikationsværktøjer.

49.

RU er desuden foruroliget over den potentielt ineffektive brug af strukturfondene i flere medlemsstater. Selvom 20 % af EU's budget er tilegnet klimaindsatsen, anvendes eller verificeres et klimakriterie ikke systematisk i projekter, der er finansieret af strukturfondene, hvilket kan føre til risiko for, at EU-finansieringen anvendes til projekter, der er i strid med EU's klimamål. Kommissionen og medlemsstaterne bør være særligt opmærksomme og undersøge disse spørgsmål og træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger under hensyntagen til princippet om teknologineutralitet og medlemsstaternes ret til at vælge mellem forskellige energikilder.

50.

RU opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres tilsagn om at udfase miljøskadelige subsidier. Det mener endvidere, at den igangværende reform af emissionshandelssystemet bør føre til fastsættelse af en rimelig kulstofpris, som ikke vil skade medlemsstaternes konkurrenceevne, og en mekanisme, der gør det muligt for regionerne at støtte bestræbelserne på at mindske drivhusgasemissionerne. RU vil gerne henlede Kommissionens og Rådets opmærksomhed på det vellykkede eksempel med CO2-markedet, der er oprettet mellem Californien og Quebec. Flere milliarder dollars geninvesteres nu i den lokale økonomi for at støtte virksomheder, byer og borgere i omstillingen til lavemissionsøkonomier. RU opfordrer EU til at lade sig inspirere af dette eksempel i forbindelse med tildelingen af kvoter. Det opfordrer desuden medlemsstaterne til at gøre det muligt for regionerne at spille en aktiv rolle i emissionshandelssystemet, først og fremmest ved at forvalte en del af auktionsindtægterne og geninvestere dem i bæredygtige projekter.

51.

EU er også nødt til at gennemgå sin egen lovgivning, så det bliver lettere at investere i vedvarende energi. Et eksempel er, at en lavere beskatning på biobrændsel i dag anses for at være statsstøtte, som kun kan gives som en undtagelse i en begrænset periode, hvilket fører til usikre investeringsvilkår og administrative byrder for producenter og leverandører af vedvarende brændstoffer.

I betragtning af den store finansiering, som der er behov for, vil regionerne og byerne være nødt til at tiltrække både offentlig og privat finansiering. Der er stadig et stort uudnyttet potentiale for virksomheder i de sektorer, der er berørt af gennemførelsen af Parisaftalen.

52.

RU opfordrer derfor regionerne og byerne til at støtte en mentalitetsændring fra »støtte til« til »finansiering af« levedygtige forretningsplaner for bæredygtig udvikling.

53.

Med henblik herpå skal dialogen mellem den offentlige og private sektor udbygges. Endvidere bør regionerne og byerne samarbejde bredere med EIB og banksektoren med henblik på at øge deres viden om innovative finansieringsmekanismer for lavemissionsprojekter og modstandsdygtige projekter.

I denne sammenhæng insisterer RU på, at lovgivningsmæssig sikkerhed og forudsigelighed må være centrale forudsætninger for, at sådanne projekter bliver til en realitet. RU betoner endvidere vigtigheden af at udveksle god praksis for integration af bæredygtighedskriterier i den finansielle sektor. Finansielle produkter bør evalueres og mærkes i forhold til deres sårbarhed over for klimarelaterede risici og deres bidrag til omstillingen til en lavemissionsøkonomi for at give offentlige og private investorer nogle retningslinjer.