12.1.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/89

—

der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særligt artikel 42, stk. 7,

—

der henviser til artikel 2, stk. 4, og artikel 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om EU's bestemmelser om gensidigt forsvar og solidaritet: politiske og operationelle dimensioner (1),

—

der henviser til De Forenede Nationers pagt, særligt bestemmelserne i kapitel VII og artikel 51,

—

der henviser til, at Den Franske Republiks præsident den 16. november 2015 i det franske parlament erklærede, at Frankrig var i krig,

—

der henviser til konklusionerne om forsvar og sikkerhed vedtaget af Det Europæiske Råd den 19.-20. december 2013 og 25.-26. juni 2015,

—

der henviser til resultaterne af mødet i Udenrigsrådet (forsvarsministrene) den 17. november 2015,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at der den 13. november 2015 fandt adskillige terrorangreb sted i Paris, som berøvede mindst 130 mennesker fra mere end 26 lande livet, og til, at EU har været udsat for adskillige terrorangreb siden 2004, hvorunder flere hundrede blev dræbt, og flere tusinde blev såret;

B.

der henviser til, at den franske regering officielt påberåbte sig bestemmelsen om gensidigt forsvar under artikel 42, stk. 7, i TEU efter terrorangrebene i Paris den 13. november 2015;

C.

der henviser til, at solidaritet, hjælp og gensidig bistand mellem medlemsstaterne, herunder gennem anvendelse af EU-midler, er en del af Den Europæiske Unions grundlæggende værdier;

D.

der henviser til, at EU-medlemsstaterne som følge af Frankrigs påberåbelse af bestemmelsen om gensidigt forsvar er forpligtet til at yde al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen, i overensstemmelse med artikel 51 i FN-pagten; der fremhæver, at forebyggelse af konflikter og angreb er at foretrække frem for håndtering af deres konsekvenser;

E.

der henviser til, at bekæmpelse af international terrorisme betragtes som en prioritet for EU, og at efterlevelse af solidaritetsprincippet kræver handling såvel hjemme som ude; der henviser til, at de interne og eksterne dimensioner af EU's sikkerhed nødvendigvis er tæt forbundne; der henviser til, at der er behov for en fælles EU-strategi;

F.

der henviser til, at den sikkerheds- og forsvarsstruktur, der er hjemmel til i traktaterne, endnu ikke er fuldt gennemført; der henviser til, at medlemsstaterne er ansvarlige for at opnå fremskridt på området sikkerhed og forsvar i Unionen;

G.

der henviser til, at EU bør styrke sit samarbejde med Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) med henblik på at gøre den sikkerheds- og forsvarspolitik, der er skabt inden for hver af de to sæt rammer, mere kompatibel, navnlig når en medlemsstat bliver offer for væbnet aggression på sit territorium, hvilket inkluderer terrorangreb;

H.

der henviser til, at EU's institutioner bør blive mere aktive inden for sikkerheds- og forsvarspolitik og fremme gennemførelsen af alle bestemmelser om sikkerheds- og forsvarspolitik i traktaterne, herunder dem, der omhandler NATO's særlige rolle i europæisk og transatlantisk sikkerhed og forsvar; der henviser til, at EU-institutionerne bør støtte alle medlemsstaterne i deres bestræbelser på at gennemføre disse bestemmelser fuldt ud;

I.

der henviser til, at artikel 42, stk. 6, i TEU om et permanent struktureret samarbejde blandt de medlemsstater, som ønsker at arbejde tættere sammen, bør aktiveres;

J.

der henviser til, at EU har lagt sig fast på en terrorbekæmpelsesstrategi, som bygger både på fællesskabsinstrumenter og mellemstatslige aktiver inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP); der henviser til, at denne strategi indebærer, at EU's aktioner skal organiseres i forhold til fire målsætninger: forebyggelse, beskyttelse, forfølgelse og reaktion;

K.

der henviser til, at EU's svar på terrorisme indbefatter fremme af demokrati, dialog og god forvaltningsskik med henblik på at bekæmpe de underliggende årsager til voldelig ekstremisme;

1.

fordømmer på det kraftigste de forfærdende terrorangreb, der er begået af Daesh; udtrykker sin dybeste medfølelse og solidaritet med alle ofrene for terrorangreb og deres familier;

2.

anerkender og bifalder den enstemmige støtte, som alle EU-medlemsstater har givet til Frankrig; påskønner alle medlemsstaternes beredvillighed til at yde al den fornødne hjælp og bistand;

3.

minder om, at det var første gang, bestemmelsen om gensidigt forsvar blev påberåbt; finder, at den aktuelle sag skal fungere som en katalysator for dybtgående politiske drøftelser om den flerdimensionale karakter af Europas sikkerhed og forsvar;

4.

bemærker med tilfredshed de yderligere kapacitetsbidrag, der er stillet til rådighed i kampen mod terrorisme; opfordrer alle medlemsstaterne til at bevare deres ubetingede og vedvarende støtte og til at fastholde deres bidrag så længe som nødvendigt; noterer sig Frankrigs rolle som katalysator i denne fælles indsats og tilskynder de kompetente EU-institutioner til at tilvejebringe og fastholde deres støtte efter behov;

5.

mener, at påberåbelse af fælles forsvars- og solidaritetsbestemmelser under traktaterne først og fremmest er et politisk spørgsmål; understreger, at når disse bestemmelser påberåbes, er såvel Det Europæiske Råd som Europa-Parlamentet det rette forum for den politiske debat;

6.

udtrykker bekymring for, at forvaltning af hjælp og bistand under bestemmelsen om gensidigt forsvar på bilateral basis — som i dette tilfælde — ikke vil være muligt for alle medlemsstater; opfordrer derfor Det Europæiske Råd til at sikre fremdrift i den yderligere udvikling af bestemmelsen om gensidigt forsvar og bygge videre på de relevante EU-institutioners rolle som facilitatorer;

7.

minder om sine opfordringer i tidligere beslutninger til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om at foreslå praktiske foranstaltninger og retningslinjer for at sikre et effektivt svar i tilfælde af, at en medlemsstat påberåber sig bestemmelsen om gensidigt forsvar, samt en undersøgelse af EU-institutionernes rolle, hvis bestemmelsen påberåbes; beklager imidlertid, at der hverken forelå en undersøgelse eller retningslinjer, da bestemmelsen om gensidigt forsvar blev aktiveret for første gang, hvilket har ført til den nuværende situation, hvor det er nødvendigt med ad hoc-foranstaltninger, ad hoc-forvaltning og ad hoc-samarbejde;

8.

mener, at der fortsat er et presserende behov for at få fastlagt praktiske foranstaltninger og retningslinjer for fremtidige aktiveringer af bestemmelsen om gensidigt forsvar; understreger, at der ved udarbejdelsen af disse retningslinjer bør tages højde for erfaringerne fra den første aktivering af artikel 42, stk. 7;

9.

opfordrer Rådet og medlemsstaterne til snarest at udvikle og vedtage en politikramme, som kan bistå gennemførelsen af artikel 42, stk. 7, i TEU, og som indeholder en tidsramme, en revisionsbestemmelse og overvågningsmekanismer; er stærkt overbevist om, at alle nationale, bilaterale og multilaterale aktioner, der følger efter en aktivering af artikel 42, stk. 7, bør meddeles Rådet og offentliggøres samtidig;

10.

bemærker, at solidaritetsbestemmelsen i artikel 222 i TEUF ville gøre det muligt at stille alle relevante EU-midler til rådighed for Frankrig og andre medlemsstater, der er direkte involveret i bekæmpelsen af terrorisme; minder om, at artikel 222 i TEUF specifikt er udformet med henblik på at håndtere følgerne af terrorangreb i Europa og afhjælpe de ringe niveauer med hensyn til samarbejde og koordinering mellem de nationale retshåndhævende myndigheder i Europa;

11.

er overbevist om, at EU — med udgangspunkt i de eksisterende kapaciteter i medlemsstaterne og på EU-plan — har behov for et permanent civil-militært hovedkvarter på strategiske og operationelle niveauer, og at denne struktur bør tildeles ansvar for strategisk og operationel beredskabsplanlægning, herunder med henblik på kollektivt forsvar, som foreskrevet i artikel 42, stk. 7, og artikel 42, stk. 2, i TEU, og fremtidig anvendelse deraf i tæt samarbejde med de relevante NATO-strukturer;

12.

mener, at den aktuelle aktivering af artikel 42, stk. 7, i TEU bør blive katalysator for at frigøre potentialet i alle de sikkerheds- og forsvarsrelaterede traktatbestemmelser, der i fremtiden må komme på tale; minder i denne forbindelse om betydningen af en fuldstændig og korrekt anvendelse af forsvarspakken, herunder direktiv 2009/81/EF om indkøb af forsvarsmateriel og 2009/43/EF om overførsler inden for EU;

13.

opfordrer alle europæiske lande til fortsat at tilbyde enhver støtte i kampen mod terrorisme og til at anlægge en konsekvent tilgang både hjemme og i udlandet;

14.

udtrykker dyb bekymring over, at de personer, der spillede en central rolle i angrebene i Paris, tilsyneladende var statsborgere i EU-lande og var født og boede i EU, og opfordrer derfor til yderligere foranstaltninger med henblik på at kontrollere bevægelser af våben, sprængstoffer og terrormistænkte;

15.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at etablere struktureret informationsdeling og operationelt samarbejde mellem grænseforvaltning, politi og andre retshåndhævende myndigheder samt udveksling af efterretninger ved at forbinde nationale databaser og fuldt ud udnytte de eksisterende rammer, som f.eks. Europols platform for sikker udveksling af oplysninger og efterretninger (SIENA), og ved at udbygge brugen af andre af Europols platforme og tjenester;

16.

fastholder, at det er nødvendigt med en samlet tilgang til antiradikalisering, herunder tiltag på nationalt plan rettet mod unge, forebyggelse af voldelig ekstremisme og bekæmpelse af terrorisme, som fokuserer på at styrke den sociale samhørighed, forebyggelse af kriminalitet, målrettet politi- og sikkerhedsindsats på grundlag af individuel mistanke eller konkrete trusler, som fastslås af mennesker og ikke maskiner; understreger endvidere behovet for at stramme reglerne om erhvervelse og besiddelse af våben, eksportbestemmelserne og kampen mod ulovlig handel med våben;

17.

opfordrer til en fælles EU-udenrigspolitik om fremtiden for Syrien og Mellemøsten generelt i tæt samarbejde alle relevante aktører; mener, at denne politik bør være en integrerende del af EU's fremtidige globale strategi;

18.

mener, at aktivering af bestemmelsen om gensidig bistand er en enestående mulighed for at etablere grundlaget for en stærk og holdbar europæisk forsvarsunion; er af den opfattelse, at EU kun vil være rustet og klar til at imødegå de enorme indre og ydre sikkerhedstrusler og -udfordringer, hvis det råder over en selvstændig sikkerheds- og forsvarskapacitet;

19.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råds formand, Europa-Kommissionens formand, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, generalsekretæren for Den Nordatlantiske Traktats Organisation, De Forende Nationers generalsekretær samt De Forenede Staters præsident og forsvarsminister.