10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/21

Ordfører:

Simo TIAINEN

1.1.

Igennem et halvt århundrede har den fælles landbrugspolitik bidraget til skabelsen af Den Europæiske Union. På nuværende tidspunkt bør en tilbagevenden til de grundlæggende principper være en lejlighed til at udforme en ny langsigtet vision for den fælles landbrugspolitik, der kan være en klar og konkret vejviser for ikke blot landmænd, men også millioner af borgere. Udvalget har gang på gang gjort gældende, at den fremtidige fælles landbrugspolitik bør værne om den europæiske landbrugsmodel, der bygger på principper om fødevaresuverænitet, bæredygtighed og evne til at tilpasse sig EU-borgernes virkelige behov, uanset om de er landmænd, landbrugsmedarbejdere eller forbrugere.

1.2.

EØSU bifalder de indledende drøftelser og overvejelser om den fremtidige fælles landbrugspolitik efter 2020. Målene for den fælles landbrugspolitik, som de uforandret har været fastlagt i traktaten siden 1957, og de nye udfordringer som den fælles landbrugspolitik står over for, har aldrig været mere relevante end nu, og det er uhyre vigtigt, at der foretages en tilbundsgående analyse af den nuværende fælles landbrugspolitik og virkningerne af den tidligere reform. Formålet med denne udtalelse er at fremsætte nogle forslag og deltage i overvejelserne om den fremtidige fælles landbrugspolitik.

1.3.

I betragtning af landbrugspolitikkens komplekse karakter og vanskelighederne med at implementere den seneste reform har landmændene som det allervigtigste brug for politisk stabilitet og en langsigtet vision for landbrugspolitikken. Især i medfør af Lissabontraktaten vil det uvægerligt være nødvendigt med flere år til at reflektere, dele mål, drøfte udfordringerne og finde løsninger. EU-institutionerne bør derfor hurtigt nå til enighed om en forlængelse af den nuværende landbrugspolitik med mindst to år.

1.4.

Unge og nye landbrugere, som ønsker at etablere sig, bør i højere grad kunne støtte sig på den fælles landbrugspolitik ikke kun i form af specifikke værktøjer, men også i form af en reel stabil politik. Landbrugere har således brug for større stabilitet for at kunne foretage investeringer over årtier og påtage sig udfordringen forbundet med generationsskifte.

1.5.

I den fremtidige fælles landbrugspolitik bør der på den ene side tages hensyn til de forskellige landbrugsmodeller og regionale karakteristika og på den anden side de forskellige mål — økonomiske, sociale og miljømæssige — for politikken. Egen fødevareproduktion og eget landbrug er vigtigt og en del af kulturen i hvert eneste land i verden. Den europæiske fødevarepolitik bør baseres på sunde fødevarer af god kvalitet og skabe synergier med den fælles landbrugspolitik. Et af den fælles landbrugspolitiks væsentligste principper bør være at bevare et leve- og bæredygtigt landbrug i alle EU's regioner.

1.6.

Forenkling bør være den primære underliggende prioritet for den næste reform af den fælles landbrugspolitik. Gennemførelsen af politikken skal være mere smidig, og der skal udvikles mere rimelige kontrol- og sanktionssystemer. Det er yderst vigtigt, at landmændene har garanti for rettidige betalinger.

1.7.

Eftersom den fælles landbrugspolitik omfatter direkte intervention på EU-niveau, og udvandingen af fællesskabspræferencen medfører et fald i producentpriserne, skal den fremtidige politik kunne tackle alle de kommende udfordringer, herunder markedsturbulens. Det er derfor nødvendigt at reformere den politiske ramme for at imødegå alle disse nye udfordringer og stille hensigtsmæssige værktøjer til rådighed på europæisk plan.

1.8.

I 2017 vil Kommissionen fremme arbejdet og foretage brede høringer vedrørende forenklingen og moderniseringen af den fælles landbrugspolitik. Det er vigtigt, at det europæiske civilsamfund får en aktiv rolle i denne proces. EØSU bør nedsætte en studiegruppe og bidrage til processen.

2.1.

Landbruget har afgørende betydning for de fremtidige strategiske, økonomiske, miljømæssige og sociale udfordringer. Den fælles landbrugspolitik har været en succeshistorie for Europa, hovedsageligt eftersom gevinsten for de europæiske forbrugere har været sikrere fødevarer til faldende priser i de seneste årtier. På nogle områder står vi imidlertid overfor problemer set i relation til biodiversitet, miljø og landskaber. Et bæredygtigt landbrug, der producerer fødevarer af høj kvalitet, er helt centralt for borgerne og forbrugerne. For at imødekomme disse forventninger er der behov for en fælles landbrugspolitik, som kan garantere sunde og sikre fødevarer, høj kvalitet til en rimelig pris, miljøbeskyttelse, landskabspleje og en dynamisk økonomi i landdistrikter.

2.2.

Når landmænd producerer fødevarer i vores markedsorienterede samfund og således garanterer fødevaresikkerheden, indvirker det på den mængde vand, der er til rådighed, på kvaliteten af vandet og på luft- og jordkvaliteten samt naturens beskaffenhed, og samtidig skaber de arbejdspladser i landdistrikter og bevarer landområderne. Mange af disse biprodukter bør opfattes som offentlige goder.

2.3.

Landbrug og skovbrug er tæt forbundne, da de tegner sig for en meget stor del af arealudnyttelsen i EU. Skovbrug bidrager derfor ofte til leveringen af offentlige goder.

2.4.

Den fælles landbrugspolitik efter 2020 vil først og fremmest blive formet af de udfordringer, som landbruget skal tackle, men også af at den er et EU-anliggende, som er underlagt en særlig reformproces, at den har et særskilt budget og især af, at der skal være en klar vision for politikken for de kommende årtier.

2.5.

Den fælles landbrugspolitik har altid været en af EU's centrale politikker. Overordnet set er den fælles landbrugspolitik i det europæiske civilsamfunds interesse. Derfor er det for EØSU vigtigt at være proaktiv i sine forberedelser til den næste reform af politikken, som skal gælde perioden efter 2020.

3.1.

Bliver den globale demografiske udvikling som forventet, vil omkring 9 milliarder mennesker skulle brødfødes i 2050. Som en følge af de forbedrede levevilkår i adskillige regioner rundt omkring i verden ses en stigning i fødevareefterspørgslen og en kostændring i retning af flere animalske produkter. Disse udviklingstendenser vil betyde, at efterspørgslen efter fødevarer vil være dobbelt så stor i 2050. EU må påtage sig et ansvar for fødevaresikkerheden i verden, men eksporten af europæiske landbrugsprodukter vil imidlertid ikke løse problemet med sult på verdensplan. Det er værd at bemærke, at fødevaresikkerhed bør baseres på bæredygtige lokale fødevaresystemer. Hvert land må tage ansvar for sin egen fødevaresikkerhed, hvilket også anbefales af FAO. EØSU finder det nødvendigt, at EU også koncentrerer sig om overførsel af viden og erfaringsudveksling om, hvordan der på lokalt plan i andre dele af verden kan produceres flere og bedre fødevarer på bæredygtig vis.

3.2.

Samtidig er det forventningen, at fødevareefterspørgslen i Europa vil forblive relativt stabil, men varieret med hensyn til kvalitet, sundhed, etik, oprindelse mv.

3.3.

Der er meget tætte og mange forskellige forbindelser mellem landbrug og miljø i alle regioner. Landbrug og skovbrug er afgørende for bevarelse af naturen, beskyttelse af biodiversiteten, vand- og jordkvaliteten samt mindre forurening.

3.4.

I EU's klima- og energiramme er der fastlagt et mål om at øge andelen af vedvarende energi til mindst 27 % af energiforbruget inden 2030. Denne andel vil blive endnu større i fremtiden. Landbruget og skovbruget kan levere biomasse til opfyldelse af dette mål i en grøn vækstøkonomi, men skal også forbedre deres egen energieffektivitet.

3.5.

Den 20. juli 2016 fremlagde Kommissionen en pakke af lovforslag med detaljerede bestemmelser for EU's klima- og energipolitiske ramme frem mod 2030. Pakken er EU's modvirkningsforanstaltninger over for klimaændringerne i henhold til COP21-aftalen fra december 2015. Land- og skovbruget er en del af løsningen for at nedbringe emissionerne og lagre kulstof i jord eller træ. For at løfte udfordringen forbundet med fødevaresikkerhed og modvirke klimaændringerne vil grøn vækst, en omstilling til økologisk landbrug og en bæredygtig intensivering af en effektiv landbrugsproduktion, være nødvendig. Derudover får klimatilpasning afgørende betydning for fremtidens landbrug.

3.6.

Land- og skovbrug samt alle former for bioøkonomi, der er forbundet hermed, er afgørende for dynamikken i landdistrikter og som støtte for en afbalanceret landdistriktudvikling. De spiller en vigtig rolle hvad angår beskæftigelse, kultur, territorial samhørighed og turisme i landdistrikter overalt i EU. I mange afsidesliggende områder, bjergregioner og ugunstigt stillede områder er affolkning og aldring fortsat den altovervejende demografiske tendens. Offentlige politikker, især den fælles landbrugspolitik, bør bidrage til landbrugets og producenternes bevarelse overalt i EU, herunder i regioner med særlige problemer. Betalinger til bedrifter i landdistrikter med naturbetingede ulemper er afgørende for landdistriktudviklingen. Uden dem ville landbruget i disse områder ikke være rentabelt.

3.7.

Synergier mellem landbrugspolitikkens to søjler er vigtige og bør forstærkes. Den seneste reform har styrket forbindelsen og sammenhængen mellem alle ESI-fondene, hvilket bør fortsættes.

3.8.

EØSU går ind for en udvidet og obligatorisk anvendelse af lokaludvikling styret af lokalsamfundet inden for rammerne af samtlige ESI-fonde med henblik på en afbalanceret udvikling af landdistrikterne. Anvendelsen af lokale aktionsgrupper som lokale partnerskaber med deltagelse af landbrugere til identificering og finansiering af lokale projekter har en positiv indvirkning på befolkningens livskvalitet. Dette muliggør en effektiv bekæmpelse af affolkning og befolkningsaldring i EU's landdistrikter.

3.9.

For at bevare landbruget er generationsskifte af afgørende betydning, og alle de til rådighed værende værktøjer bør bruges til at støtte unge og/eller nye landbrugeres etablering. Koblede betalinger er også nødvendige for de sektorer og de regioner, hvor specifikke typer landbrug eller specifikke landbrugssektorer har særlig betydning af økonomiske, sociale eller miljømæssige årsager. Den fælles landbrugspolitik bør også have et klart fokus på at opmuntre aktive landmænd og produktion.

3.10.

Landbrug er en særlig økonomisk aktivitet, som ikke følger almindelig økonomisk lov. I en markedsøkonomi er udsving i priser og indtjening et resultat af ændringer i udbud og efterspørgsel. Men fødevarers karakter af en grundlæggende nødvendighed betyder, at de pr. definition ikke er priselastiske. Udbuddet af fødevarer kan heller ikke hurtigt tilpasses prisændringer. Derfor er det ved uforudsete ændringer i produktionsmængden ofte nødvendigt med længere tid og større prisændringer, før markedsligevægten er genoprettet. Disse forhold gør, at landbrugsmarkederne betragtes som meget flygtige. Andre innovative markedsmekanismer kan afprøves.

3.11.

Forbrugerne efterspørger sikre, bæredygtige og nærende fødevarer af høj kvalitet. De ønsker også fødevarer til overkommelige priser, hvilket er blevet forstærket af den økonomiske krise. Mange forbrugere sætter pris på sporbarhed og lokalt producerede fødevarer. Særligt Eurobarometer 410 viser, at et stort flertal af respondenterne i alle medlemsstater anser viden om køds oprindelse for nødvendig. Det påhviler alle interessenter i fødevarekæden at løfte denne udfordring.

3.12.

Den næste fælles landbrugspolitik bør som alle øvrige EU-politikker være forenelig med målene for bæredygtig udvikling. Landbrugspolitikken er af betydning for mange af målene, men allermest for mål nr. 2 om at »udrydde sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug«.

3.13.

Betydningen af international handel vil uden tvivl tage til i fremtiden. Ikke desto mindre har det nylige russiske forbud mod import af fødevarer fra EU ført til større usikkerhed i den internationale handel. Ruslands embargo har lagt et enormt pres på EU's landbrugsmarkeder, navnlig i nogle medlemsstater. Tackling af udfordringerne i forbindelse med usikkerheden i den internationale handel vil være af afgørende betydning for landbruget.

3.14.

I de seneste år er der sket en forskydning i forhandlingspositionerne i forsyningskæden, hvilket fortrinsvis har været til fordel for detailhandelen og visse multinationale virksomheder og til skade for leverandørerne, navnlig landmændene. Den fremtidige fælles landbrugspolitik bør styrke landmændenes forhandlingsposition.

4.1.

Landbrug er et vigtigt spørgsmål for EU. Målene for den fælles landbrugspolitik blev fastlagt i den oprindelige Romtraktat i 1957. De gælder stadig. Nye udfordringer som f.eks. miljøanliggender, spørgsmål vedrørende landdistrikternes udvikling, kvalitets- og sundhedsspørgsmål samt det verdensomspændende sultproblem er kommet til, uden at traktaten hidtil er blevet ajourført.

4.2.

Den fælles landbrugspolitik er en grundlæggende EU-politik og en integreret politik, hvis forbindelse til andre politikker som beskæftigelse, miljø, klima, konkurrence, budget, handel og forskning bliver stadig tættere og tilfører en konkret europæisk merværdi.

4.3.

Den fælles landbrugspolitik er en forudsætning for et indre marked inden for fødevaresektoren i EU. Den europæiske fødevareindustri er den største industrisektor i EU med over fem millioner arbejdspladser.

4.4.

Kompleksitet og subsidiaritet er nøgleord ved tilpasning til alle sektorer og områder. Disse aspekter er blevet forstærket med den seneste reform. Udfærdigelse og forhandling af fælles bestemmelser i henhold til Lissabontraktaten med inddragelse af 28 medlemsstater og Europa-Parlamentet var en særlig kompleks opgave.

4.5.

Der er endnu ikke foretaget evalueringer af de nuværende politiske foranstaltninger. Vurderingen af gennemførelsen af det første år med forgrønnelsesforpligtelser er endnu ikke afsluttet. Det samme gælder miljøfokusområderne. Det er vigtigt ikke at forhaste sig med iværksættelse af endnu en reform af landbrugspolitikken, inden der foreligger en klar og grundig evaluering af den nuværende fælles landbrugspolitik, som gør det muligt at kortlægge, i hvilket omfang de politiske foranstaltninger har opfyldt de politiske målsætninger. Dette kræver en egentlig evaluering, især af de foranstaltninger, hvor der er brug for længere tid, før resultaterne viser sig, f.eks. forgrønnelsesforpligtelserne.

4.6.

Den seneste reform blev indledt i 2010, og gennemførelsen påbegyndtes i 2015, hvilket vil sige, at det tog fem år at afslutte reformen. I Kommissionens og Europa-Parlamentets aktuelle mandatperiode vil der ikke være tilstrækkelig tid til at afslutte reformen af landbrugspolitikken, så den kan gennemføres i 2021. Der er derfor behov for en overgangsperiode, hvor den nuværende fælles landbrugspolitik videreføres i tilstrækkelig lang tid efter 2020.

4.7.

Den fælles landbrugspolitik har siden 1962 bygget på tre grundlæggende principper: markedsenhed, fællesskabspræference og økonomisk solidaritet. Det indre marked er i dag en realitet, men fra politisk hold skal det slås fast, at fællesskabspræference og økonomisk solidaritet stadig gælder.

4.8.

I den globaliserede verden bruger USA økonomisk støtte til gennem forbrugerne at fremme landbruget med fødevarekuponprogammet og »køb amerikansk«-loven. Den Europæiske Union bør indføre tilsvarende foranstaltninger og kunne skabe opmærksomhed om den strategiske betydning af europæisk præference med en »køb europæisk«-lov.

5.1.

Brexit vil få store konsekvenser for EU, især for det indre marked og den internationale handel og dermed for den fremtidige fælles landbrugspolitik. Hvis Det Forenede Kongerige forlader EU's toldunion, bør de nuværende handelsstrømme under Brexitforhandlingerne bruges som det vigtigste kriterium for fordelingen af EU-28's WTO-kontingenter mellem Det Forenede Kongerige og det nye EU.

5.2.

Siden 1992-reformen er konkurrenceevne blevet den vigtigste prioritet under landbrugspolitikken med indførelsen af direkte betalinger. Hvis der fortsat skal være fokus på konkurrenceevne, produktivitet og bæredygtighed, er der behov for nye incitamenter, så der kan satses på fremme af innovation (udvikling, udbredelse og ibrugtagning af nye teknologier).

5.3.

Landbrugssektoren har brug for store investeringer, som vil kunne realiseres, hvis den forventede indtjening er tilstrækkelig stor og de økonomiske risici overskuelige. Støtte til bedrifternes indtjening i form af direkte betalinger er i den nuværende situation nødvendige.

5.4.

EU-producenter er ikke længere afskærmet fra verdensmarkedet med de større udsving i priser. Dertil kommer, at landbruget udsættes for ekstreme naturpåvirkninger og flere sundhedsmæssige problemer som følge af varers og menneskers øgede mobilitet (pandemier) med betydelige produktionstab. Den fælles landbrugspolitik bør indeholde specifikke redskaber, som sætter landbrugssektoren i stand til at begrænse og styre disse risici.

5.5.

Der findes nogle risikostyringsredskaber under den nuværende fælles landbrugspolitik. Interventionspriser, privat oplagring, salgsfremmende foranstaltninger og terminsmarkeder og redskaberne under den fælles markedsordning for landbrugsprodukter bør bevares eller videreudvikles.

5.6.

Men der er et klart behov for udvikling af nye værktøjer:

5.7.

Bekymringer vedrørende miljøet er klart en prioritet i landbruget, og derfor blev der indført forgrønnelse med den seneste reform. Politikerne fremhæver igen og igen denne markante udvikling under den fælles landbrugspolitik. Den fælles landbrugspolitiks miljødimension er både global og kompleks, da landbrug handler om jord, vand, biodiversitet, skovbrug og CO2-udledning. En mere effektiv politik bør være mere forståelig, lettere at gennemføre og enklere for landmændene.

5.8.

Der er et behov for betalinger, som kompenserer landmænd for at levere offentlige goder (især økosystemtjenester).

5.9.

Navnlig det nederlandske EU-formandskab har støttet ideen om en fælles fødevarepolitik. Med den nye fælles landbrugspolitik erkender EU, at europæisk landbrug er nødt til at nå op på et højere niveau for bæredygtig produktion af sikre kvalitetsfødevarer. Den fælles landbrugspolitik fremmer frugt- og mælkeordninger i skolen, der har til formål at fremme gode kostvaner fra en tidlig alder. Den tilskynder også til økologisk produktion ved at sikre mulighed for et informeret valg med klare mærkningsregler og særlige støtteordninger under politikken for udvikling af landdistrikter.

5.10.

For nærværende er fremme af folkesundheden, sund kost og en sund livsstil en national kompetence. Men Den Europæiske Union skal sikre adgang til sunde fødevarer af god kvalitet for alle Europas borgere ved hjælp af bæredygtige fødevaresystemer. Samtidig med at EU's foranstaltninger supplerer og koordinerer medlemsstaternes indsats bør der udvikles flere synergier mellem den fælles landbrugspolitik og den fremtidige europæiske fødevarepolitik.

5.11.

I betragtning af borgernes forventninger og forbrugerefterspørgslen bør der gøres en særlig indsats for at udvikle territoriale fødevaresystemer og dermed korte fødevareforsyningskæder, ikke mindst i storkøkkener.

5.12.

Siden 1990 er landbrugets miljøaftryk blevet mindre. Alligevel er der stadig et behov for at mindske landbrugets emissioner inden 2030. Dette skal realiseres i overensstemmelse med den europæiske landbrugsmodel og ved hjælp af en politik for omkostningseffektiv reduktion af emissioner. Der er et potentiale for at øge jordens kulstofindhold og erstatte fossil energi og petrokemikalier med landbrugs- og skovbrugsprodukter.

5.13.

De mange forskellige målsætninger for landbrugs- og arealanvendelsessektoren, med deres mindre modvirkningspotentiale, samt behovet for at sikre sammenhæng mellem EU's mål for fødevaresikkerhed og klimaændringer bør anerkendes (1).

5.14.

På bedriftsniveau, forsøgsstationer og i laboratorier frembringes der hele tiden vigtige innovationer. Forsknings- og udviklingsindsatsen bør intensiveres for at bistå landbrugets udvikling i retning af mere bæredygtige systemer. Det er helt afgørende, at andre aktører får kendskab til disse innovationer. Konsulenttjenester, samarbejde mellem aktører og andre metoder til udbredelse af innovation og udveksling af bedste praksis bør fremmes.

5.15.

EU's landbrugsforskningsprogram bør styrkes i den næste programmeringsperiode for at tage højde for udfordringerne på fødevareområdet og fødevarers geostrategiske betydning i det 21. århundrede. Den digitale økonomi kan blive den næste »landbrugsrevolution« efter det 20. århundredes grønne revolution.

5.16.

Der er klar dokumentation for, at forsyningskæden fungerer dårligt i næsten alle medlemsstater på grund af en stærk koncentration i aftagerledet. Værditilvæksten er ikke rimeligt fordelt blandt aktørerne i fødevareforsyningskæden.

5.17.

Da kompetencen vedrørende konkurrence og det indre marked ligger hos EU, bør problemet løses på EU-niveau. Kommissionen bør fremlægge forslag om EU-reguleringsrammer for kontraktforhold inden for kæden og landmændenes muligheder for legalt at organisere faglige aktioner. Producentorganisationerne er således vigtige aktører i fødevareforsyningskæden og bidrager til at styrke producenternes stilling. Den næste fælles landbrugspolitik bør styrke producentorganisationernes forhandlingsposition. Der bør tages hensyn til resultaterne af det arbejde, der udføres af taskforcen vedrørende landbrugsmarkederne (AMTF).

5.18.

Den fælles landbrugspolitik skal tilpasses realiteterne og hastigheden af de økonomiske forandringer. Som led i den fælles landbrugspolitik må artikel 219-222 i forordning (EU) nr. 1308/2013 udvikles, så de bliver anvendelige og realiserbare for Kommissionen og producenten.

5.19.

Verdenshandelen og åbne markeder styrker konkurrenceevnen og kan bringe priserne på fødevarer ned. Ikke desto mindre er fair handel af allerstørste betydning for EU for at kunne konkurrere med tredjelande med samme produktionsmetoder og -regler. Ikketoldmæssige hindringer kan bringe den internationale udvikling i fare. I de utallige og forskellige løsningsmodeller for opnåelse af fødevaresikkerhed i verden spiller handel en rolle med hensyn til at øge landbrugseksporten.

5.20.

Den fælles landbrugspolitik og handelspolitikken bør sætte de europæiske producenter i stand til at konkurrere på lige vilkår med importerede produkter. EU bør derfor kræve, at importerede produkter opfylder samme standarder.

5.21.

Hidtil er den fælles landbrugspolitik blevet finansieret på EU-niveau. Landbrugspolitikken tegner sig for en stor andel af EU-budgettet (38 % i 2015), som dog kun udgør omkring 0,4 % af de europæiske offentlige udgifter. Budgettet til den fælles landbrugspolitik er mindre end de tilsvarende budgetter i USA og Kina. Dertil kommer, at det i adskillige år har været stabilt eller faldende trods EU's udvidelse. Den fælles landbrugspolitik skal kunne tackle mange betydelige udfordringer i fremtiden. Det er derfor nødvendigt at øge budgettet til landbrugspolitikken på EU-niveau.

5.22.

Særlige aspekter ved EU-budgettet, bl.a. dets etårighed, skaber betydelige begrænsninger for udformningen af den fælles landbrugspolitik. På grund af disse begrænsninger er der nogle lofter for gensidige fonde og kriseforanstaltninger. Derudover er budgetfordelingen en kilde til politiske spændinger og kan indebære en mangel på effektivitet.

5.23.

Forenkling har været en prioritet for den fælles landbrugspolitik i mange år og især i de første år af gennemførelsen af reformen fra 2013. Ikke desto mindre bør forenkling være den primære underliggende prioritet for den næste reform. Især bør der foretages forbedringer af systemerne for rimelig kontrol og forholdsmæssige sanktioner. For øjeblikket er nedsættelserne af betalingerne til forgrønnelse og krydsoverensstemmelsesforanstaltninger undertiden urimelige og uforholdsmæssige. Det er yderst vigtigt, at den direkte støtte udbetales rettidigt.

5.24.

I de seneste årtier har to søjler udgjort strukturen i den fælles landbrugspolitik. Mens søjle I udelukkende finansieres med EU-midler, samfinansieres søjle II og tilpasses de enkelte medlemsstaters behov ved hjælp af flerårige programmer. Da medlemsstaterne og regionerne er forskellige og har forskellige behov er det nødvendigt at bibeholde strukturen med to søjler i den fremtidige fælles landbrugspolitik.

5.25.

Kommissionen anfører i sit arbejdsprogram for 2017, der blev offentliggjort den 25. oktober 2016, at den vil arbejde for og foretage brede høringer vedrørende en forenkling og modernisering af den fælles landbrugspolitik for at maksimere bidraget til Kommissionens ti prioriteter og til målene for bæredygtig udvikling. Det er vigtigt, at det europæiske civilsamfund aktivt inddrages i denne proces.