6.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 86/10

—

der henviser til FN-topmødet om bæredygtig udvikling og slutdokumentet, som er vedtaget af Generalforsamlingen den 25. september 2015, med titlen »Transforming our world: the 2030 Agenda for Sustainable Development«, især udviklingsmål 2 i de bæredygtige udviklingsmål, som slutdokumentet fremsætter, nemlig at udrydde sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug (1),

—

der henviser til Paris-aftalen, som partdeltagerne i FN's konvention om klimaændringer vedtog den 12. december 2015 (2),

—

der henviser til »Comprehensive Africa Agriculture Development Programme« (CAADP), som er vedtaget af Den Afrikanske Union (AU) i 2002 (3),

—

der henviser til erklæringen fra topmødet mellem AU's statsoverhoveder i Maputo (Mozambique) i 2003, hvor AU's regeringer indgik en aftale om at investere mere end 10 % af deres samlede nationale bevillinger i landbrugssektoren (4),

—

der henviser til AU's forsamling af stats- og regeringschefer i juli 2012, som erklærede året 2014 for »Year of Agriculture and Food Security in Africa« (5) (det afrikanske år for landbrug og fødevaresikkerhed), for at markere 10-årsdagen for vedtagelsen af CAADP,

—

der henviser til erklæringen om »Accelerated Agricultural Growth and Transformation for Shared Prosperity and Improved Livelihoods«, vedtaget den 27. juni 2014 på topmødet for AU's statsoverhoveder, der blev afholdt i Malabo (Ækvatorialguinea), hvor AU's regeringer indgik en aftale om at tildele mindst 10 % af de offentlige bevillinger til landbruget (6),

—

der henviser til »L'Aquila Food Security Initiative« på G8 i Aquila 2009 (7),

—

der henviser til »Framework and Guidelines on Land Policy in Africa« (F&G), som blev vedtaget af den fælles konference mellem ministrene for landbrug, jordanliggender og husdyr, der fandt sted i april 2009 i Addis Abeba (Etiopien) (8), samt erklæringen »Land Issues and Challenges in Africa« (9), som blev vedtaget på topmødet mellem AU's statsoverhoveder i Sirte (Libyen) i juli 2009, som understregede nødvendigheden af en effektiv gennemførelse af F&G,

—

der henviser til »Guiding Principles on Large Scale Land Based Investments in Africa«, som blev vedtaget på AU's fælles konference for ministre for landbrug, udvikling af landdistrikterne, fiskeri og akvakultur på mødet i Addis Abeba den 1. og 2. maj 2014 (10),

—

der henviser til erklæringen fra de afrikanske civilsamfundsorganisationer »Modernising African agriculture — Who benefits?« fra maj 2013 (11),

—

der henviser til Djimini-erklæringen fra de mindre vestafrikanske landbrugeres organisationer af 13. marts 2014 (12),

—

der henviser til FAO's »Voluntary Guidelines to support the progressive realisation of the right to adequate food in the context of national food security« fra 2004 (13),

—

der henviser til rapporten fra International Assessment of Agricultural Science and Technology for Development (IAASTD), »Agriculture at a crossroads« fra 2009 (14),

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 (15),

—

der henviser til konventionen fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW) (16),

—

der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder fra 1987 (17),

—

der henviser til FN's erklæring af 2007 om oprindelige folks rettigheder (18),

—

der henviser til FN's »Basic Principles and Guidelines on development-based evictions and displacements« fra 2007 (19),

—

der henviser til »Guiding Principles on Business and Human Rights«, underskrevet af FN's Menneskerettighedsråd i 2011 (20), samt til OECD's »Guidelines on Multinational Enterprises«, opdateret i 2011 (21),

—

der henviser til Busan-partnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde fra 2011 (22),

—

der henviser til »Voluntary Guidelines on Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests« (VGGT) fra 2012 (23),

—

der henviser til den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder (UPOV-konventionen) fra 1991 (24),

—

der henviser til »International Treaty on Plant Genetic Resources for Food and Agriculture« (ITPGRFA) fra 2011 (25),

—

der henviser til »Convention on Biological Diversity« fra 1992 og den dermed forbundne Cartagena-protokol om biosikkerhed fra 2000 samt Nagoya-protokollen om »Access to Genetic Resources and the Fair and Equitable Sharing of Benefits Arising from their Utilization« fra 2010 (26),

—

der henviser til den afrikanske modellov om biosikkerhed (27),

—

der henviser til resolutionen om jordlovgivning for fødevaresuverænitet, der blev vedtaget af Frankofoniens parlamentariske forsamling den 12. juli 2012 (28),

—

der henviser til beslutningen om de sociale og miljømæssige konsekvenser af pastoralisme i AVS-landene, vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Addis Abeba den 27. november 2013 (29),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en »EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer« (30), der blev vedtaget den 31. marts 2010, og til Rådets konklusioner angående politiske rammer, der blev vedtaget den 10. maj 2010 (31),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 28. maj 2013 om fødevare- og sundhedssikkerhed (32),

—

der henviser til Kommissionens handlingsplan på ernæringsområdet fra juli 2014 (33),

—

der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om en EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer (34),

—

der henviser til sin beslutning af 11. december 2013 om EU's tilgang til styrkelse af resiliens og nedbringelse af katastroferisici i udviklingslande: anvendelse af erfaringer fra fødevaresikkerhedskriser (35),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2014 om betydningen af ejendomsret, besiddelse af ejendom og velstandsskabelse for udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande (36),

—

der henviser til sin beslutning af 12. marts 2015 om »Tanzania, særlig spørgsmålet om land grabbing« (37),

—

der henviser til erklæringen om »the Global Convergence of Land and Water Struggles«, som blev udstedt på det sociale verdensforum i Tunis i marts 2015 (38),

—

der henviser til sin beslutning af 30. april 2015 om verdensudstillingen i Milano 2015: Feeding the Planet, Energy for Life (føde til verden, energi til livet) (39),

—

der henviser til det afrikanske civilsamfunds krav om optagelse af fødevaresuverænitet og retten til mad på dagsordenen ved Tysklands G7-formandskab i juni 2015 (40),

—

der henviser til Milanochartret (41), som blev præsenteret på Expo 2015 med temaet »Feeding the Planet, Energy for Life«, og underskrevet af mere end en million statsoverhoveder, regeringer og privatpersoner, og som opfordrer alle sammenslutninger, virksomheder, nationale og internationale institutioner og privatpersoner til at tage ansvar for at sikre, at fremtidige generationer kan nyde deres ret til fødevarer, og som omfatter bindende tilsagn om at garantere denne ret i hele verden,

—

der henviser til, at FN's Komité for Verdens Fødevaresikkerhed er det rette forum til at nå til enighed om de politiske retningslinjer om dette spørgsmål internationalt, og at det er i dette forum, at alle berørte parter bliver hørt,

—

der henviser til Milan Urban Food Policy Pact af 15. oktober 2015 (42), der blev fremsat af kommunalbestyrelsen i Milano og underskrevet af 113 byer rundt om i verden, og som blev forelagt FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og som illustrerer den vigtige rolle, som byer spiller i udformningen af fødevarepolitikken,

—

der henviser til sin beslutning af 21. januar 2016 om situationen i Etiopien (43),

—

der henviser til den offentlige høring om den nye alliance for fødevarer og ernæringssikkerhed i Afrika (NAFSN), organiseret af Udviklingsudvalget den 1. december 2015 (44),

—

der henviser til professor Olivier de Schutters undersøgelse »New Alliance for Food and Nutrition Security in Africa«, der var bestilt af Udviklingsudvalget og offentliggjort af Generaldirektoratet for Eksterne Politikker i november 2015 (45),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0169/2016),

A.

der henviser til, at den nye alliance for fødevaresikkerhed og ernæring i Afrika (NAFSN) søger at forbedre fødevaresikkerheden og ernæringen ved at hjælpe 50 mio. mennesker i Afrika syd for Sahara ud af fattigdom inden 2020; der henviser til, at de deltagende lande har forhandlet rammer for landesamarbejder, som fastlægger den overordnede forpligtelse til at fremme private investeringer i landbrugssektoren i Afrika;

B.

der henviser til, at investeringer i små landbrug er blevet forsømt i de sidste 30 år i Afrika, mens lavindkomstlandenes afhængighed af fødevareimport er vokset betydeligt og gør dem sårbare over for prisudsving på de internationale markeder;

C.

der henviser til faren for, at store offentlige-private partnerskaber (OPP'er) skaber en dominerende position for store landbrugsselskaber i det afrikanske landbrug, som fortrænger de lokale virksomheder;

D.

der henviser til, at private investeringer under NAFSN er nået op på over 8,2 mio. smålandbrugere og har skabt mere end 21 000 arbejdspladser, hvoraf mere end halvdelen er til kvinder;

E.

der henviser til, at fødevarekrisen i 2008 medførte en generel anerkendelse af behovet for at støtte smålandbrugeres fødevareproduktion til de nationale markeder;

F.

der henviser til, at lanceringen af strukturtilpasningsprogrammerne i 1980'erne bidrog til udviklingen af eksportorienterede landbrug, hvor en øget produktion af salgsafgrøder til det globale marked blev prioriteret; der henviser til, at dette valg begunstigede store, højt kapitaliserede og mekaniserede produktionsformer, mens små landbrug blev relativt forsømt;

G.

der henviser til, at internationale markeder vil blive mere volatile i fremtiden; der henviser til, at lande ikke bør løbe den risiko at være overdrevent afhængige af import, men bør snarere først og fremmest investere i den indenlandske fødevareproduktion med henblik på at opbygge modstandsdygtighed;

H.

der henviser til, at familielandbrug og små landbrugere skal være kernen i NASFN;

I.

der henviser til, at fødevaresikkerheden i udviklingslandene i vidt omfang afhænger af den bæredygtige anvendelse af naturressourcer;

J.

der henviser til, at såkaldte »vækstcentre« sigter mod at tiltrække internationale investorer ved at stille jord til rådighed for store private virksomheder, og at dette ikke må ske på bekostning af familielandbrugere;

K.

der henviser til, at aftalerne om NASFN ikke indeholder nogen konkret indikator for sult og fejlernæring;

L.

der henviser til, at familielandbrug og små landbrugere har vist deres evne til at tilbyde forskelligartede produkter og at øge fødevareproduktionen på bæredygtig vis ved hjælp af miljøvenlige landbrugsmetoder;

M.

der henviser til, at monokulturer øger afhængigheden af kemisk gødning og pesticider, fører til massiv jordforringelse og medvirker til klimaændringer;

N.

der henviser til, at landbruget tegner sig for mindst 14 % af de samlede årlige drivhusgasemissioner, hovedsagelig på grund af anvendelsen af kvælstofgødning;

O.

der henviser til, at der findes forskellige former for jordbesiddelse (sædvaneret, offentlig og privat), mens NAFSN næsten udelukkende refererer til tinglysning for at løse problemet med sædvaneret;

P.

der henviser til, at 70 % af verdens befolkning i 2050 vil bo i byer, og en samlet global og lokal tilgang til ernæring vil være mere nødvendig end nogensinde før;

Q.

der henviser til, at tinglysning af jord ikke er den eneste garanti mod ekspropriation af jord og genbosættelse;

R.

der henviser til, at køn er en meget vigtig dimension i de investeringer, der foretages i landbruget i Afrika; der henviser til, at kvinder i landdistrikterne længe har været udsat for forskelsbehandling for så vidt angår adgangen til en række produktive ressourcer, herunder jord, kredit, rå- og hjælpestoffer samt tjenesteydelser;

S.

der henviser til, at støtten til landbrug indtil for nylig blev koncentreret om eksportafgrøder, som blev forvaltet af mænd, mens kvinder i stort omfang fik overladt opgaven med at producere fødevarer til familiens opretholdelse;

T.

der henviser til, at FAO anslår, at ca. 75 % af planters genetiske mangfoldighed er gået tabt på verdensplan; der henviser til, at omfattende genetisk erosion øger vores sårbarhed over for klimaændringer og fremkomsten af nye skadegørere og sygdomme;

U.

der henviser til, at kontrol og ejerskab af frø samt frøs prisoverkommelighed spiller en afgørende rolle for fattige landbrugeres robuste fødevaresikkerhed;

V.

der henviser til, at familielandbrugeres ret til at formere, bruge, udveksle og sælge deres egne frø bør beskyttes;

W.

der henviser til, at forbedringer af ernæringsmanglerne i Afrika er et nøglepunkt på dagsordenen for bæredygtig udvikling; der henviser til, at dårlig ernæring hidrører fra en lang række indbyrdes forbundne processer, bl.a. vedrørende sundhedspleje, uddannelse, sanitet og hygiejne, adgang til ressourcer samt styrkelse af kvinders indflydelse og status;

X.

der henviser til, at de forpligtelser, der er indgået inden for rammen for landesamarbejde om reguleringsmæssige reformer inden for såsædsbranchen sigter mod at styrke planteforædleres rettigheder på bekostning af landmændenes nuværende frøsystemer, som de fattigste landmænd stadig i vid udstrækning er afhængige af;

1.

bemærker, at flere rammer for landesamarbejde fokuserer på udviklingen af særlige økonomiske områder med sigte på en maksimering af investeringerne gennem initiativer, som rækker fra vej- eller energiinfrastruktur til beskatning, told eller jordbesiddelsesforhold; understreger også behovet for at forbedre og sikre fokus på adgang til vand, undervisning i forbedret ernæring og deling af bedste praksis-strategier;

2.

konstaterer, at landbrugsinvesteringspolitikkerne er tilbøjelige til at fokusere på storstilet jordopkøb og eksportrettet landbrug, som normalt er uafhængigt af de lokale økonomier; bemærker, at udviklingen af omfattende kunstvanding på NAFSN's målrettede geografiske investeringsområder kan mindske adgangen til vand for andre brugere såsom små landbrugere eller kvægnomader; understreger, at under disse omstændigheder skal overdimensionerede offentlig-private projekters evne til at bidrage til fattigdomsreduktion og fødevaresikkerhed vurderes kritisk og forbedres; understreger, at politikkerne for investering i landbrug bør være knyttet til og bør støtte udviklingen af den lokale økonomi, herunder små landbrugsbedrifter og familielandbrug; minder om, at FAO's retningslinjer om jordbesiddelse anbefaler sikker adgang til jord for at give familierne mulighed for at producere fødevarer til eget forbrug og at øge husstandsindkomsten; understreger behovet for at basere storstilede jordbaserede investeringer i Afrika på disse retningslinjer og således sikre husmandsbrugs og lokalbefolkningernes adgang til jord, fremme af lokale SMV'ers investeringer samt sikre, at OPP'erne bidrager til fødevaresikkerheden, og at fattigdom og ulighed reduceres;

3.

påpeger, at beslutningsprocessen inden for samarbejdsrammerne ikke har inddraget alle relevante aktører, men snarere har udelukket bl.a. lokalsamfund i landdistrikterne, landbrugsmedhjælpere, små landbrugere, fiskere og oprindelige folk og ignoreret deres ret til at deltage;

4.

beklager, at afrikanske civilsamfundsorganisationer ikke er blevet hørt i forbindelse med lanceringen af NAFSN; understreger, at hungertruede befolkningsgruppers deltagelse i de politikker, der berører dem, bør være hjørnestenen i alle politikker vedrørende fødevaresikkerhed;

5.

påpeger, at NAFSN har afgivet et tilsagn om at fremme inklusiv, landbrugsbaseret vækst, som støtter små landbrug og bidrager til at reducere fattigdom, sult og underernæring; understreger i denne sammenhæng, at NAFSN i størst mulige omfang skal begrænse anvendelsen af kunstgødning og pesticider med tanke på de sundheds- og miljømæssige konsekvenser for lokalsamfundene, såsom tab af biodiversitet og jorderosion;

6.

stiller sig kritisk over for den antagelse, at virksomhedernes investeringer i landbruget automatisk forbedrer fødevaresikkerhed og ernæring og mindsker fattigdommen;

7.

noterer sig G20-rapporten fra 2011, hvori det understreges, at skattedrevne investeringer kan vise sig at være midlertidige; minder om, at det af talrige undersøgelser af investorernes motivationer fremgår, at særlige skatteincitamenter har en neutral eller negativ indvirkning på deres beslutninger om at investere (46);

8.

bemærker, at skatteincitamenter, herunder fritagelse fra selskabsskat i særlige økonomiske områder, fratager de afrikanske stater skatteindtægter, som kunne have været en kilde til meget væsentlige offentlige investeringer i landbruget, navnlig i programmer for fødevaresikkerhed og ernæring (47);

9.

opfordrer regeringer og donorer til at suspendere eller revidere alle politikker og projekter og al konsulentbistand, der direkte fremmer og letter land grabbing gennem støtte til yderst skadelige projekter og investeringer eller indirekte øger presset på jord og naturressourcer og kan medføre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; opfordrer til, at der i stedet gives støtte til politikker, som beskytter og prioriterer mindre fødevareproducenter, især kvinder, og fremmer bæredygtig anvendelse af jorden;

10.

advarer mod at gentage modellen fra 1960'ernes asiatiske »grønne revolution« i Afrika og sidde dens negative sociale og miljømæssige konsekvenser overhørig; påpeger, at de bæredygtige udviklingsmål inkluderer målsætningen om at fremme bæredygtigt landbrug, som skal være opfyldt i 2030;

11.

bemærker med bekymring, at NAFSN i Malawi fremmer udvidelsen af tobaksproduktionen i stedet for at støtte alternative indkomstmuligheder i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til Verdenssundhedsorganisationens rammekonvention om tobakskontrol (FCTC) fra 2005 og de tilsagn, der afgives i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling;

12.

opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til at stræbe mod at omdanne NAFSN til et reelt redskab til bæredygtig udvikling og et instrument til støtte for familielandbrug og lokale økonomier i Afrika syd for Sahara og erindrer om, at familielandbrugere og småbønder producerer omkring 80 % af verdens føde og repræsenterer over 60 % af beskæftigelsen i Afrika syd for Sahara;

13.

bemærker med bekymring, at rammerne for landesamarbejder kun henviser selektivt til de internationale standarder, der definerer ansvarlig investering i landbrug, og at de hverken henviser til FAO's vejledende retningslinjer fra 2004 til støtte for den gradvise opfyldelse af retten til tilstrækkelig ernæring i forbindelse med den nationale fødevaresikkerhed (»Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security«) eller nogen forpligtelser for private investorer til at respektere menneskerettighederne;

14.

opfordrer EU og medlemsstaterne, som tilsammen er den største donor af udviklingsbistand i verden, til:

15.

opfordrer de deltagende lande til:

16.

henleder opmærksomheden på den forpligtelse, der påhviler parterne i NAFSN til at inkorporere FAO's »Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security«, og opfordrer parterne i NAFSN til at forpligte sig til at gennemføre internationale standarder, som definerer ansvarlig investering i landbrug, og at overholde »Guiding Principles on Business and Human Rights« og OECD's »Guidelines on Multinational Enterprises«;

17.

understreger, at NAFSN er nødt til at optrappe god regeringsførelse hvad angår naturlige ressourcer, navnlig ved at sikre, at folk har adgang til deres egne ressourcer og ved at beskytte deres rettigheder i forbindelse med kontrakter vedrørende handler om naturressourcer;

18.

opfordrer EU til at arbejde sammen med FN om at få alle lande til, på et bindende grundlag, at vedtage Milanochartret og de forpligtelser, det indeholder;

19.

understreger, hvor vigtig vandregulering og bekæmpelse af klimaændringer er for et bæredygtigt landbrug; opfordrer alle NAFSN-partnere til at fokusere på forbedring af adgangen til vand og af teknikker, der indebærer kunstvanding og intensivering af miljøbeskyttelse og bevaring af jordbunden;

20.

opfordrer EU til at arbejde sammen med FN om vedtagelse og formidling af Milan Urban Food Policy Pact;

21.

opfordrer de deltagende lande til at forpligte sig til at gennemføre internationale standarder, som regulerer investeringer med en menneskerettighedsbaseret tilgang, der indarbejder AU's »Framework and Guidelines on Land Policy in Africa« og dens »Guiding Principles on Large Scale Based Investments in Africa«;

22.

opfordrer til, at alle hensigtserklæringer inden for rammerne for landesamarbejder offentliggøres i deres fulde ordlyd; fremhæver behovet for en stærk institutionel og juridisk ramme for at sikre en fair fordeling af risici og fordele; understreger, at civilsamfundets aktive deltagelse i NAFSN er afgørende for at øge gennemsigtigheden og sikre, at dets målsætninger er opfyldt; påpeger, at dialog og samråd med alle civilsamfundets grupper skal fremmes;

23.

beklager, at den eneste indikator, der er fælles for de ti samarbejdsrammer inden for NAFSN, er Verdensbankens 'Doing Business'-indeks;

24.

fremhæver, at private virksomheder involveret i multilaterale udviklingsinitiativer bør stilles til ansvar for deres handlinger; opfordrer parterne i NAFSN til i dette øjemed at forelægge årlige rapporter om de foranstaltninger, der træffes i NAFSN og til at offentliggøre rapporterne og gøre dem tilgængelige for lokalbefolkningen og lokalsamfundene og til at oprette en uafhængig ansvarlighedsmekanisme, herunder en klagemekanisme for lokalbefolkningen og lokalsamfundene; understreger ligeledes, at NAFSN-investeringer, der påvirker jordrettigheder, skal være genstand for en uafhængig forudgående konsekvensanalyse vedrørende jordrettigheder og være i overensstemmelse med FAO's vejledende retningslinjer for ansvarlig forvaltning af jordbesiddelse, fiskeri og skove;

25.

bemærker, at multinationale selskaber, der driver virksomhed i henhold til NAFSN, foretrækker store kontraktlandbrug, hvilket medfører en risiko for, at mindre producenter marginaliseres; opfordrer de ti afrikanske stater, der deltager i NAFSN, til at sikre, at kontraktlandbrug gavner både købere og lokale leverandører; finder det derfor afgørende at styrke f.eks. landbrugsorganisationerne med henblik på at forbedre landbrugernes forhandlingsposition;

26.

fremhæver, at den private sektor allerede står bag 90 % af arbejdspladserne i partnerlandene, og at potentialet for den private sektors deltagelse er ubestridt, da private virksomheder er velegnede til at skabe et bæredygtigt grundlag for mobilisering af indenlandske ressourcer, som udgør grundlaget for ethvert bistandsprogram; understreger betydningen af en gennemsigtig lovgivningsmæssig ramme, som klart fastlægger rettigheder og forpligtelser for alle aktører, herunder fattige landbrugere og sårbare grupper, idet der uden en sådan ramme ikke kan sikres en effektiv beskyttelse af disse rettigheder;

27.

opfordrer til, at rammerne for landesamarbejder revideres, så risikoen for kontraktlandbrug og outgrower-modeller for mindre producenter imødegås ved at sikre rimelige kontraktvilkår, herunder prisordninger, respekt for kvinders rettigheder, støtte til bæredygtigt landbrug og passende tvistbilæggelsesordninger;

28.

advarer om, at ensidigt fokus på jordtinglysning ofte fører til usikkerhed for mindre fødevareproducenter og oprindelige folk, især kvinder, som ikke har juridisk kendskab til deres rettigheder til jord og er sårbare over for urimelige jordhandler, ekspropriation uden tilsagn eller rimelig modsvarende godtgørelse;

29.

understreger behovet for at have mindre fødevareproducenter i ledende stillinger, så deres egne uafhængige organisationer kan støtte dem i at kontrollere deres jord, naturressourcer og programmer;

30.

bemærker med bekymring, at investorer og lokale eliter, som er involverede i jordhandlerne, ofte beskriver de områder, der handles, som »tomme«, »nedlagte« eller »underudnyttede«, om end meget få landområder i Afrika virkelig er uudnyttet med tanke på f.eks. forekomsten af hyrdeaktiviteter;

31.

fremhæver, at 1,2 mia. mennesker stadig lever enten uden permanent adgang til jord eller også bor de på jord, som de ikke har nogen formelle krav på, uden skøde, uden landmålinger, der afgrænser deres jord, og uden retlige eller finansielle midler til at kapitalisere deres ejendom;

32.

glæder sig over medtagelsen i alle landesamarbejdsrammer af VGGT fra 2012; opfordrer til effektiv gennemførelse og systematisk evaluering af overholdelsen af VGGT og rammerne for de bæredygtige udviklingsmål i forbindelse med revisionsprocesserne for landesamarbejdsrammerne;

33.

understreger, at NAFSN bør fokusere på at bekæmpe land grabbing, som udgør en overtrædelse af menneskerettighederne, idet den fratager lokalsamfund den jord, som de er afhængige af til at producere fødevarer og brødføde deres familier; påpeger, at land grabbing i en række udviklingslande har frataget mennesker deres arbejde og deres midler til underhold og tvunget dem til at forlade deres hjem;

34.

opfordrer de deltagende lande til:

35.

minder ligeledes om, at brugsrettigheder, der følger af sædvaneretten, bør anerkendes og beskyttes af et retssystem i overensstemmelse med bestemmelser og afgørelser fra Den Afrikanske Menneskerettighedskommission;

36.

opfordrer til, at NAFSN gøres til genstand for en forudgående konsekvensanalyse vedrørende rettigheder til jord, og at den skal være betinget af fri, forudgående og informeret samtykke fra de berørte lokalbefolkninger;

37.

støtter en robust og innovativ overvågningsmekanisme inden for CFS; opfordrer EU til at opbygge en stærk position i samråd med civilsamfundsorganisationerne for at bidrage til den globale overvågningsbegivenhed under CFS' 43. samling, der skal afholdes i oktober 2016, for at sikre en omfattende og grundig vurdering af anvendelsen af retningslinjerne om jordbesiddelse;

38.

opfordrer regeringerne i de berørte lande til at sikre, at virksomhederne nøje analyserer den indvirkning, som deres aktiviteter har på menneskerettighederne (fornøden omhu) ved at gennemføre og offentliggøre en forudgående vurdering af deres indvirkning på menneskerettighederne samt de sociale og miljømæssige rettigheder og at forbedre og sikre adgang til indenlandske menneskerettighedsklageprocesser, der er uafhængige, gennemsigtige, pålidelige og som giver mulighed for appel;

39.

opfordrer parterne i NAFSN til at oprette uafhængige klagemekanismer for de lokalsamfund, der har fået frataget jord som følge af store investeringsprojekter;

40.

minder om, at bekæmpelse af fejlernæring kræver en tæt sammenkædning af landbrugs-, fødevare- og folkesundhedssektorerne;

41.

minder om nødvendigheden af at gøre alt for at opnå bedre ernæring og fødevaresikkerhed og at bekæmpe sult, hvilket er forankret i udviklingsmål nr. 2; insisterer på bedre støtte til styrkelse af landbrugskooperativer, som er centrale for landbrugsudvikling og fødevaresikkerhed;

42.

bemærker, at stabiliteten er højere og udvandringen lavere, hvis der er fødevaresikkerhed baseret på en sund, levende jordbund og produktive landbrugsøkosystemer, der er modstandsdygtige over for klimaændringer;

43.

understreger, at en velafbalanceret ernæring af høj kvalitet er af afgørende betydning, og at ernæring bør stå i centrum for (gen)opbygningen af fødevaresystemerne;

44.

opfordrer derfor til, at den store afhængighed af importerede fødevarer erstattes med en robust national fødevareproduktion, idet lokale afgrøder, der opfylder ernæringsmæssige krav, prioriteres; bemærker, at dette får stadig større betydning, i takt med at klimaet og markederne bliver mere og mere ustabile;

45.

minder om, at energiindtaget alene ikke kan anvendes til at angive ernæringstilstanden;

46.

understreger, at der er behov for strategier til at mindske fødevarespild i hele fødevarekæden;

47.

understreger behovet for at beskytte biodiversiteten i landbruget; opfordrer EU-medlemsstaterne til at investere i agroøkologiske dyrkningsmetoder i udviklingslandene på linje med konklusionerne i IAASTD, anbefalingerne fra FN's særlige ordfører for retten til fødevarer og de bæredygtige udviklingsmål;

48.

støtter udviklingen af politikker, der fremmer bæredygtige familielandbrug og tilskynder regeringer til at skabe et gunstigt miljø (befordrende politikker, hensigtsmæssig lovgivning, deltagelsesbaseret planlægning for en politisk dialog, investeringer) for udviklingen af familiedrevne landbrug;

49.

opfordrer de afrikanske regeringer til:

50.

understreger, at NAFSN skal føre til, at der oprettes en regionalt tilpasset landbrugsstruktur på det primære stadium og på forarbejdningsstadiet;

51.

opfordrer de afrikanske regeringer til at fremme solidaritet mellem generationerne og at anerkende, at dette spiller en afgørende rolle i bekæmpelsen af fattigdom;

52.

understreger betydningen af at fremme programmer til ernæringsundervisning i skoler og lokalsamfund;

53.

understreger, at retten til vand går hånd i hånd med retten til mad, og at FN's resolution fra 2010 endnu ikke har ført til afgørende skridt for at fastslå retten til vand som værende en menneskerettighed; opfordrer EU til at overveje forslaget fra det italienske udvalg under World Water Contract (CICMA) om en valgfri protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder;

54.

anerkender den vigtige rolle, som adgang til rent drikkevand spiller, og den indvirkning, som landbrug kan have herpå;

55.

anerkender den rolle, som adgang til vand til landbrugsmæssige formål spiller, og de risici, der er forbundet med at være for afhængig af værdifulde vandressourcer til kunstvanding; noterer sig behovet for at reducere ødsle vandingsmetoder og fremhæver den rolle, som vandbevarende landbrugsteknikker kan spille med hensyn til at forhindre evapotranspiration, holde vandet tilbage i en sund, levende jord og hindre, at kilder til drikkevand forurenes;

56.

bemærker, at en bæredygtig forvaltning af jordbunden kan øge verdens fødevareproduktion med op til 58 % (48);

57.

bemærker synergieffekterne mellem jordbunds- og træbaserede tilgange og af betydningen af at tilpasse landbrugsøkosystemerne til klimaændringerne; bemærker navnlig den store efterspørgsel efter brænde; bemærker især, at kvælstofbindende træer har flere anvendelsesmuligheder;

58.

anerkender de særlige behov i tropisk landbrug og landbrug i halvtørre områder, navnlig hvad angår afgrøder, som kræver skygge for solen og jordbundsbeskyttelse, og mener, at tærende monokulturer er forældede, og bemærker også, at de i stigende grad afvikles i NAFSN-donorlandene;

59.

advarer mod overdreven afhængighed af produktionen af nonfood-landbrugsråvarer frem for fødevarer, især råvarer, der anvendes til fremstilling af biobrændsel, i forbindelse med initiativer, der finansieres af NAFSN, idet produktionen af disse råvarer kan have en skadelig indvirkning på fødevaresikkerheden og på fødevaresuveræniteten i de deltagende lande;

60.

bemærker, at landbrugsteknikker, der fremmer den naturlige proces, som f.eks. muldlagsdannelse, vand- og skadedyrsregulering eller lukkede næringsstofkredsløb, kan sikre produktivitet og frugtbarhed på lang sigt med lave omkostninger for landbrugerne og til administration;

61.

bemærker, at landbrugskemikalier både kan anvendes i overdreven grad og anvendes forkert i udviklingslandene, som f.eks. i de lande, der deltager i NAFSN;

62.

bemærker, at dette forværres af analfabetisme og manglen på passende uddannelse og kan medføre alt for høje niveauer af pesticidrester i friske frugter og grøntsager samt forgiftning og andre indvirkninger på menneskers sundhed for landbrugere og deres familier;

63.

minder om, at landbrugernes ret til at producere, udveksle og sælge frø frit danner grundlag for 90 % af levebrødet inden for landbruget i Afrika, og at frødiversitet er af afgørende betydning for at opbygge landbrugets modstandskraft over for klimaændringer; understreger, at virksomhedernes anmodninger om at styrke planteforædlernes rettigheder i overensstemmelse med UPOV-konventionen fra 1991 ikke må medføre, at sådanne uformelle ordninger forbydes;

64.

fremhæver farerne ved deregulering i såsædssektoren i de deltagende lande, hvilket kan føre til, at små landbrug bliver for afhængige af såsæd og plantebeskyttelsesprodukter, der fremstilles af udenlandske virksomheder;

65.

minder om, at TRIPS-bestemmelserne, der opfordrer til en form for beskyttelse af plantesorter, ikke tvinger udviklingslandene til at vedtage UPOV's ordning; understreger, at disse bestemmelser imidlertid gør det muligt for landene at udvikle unikke systemer, som er bedre tilpasset til det enkelte lands karakteristika og til landbrugernes traditionelle frøsystemer, mens de mindst udviklede lande, der er parter i WTO, er fritaget fra at overholde de pågældende bestemmelser i TRIPS-aftalen; understreger, at unikke systemer skal være i overensstemmelse med og må ikke modarbejde målene og forpligtelserne i konventionen om den biologiske mangfoldighed, Nagoyaprotokollen og ITPGRFA;

66.

beklager dybt virksomhedernes opfordring til at harmonisere frølovgivningen på grundlag af principperne om selvstændighed, ensartethed og stabilitet (DUS), i afrikansk sammenhæng via regionale institutioner, hvilket vil lægge hindringer i vejen for udviklingen og væksten i landbrugernes frøsystemer på nationalt og regionalt plan, eftersom sådanne systemer normalt ikke forædler eller bevarer frø, der opfylder DUS-kriterierne;

67.

opfordrer indtrængende G7-medlemsstaterne til at støtte landmandsstyrede frøsystemer via lokale frøbanker;

68.

minder om, at mens kommercielle frøsorter kan forbedre udbyttet på kort sigt, er traditionelle landbrugssorter, landsorter og dertil knyttet viden bedst egnet til tilpasning til specifikke agroøkologiske miljøer og klimaændringer; understreger endvidere, at deres højere ydeevne afhænger af anvendelsen af rå- og hjælpestoffer (gødning, pesticider, hybride frø), som risikerer at fange landbrugerne i en ond cirkel af gæld;

69.

bemærker med bekymring, at indførelsen og spredningen af certificerede frø i Afrika øger småbøndernes afhængighed, gør gældsætning mere sandsynlig og undergraver frødiversiteten;

70.

går ind for at støtte de lokale politikker, der tager sigte på at sikre en ensartet og bæredygtig adgang til en mangfoldig og nærende kost efter principperne om ejerskab og subsidiaritet;

71.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at de forpligtelser for så vidt angår landbrugernes rettigheder, som EU har påtaget sig i medfør af ITPGRFA, afspejles i al teknisk bistand og finansiel støtte til udvikling af frøpolitikker; opfordrer EU til at støtte intellektuelle ejendomsrettighedsforhold, som styrker udviklingen af lokalt tilpassede frøsorter og brugen af landbrugernes egen såsæd;

72.

opfordrer indtrængende G8-medlemsstaterne til ikke at støtte genetisk modificerede afgrøder i Afrika;

73.

påpeger, at den afrikanske modellov om biosikkerhed fastsætter høje kriterier for biosikkerhed; mener, at al assistance fra udenlandske donorer til udvikling af biosikkerhed på nationalt og regionalt niveau bør fastlægges i overensstemmelse hermed;

74.

opfordrer de afrikanske lande til ikke at gennemføre nationale eller regionale biosikkerhedsordninger med lavere standarder end dem, der er fastlagt i Cartagena-protokollen om biosikkerhed;

75.

opfordrer de deltagende lande til at give landbrugerne mulighed for at undgå inputafhængighed og at støtte landbrugernes såsædssystemer med henblik på at bevare og forbedre biodiversiteten i landbruget ved at bevare lokale, offentligt ejede såsædsbanker samt udveksling og løbende udvikling af lokale såsædsarter, specifikt ved at sørge for fleksibilitet med hensyn til såsædskataloger for ikke at udelukke landbrugernes såsædsarter, samtidig med at den fortsatte produktion af traditionelle produkter garanteres;

76.

opfordrer de deltagende lande til at beskytte og fremme adgang til og udveksling af såsæd samt rå- og hjælpestoffer til smålandbrugere, marginaliserede grupper og lokalsamfund i landdistrikterne og at overholde internationale aftaler om, at der ikke er adgang til patentering af liv og biologiske processer, især når hjemmehørende stammer eller arter er involveret;

77.

understreger risikoen for øget marginalisering af kvinder i beslutningstagningen som følge af udviklingen af visse kommercielle afgrøder; bemærker, at landbrugsuddannelse ofte rettes mod mænd og har en tendens til at tilsidesætte kvinder, som dermed udelukkes fra forvaltningen af jord og afgrøder, som de traditionelt har passet;

78.

beklager, at landesamarbejdsrammerne i vidt omfang ikke har formået at kortlægge præcise forpligtelser for så vidt angår kønsrelateret budgettering eller overvågning af fremskridt gennem kønsopdelte data; understreger behovet for at bevæge sig fra abstrakte og generelle forpligtelser til konkrete og præcise forpligtelser i de nationale handlingsplaner til styrkelse af kvinders position som rettighedshavere;

79.

opfordrer indtrængende regeringerne til at afskaffe diskrimination af kvinder med hensyn til adgang til jord og mikrokreditordninger og -tjenester, og til effektivt at inddrage kvinder i udformningen og gennemførelsen af landbrugsforsknings- og udviklingspolitikker;

80.

understreger nødvendigheden af gennemsigtighed for alle finansieringer af virksomheder i den private sektor, og at sådanne finansieringer offentliggøres;

81.

opfordrer donorerne til at tilpasse den officielle udviklingsbistand (ODA) til principperne om effektiv udvikling, fokusere på resultater med sigte på udryddelsen af fattigdom og fremme omfattende partnerskaber, gennemsigtighed og ansvarlighed;

82.

opfordrer donorerne til primært at kanalisere deres støtte til udvikling af landbrug gennem nationale udviklingsfonde, der yder tilskud og lån til små landbrugsbedrifter og familielandbrug;

83.

opfordrer indtrængende donorerne til at støtte uddannelse og teknisk rådgivning til landbrugere;

84.

opfordrer donorerne til at fremme dannelsen af landbrugsorganisationer af faglig og økonomisk art og at støtte oprettelsen af landbrugskooperativer, som gør det muligt at levere økonomisk overkommelige produktionsmidler og hjælpe landbrugerne med at forarbejde og markedsføre deres produkter på en måde, der beskytter rentabiliteten af deres produktion;

85.

mener, at den finansiering, som medlemmerne af G8 har bevilget til NAFSN, strider imod målsætningen om at støtte indenlandske, lokale virksomheder, som ikke kan konkurrere med multinationale selskaber, som allerede nyder godt af en dominerende markedsposition og ofte tildeles forretnings-, told- og skattefordele;

86.

minder om, at formålet med udviklingsbistand er at reducere, og i sidste ende udrydde, fattigdom; mener, at ODA bør fokusere på direkte støtte til små landbrug;

87.

understreger behovet for at sætte skub i offentlige investeringer i afrikansk landbrug, samtidig med at der ydes støtte til private investeringer, og at prioritere investeringer i agroøkologi, så fødevaresikkerhed i væsentligt omfang øges, og fattigdom og sult mindskes, samtidig med at biodiversiteten bevares, og oprindelig viden og innovation respekteres;

88.

understreger, at G7-medlemsstaterne bør garantere de afrikanske lande retten til at beskytte deres landbrugssektorer ved hjælp af told- og skatteordninger, der fremmer familie- og småbrug;

89.

opfordrer EU til at tage fat på alle ovennævnte mangler ved NAFSN, til at handle for at styrke dens gennemsigtighed og styring samt at sikre, at foranstaltninger, der træffes i henhold hertil, er i overensstemmelse med de udviklingspolitiske mål;

90.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og NAFSN-parterne.