EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 18.5.2016
COM(2016) 263 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
om valgmulighederne i forbindelse med en miljømærkningsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 18.5.2016
COM(2016) 263 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
om valgmulighederne i forbindelse med en miljømærkningsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter
1.Indledning
Artikel 36 i forordning (EU) nr. 1379/2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter 1 fastsætter, at Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en gennemførlighedsrapport om valgmulighederne i forbindelse med en miljømærkningsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport er der blevet iværksat en undersøgelse, der skal analysere de nuværende miljømærker og andre former for formidling af miljøoplysninger. Ud over analysen er der blevet gennemført en offentlig høring og direkte interviews med interessenter 2 .
Denne rapport beskriver baggrunden for udviklingen i miljømærker i fiskeri- og akvakultursektoren. Den indeholder relevante offentlige og private initiativer vedrørende frivillige miljøanprisninger i EU og på internationalt plan. Rapporten omfatter desuden en beskrivelse af markedssituationen for miljømærkede produkter og af de centrale spørgsmål i forbindelse med miljømærker. Endelig udpeger rapporten mulige indsatsområder i forbindelse med en miljømærkningsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter og vurderer gennemførligheden heraf.
2.Baggrund
Den fælles fiskeripolitik sigter mod at sikre, at fiskeriet og akvakulturen bidrager til at skabe miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed på lang sigt.
Miljømærker er en form for frivillige oplysninger til forbrugere. Udviklingen af miljømærker gør sig ikke blot gældende inden for fiskeri og akvakultur. I løbet af de sidste 20 år er der blevet udviklet offentlige og private ordninger på en række områder. Ordninger inden for skovbrug 3 og almindeligt landbrug 4 viser, at der er forskelle i udformning og krav i forhold til fiskeri- og akvakulturordninger, og kan ikke sammenlignes for så vidt angår standarder. Vedrørende tilstedeværelsen på markedet ligner de største miljømærker for fiskevarer og akvakulturprodukter private mærker såsom dem, der anvendes inden for skovbrug, omend logoerne ikke er nær så kendte.
For så vidt angår myndighedernes anerkendelse af ordningerne er der ingen forskel mellem disse sektorer og den nuværende situation i fiskeri- og akvakultursektoren, dvs. at der ikke findes specifikke EU-regler, der finder anvendelse herpå, med undtagelse af økologisk certificering. Det generelle princip, der gør sig gældende for frivillige oplysninger til forbrugere, finder anvendelse, således at anprisningerne skal være klare og verificerbare.
I henhold til definitionen fra De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) giver miljømærker produkter ret til at bære et logo eller en erklæring, der bekræfter, at produktet er fremstillet i overensstemmelse med beskyttelses- og bæredygtighedstandarder. Certificeringen gennemføres af en tredjepart for at give sikkerhed for, at fremstillingsprocessen overholder bestemte krav. For at sikre, at miljømærkede produkter på markedet kommer fra certificerede kilder, skal der iværksættes foranstaltninger for at sikre sporbarheden af både produkterne og deres certificering.
Miljømærkningen i fiskerisektoren begyndte i 1990'erne. Økologisk akvakultur har været underlagt regulering i EU 5 siden 2010, og certificeringen af bæredygtig akvakultur opstod i begyndelsen af årtusindet og er i hastig vækst. Der er forskelle mellem miljømærkningen i disse to sektorer, som håndterer forskellige aspekter af bæredygtighed. I fiskeriet fokuseres der hovedsageligt på bevarelse af bestande, mens der inden for akvakultur primært lægges vægt på de potentielle negative eksterne virkninger, som produktionen forårsager, såsom forstyrrelse af naturlige økosystemer eller vandforurening.
Det er et særligt karaktertræk for miljømærkning af fiskevarer og akvakulturprodukter, at hovedparten af mærkerne er private og internationale, og at der stort set ikke findes offentlige mærker, der lever op til kravene til miljømærker i henhold til ISO14024 Type I, som er defineret af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) for miljømærker og -deklarationer. I 2014 begyndte ISO desuden at udvikle en standard for mindstekravene til certificering af produkter fra bæredygtigt havfiskeri, som forventes offentliggjort i 2017-2018.
I den senere tid er miljømærkerne begyndt at anvende en mere helhedsorienteret definition af bæredygtighed, som også omfatter økonomiske og sociale aspekter.
Miljømærker anvendes i en sammenhæng, hvor forbrugere modtager en lang række budskaber om bæredygtigheden af fiskevarer og akvakulturprodukter, herunder forbrugervejledninger, ngo-kampagner og frivillige adfærdskodekser. Den enorme mængde af oplysninger om bæredygtighed har givet anledning til debat og forvirring. Dette problem er også iøjefaldende på andre markeder. Forbrugerne i EU konfronteres med en mangfoldighed af mærker og miljøanprisninger og finder det ofte vanskeligt at skelne mellem produkter og stole på de tilgængelige oplysninger. Derudover lever miljøoplysninger om produkter ikke altid op til lovkravene til pålidelighed, nøjagtighed og klarhed 6 .
3.Indsatsen vedrørende frivillige anprisninger i EU og på internationalt plan
I løbet af det seneste årti har Den Europæiske Union iværksat flere initiativer med henblik på at underbygge klarheden og troværdigheden af frivillige anprisninger, indføre instrumenter, der gør det muligt for forbrugerne at træffe informerede valg, og sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, samtidig med at forbrugernes interesser fremmes i overensstemmelse med artikel 169 TEUF.
For så vidt angår EU-lovgivningen er der blevet vedtaget bestemmelser, der vedrører både indholdet af oplysningerne og tredjeparters certificering heraf. Reglerne for forbrugeroplysninger, der ledsager fiskevarer og akvakulturprodukter, er blevet revideret og tillader frivillig angivelse af miljøoplysninger, såfremt at disse oplysninger er klare, utvetydige og verificerbare 7 . Der er sideløbende blevet fastlagt krav om akkreditering på området for certificering. Dette omfatter kravet om, at ét enkelt nationalt akkrediteringsorgan sikrer den offentlige kontrol med certificeringsorganerne 8 .
Der er desuden blevet udviklet ikkelovgivningsmæssige initiativer, der skal yde vejledning om frivillige anprisninger. I 2009 blev EU's tilgang til garantiordninger for bæredygtighed og fairtradecertificering præsenteret 9 . Der blev lagt vægt på at bevare disse ordningers frivillige og ikke-statslige karakter samt på vigtigheden af, at oplysningerne er gennemsigtige og fyldestgørende. Denne ikkelovgivningsmæssige tilgang blev styrket i meddelelsen om kvalitetspolitikken for landbrugsprodukter 10 . Desuden vil arbejdet i multiinteressentdialogen om miljøanprisninger indgå i Kommissionens vejledning, der skal støtte gennemførelsen af direktivet om urimelig handelspraksis 11 på dette område. Samtidig fremmes indførelsen af metoder til at måle miljøpåvirkningen gennem den samlede livscyklus 12 , og der er blevet vedtaget retningslinjer for bedste praksis i forbindelse med frivillige certificeringsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer 13 . Kommissionen, medlemsstaterne, virksomheder og andre interessenter er fortsat i dialog om selskabernes sociale ansvar 14 .
Desuden vil Kommissionen i 2016 på anmodning af Europa-Parlamentet iværksætte et pilotprojekt til vurdering af frivillige anprisninger om fiskevarer og akvakulturprodukter. Projektet vil undersøge omfanget af disse anprisningers tilstedeværelse på fiskevarer og akvakulturprodukter, samt hvorvidt de overholder relevante krav.
EU-handlingsplanen for den cirkulære økonomi 15 , som for nylig blev vedtaget, understregede endnu en gang vigtigheden af at gøre det muligt for forbrugerne at træffe informerede valg. Det frivillige EU-miljømærke 16 bliver gennemgået inden for rammerne af dette initiativ.
De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har fastlagt internationalt ankerkendte retningslinjer for fangede fisk og akvakultur 17 . EU har været stærkt involveret i udarbejdelsen af retningslinjerne.
4.Markedet for miljømærker inden for fiskevarer og akvakulturprodukter
EU er på nuværende tidspunkt det største marked for miljømærkede fiskevarer og akvakulturprodukter. Der er imidlertid væsentlige forskelle i de miljømærkede produkters markedsindtrængning på tværs af medlemsstaterne, som er koncentreret om frosne eller forarbejdede produkter. De største forbrugere af produkter fra havet (forbrug pr. indbygger) er ikke de største købere af produkter forsynet med miljømærker. I lande såsom Frankrig, Italien, Portugal og Spanien, hvor forbrugerne hovedsageligt køber friske produkter, spiller miljømærker og certificering en marginal rolle 18 . På den anden side har miljømærkede produkter fået et solidt fodfæste i nogle medlemsstater som f.eks. Tyskland og Det Forenede Kongerige 19 .
Antallet af miljømærker er fortsat relativt begrænset i forhold til andre forbrugeroplysningsværktøjer. Væksten i markedsandele gør sig kun gældende for nogle få ordninger.
I dag er de største private miljømærker Marine Stewardship Council (MSC), som for 2014 har meddelt certificering af 8,8 mio. tons vildfisk (dvs. 10 % af den globale fangst), Friend of the Sea (FoS), som ifølge tilgængelige oplysninger fra FAO har certificeret ca. 10 mio. tons produkter i 2011, GLOBALG.A.P. Aquaculture Standards, som ifølge oplysningerne har certificeret mere end 2 mio. tons produkter i 2013, og Aquaculture Stewardship Council (ASC), som har meddelt certificering af mere end 400 000 tons produkter i 2014. For nylig har producenter fra EU's medlemsstater indledt certificeringsprocessen for deres produkter, primært inden for fiskeriet, hvilket varsler en ny tendens på markedet, eftersom de fleste miljømærkede produkter, der indtil nu er blevet solgt i EU, er importvarer.
Disse ordninger er særligt rettet mod nogle arter. MSC har hovedsageligt beskæftiget sig med hvidfisk (og har certificeret 45 % af den globale fangst af hvidfisk) og små pelagiske arter, mens FoS har haft fokus på fiskeri, der forsyner fiskemelsindustrien, men også tun, rejer, muslinger og laks. Inden for akvakultur har GLOBALG.A.P. først og fremmest dækket pangasius, tilapia, laks og rejer, og ASC har dækket de samme arter samt toskallede bløddyr og ørred. Der er tegn på, at disse ordninger er begyndt på at arbejde sammen om fælles kriterier og gensidig anerkendelse.
I løbet af de senere år har enkelte lande indført offentlige miljømærker for fiskevarer og akvakulturprodukter. Indtil videre er der ikke opstået en omfattende offentlig ordning som et alternativ til privat certificering. I EU indførte Frankrig et offentligt miljømærke for fiskevarer og akvakulturprodukter ved udgangen af 2014. Det er endnu for tidligt at spå om det potentielle marked for mærket.
5.Centrale problemstillinger i forbindelse med miljømærker
I analysen og under høringen er følgende tre centrale problemer i forbindelse med de nuværende miljømærker for fiskevarer og akvakulturprodukter blevet fremhævet: a) anprisningernes troværdighed, b) forvirring på grund af den lange række budskaber og c) markedsadgang, herunder omkostninger.
(a)Problemet med troværdighed drejer sig om anprisningernes gyldighed. Miljømærkningsordninger udgør den mest strukturerede form for oplysninger til forbrugere om miljømæssige aspekter. Troværdigheden er baseret på ordningens opbygning, herunder dens standarder og gennemsigtigheden af certificeringsprocessen.
Troværdigheden er altafgørende for forhandlerne, eftersom den er en central del af mærkets image. Dermed påvirker anprisningernes troværdighed også forhandlerens troværdighed. Det er interessant, at en stor andel af de certificerede produkter ikke sælges med et logo, og at certificeringen hovedsageligt er et element i forholdet mellem virksomhederne frem for en form for forbrugeroplysning.
(b)Forvirringen er ofte knyttet til en opfattelse af, at der kommer flere og flere mærker, samt en tendens til, at der ikke sondres mellem miljømærker og andre initiativer, der sigter mod at oplyse virksomheder og forbrugere, som f.eks. forbrugervejledninger og ngo-kampagner.
Der kan også opstå forvirring på grund af forskelle i miljømærkernes indhold og rækkevidde. Denne mulige forvirring gennemsyrer alle niveauer i forsyningskæden. Det er muligt, at producenterne ikke er klar over, under hvilket miljømærke de skal ansøge om certificering, idet dette afhænger af forhandlernes valg og de enkelte markeders særlige forhold. Forhandlerne skal derimod vælge miljømærker, der sikrer deres image bedst muligt. Endelig er det muligt, at forbrugerne ikke er klare over, hvad de enkelte miljømærker betyder.
Problemet med at vælge et bestemt miljømæssigt fokus samt formidling af budskabet kan føre til adskillige certificeringer og forskellige budskaber. Ulempen herved er forvirring, som i sidste ende kan føre til yderligere omkostninger for operatører og manglende tillid til anprisningerne.
(c)Et tredje problem vedrører markedsadgang og operatørernes omkostninger. Certificering inden for miljømærkningsordninger omfatter revisioner, tilsyn og vurderinger. Derudover kan der opstå andre omkostninger, f.eks. for anvendelsen af miljømærkets logo. Denne proces medfører omkostninger og en administrativ byrde, som ikke nødvendigvis afspejles i producentens salgspris. Certificeringsomkostningerne er navnlig relevante for mindre producenter. Visse ordninger har anvendt deres egne midler til at oprette opsøgende programmer, og ngo'er støtter aktivt op om certificering for mindre producenter.
Desuden er certificering blevet afgørende for, at producenter og forhandlere kan sælge til specifikke markeder, som ellers ville være lukkede eller nedprioriterede.
Det giver samtidig producenterne mulighed for at differentiere deres produkter og få adgang til nye markeder.
6.De offentlige myndigheders mulige indsats
I løbet af det seneste årti er der blevet udviklet initiativer vedrørende miljøanprisninger i EU og på internationalt plan. EU har blandt andet vedtaget en række lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige retsakter, jf. punkt 3 ovenfor.
Med henblik på gennemførlighedsanalysen er der blevet identificeret tre mulige indsatsmuligheder: effektiv udnyttelse af de nuværende værktøjer, udvikling og mulig anvendelse af mindstekrav og indførelse af et miljømærke for hele Unionen.
6.1. 1. mulighed: Ingen ændringer: den nuværende lovgivning og en effektiv udnyttelse af tilgængelige værktøjer
En mulighed for en EU-indsats for så vidt angår miljømærker for fiskevarer og akvakulturprodukter består i en forbedret kontrol med de nuværende regler og en øget støtte til gennemførelsen af tilgængelige værktøjer, herunder bl.a. afsætningsforanstaltninger i henhold til artikel 68 i forordningen om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF). Vurderingen af og tilsynet med frivillige anprisninger kan være effektive midler til at øge troværdigheden. Dette vil utvivlsomt være til fordel for operatører og forbrugere i begge tilfælde.
Forvirringen fra de mange budskaber vil kunne undgås, om end i et begrænset omfang: selv om det vil være muligt at efterprøve indholdet af anprisninger, der indgår i produkternes mærkning, vil andre former for oplysninger, der falder uden for dette område, ikke være underlagt kontrol.
For så vidt angår operatørernes omkostninger vil en effektiv udnyttelse af de tilgængelige finansieringsmuligheder give producenterne mulighed for at få adgang til nye markeder og nedbringe deres certificeringsomkostninger. EU's producenter kan navnlig få støtte til certificering gennem EHFF. Producenter i udviklingslande kan ligeledes få støtte gennem udviklingsprogrammer.
Man kunne se nærmere på muligheden for at lade fiskevarer og akvakulturprodukter indgå i det nuværende EU-miljømærke, eftersom fødevarer allerede kan omfattes af dette mærke. På grundlag af de nuværende erfaringer med udvikling af kriterier vil indførelsen af nye kriterier vare mindst 3 år og kræve investeringer. Det bør bemærkes, at økologisk akvakultur er underlagt lovgivning, og at en analyse fra 2011 ikke førte til endelige konklusioner for så vidt angår gennemførligheden og merværdien af at indføre kriterier for EU-miljømærket, således at det kunne omfatte fødevarers miljøpåvirkning 20 .
Ved at anvende eksisterende værktøjer og lovgivning i EU vil kriterierne om merværdi, nærhed og proportionalitet være opfyldt. På den anden side kan der være behov for yderligere finansiering til tilsynsaktiviteter for at efterprøve, hvorvidt de frivillige anprisninger overholder den nuværende lovgivning.
6.2.2. mulighed: Mindstekrav fastsat af EU
Denne mulighed ser nærmere på forslaget om, at EU fastsætter mindstekrav til anprisninger vedrørende bæredygtighed for fiskevarer og akvakulturprodukter. Denne mulighed vil skabe en sammenhængende ramme med henblik på sammenligning af disse anprisningers indhold.
Indsatsen på dette område vil effektivt tage hånd om den potentielle forvirring om miljøanprisningernes karakter og dermed mindske forbrugernes manglende tillid. Den vil desuden løse problemet med troværdighed, eftersom certificeringen vil ske på grundlag af gyldige og relevante krav. Den vil imidlertid ikke løse problemet med, at producenterne bærer certificeringsomkostningerne.
Denne mulighed vil betyde, at der vil blive fastsat standarder, der tager højde for FAO's retningslinjer på dette område, samt indikatorer, der allerede er blevet fastlagt under den fælles fiskeripolitik. Dette vil indebære udformning af to sæt standarder på EU-niveau: ét sæt for fiskeri og ét sæt for akvakultur på grund af de naturlige forskelle mellem disse to produktionsmetoder.
Dette vil indebære omfattende forberedelse og høringer, herunder regelmæssig revidering af standarderne og vedtagelse af nye EU-retsakter.
En alternativ tilgang kunne være at fokusere på mindstekrav til certificeringsprocessen. Denne mulighed er allerede blevet forfulgt ved hjælp af en indsats i EU og på internationalt plan. Den nuværende lovgivning sikrer tilsyn med de vigtigste skridt i certificeringsprocessen. Der findes allerede detaljerede anbefalinger for så vidt angår udvikling af og krav til ordninger samt tilhørende anprisninger. Desuden er eksempler på bedste praksis inden for certificering dokumenteret i adfærdskodekser fra International Social and Environmental Accreditation and Labelling Alliance (ISEAL) og i FAO's retningslinjer, som vil indgå i ISO's løbende arbejde.
Et andet alternativ kunne være, at Kommissionen udarbejder anbefalinger og bedste praksis. Et sådant ikkelovgivningsmæssigt initiativ kunne indarbejde internationale referencer til miljømærkning inden for fiskeri og akvakultur og en lignende tilgang for så vidt angår miljøanprisninger om fødevarer og nonfoodprodukter. Dette kunne øge gennemsigtigheden og fremme en fælles forståelse mellem miljømærkningsordningerne, operatørerne og de offentlige myndigheder. Det vil indebære høringer og forberedelse som ved de foregående underliggende muligheder, men ikke ny lovgivning.
6.3.3. mulighed: Indførelse af et miljømærke for hele Unionen
Etableringen af en selvstændig frivillig miljømærkningsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter for hele EU vil indebære en fastlæggelse af krav. Derudover vil der være behov for at udvikle fremgangsmåder for revidering, certificering, mærkning og tvistbilæggelse samt foranstaltninger med henblik på at fremme denne nye ordning. Anvendelsesområdet bør omfatte både fiskeri og akvakultur samt alle produkter, der sælges i EU, uanset oprindelse. Dette er især relevant for denne sektor i betragtning af, at EU importerer 65 % af sit forbrug af fisk, og at udviklingslande tilvejebringer en betydelig del af udbuddet.
En indsats på dette område kan have en positiv indvirkning på miljømærkernes troværdighed, idet en offentlig ordning kan føre til højere standarder og bedre resultater for certificeringen. Tilstedeværelsen af et offentligt miljømærke på markedet kan desuden mindske forvirringen om miljøanprisningernes indhold. Det fremgår imidlertid ikke klart, hvorvidt det vil få en betydning for formidlingen af andre former for miljøoplysninger til forbrugere, eller hvilken plads det vil få på et marked, hvor der allerede findes en række anerkendte mærker. For så vidt angår operatørernes omkostninger til certificering vil der være mulighed for besparelser i forbindelse med anvendelsen af logoet, eftersom det vil være offentligt. Der vil formentlig ikke ske en væsentlig ændring i omkostningerne i forbindelse med certificeringen af produkterne.
En ordning for hele EU vil ikke sætte en stopper for de mange miljømærker og risikerer at øge kompleksiteten ved at tilføre markedet endnu et mærke. Det risikerer navnlig at underminere logoet for økologi. På den anden side kan tilstedeværelsen af et målrettet offentligt miljømærke for fiskevarer og akvakulturprodukter udvide valgmulighederne for producenter og forhandlere og mindske risikoen for, at etablerede private miljømærker bliver for dominerende.
Denne mulighed kræver, at der vedtages ny lovgivning, samt at der afsættes midler til forvaltningen af ordningen. Omkostningerne til udvikling, gennemførelse og fremme af et miljømærke for fiskevarer og akvakulturprodukter for hele EU kan sammenlignes med omkostningerne ved indførelsen af økologisk certificering og EU-miljømærket og er væsentlige i forhold til de andre muligheder.
7.Konklusioner
Miljømærker for fiskevarer og akvakulturprodukter har fået en større betydning i løbet af de sidste ti år. Der er nu en lang række miljømærkede produkter, som dog er koncentrerede om visse EU-markeder og -produkter. I den samme periode har EU vedtaget en række regler og iværksat initiativer, der skal fremme forbrugerbeskyttelsen og regulere formidlingen af miljøoplysninger. I forhold til andre sektorer er der overordnet set ingen særlige kendetegn ved miljømærker for fiskevarer og akvakulturprodukter.
I dag har miljømærker inden for fiskeri- og akvakultursektoren flere formål: de giver forhandlerne sikkerhed for bæredygtigheden af de produkter, som de sælger. Til gengæld udnytter forhandlerne denne sikkerhed til at understrege bæredygtighedsaspekter i deres forbrugeroplysningskampagner og til at beskytte deres varemærke. Desuden oplyser de forbrugerne om et produkts resultater inden for bæredygtighed. Miljømærker gør det muligt at differentiere produkter på markedet og kan hjælpe forbrugerne til at træffe et valg.
Der er ofte fokus på forbrugerens rolle, og det antages, at der er en efterspørgsel efter miljømærker. Det afgørende led er imidlertid mellem leverandør og forhandler. Miljømærker kan bidrage til at undgå en langt større udbredelse af certificering eller egenerklæring hos forhandlerne.
Rapporten har fremhævet en række problemer i forbindelse med miljømærker. Først og fremmest afhænger anprisningernes troværdighed af en solid certificeringsproces. For det andet er der forvirring på grund af opfattelsen af, at der er mange miljømærker, og den sideløbende anvendelse af andre kommunikationsværktøjer samt forskellen i miljømærkernes indhold og rækkevidde. Endelig kan producenterne risikere høje omkostninger i forbindelse med certificering, omend salget af miljømærkede produkter kan give adgang til nye markeder.
I denne rapport er der blevet analyseret tre muligheder for en indsats fra de offentlige myndigheder, som giver forskellige resultater for så vidt angår merværdien og omkostningerne for EU samt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.
Den første mulighed – ingen ændringer af lovgivningen og en effektiv udnyttelse af tilgængelige værktøjer – vil effektivt kunne forbedre anprisningernes troværdighed, men vil ikke mindske den nuværende forvirring på grund af den lange række budskaber, eftersom forbrugeroplysninger, der falder uden for eksisterende EU-regler, ikke vil være underlagt kontrol. For så vidt angår omkostningerne vil anvendelsen af offentlige midler kunne bidrage til at mindske producenternes certificeringsomkostninger.
Denne mulighed opfylder kriterierne om merværdi, nærhed og proportionalitet, eftersom den tager udgangspunkt i allerede vedtaget lovgivning. På den anden side kan der være behov for yderligere finansiering til at styrke tilsynet med frivillige oplysninger på mærkning af fødevarer.
Den anden mulighed – fastsættelse af mindstekrav til bæredygtighed og certificeringsprocessen – vil tackle problemer såsom den mulige forvirring og troværdigheden. Den vil indebære omfattende forberedelse og vedtagelse af ny lovgivning eller en anbefaling på EU-niveau. Alternativt kunne man indfri lignende målsætninger ved at støtte op om internationale standarder, der er under udvikling.
Den tredje mulighed – etablering af en selvstændig frivillig miljømærkningsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter for hele EU – vil kunne medføre positive virkninger for så vidt angår miljømærkernes troværdighed ved at skabe incitamenter og et effektivt offentligt tilsyn. Det er ligeledes muligt at gøre noget ved problemet med forvirring om miljøanprisningernes indhold. Det fremgår imidlertid ikke klart, hvorvidt den vil få en betydning for formidlingen af andre former for miljøoplysninger til forbrugere. For så vidt angår certificeringsomkostningerne vil det kun være muligt at opnå begrænsede besparelser.
Det vil være nødvendigt at vedtage ny lovgivning for at etablere en sådan ordning for hele EU. På grund af forskellene i de miljømærkede produkters markedsindtrængning i de forskellige medlemsstater og på grund af, at gennemførelsen af nationale ordninger befinder sig på et tidligt stadium, kunne en indsats på EU-niveau støde på kritik ud fra hensynet til subsidiaritet. Desuden kunne den omstændighed, at det er umuligt at opdage tydelige markedssvigt, give anledning til spørgsmål om merværdien af en indsats på EU-niveau og om proportionaliteten af dette valg. Omkostningerne ved denne mulighed er væsentlige sammenlignet med de andre to muligheder.
Den fælles fiskeripolitik forventes at have en indvirkning på bæredygtigheden senest i 2020, hvilket til dels vil mindske behovet for et offentligt mærke som en katalysator for bæredygtighed. Desuden risikerer EU's dobbelte rolle i forbindelse med at forbedre den miljømæssige bæredygtighed gennem den fælles fiskeripolitik og at fastsætte kriterier til vurdering af bæredygtigheden at føre til problemer med manglende konsekvens.